Weekendtur

...med familien.

Den har været planlagt længe, men alligevel kunne Andreas og Kristina ikke tage med - for Andreas havde vagt fra fredag til lørdag.



Turen blev alligevel en succes. En weekend oppe hvor Limfjorden møder Vesterhavet. 11 mennesker i et sommerhus med 8 sovepladser - og det gik alligevel.

Deltagerne var:
* Ninna og Bent, Brunos forældre
* John, Brunos bror
* Christina, Brunos datter, og hendes kæreste Mette
* Lasse, Brunos søn, og hans kæreste Michelle
* Bodil og Kristian - ingen yderligere præsentation nødvendig...
* og Bruno og mig.

Sovepladsmanglen løste vi - vi havde medbragt "pletten" og lagde dermed op til årets sidste campingtur. John sov på en madras i stuen - han er ikke så krævende :-)

Vi ankom fredag aften - Bodil, Kristian, Bruno og jeg i opelen, og Lasse førende mazmobilen med Michelle, Christina og Mette. Maden stod klar, så vi skulle bare lige slå pletten op, så den var klar, inden vi skulle spise.

Hold op, det blæste! John hjalp med at holde på hat og briller og telt, mens Bruno slog pløkker i. Det blev også en noget støjende nat, for det stormede hele natten, og det rykkede godt i pletten, som dog blev, hvor den var.

Lørdag var der flere bud på, hvad vi skulle. Bodil ville gerne i svømmehal, men det var kun hende og Kristian, der havde husket badetøj.
Bruno ville til Thyborøn - lige der hvor Limfjord og Vesterhav forenes.
Der var nogle stemmer for Lemvig, hvor der kunne kikkes lidt butikker.

Slagplanen blev en tur til Thyborøn, og derefter til Lemvig.

I Thyborøn blæste der MEGET!



Se bare på kropsholdningerne på dette billede! Regnvandet føg hen over p-pladsen - men ud skulle vi. Vi skulle se strand og vand her i Thyborøn. Men hvor er det en trøstesløs by - måske var det årstiden. Der så bare trist og gråt og lidt fattigt ud, og som om de færreste tog sig af vedligehold.

Til gengæld var der flot udsigt over havet.



Sandet var blæst ind, så det lignede snedriver! Og vi fik da også sandkorn mellem tænderne, da vi stod der.



Kristian undersøgte nøje - det VAR altså sand, og ikke sne. Mette nøjedes ikke med at få sand mellem tænderne, hun har lidt krudt i måsen, og på en af hendes muntre manøvrer gik hun på halen og var ved at rutche ned til Kristian. Heldigvis slog hun sig ikke!



Lasse fik pakket sig grundigt ind - han var ikke den eneste.
Ninna så ret sjov ud med brillerne stikkende ud af regnfrakkehætten, men hun var kamerasky, så dette billede, som skulle have forestillet hende, blev i stedet af Michelle... Ninna gemte sig nemlig bag hende...!



Vi fik købt fine, friske rødspættefilet'er til frokosten i Thyborøn, og så gik turen ellers til Lemvig. På vejen så vi den berømte VLTJ - Vemb-Lemvig-Thyborøn-Jernbanen - og jeg kunne underholde med brudstykker af Tørfisks sang om dette lille tog. Har faktisk engang kørt med VLTJ, mens Tørfisk underholdt - - og der blev serveret Tørfisk (altså ikke musikerne, som ellers var søde nok, men egnsretten - uf!).

Lemvig var ret overskuelig, men hyggelig. Vi fik købt ind i Kvickly, som kunne forsyne os med det, den lokale Spar-købmand ikke havde. Bodil købte et par lyserøde lærredssko til 20 kr - og har siden forvandlet dem. Jeg lover at vise resultatet en af de nærmeste dage.

Da vi kom hjem, fik vi frokost, og så var vi ved stranden, som var kun 5 minutters gang fra huset. Bodil blev hjemme, for hun ville hellere teste spa-badet. Kristian syntes han havde fået nok frisk luft, så han blev også hjemme - og Bent sørgede for, at de ikke lavede ulykker!

Vi andre nød tørvejret, og at vinden havde lagt sig lidt. Og så gik vi til stranden.



Jeg elsker bølger. De fascinerer mig endeløst! Jeg elsker at se på dem, og det bedste er bare at bade, når der er gode bølger. Jeg bliver som en femårig - springer ind i dem, hopper over dem - af en eller anden grund fryder bølger mit hjerte inderligt! Jeg kunne stå i timevis og se på dem, og jeg tager 1000 billeder af bølger - som alligevel ikke kan repræsentere den kraftfulde rullen, det brusende hjerteslag som de er.



Bølgerne fik legebarnet frem i Mette (der skal heller ikke sååååå meget til...) - hun fik en ubændig trang til at lege "Tik" med dem ... og det var heldigvis ikke her, hun gik på halen, den pjattede tøs ;-)



På vej tilbage mødte jeg en lille frø, som hoppede helt ude i vandkanten. Der kunne den ikke klare sig, så den fik et lift op i græsset. Den var sød. Der er ingen billeder, for det var mig, der bar den.

Det begyndte at regne - IGEN - så det var godt, vi var på vej mod huset, som var tørt og godt.



En hurtig kontrol afslørede, at campletten også stadig var tør og god - og dermed at vores sengetøj var det samme :-) Der faldt en vældig ro på mig - godtnok har den modstået mange regnbyger før, men vist aldrig langvarig regn som i denne weekend.

Aftenen bød på megen hygge - vi spillede til den store guldmedalje, Femhundrede og et spil, Mette havde medbragt - Sequence. Sjovt!



Der var god stemning, triumf og misundelse, grin og rødvin og hygge, som man kun finder med familien og de gode venner.



John var så stresset over presset, at han begyndte at ryge grissini...



Bruno havde en god hånd (eller to ;-)og var meget koncentreret...



Bodil så en sjov film (jamen - det gjorde hun altså!!) og Kristian var meget optaget af Mettes Play Station Portable ... hun ER altså et legebarn ;-)




Natten til i dag blev langt mere rolig. Det blæste slet ikke så meget, og vi sov som små sten hele natten. Bruno stod op ved 7-tiden for at hjælpe John med at se Formel 1. Jeg sov bare videre - til næsten halv 9. Dejligt!

