lørdag, maj 19, 2007

Efter festen

Vi havde en rigtig god dag i torsdags!

Bruno og jeg kørte over med alle sodavand, øl osv og lukkede op kl. 8. Mens vi var ved at sætte borde op, kom vores gode kogekone, og gik igang med maden. Med sig havde hun sin datter, som skulle hjælpe til med mad og servering.

Snart duftede der af stegt bacon. Gerda laver ikke maden før tiden og køler/fryser - næh, tingene bliver lavet samme dag, hvis det er muligt.

Da vi var godt i gang med at dække bord, dukkede Bodils far op, og hjalp til med det sidste.
Så 10.30 kunne vi køre hjemad, så vi kunne smukkesere os lidt.

Da jeg kom hjem, lå dagens hovedperson og fes den af i sin seng - så hun blev jaget op og i bad!
Vi nåede allesammen at blive færdige - og så smuk var Bodil:

P1020615

Der var masser af sange, taler og glade gæster - og stemningen var god. Bodil fik masser af gaver og penge. Hun havde også lavet en takkesang, men glemt at få den kopieret - så den afsang hun sammen med veninden Isa fra forsamlingshusets scene... herligt!

Her er det Bodil med sine stolte forældre og den sangskjuler, det lykkedes Bruno og mig at fabrikere - det skal forestille et teater, hvis nogen er i tvivl!

P1020628

Da al folket var ved at dappe af, fik vi ryddet op i en ruf. Jeg havde sendt Gerda (vores kogekone) og Lone (hendes datter) hjem efter veloverstået indsats, da kaffe og kage var serveret, og så stod vi jo så der og kikkede på industrikøkken-opvaskemaskinen.

Heldigvis har jeg en svigerdatter, som har gået på efterskole. Kristina overtog lige styringen i køkkenet, da min exmand lidt ubehjælpeligt stod og forsøgte at regne ud, hvordan opvaskemaskinen skulle styres - og med sikker hånd sørgede hun for, at opvasken gled glat - tænk at sådan en sød, lille pige kan være så bestemt :-)

Generelt var vores unge mennesker rigtig effektive og hjælpsomme - så vi var færdige og klar til at tage hjem kl. 19.

Dagen efter fik jeg endda en mail fra forsamlingshusbestyreren, at hun ikke havde skrevet noget rengøring på, fordi vi havde efterladt det så pænt!


I går - fredag - var vi dælme godtnok trætte.
Flade.
Brugt.

Så vi slappede af, og fik sendt min mor samt Christina og Mette videre. Mor skulle hjem, og Christina og Mette tog med Lasse og Michelle op til Lasse og Christinas mor. Lasse havde lånt min bil - det gør han ind imellem, når han skal noget udenbys og kørekortet trænger til at blive støvet lidt af :o)

Bagefter var vi en tur i Odense ... det var hårdt, så det var godt at der var lidt rester :-)

I dag er vi ved at være os selv igen.... pyha, det er hårdt at holde fest ...

12 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hvor er hun fin, hun ligner en elver.

Anonym sagde ...

Rigtig hjerteligt Tillykke til og med den fantastisk smukke Nonfirmandinde :o)

Anonym sagde ...

WoW! Det er en rigtig flot kjole!

Lizelotte sagde ...

Carina, hun ER en elver.... tror jeg :-)

Anita, tak .... ;-)

Helle, den er faktisk ret fin,synes jeg .... og fuldstændig upraktisk - men sådan skal det nogen gange være...

Anonym sagde ...

Kom et smut forbi din blog, og vil da lige huske at sige; "Tillykke med datteren :-)"
Du må også gerne sige videre til Bodil, at det blå tirsdagstøj og kjolen er supercool - lige min stil :-)

Lizelotte sagde ...

Tak Signe ... jeg skal sige det videre. Jeg synes hun var vildt dejlig ... det er hun også lige nu, renvasket og duftende og lidt søvnig, og i lille nuser-pyjamas...

Maria sagde ...

Hvor er hun bare forrygende og fortryllende flot !

Anonym sagde ...

Er det ikke dejligt at kunne tænke tilbage på en fest der gik godt ? Hun er da så flot, Askepot :-)
Vi tænker tit på den "konfirmation" vi lige har holdt. Håber det stadigt går godt på dit nye arbejde.

Lizelotte sagde ...

Jo, kontorchef - det er nemlig rart. Og ja, hun var en rigtig eventyrprinsesse! :-)
Det nye job går så fint, så fint...

Anonym sagde ...

Hvor ser hun køn ud - skønt at de unge tøser på trods af egen stil også har lyst til at se smukke og prinsesseagtige ud stadigvæk.
Jeg har været forbi før, husker ikke om jeg har lagt en besked, men i dag er jeg på "Tour de blog" - hvor jeg besøger 10 blogs udvalgt efter princippet "Mit eget første link, mit links første link o.s.v." Det skulle gerne bringe mig rundt i kroge af Blogland, hvor jeg ikke har været før, men lad os nu se :-)

Lizelotte sagde ...

Moster Tulle, jeg prøvede din blog-hopping i går - og det er LIDT irriterende at så mange sorterer bloglisten alfabetisk... ;-)

Men jeg fik set en masse sjove blogs som starter med "A"....

Anonym sagde ...

Hvor er hun smuk - og hvor er det herligt at I fejrer ikke-konfirmationsdagen med pomp og pragt!