Minefeltet

Når jeg går på torvet til frokost, er det nogengange et minefelt.

Af en eller anden grund er jeg et let offer for
* gamle damer, som skal hjælpes med dette og hint
* snakkesalige originaler, som gerne vil sludre
* andre sjove typer, som færdes i det offentlige rum.

De stiler direkte imod mig. I dag var det en ældre mand, som, da jeg kom ind i Fakta, var ved at snakke ørerne af den unge pige i kassen. Jeg bemærkede, at hun var meget sød ved ham.

Da jeg kom hen til kassen stod han der stadig. Mens jeg betalte fik han fumlet det sidste i sin vogn, og trillede udad. Og da jeg forlod Fakta med min enlige pose, stod han og ku' ikke rigtig få vognen drejet den rigtige vej på de skæve fliser.
Jeg tog fat i den og kom med en kommentar om, at det jo er svært, når man har læs på og fliserne er skæve.

Det skulle jeg aldrig ha' gjort.

Det er, som om der står "Sucker" i panden på mig. Han havde garanteret allerede homet sig ind på mig inde i butikken - og nu hægtede han sig fat i min opmærksomhed af alle kræfter. Jeg skulle se hans cykeltrailer. Høre, hvordan havde mistet kørekortet for nogen tid siden på grund af "noget med kraniet", og hvordan hans bror havde købt cykeltraileren til ham.

Han var sød og rar og aldeles umulig at komme af med. Og jeg skulle tilbage på arbejde...

Egentlig burde man ta' sig tid - det er jo mennesker, der har behov for kontakt.

Det lykkedes mig dog at komme fra ham ved
* at rose hans cykeltrailer grundigt
* at skynde mig bagefter at sige "...og kan du så have en god dag!"
* at smile til ham og gå hen imod min bil.