Ved middagstid var vi pakket og klar til at køre hjem. Det har været en dejlig weekend, som vi vil gøre til en tradition - og næste gang kommer Kristina og Andreas helt sikkert med!

Æg og softwareudvikling

I torsdags var jeg på kursus i iterativ softwareudvikling - og det, man kalder agil softwareudvikling.

En hel dag, hvor vi sad på vores numser og sugede til os. Men det var spændende, og tiden gik lynhurtigt.



Når planerne og opgaverne passer sammen, ser det ud som man kan se ovenfor. Flot ikke? Undrer du dig over, hvad systemudvikling har med æg og stearinlys har med hinanden at gøre? Det gjorde vi andre faktisk også ...

Indtil underviseren masede 8 æg ned i 6-ægs-bakken. Nu ved vi, hvorfor han lige skulle have papir under æggebakken inden han illustrerede situationen med for mange opgaver i en iteration...

Så simpelt kan det gøres. Man kan tilføre flere æg-holdere/æggebakker (ressourcer) eller fjerne nogle æg (opgaver) - så går det op. Man kan bare ikke mase alt for mange æg ned i en æggebakke... det er jo nærmest essensen i projektledelse :-)

Den forgangne og den nye...

Sidste weekend bød på en rigtig dejlig tur til Silkeborg - og en sejltur med en ældre dame ... nemlig hende her:



Vi havde lækkert vejr, søndag eftermiddag, og vi fik kaffe og kransekage, og der var åben bar i forstavnen.



Sejlturen tog et par timer ... der er så flot, derude ved Himmelbjerget. Vi nød vejret og selskabet, som var Brunos kolleger. Det var nemlig en firmaudflugt.



Skyerne truede lidt ... men de opførte sig ordentligt. Efter et par timer lagde vi til ved Hotel Julsø. Det er en sjov gammel bygning, men udsigten fra terrassen, hvor vi fik velkomstdrink, kan man ikke sige noget grimt om.



Maden var fantastisk lækker! Italiensk buffet, med dejlige chilenske vine til - UHM! Og vi hyggede os voldsomt - faktisk opdagede en af Brunos kolleger og jeg, at vi havde boet naboer på et bestemt kollegie i Skive - hvis altså ikke det var fordi han havde boet der 4-5 år før mig :-)



Denne weekend står i familiens tegn. Det skal I nok få mere at høre om - men ikke før på søndag. Fra nu af holder blogejeren nemlig weekend :-)

Dødbringende dansetrin II og III

I denne uge blev det til hele TO omgange dans.

Bruno lagde sig jo som bekendt syg i sidste uge, så vi ville indhente det tabte.

Onsdag aften var det lidt en katastrofe. Salen var ekstremt overfyldt, og foruden at vi skulle arbejde i at manøvrere uden om diverse andre par, havde vi altså tilsyneladende glemt en del af det, vi ellers havde lært....

Faktisk var vi på et tidspunkt lige ved at gå hjem. Bruno havde en faretruende frustreret rynke i panden (det er for SJOV, skat...), og jeg var ærligt talt også ved at opgive at få neurologisk forbindelse med mine nederste ekstremiteter. De gjorde ihvertfald ikke lige helt det, der var meningen.

Men vi blev timen ud - gjorde vi. Om end vi måtte drukne vores sorg i god rødvin, da vi kom hjem (aaaaaah!).


Torsdag var der god plads - og faktisk gik det ganske godt, undtagen altså den der jive, som jeg SLET ikke har styr på, efter vi er kommet ud over grundtrinene. Der er noget den-ene-og-den-anden-vej-rundt-om, som jeg slet ikke kan finde ud af, og Brunos ben glemmer simpelthen nogen gange at danse i al forvirringen.

Vi gav dog ikke op! Midt i et forsøg, som klart var mere ihærdigt end smukt, dansede en af de andre damer (selvfølgelig en af dem med høje hæle) lige op på min vrist engang. Auuv!!

Jeg var nødt til at stoppe - heldigvis var timen næsten forbi, men jeg kunne ikke være i min almindelige sko, for jeg havde en blå dueægsformet hævelse på vristen. Og det trak mere og mere op i ankelen.
Så vi kørte hjem, og jeg fik is på. Efter en ret urolig nat, og en morgen, hvor der var rytmisk dunken i anklen (så er da der noget, der er rytmisk...), når den kom nedad, besluttede jeg at blive hjemme i dag og holde fussen oppe i sofaen.

Nu er den lige knap så blå, synes jeg. Hævelsen har bredt sig lidt - er ikke så høj, men til gengæld bredere. Det gør stadig ondt, men det dunker ikke mere.

Øv.

Og så sagde konen ikke engang undskyld, efter hun jokkede min jive endnu mere i smadder end den var i forvejen...

Ramt af inspiration

I denne weekend løb en af mine kolleger et halvmaraton.

Hun løb på en tid, hun var meget glad for, og vi stod i går og snakkede om resultatet - om hendes træning, og om hvor meget løb fylder i hendes liv.

Løb er min kollegas livline. Det er der, hun lader op, og der hun får ny energi - og et break fra hverdagen.

Som hun stod der og fik julelys i øjnene, mens hun talte om den energi, man har efter en god løbetur, tænkte jeg: Sådan vil jeg have det igen!

For jeg kunne kende hvert et ord hun sagde - om glæden, afstressningen, den gode fornemmelse i kroppen, formen, der forbedres og overskudet, der vokser.

Og det var faktisk min kollegas fortjeneste, at jeg i går fik skemalagt min travle dag sådan, at der blev plads til løbeturen.

Jeg har husket at sige tak til hende :-)

Man kan nå meget...

...hvis man er lidt effektiv.

Igår fræsede jeg hjem fra arbejde, og gik straks igang med at lave mad (kartoffelmoussaka som skulle stå i ovnen en times tid) og ordne vasketøj (som havde hobet sig op).

Bruno skulle have et eftermiddagsmøde med en fra cykleklubben, og jeg ville frygtelig gerne nå en løbetur inden spisetid, for aftenen var afsat til brug på Bodils skole - de har emneuge om fremtid og uddannelse, og der kom en studievejleder på besøg.

Så der skulle laves mad, løbes og spises inden kl. 19.

