De boede i Haverslev, lidt længere inde i Himmerland end Storvorde, hvor mine forældre boede. Der havde de en lille gård, som de havde boet på hele deres voksenliv. Den hed Fredensbo.
Min morfar var en høj, bredskuldret mand med tykt, hvidt hår og blå øjne. Jeg bildte mig ind, at hans øjne var bleget af at se op på solen, når han gik ude på marken. Han var stille og venlig, og fra min mor ved jeg, at han i perioder døjede med "dårlige nerver".
Min mormor var lille, rap og rund, og meget, meget sød. Hun havde brune øjne (dem har jeg arvet) og langt gråt hår, som engang havde været sort. Det kunne man stadig se, når hun løsnede håret, som altid sad i en lang fletning sat op i nakken. Helt omme i nakken, inderst inde, var håret nemlig stadig ravnsort.
Hun gik i kittelkjoler af den slags, som man knappede foran. Og så havde hun en tusindfrydbroche, som jeg syntes var meget smuk. Når jeg ser sådan en i dag, tænker jeg på min mormor.
Deres hjem var hyggeligt og spændende, fordi det var så anderledes end vores. I deres soveværelse stod et toiletbord. Det var så flot! Med trefløjede spejle, facetterede, og malet med egetræsmaling - og med to matchende skamler. På toiletbordet lå min mormors sæt - et spejl, end klædebørste og en hårbørste, i sølv med hendes navn, Margrethe, graveret ind. Der stod også en nålebakke - en aflang glasskål, beregnet til hårnåle.
Min morfar døde i 1977 og min mormor i 1979. Ad omveje kom toiletbordet til at stå hos min mor og far. De fik det afsyret, og spejlene blev repareret. Ad den vej kom en hilsen frem.
Toiletbordet blev lavet af min oldefar - min morfars far. Han var snedker og havde et lille landbrug, og min morfar hjalp ham der, indtil han blev gift og flyttede sammen med min mormor. Som bryllupsgave lavede min oldefar toiletbordet, der i 1928.
På bagsiden af en af de plader, der sad bag på spejlene, havde han skrevet en hilsen til min morfar, med tak for hjælpen i bedriften, og lykke til med ægteskabet.
Min morfar fik aldrig set denne hilsen. Hver gang jeg læser den, føles det som at få et brev fra fortiden. Min far fik lakeret den over, og lod den vende udad, så den kan ses på bagsiden af spejlet.
Da min mor efter min fars død flyttede i et mindre hus, fik jeg mormors toiletbord. Nu står det i mit hjem, og har efterhånden gjort det en del år. Nålebakken står, hvor den altid har stået, og min mormors sæt ligger der foran spejlet. Den ene af skamlerne står under bordet, den anden har min søster fået.
Det er en af mine kæreste ejendele. Ikke kun fordi det er smukt, men fordi det har en historie. Og fordi det minder mig om min mormor, som jeg elskede meget højt.
