Se nærmere til...

I dag var jeg ude at køre i min bil, og ind i mit hoved poppede en Pia Raug-sang, som jeg spillede til guitarundervisning for mange år siden. Se nærmere til, hed den. Det var oprindelig et digt, fundet i en gammel kvindes gemmer efter hendes død, og Pia Raug lavede en meget smuk melodi til den. Måske kender du den.

Nu har den spøgt i mit hoved hele dagen.

Vores køkken, det er ikke et samtalekøkken, men et solosangskøkken. Da Bruno tidligere på aftenen lavede aftensmad, sang han af karsken bælg, og senere, da jeg lavede minipizzaer til madpakker, var det at jeg sang den her Pia Raug sang.

Det vil sige... jeg nåede et stykke ned i den. Så stod jeg pludselig og græd, lige ned i tomatsovsen. Teksten er nemlig meget rørende - og følger en kvindes liv, fra hun er et trygt, lykkeligt barn, til hun er en gammel kone, som er alene og afhængig.

Dermed udtrykker den en af mine største bekymringer - nemlig at blive den, der bliver tilbage. Risikoen er der - faktisk er det en sandsynlighed, idet jeg har valgt mig en mand, som er 7 år ældre. Det er måske fjollet, men jeg kan slet ikke bære tanken at skulle blive gammel alene, ikke at have Bruno ved min side.

Så sangen fik mig til at græde. Og så ku' jeg jo lige så godt få tudet igennem. Over alle de småting, der tynger. Der er kollegaen med den kræftsyge datter - som netop har fået besked om, at de ikke kan gøre mere. Andre venner, med sorger, og de ting, der kan bekymre, som er tættere på.

Efter en lille tomatsovs-tudetur var jeg lidt gladere. Og pludselig kunne jeg synge hele sangen. Måske er det nogen gange bare en lille tudetur, der skal til.


Hvad ser du? Søster, her i min stue?
En gammel, sur og besværlig frue,
-lidt griset og rodet, hvor hun har ligget.
usikker på hånden og fjern i blikket.

Du taler lidt højt, men hun svarer ikke,
hun savler og hoster, har snue og hikke.
Hun takker dig ikke, for hvad du gør,og er så tit, som hun ikke bør.

Er det hvad du ser? Er det hvad du tænker?
Luk øjnene op og se mine lænker,
jeg sige dig hvem jeg er,den gamle kone, der ligger her.

Jeg er barn på ti i et lykkeligt hjem,
med forældre og søskende- jeg elsker dem.
Jeg er ung på seksten med håb og drømme,
så let på fod, og med tanker så ømme.
Jeg er brud på tyve, med roser på kind,
i mit eget hjem går jeg lykkeligt ind.
Jeg bliver mor, og bygger et hjem så trygt,
og værner mine mod kulde og frygt.

Og børnene vokser – sorger og glæder,
med årene veksler, vi ler og græder.
Så flyver ungerne væk fra reden,
min mand mig trøster, vi nyder freden.
Vi når de halvtreds, vore børnebørn kommer,
bringer uro og glæde hver eneste sommer.

Men så kommer sorger og tungere dage,
min mand er død, jeg er ene tilbage.
For børnene selv har børn og hjem nu,
og der er meget der fanger dem nu.
Og borte er alle de gode år, så varme og glade og i trygge kår.

Nu piller alderen fjerene af mig,
mit hjerte er tungt, mit hår falder af mig,
jeg har ingen kræfter til dagens pligter
for ryggen er bøjet, og synet svigter.

Men inden i det gamle kadaver,
er endnu levende, smukke haver.
Der lever en barndom, en ungdom og steder,
der lever minder, sorger og glæder.
De gladeste minder i sindet synger,
skønt alderens byrder mit hjerte tynger.
Og smerteligt nemmes den tunge lære,
at intet kan blive ved med at være.

Hvad ser du søster? – en gammel besværlig
–og træt lille kone? – nej vær nu ærlig
–se nærmere til – måske kan du finde,
et barn, en brud, en mor – måske en kvinde.

Se mig som sidder der inderst inde,
det er mig, som du skal prøve at se og finde.