Jeg nåede det - oven i købet blev maden lækker og jeg fik ordnet et par maskinfulde vasketøj ind imellem.

Spørg lige om jeg syntes, jeg havde fortjent mit glas rødvin, da min numse ramte sofaen omkring kl. 21..... :-)

Færdig!

Her i sommer har jeg strikket den ene perlestrikkede lap efter den anden, af garn hentet en regnvåd forårsdag inde på markedet lørdag formiddag.

Det skulle ikke være den dyre, lækre kvalitet, for det skulle betjene en lettere sjusket ung dame, og holde hendes skønne skanker lune på kolde vinteraftner.

For et par uger siden strikkede jeg den sidste lap. Så hæftede jeg tråde til den store guldmedalje, og efter en weekend med glødende hæklenål var Bodils slumretæppe færdigt!



Jubiii! Bodil var glad. Nu ligger tæppet på hendes seng.

....men hvad skal jeg NU stille op?? Tror det bliver lune sokker og fingerløse vanter til efterårets rollespilssæson....

Livsnyderfilosofi

Godmorgen - godmorgen.

Her er Livsnyderen. Det er ganske tidligt for en livsnyder at være oppe på en søndag, men vi sætter ændringer i gang i dag i vores systemer, og når vi snakker netbank, skal den testes TIDLIGT - for der er jo folk, der bruger den på alle mulige og umulige tidspunkter - og den lukker altså op her kl. 6 om morgenen...

De seneste dage har det her indlæg rumlet rundt inde i hovedet på mig. Det handler om, hvorfor jeg har valgt at være en livsnyder, og hvordan jeg er det.

Jeg har nok altid haft en livsnyders tilgang til tilværelsen. Men da jeg skulle navngive min blog, som jeg vidste skulle være en hverdagsblog, funderede jeg over et navn. Jeg tænkte: Hvad er det, som kendetegner mig som person - hvordan er det, jeg gerne vil leve mit liv?

Jeg tror på et liv inden døden. På, at vi skal sætte pris på det liv, vi er i nu, og ikke udskyde alt til i morgen, eller leve livet med blikket fast rettet mod fjerne mål. Vi skal huske at nyde livet - lige nu - så godt vi kan.

Så "Livsnyder" var det ord, der meldte sig. For mig beskriver det en positiv attitude til tilværelsen.

Da jeg var noget yngre, end jeg er nu - i 1989 - var jeg alene med en lille dreng, og igang med sidste semester af edb-assistentuddannelsen. På det tidspunkt havde et større antal nyoprettede edb-skoler spyet assistenter ud gennem nogle år, og markedet var mættet. Der var simpelthen ikke meget arbejde at få. Derfor var jeg startet i god tid - 3-4 måneder inden eksamen - med at søge jobs i hele Jylland. Jeg boede dengang i Skive - egentlig lidt langt fra familien, som boede i nærheden af Aalborg.

Naturligvis ville jeg gerne til Aalborg, men jeg vidste også, at chancerne var små, og at jeg skulle være glad for at få et job. Så jeg sendte fem-seks ansøgninger afsted, til hele Jylland.

Jeg blev kaldt til ikke mindre end to samtaler - den ene i Sydbanks edb-afdeling (hed det dengang - nu hedder der IT) og den anden hos Lego i Billund. Det sidste var til et vikariat.

I Sydbank gik det så godt, at de ringede allerede ret tidligt næste morgen for at høre, om de måtte sende mig en ansættelseskontrakt. Det måtte de gerne. Jeg ringede afbud til Lego, for jeg ville hellere fastansættes hos Sydbank.

Sydbank. Det ligger altså i Aabenraa. Der er rigtig, rigtig langt til Aalborg, både fysisk og kulturelt - og sprogligt! Men jeg var glad, for nu vidste jeg, at jeg havde job 1. februar 1990.

Min mor har senere fortalt mig, at hun gøs. Der sad jeg, glad og ubekymret, og havde fået job helt nede ved "Æ Grens". Jeg skulle have lejlighed, dagplejeplads - jeg skulle flytte mit habengut og mig selv og min unge. Jeg sagde til hende: "Det skal nok gå. Jeg finder en lejlighed - det falder på plads."

Og det gjorde det også - det flaskede sig for mig, som det normalt gør.

Min mor mente dengang, at det flasker sig for mig, fordi jeg har den der tilbagelænede tillid til at tingene nok skal gå. Og fordi jeg ikke har 117 forudintagede, fastgroede holdninger til, hvordan løsningen skal være.

Det illustrerer egentlig meget godt det, at være livsnyder - synes jeg. For det handler ikke nødvendigvis om Amarone-rødvin og Valrhona-chokolade, eller cubanske luksuscigarer (uf!).

For mig er livsnyderlivsstilen en holdningssag. Det handler om noget ganske simpelt - at nyde det man gør, og gøre det, man nyder. At vælge at fokusere på det, som er positivt. At huske at glæde sig, og at selvom livet er en rejse, skal man huske at være til stede i nuet.

Naturligvis er der i løbet af et liv masser af ting, som man er nødt til at gøre - ting, man ikke synes er sjove, givende eller behagelige. Man kan dog vælge at lade dem fylde så lidt som muligt. Dermed mener jeg ikke, at man skal fortrænge alt ubehageligt - men den dag, hvor man er nødt til at vente i en kø eller et venteværelse (kedeligt), kan man vælge at fokusere på det interessante menneske, man talte med, det gode vejr, man kunne se ud på, det gode resultat, man fik af ventetiden ... der er muligheder nok.

Der er tider i livet, hvor livet gør ondt. Man er nødt til at være i den smerte, at leve den igennem, og når man så kommer ud på den anden side (for det GØR man, siger Livsnyderen), føles solskinnet og lyset ekstra godt. Og man har lært lidt mere om at sætte pris på det, man har.

Jeg er sådan en, som godt kan dukkes. Jeg kan være fortvivlet og nede og trist. Men jeg popper op til overfladen igen. Rejser mig som en af de tumlinge, mine unger havde som små. Og glæden kan jeg næsten altid finde et eller andet sted.

Solstrejf i en vandpyt. Det gode glas vin. Mine ungers og min mands kærlighed. Gode venners selskab. Blødt regnvand imod mit ansigt. Hvile efter en lang dag.

Der skal faktisk så lidt til, for at være en Livsnyder.

