I dag kom vi da et stykke videre igen!
Køkken og stue er nu HELT klar til indflytning. Jeg har malet de sidste kanter, og fodlisterne i køkkenet - som trængte ret meget.
I eftermiddag var vi ovre hos advokaten og underskrive skødet. Det var nemt, for den advokat, vi har brugt til købet, ligger lige ovre på Høgevej - ikke ret langt fra Fasanvej.
På vej tilbage fik jeg fotograferet Fasanvej-skiltet - i den ene ende af gaden kan man nemlig se et fint gammelt gadeskilt, som hænger på Fasanvej 1. Jeg ved det naturligvis ikke med sikkerhed, men jeg gætter på, at skiltet er helt tilbage fra dengang vejen blev anlagt - der engang i tyverne. Jeg har ladet mig fortælle, at før der blev anlagt bebyggelse, hed området Rosenvold, og byboerne tog madkurven med derud om søndagen... sjovt at tænke på, når nu vejen ligger centralt i byen.
Vejen er ganske lille og smal - der er ikke noget fortorv, og husene ligger rimeligt tæt. Nogle få af husene er ens, men ellers ligger der en sjov blanding - nogen, som ligner vores, et par dobbelthuse, et "højhus" med 3 etager, hvor der er lejligheder, og så ligger der et enkelt hus fra tresserne lige midt i det hele.
Ellers er dagens status ... jeg fik startet på at male kanter på Kristians værelse. I morgen kommer han selv med ind og hjælper til! De her farver trænger vist også til udskiftning...
Nede i kælderen var Bruno igang. Han har fået savet strøer og lagt dampspærrer ud. I morgen venter puslearbejdet med at klodse strøerne op, så det hele ender med at være i vater - godt, det ikke er mig, der skal ordne det ;-)
Pludselig var klokken over seks, og vi havde ikke lige nogen planer for aftensmaden. Heldigvis var jeg lige løbet tør for maling, så jeg vaskede penslen af og kørte forbi føtex, hvor de har så meget mad, at de sælger af det.
Mens jeg stod i køkkenet og skyllede min pensel, kunne jeg nyde udsigten fra køkkenet ... den er faktisk rigtig pæn.
Solen forgyldte det hele, og jeg tænkte lidt på, hvor forskelligt tingene ser ud, alt efter om solen står højt, eller der er lave skyer og støvregn...
2 kommentarer:
Dejligt hus og placering I har fundet dér. Og der er jo en god "støjskærm" ud mod Vesterbrogade. Husker godt Fasanvej, har været ad den en del gange. Og dejligt at I nu kan få pyntet på de "detaljer", der trængte :-)
Johnnie, jeg tror vi har mindre trafikstøj på Fasanvej end ude i Snoghøj ... den der motorvej begynder at blive LIDT enerverende!
Ja, du er jo Fredericiadreng ... jeg må nok indrømme at jeg ikke anede vejen eksisterede, før den optrådte på Boligsiden.dk...
Send en kommentar