Den frisør, jeg bliver klippet hos, bor her ude i Snoghøj - vel 1½ km fra, hvor jeg slår mine daglige folder. I onsdags besluttede jeg - på grund af det herlige vejr - at gå derover.
Turen gik ned forbi Trinity, ad Gl. Færgevej. Der er så smukt! Jeg var lige ved at standse og falde i staver, da duften fra et blomstrende træ ramte mine næsebor. Synet var heller ikke tosset...
I det hele taget tænker jeg tit på, hvor heldig jeg er, med at bo i et område, som byder på så mange smukke ting. Sådan en solskinsdag er der fantastisk flot, når man kan se ud over Lillebælt, hen over bakker og træer.
På vej tilbage var det mere pudsige ting, jeg faldt over. Tæt på, hvor jeg bor, ligger der et hus, som ikke bliver særligt godt vedligeholdt. Der bor en efterhånden ældre herre, Hans. Han er lidt til en side - den historie, jeg har hørt, er at han engang var udsat for en arbejdsskade, som har givet ham en hjerneskade. Hans er glad for øl, og han står tit nede på bytorvet og snakker til alle, som gider høre på ham - og til en del, som ikke gider. En helt igennem fredelig og uskadelig fyr, men han kan godt være lidt svær at slippe af med, hvis man stopper og sludrer med ham.
Jeg tror ikke, han bor permanent i huset. Det ser tit tomt ud, men ind imellem kan man træffe ham udenfor på fortovet. Han var der ikke i onsdags, men til gengæld så jeg noget uhyggeligt, da jeg gik forbi. Er han mon i virkeligheden en ond mand, der holder fanger i sit hus?
... lidt tættere på kan man se bamsen bedre. Ser den ikke ud som om den står og råber om hjælp?
Nej ... pjat med det ... Hans er alt andet end farlig. Måske allerhøjst lidt farlig for sig selv.
For et par år siden gik der lang, lang tid, hvor jeg ikke så ham. Jeg hørte, at han var på sygehuset - at han var blevet overfaldet.
Senere stødte jeg på Hans i Brugsen - mere mager end han plejer at være. Han fortalte mig, at nogle unge fyre havde banket ham, så han nær var død af det.
"De syntes ikke, jeg havde ret til at leve," sagde han. "De mente ikke, jeg var noget værd." Og så så han rigtig ked ud af det.
Jeg sagde til Hans, at jeg personligt syntes, at han var mere værd end sådan nogen udyr.
Det tror jeg han blev glad for - jeg var ihvertfald nær aldrig kommet tilbage på arbejde igen, fordi han ville snakke.
En ting er, at folk - inklusiv mig selv - ikke altid gider stoppe og høre på Hans. Nogen gang vrøvler han bare, og råber usammenhængende ting.
En anden ting er, at man tror man kan bruge ham som boksebold.
Det synes jeg er trist. Jeg håber, de unge mennesker fik deres straf.
3 kommentarer:
Hvor er du bare god til at fortælle, Lizelotte. Jeg kan lige se Hans for mig, og hvor er det trist, at man ikke beskytter i stedet for at banke, jeg håber også de fik en straf. Men allerbedst var hvis de kunne bringes til at indse værdien af et menneske uanset hvordan det menneske er.
Du bor smukt, jeg glæder mig til at besøge dig :-)
På en eller anden underfunding måde ... så ramte dine ord om Hans mig... Dejligt der findes mennesker som dig, der kan rumme alverdens Hans'er
Hans er røvirriterende og en pain in the ass - men han er jo livets salt. Og han har ret til at være her også.
Man kan jo bare lade ham være, synes jeg - hvis man ikke kan klare ham.
Jeg kan ikke påstå, at jeg ligefrem opsøger at tale med ham, men jeg forsøger altid at være venlig overfor ham, når han kommer hen og vil snakke.
Det går der jo ingen splinter af mig for.
Send en kommentar