Sønnehjemkomst

I formiddag har jeg hentet begge mine sønner på Fredericia Banegård.

Jeg tog et billede af dem - Kristian så træt ud, og Andreas var så flot i sin uniform. Kristian syntes dog vist at det var lidt sjovt, at storebror tog mod ham ved toget i fuld m-nineogtresser.

På trods af det perfekte motiv var billedet dog dårligt - overbelyst - så da vi kom hjem nuppede jeg et par shots af mine drenge.



"Se lige lidt kvik ud," sagde jeg til Andreas - for nu var det ham, der så søvnig ud.
Det resulterede i følgende åbenøjede billede:



Holddaop - vidste slet ikke hans øjne kunne blive så store...

Livnyderen - nu med glorie

I aften stod den på spinning. For første gang i rigtig lang tid.

Hvorfor er det egentlig, at jeg ikke spinner noget mere?? Det er bare dejligt - man har det fantastisk bagefter, og man bliver SÅ meget arbejdet igennem. (Jo jeg ved det - til foråret er jeg TRÆT af at spinne ... så vil jeg ud ;-)

Så jeg har været rigtig god i dag! Ihvertfald hvad det angår - vil slet ikke komme ind på den dejlige hjemmebagte kage jeg fik et stykke af, da jeg var til farvel-kage hos en kollega, som tager sin kaffekop og flytter arbejdspladsen til Herning - til konkurrenten BEC.

I forgårs var vi også dygtige. Vi var ude at gå en dejlig, lang tur - vi havde set vejrudsigten og var klar over, at de næste par dage nok ikke blev særligt gåturs-indbydende...



Vi hoppede i bilen og kørte et par kilometer udenfor byen - til Hagenør Strand, som er endnu et af de mange smukke steder her på egnen - med skov, som går helt ud til Lillebælt.



Man snakker så godt, når man går tur. Benene arbejder, og tankerne flyver, og vi vender mangt et emne på sådan en vandretur gennem det smukke landskab.



Naturen er lidt dramatisk, der hvor land og vand mødes. Det er ikke så tydeligt på billedet, men der er vel en 8-10 meter brat ned lige ved siden af stien. Nogen gange æder Lillebælt af kysten, og så ryger der et træ.

Jeg så også en skovtrold - men han var fuldstændig venligsindet.



Vi elsker vores gåture - og fordi Bruno har cyklet både landevej og mtb i så mange år, kender han alle krinkelkroge og skovklatter og skønne strande i miles omkreds. Han er en dejlig tourguide at have med - og godt selskab oven i.

Spinning er måske dejligt - men sådan en gåtur er der altså ikke noget der slår!

Milde gaver

Min datter er gavmild af hjertet.

Når hun har penge (eller slik, eller kage, eller...) så har vi allesammen.
Og hun elsker at give gaver!

Hun går en tur i byen, og så kommer hun i tanker om, at hendes mor har hang til lækker chokolade, smukke kort, god kaffe, orkideer eller noget andet - og så køber hun det.

Moderen bliver glad. For det er jo sødt og kærligt gjort. Men hun tænker også: "Tror mit hjertes datter, at hun er nødt til at købe ting til mig for at være elsket?"
Den tanke er der lige et par sekunder - længe nok til at jeg fortæller tøsebarnet, at jeg er forfærdeligt glad for hendes gaver, men at jeg elsker hende højt, også når hun IKKE giver mig gaver ...

"Det VED jeg da godt, mor," siger den søde tøs så, "men det er så dejligt at give dig noget, for du er verdens bedste mor."

Hun giver mig nogen gange grå hår, min smukke datter - mest med de sorger, der kan ramme sådan et teenageliv - men hvor ville jeg ikke bytte hende for en million (eller en milliard, for den sags skyld)!

Igår var hun i gavehumør. Havde brugt nogle opsparede penge til et par lækre støvler fra Bianco (som hun nok fornemmede var en tand mere upraktiske og højhælede, end at moderen ville hoste op med penge fra tøjbudgettet), og var så gået i gave-mode.



Det var, hvad der var købt ind til mig - og jeg fik besked på at dele chokoladen med Bruno. Det havde han ikke noget imod.

Til Kristian ligger der en fin pakke på værelset - han er på lejrskole og kommer hjem i morgen. Bodil har købt frimærker til ham - mange, og flotte er de! Hun ved han samler - og tænkte straks på ham.

Rig bliver hun nok aldrig.
Men hun er ikke svær at holde af.

Danseforfald...

Stakkels Bruno.

Han ligger derhjemme med hovedpine og ondt i halsen og er helt generelt ret dårlig.

Så der var ingen dødsensfarlige dansetrin i denne uge. Heldigvis er vores danseskole så praktisk indrettet, at man kan flekse ... så vi nupper nok bare to gange i næste uge!

Det ser ud som om han har overtaget den virus, som Bodil lå hjemme med mandag-tirsdag. Jeg krydser fingre og håber på at slippe...

Møg-DR!

Så ringede min svigermor jo til mig lige da vi sad ved aftensbordet.

Hun ville fortælle, at de faktisk sendte en udsendelse om det brasilianske statsbesøg på DR1 igår aftes.

Oh, Jubel!

Men hvor skuffet blev jeg lige, da de STARTEDE med ankomsten - - til Rosenborg, hvor gallamiddagen skulle indtages??

Fesen, siger jeg - fesen!

Ikke så meget som skyggen af min rødfrakkede søn. Overvejer stærkt at blive sortseer.

Forbavsende god selvbruner...

Den lugter lidt for kraftigt af lakrids.

Mærkelig lugt - men derudover kan jeg ikke sige noget som helst negativt om selvbruneren fra Eucerin, som jeg fik sammen med en bunke andre produkter fra Nivea.

Lige nu har jeg nemlig en smuk, jævn, gyldenbrun farve på mine før så sensommerblege ben (og arme - og i ansigtet).

Et andet plus ved cremen er, at den er hvid (ikke grumset-brun) og fordeler sig nemt. Jeg har ikke en eneste girafskjold eller stribe ... og jeg synes faktisk, at den holder bedre end Nivea-selvbruneren - der er ikke den der pludselige nu-falder-jeg-af-effekt, som jeg havde med den. Jeg synes, at denne creme fader lidt mere jævnt end Nivea-cremen, som jeg ellers syntes godt om.

Jeg vil klart kunne finde på at købe Eucerin-selvbruneren igen - ingen tvivl om det.

Så jeg er ved at være nået igennem de produkter, jeg fik. Ansigtscremerne var jeg ikke så vild med - de var for fedtede til mig, det gjorde ikke så meget med natcremen, men hvem har lyst til at skinne som en lygte? Ikke mig. Måske var det hudtypen, den var gal med ... jeg ved det ikke.

Solprodukterne var lækre - dem fra Eucerin. Kristian havde stor glæde af den med høj solfaktor, da vi var i Frankrig, og de andre blev også flittigt brugt. Især den, som man sprayer på - vi er store fans af spray-på-solcreme.

Læbepomaden har Bodil nakket - og hun fik også den uparfumerede hudlotion fra Eucerin, hun er nemlig sart med parfumerede sager, og slår nogen gange ud, hvis hun får parfumeret creme på. Hun har været glad for den, og bruger den faktisk også i ansigtet. Den er mild og god, siger hun.

Showerolien fra Eucerin er nok ikke lige min kop te. Føler mig ikke som om jeg bliver ren, når jeg bruger den ... sæbe skal ikke være fedtet. Nu bruger jeg den som tilsætning til fodbade ... det kan den godt bruges til, men den får ikke plads i min bruseniche.

Så nu har jeg faktisk prøvet det hele. Gad vide, om der vanker mere?

Fotosafari i løbesko

Det kniber lidt med livsnyderens motion. Det gik ellers godt i august, men så vrikkede jeg om på min fod, da vi var i Rom - og så gik det helt i stå.

Det kan bare ikke blive ved. Så i dag lokkede jeg mig selv ud på en løbetur, ved at kombinere nogen af de bedste ting jeg ved:

* løbetur i skoven
* fotosafari på en smuk sensommerdag

Man kan nemlig sagtens løbe med et lille kamera i hånden - især når man ikke løber særligt langt, og det gjorde jeg ikke i dag. Jeg havde besluttet at være ultrafornuftig, så jeg ikke ender med at gå som en handicappet i morgen.



Noget af det bedste ved at løbe ovre i skoven, på den anden side af Lillebælt, er at du har skoven på den ene side og vandet på den anden. Tænk at løbe der, med fuglekvidder i det ene øre, bølgeskvulp i det andet, og næseborene i overload med duftene af skov og strand - på en gang. Det er skøøønt!



Skoven er stadig grøn, luften var lun, men med den friskhed og skarphed, som kendetegner september. Lyset er så smukt på denne årstid.



Der var faktisk hvide toppe på bølgerne, og lidt brænding at se i dag! Det blæser altså en del, når Lillebælt ser sådan ud. Nede ved campingpladsen var det ved at tynde ud i campisterne - en mand gik og pillede sin satellitmodtager ned, og det var tydeligt, at campinglivet lakker mod enden for i år.

Det er en del af charmen ved den løberute, at man kan følge årets gang på campingpladsen, når man løber forbi. Jeg bliver så glad, når de første campister dukker op i april!



Det er utroligt, så få mennesker man møder sådan en søndag lige over middag. Billedet ovenfor var jeg nødt til at tage - for at have en undskyldning for at stoppe et sekund og få vejret - det gik nemlig OPAD indtil jeg kom dertil. Puha! Jeg er ude af form!



Men kan himlen være smukkere, sådan en sensommerdag? Jeg tror det ikke!
Lidt længere henne var jeg igen nødt til at stoppe. Jeg mødte nemlig en, der bevægede sig langsommere end mig! Han havde ikke løbesko på - faktisk havde han slet ikke nogen fødder, han kunne have dem på. Var han en snog, en stålorm ... har vi nogle naturkyndige, der kan gi' et bud?



Her er han lidt tættere på. Han blev ikke spor sur over, at jeg fotograferede ham lige ind i ansigtet.



Han så nu ikke farlig ud, for han var ikke tykkere end en blyant - og vel sine 25 cm lang.

Tilbage ved bilen var jeg så fornuftig at strække grundigt ud. Så gik den ellers hjem i bad - og jeg trængte! Lige om lidt er mit løbetøj - og Brunos cykletøj, for han trillede en tur - klar til at hænge ud på snoren. Det er jo perfekt tørrevejr i denne weekend!



Jeg må snart afsted igen. Der er dejligt, derude.

Hellere en god original...

...end en dårlig kopi.

Et udsagn, som jeg altid har syntes var rigtig godt.

Jeg har givet det videre til min datter ... som her for nylig stillede op i følgende outfit. Jakken og nederdelen er købt i to forskellige genbrugsbutikker her i byen - og man må sige, at det er ganske originalt...



Sat sammen med sorte tights, kawasakier og en sort tshirt med goth-motiv var effekten ... original. Men egentlig ganske smart.

Og man må sige, hun risikerer ikke, at hun lige møder nogen med samme outfit inde i byen.

Nogen metervare er hun altså ikke, min smukke datter. :-)

Dovenskab i n'te potens...

Omkring kl. 18 så Bruno på mig.

"Gider du at lave mad?"
"Næh," svarede jeg.

Nu er der bestilt kebabrulle til Bodil og pizza til Bruno og mig.
Andreas spiser hos kæresten, og Kristian er hos sin far.

Sådan kan det gå, når man starter med at fejre weekend kl. 14.35 med et glas rødvin og den nye Harry Potter (lånt af en kollegas søn)...

Ren dovenskab!!

Hvad var det nu ...

... vi skulle i denne weekend?

Ingenting??? YES!

Der er længe imellem den slags weekender, men hvor har man dog behov for at have nogle af dem ind imellem. Mon ikke der skal køres en tur med en støvsuger og en plæneklipper, måske bages en bolle eller to og laves lidt lækker mad - men derudover skal vi altså ikke noget!

Ingen besøg eller gæster.
Ingen planer.

Og hjemme - klemt ind mellem køkken-overskabet og mikrobølgeovnen, står en bag-in-box, som jeg har tænkt mig at snuppe et glas af som det første, når jeg kommer hjem.
Vinen? Det er en beskeden, men dejlig italiener, som hedder Mezzomonde.

Livet er godt. Selvom det regner.

Det er fredag

Dagens overspringshandling nr. 1:

En quiz, der viser, hvilken historisk personlighed jeg er ... tjah...

	Hvilken historisk personlighet er du?
	Mitt resultat: Napoleon Du er en av tidenes mest kjente hærførere. Du er en ypperlig strateg og en stor leder. Ditt liv vil være fylt av stor fremgang, men desverre vil du til slutt tape alt og dø i ensomhet. Beklager, skulle virkelig ønske det kunne ende annerledes...
	Ta denne quizen på Start.no

Spørg om jeg gider...

...nej - det behøver I faktisk ikke.

For jeg gider egentlig ikke afsted i aften.

Den står på årets 3. forældremøde - sidste møde med Kristians klasse endte med at en række forældre ønskede at diskutere bl.a. lommepenge, modetøj, komme-hjem-tid, samt alkohol (alkohol?? De går i 5. klasse???) på klassen.

Ikke noget, vi har brydninger eller problemer med - heller ikke her med barn nr. 3.
Og oprigtig taget, så tror jeg heller ikke vi får det.

Jeg er spændt på, om det bliver "vi skal lave fælles regler, så jeg ikke behøver at tage ansvar"-møde eller hvad. Det er utroligt hvor mange forældre jeg møder, som ikke kan den der øvelse med:

1) mærke efter i maven - hvad synes jeg er ok?
2) sige nej hvis det ikke føles ok
3) holde fast i sit nej, hvis det er et rimeligt og velbegrundet nej.

Det er nemlig dejligt at være VENNER med sine børn. Og rigtig kedeligt at være den sure mor/far. Men det er jo mor og far, vi er - ikke venner... og nogen gange er det op til os at træffe upopulære beslutninger.

Kan tydeligt huske diskussionerne med Bodil.
"Søde ven. Jeg stoler på dig, men jeg kender også din alder. Og mit job er at sørge for, at du ikke kommer ud i nogle situationer, som du slet ikke er moden til at håndtere. Jeg passer på dig. Det kan godt være, det ikke virker sådan, men sådan er det."

"Piercing? Jo, det kan da godt være der er nogen steder, som laver det uden at spørge om alder, men ville det ikke være lidt ærgrerligt at give penge for en piercing som ryger ud i samme øjeblik du kommer ind af døren herhjemme?"

"Piercinger? Jo, søde, du må få alle de piercinger/tatoveringer du vil, når du bliver 18."

Ikke altid populært, men hun vidste hvor hun havde mig. Altid.
Jeg har sagt til mine unger 1000 gange - at uanset HVAD de roder sig ud i, skal de komme til mig for hjælp. Jeg vil ikke garantere, at jeg ikke bliver sur - men jeg vil garantere, at jeg hjælper.

Det er jo dybest set det, man har forældre til. At sætte grænser - at være der på den kærlige, bestemte måde.
Ikke til at være en af venne/venindeflokken.

Dødbringende dansetrin

Som nogen måske husker, gav min søde Bruno mig et gavekort til danselektioner til min fødselsdag i år.

I sidste uge oprandt så endelig dagen, hvor vi kunne finde danseskoene frem (for mit vedkommende et par nydelige sorte arbejdssko, for Brunos vedkommende hans bedste festsko med glatte såler) og drage til LB dans - lige her i Fredericia.

Det var en barsk omgang for Bruno, den første gang. Han kom direkte hjem fra 2 dage i Tyskland, hvor han havde fløjet hjem fra Frankfurt til Hamborg, og derefter kørt den lige vej til Fredericia, spist et stykke rugbrød og så ud af døren til dans.

Vi var godtnok heller ikke særligt gode. Jeg havde lige præcis overskud til at kikke lidt på de andre dansere og konstatere, at vi heldigvis ikke var de eneste. Vi startede med grundtrinene til jive. Det var ikke så svært. Lige indtil læreren fik den ide, at jeg engang imellem skulle ud og danse under armen på Bruno. Pyha.

Da vi så endelig havde næsten styr på trinene, satte hun MUSIK på - og så skulle vi jo danse hurtigt, og i takt til musikken! Det var en udfordring der ville noget.

Jeg mener - der er ikke noget i vejen med min rytmik. Ask anyone. Min korleder vil bekræfte at jeg har rimeligt let ved at fange og klappe selv svære rytmikøvelser.
Næh, mit problem er min motorik. Kan godt finde ud af at bevæge benene rytmisk - men skal jeg gøre noget med armene samtidig, så er fanden løs. Af den grund har jeg altid omhyggeligt undgået aerobic og step, da disse indeholder urimeligt meget koreografi for en spasser som mig. Næh, spinning, styrketræning og den slags - det er mit game...

Tilbage til dansen - det lykkedes nogenlunde at få styr på jive-trinene - men netop da skulle vi naturligvis lære en ny dans. "Allerede?" stønnede Bruno, som var kommet på mindst lige så hårdt arbejde som mig.

Engelsk vals. Det ser nemt ud. Man glider bare afsted hen over gulvet og drejer lidt rundt og noget. Piece of cake.

Især for dem, der har lært det, og som i øvrigt kan kende forskel på højre og venstre. Jeg muckede uværgrerligt vores engelske vals op ved at gå tilbage på det forkerte ben - og så var vi ikke engang begyndt at dreje rundt endnu. Bruno var faktisk ret hård til det - men det er jo ikke let at danse med en dame, som hele tiden flytter det forkerte ben...

Til sidst stod den på cha-cha-cha. Jeg siger ikke mere end at det var en katastrofe. Der var noget med noget frem-tilbage-frem, som simpelthen gik hen over hovedet på os.

Det var så første lektion. I går var vi på den igen, og heldigvis kunne vi mærke, at det gik lettere. Bruno var ellers lettere opgivende sidste gang ("jeg lærer det ALDRIG") - han syntes det var urimeligt, at vi ikke fik lov at øve trinene lidt længere tid, inden vi skulle gøre dem til musik.
Alligevel følte vi os helt pro igår. Det gik sgu' faktisk meget godt! Bortset fra den der f***ing engelske møgvals ... mon jeg nogensinde får lært at dreje rundt om Bruno når jeg skal - og alligevel starte med det rigtige ben bagefter??

Lidt hyggeligt er det, at et af de andre par er to unge kolleger til mig - som også gik til dans sidste år, bare for hyggens skyld. De er ikke kærester, men de har det sjovt med at danse sammen. Vi mobber hinanden lidt venskabeligt. Og de laver heldigvis også ged i det engang imellem.

Får vi lært at dreje rigtig rundt i engelsk vals? Får Bruno lært trinene til jive så godt, at han ikke får myoser i nakken af det? Lykkes det livsnyderen at finde et system til at lære venstre og højre? Bliver vi udtaget til DM i standarddanse?

Det ... og meget mere ... kan du få svaret på i næste episode af ... DØDBRINGENDE DANSETRIN...

....pokkers journalister!

Egentlig synes jeg jo også, at det er urimeligt, at et prestigebyggeri, som blev alt for dyrt, skal forringe vores gode statslige tv-kanal.

Men HELT ÆRLIGT ... jeg tjekker den ændrede tv-oversigt ud:

DR1

Onsdag den 12.9.
12. 15 Kontant: Pas på auktionshuse
12. 40 Aftenshowet
13. 10 Aftenshowet 2. del
13. 35 Blandt dyr og mennesker i Norden
14. 00 Ha' det godt (5:17)
14. 30 Det store år (5:6)
15. 00 Nyheder på tegnsprog (TV Avisen udgår)
15.10 Dawson's Creek
16.00 Flemmings Helte
16.15 SKUM TV
16.30 Barracuda
16.30 Pucca
16.35 That's so Raven
17.00 Junior
17.30 Fjernsyn for dig
17.30 Klassen 2.b
17.45 Tagkammerater
18.00 Når elefanten er en bølle (Aftenshowet udgår)
18.30 Hit med Sangen (TV Avisen og Aftenshowet udgår)
19.30 Hvad er det værd (5:17)
20.00 Søvnløs i Seattle (Statsbesøg fra Brasilien, TV Avisen, Penge og SportNyt udgår)

NEEEEEEJ! DET ER IKKE RIMELIGT! :-(

Svineheld!

Vi er urimeligt heldige i Bankdatas vinklub!

En af vores leverandører er HJ Hansen vin. De har længe haft planlagt en smagning på en restaurant i Odense, hvor Errazuriz' Chief Winemaker Francisco Baettig skulle deltage for at præsentere og fortælle om, hvordan man lver vine på et af Chiles største og mest velrenommerede vinhuse.

Nu er der kommet noget i vejen - og vi har fået tilbuddet om, at Francisco Baettig i stedet kommer her til Bankdata og laver en smagning med os.

Om vi siger ja?

Det kan du bide dig selv i knæet på!

Jeg glæder mig VILDT! Vinene fra Errazuriz er virkelig gode sager - og at få dem præsenteret af chefønologen er intet mindre end stort.

Psst!

Hvis du nu har hang til offentlige begivenheder, og alligevel ser brasiliansk statsbesøg på tv onsdag aften fra kl. 20 ... så tjek lige de der rødfrakkede gardere ud, som tager mod i Kastrup Lufthavn.

En af dem er nemlig Andreas.

Han er ikke til at skyde igennem, fordi han får lejlighed til at tage den RØDE uniform på... :-)

For 6 år siden

Kan du huske hvor du var, og hvad du lavede, for 6 år siden?

Jeg kan.

Dengang var jeg stadig tillidsmand, og jeg havde været til et seminar på Koldingfjord. Vi havde kørt på til kl. 19. om aftenen, og var holdt tidligt - så jeg var hjemme omkring kl. 14.30. Jeg var træt - havde 2 koncentrerede dage bag mig, og var kommet lidt småsent i seng.

Satte mig i sofaen og tændte tv - bare for at slappe af med uforpligtende underholdning. Men det jeg så, var noget helt andet. Et højhus, hvor røgen væltede ud. Skræmte, ophidsede ansigter. Gråd.

Et klip blev vist igen og igen. Hvordan flyet ramte den høje bygning. Man kunne høre udbrud og skrig i baggrunden, fra dem der så på.

Og mens jeg så det, kom det andet fly. Jeg så vantro og skrækslagen til, mens det målrettet fløj ind i det andet tårn. Jeg så husene falde, mens kameramandens hænder blev urolige, og en iskold fornemmelse bredte sig i min mave.

Jeg hørte nyheden om flyet i Pentagon. Og jeg sad der, alene i mit hus, og tænkte: Nu kommer det. Beskeden om at London, Moskva, Rio de Janeiro, Beijing, Rom, Prag, San Francisco er ramt.

Jeg havde en synkende fornemmelse af, at verden havde forandret sig, at den aldrig ville blive tryg igen. At det her, det var krig. At den ene by efter den anden ville rammes af lammende slag fra de gale mennesker.

Heldigvis gik det knap så galt som jeg frygtede.
Men jeg husker stadig den dag - den fornemmelse. Vejret - denne sprøde sensommerdag. Følelsen af dommedag, som åd mit hjerte hult og sort.

Kan du huske? Hvor var du? Og hvordan var din reaktion?

Efterårsferieplaner

Vi har længe snakket om at DENNE efterårsferie - der vil vi altså ikke bare være hjemme. Vi vil foretage os noget, ud af huset.

Jacta elea est - vi har booket et sommerhus på Læsø hele ugen. Efter at have været over
* en hyggelig "stuga" i Sydsverige (kedeligt, syntes Bodil)
* en sviptur sydpå med billige flybilletter (for dyrt, sagde kontooversigten)
* bare blive herhjemme (NEEEEJ sagde jeg)
endte vi med, at vi skal besøge denne perle af en ø - Læsø.

Vi skal se på øen, gå lange ture, drikke varm cacao, spille masser af spil ... jeg glæder mig!!

weekend efter en lang uge...

...så er det fredag. Dælme godt.

Ugen har budt på
* et forældremøde
* adskillige møder i arbejdsregi
* to vinsmagninger for erhvervskunder - incl. en bordeaux til 4000 kr/flasken
* en bilreparation af en jammet lås i førersidens fordør
* en første-lektion i dans
* en storesøster-fødselsdag, fejret på afstand
* et cykelstyrt udført af en bonussøn med 4 sting til følge

...og her til aften:
* en flaske Viu Manent Carmenere 2005
* noget Grappa Limone
* rester af is, fundet i fryseren (min favorit: citronsorbet)
* The last Boyscout, akkompagneret af lette snorkelyde fra mig med hovedet på min elskedes bryst.

Nu er det bare SÅ meget sengetid!!!
Jeg er mild, mæt og glad - og en anelse "snurrens".

God weekend, folks!

Tjuhej, hvor det går!

Den ene dag tager den anden for tiden, og jeg fatter ikke, hvor de der dage bliver af.

Aftenerne går med forældremøder, bestyrelsesmøder, transport af børn til dette og hint, vasketøjet, som pludselig presser sig på - og så engang imellem en enkelt aften, hvor vi falder om i sofaen.

I går sad jeg ved aftenbordet og sukkede. Skulle til forældreaften i Kristians klasse, som jeg har været det så mange gange før. Og jeg må indrømme, at jeg ikke rigtigt gad.

Det er jo de samme informationer - stort set - som sidste år, den samme dagsorden, det samme kaffe ... endda det samme klasseværelse! Det er sikkert rigtig motiverende og vigtigt for læreren, men jeg må indrømme at her med barn nr. 3's forældremøde nr. 14 kniber det lidt at holde gejsten for denneher mor.

Jeg ville hellere have været hjemme - ved mine unger, og ved min mand, som tidligt i morges kyssede mig og kørte sydpå - han skulle afsted med sin direktør til adskillige møder forskellige steder i Tyskland, og de havde et fly fra Hamborg, de skulle nå.

Men afsted skulle jeg, der igår. Heldigvis (undskyld, klasselærer!) var jeg nødt til at gå kvart i ni - for Bodil var færdig til Drama, og jeg ville ikke have hende til at vente alene inde i byen. Og da min bil er på værksted med en blokeret fordør, var der kun mig og opellaen til at hente hende.

Så der blev tid til at putte Kristian forsvarligt i seng, sidde og hygge i sofaen til nyhederne, og komme tidligt i seng selv - ihvertfald tidligere end normalt.

Men for hulen, hvor flyver dagene bare afsted.

Må se at få fundet den pedal, hvor man regulerer hastigheden.

Pas på, terrorister!

I kan godt opgive det! For Andreas passer nemlig på Daisy & Co., mens de er i sommerhus på Marselisborg.

Vi var oppe for at se vagtskifte - med min mor og Bodil og Kristian, for de var nemlig ikke med, da vi oplevede det i Gråsten.

Vi startede oppe ved Garderhuset, hvor garderne bor, når de er der for at passe på kongefamilien. Vi kom lidt før 11.30, og der stod de allerede og var ved at forberede sig. Vi stillede også op, og spottede straks Andreas - han vinkede nemlig til os.

Vi så på, mens de fik ammo i deres gøbs, og mens de trak de hvide handsker på .. og vi så sørme også, da Andreas fik friseret sin bjørn:



Gad vide, om de bruger hårprodukter til de der bjørne??
Jeg var stillet op for at kunne tage billeder, og resten af familien stod og ventede spændt på, at de skulle blive klar.



Langt om længe var de klar med forberedelserne, og så marcherede de afsted med fløjte og trommer - lige forbi mig. Jeg nåede at flytte mig, inden jeg blev marcheret ned :-)



Vi fulgte med dem ned til Marselisborg. Og vi kom da også tæt nok på, til at vi kunne se lidt, selvom der godtnok var mange mennesker. Bemærk på dette billede den ualmindeligt pæne unge garder yderst til venstre.



Når garderne står vagt, er de delt op i 3 hold. De står vagt i 2 timer, og så har de 4 timers "fri". Andreas var på første vagtskifte, og han skulle stå ude foran. Hold da op - - et billede af min søn med bjørn på foran et ægte rødt skilderhus... det var en fristelse jeg ikke kunne modstå.



Kristian og Bodil syntes også det var ret fantastisk. Faktisk så meget, at de blev lovlig ivrige og kom for langt ind af porten. Så Andreas måtte vinke dem ud på bedste bryske gardermaner. Jeg tror nu ikke, de blev særligt bange.

Da vagtskiftet var ovre, fik vi mulighed for at kommunikere en lillebitte smule med Andreas. Sagen var, at han dagen før havde bedt mig bage en squashkage, han kunne tage med og dele med gutterne - men han havde glemt at få den med, da jeg kørte ham til toget. Vi aftalte dog, at jeg skulle prøve at tage den med, så ville han finde ud af en måde vi kunne aflevere den på.

Han snakkede derfor med sergeanten, som sendte en garder ud for at hente den. Folk kikkede lidt, da der kom sådan en granvoksen fyr ud, og jeg overrakte ham en plasticpose fra Netto med kommentaren "Garder - præsenter squashkage" - og et smil.
Han var sød og sagde tusind tak ... det er jo bare store knægte, de der gardere...

På det tidspunkt havde vi så også kikket på gardere i en times tid, så vi var klar til at finde noget frokost et sted. Vi sagde pænt farvel til Andreas, som kunne se frem til at gå frem og tilbage tværs over indkørslen de næste to timer.

I det mindste kunne han se, hvor han skulle gå - for der er slidt en blank stribe på tværs, hvor garderne altid går. Det må nu være lidt kedeligt for den, der har vagt mellem kl. 2 og 4....

Mad i flammer

I fredags var jeg i det kulinariske hjørne, og med min mor på besøg og Andreas og Kristina hjemme til aftensmad, lå det lige til højrebenet med en gang coq au vin.

Her følger lige en lille instruktion i at flambere:

HUSK at slukke emhætten. Det er ikke så smart at suge stikflammer op i den.
Hæld så cognac nænsomt ud over kyllingen i gryden (eller hanen... hvis det skal være helt rigtigt):



Bemærk min yndlingsgryde. Jeg elsker den. Den kan alt - inklusive at simre i ovnen med låg. Den mangler bare lige at kunne vaske sig selv op ... det kan den ikke, men den er sliplet, så det gør ikke noget.

Når cognacen er hældt over, kalder man på børnene og andre, der måtte have pyromaniske tendenser. Så sætter man en tændstik til, mens man omhyggeligt holder øjenbryn, hår og andre løsdele godt væk fra gryden.



Øjjjj det er flot!! Så hældte jeg nogle krydderier i og en flaske vin over, og så boblede det en time - inden jeg jævnede sovsen og så var der serveret. Det var læææækkert.... og der blev spist op.