Livsnyderen har hørt det med!

Mens jeg sad og funderede over et indlæg om sære, irriterende og sjove formuleringsfejl, trillede der en mail ind i min mailboks.

En flink mand ville gerne fortælle mig om mulighederne ved min blog.

De må være sultne ... med de der 7-8 hits om dagen jeg vel efterhånden får (aner det ikke - - har ikke tæller på, men jeg skriver jo ikke voldsomt tit nu om dage) kan der ikke være alverden salg i det.

Jeg spurgte dog hvad det gik ud på - det KUNNE jo være noget interessant, men det viste det sig ikke at være.

Om jeg måske ville skrive noget om poker.

....poker???

Jeg har skrevet et venligt svar til ham, at det tror jeg godt nok ikke jeg vil. For jeg kan nok kun komme i tanker om en enkelt ting som er mere kedeligt end poker, og det er golf. Og så forklarede jeg, at jeg i øvrigt kun skriver nu om dage, når jeg mener et eller andet, og at jeg absolut ikke mener noget som helst om poker.

Altså, jeg tænker lidt at de MÅ være sultne, eller have for lidt at lave, for:

1. de skriver til en meget u-hypet blog med maksimalt 4 faste læsere og ganske uden rundhjørnede, vaseline-tonede billeder af håndarbejde, blomster og strikketøj (der er ihvertfald langt imellem snapsene)
2. de skriver til en blogger som er nede på 1-2 indlæg på en måned
3. de har tydeligvis ikke læst nogen af de 1-2 indlæg, for der er ihvertfald ingen af dem der handler om noget der bare MINDER om poker.

Tænk hvis jeg havde sådan en rigtig feelgood blog, med lyseblå mønsterbaggrund, eller en superskarp modeblog (fnis ... mig med en modeblog, den er god. Når jeg tænker på at jeg havde ældsteveninden til at gå og smække mig over fingrene et år i træk fordi jeg ikke måtte købe mere sort tøj) .... så kunne jeg jo nærmest være velhavende, hvis der ikke skal mere til.

Men det har jeg ikke. Jeg kan højst komme op med småsure (hvis jeg har en dårlig tastaturdag) eller skarpe og sindrige (på en god dag) blogindlæg om snerpethed og den danske folkesjæl i øvrigt. 

Og skrive at jeg får fniller når folk skriver "hip som haps" eller "bekræftige".

Poker har det sgutte noget med at gøre. Og jeg garanterer, at dette bliver det tætteste, I får på en post om poker EVER!

Og tak til mine fire læsere .. håber I er der endnu :D

UPDATE: Har lige opdaget at jeg HAR tæller på ... hele 500 hits om ugen? Mon den er i stykker? Det lyder som ALT for meget!!

Livsnyderen om frustration og skyldsanbringelse

Så blev det søndag ovenpå en vældigt hæsblæsende uge.

Tirsdag og onsdag stod begge på X-tetten-øveaftner, for på tirsdag er det julekoncert - og det bliver måske den sidste i lang tid (måske bare den sidste), for fra 2013 står vi uden dirigent. Vi søger og leder efter den rigtige person, og håber det lykkes.

I mellemtiden satser vi på et brag af en optræden på tirsdag, når vi optræder i Middelfart kirke sammen med de andre kor (ja, altså ikke sammen med, men til samme koncert).

Torsdag og fredag var besat med juleagtige arrangementer også, og lørdag bød både på en brunch og besøg om aftenen. Lige nu er jeg så klasket ud i sofaen, mens Bruno okser rundt på MTB med sin vintercup-makker et eller andet sted ovre på Fyn. Vaskemaskinen snurrer, og lige om lidt skal jeg have planlagt næste uges mad - for når Bruno kommer hjem, skal vi en tur op i reservedomicilet og ha' lukket for vandet, for de truer med hård frost.

I løbet af ugen har jeg dog nået at interessere mig lidt for verden omkring mig også. Jeg nåede at se den adoptions-dokumentar som bragte sindene i kog ude i fædrelandet, og jeg medgiver, at det var en trist affære.

Hvor er det synd, at kyniske mennesker lokker en fattig familie til at bortadoptere deres børn! Og hvor er det trist, at der ikke er mere hjælp til adoptivforældrene, når det ene barn vantrives og ikke kan knytte sig, fordi hun er traumatiseret af forløbet.

Det var utroligt rart at opleve danskernes empati med den lille pige. Rigtig mange mennesker har givet udtryk for frustration og medfølelse, og hvis den kraft, der var i al den kærlige medfølelse, kunne omdannes til god energi til Masho, ville hun være helet på nul komma fem. 

Danskernes frustration og vrede har været stor. Desværre synes jeg den har været rettet et helt forkert sted hen. Jeg blev også vred og ked af det, og havde lyst til at ruske Danadopt og de etiopiske myndigheder. 
Mange har rettet deres frustration mod de danske adoptivforældre, som nærmest er blevet offentligt korsfæstet. Skulle man dømme efter de kommentarer, man læser rundt omkring, er de nærmest at sidestille med Josef Fritzl og Adolf Hitler.

Jeg må da indrømme, at mine øjenbryn også rynkede sig undervejs i dokumentaren. Der faldt nogle kommentarer, og blev sagt nogle ting, som jeg nok ville have formuleret anderledes. Jeg tænkte dog, at det var en dokumentar af en times varighed jeg så, og at der kunne ligge meget bag. At jeg nok ikke så alle nuancerne.

Min konklusion var, at de uheldige kommentarer nok var resultatet af frustration og sorg hos nogle adoptivforældre, som egentlig bare ville have børn at elske og være noget for, men som ikke kunne nå den datter, de rigtig gerne ville elske og elskes af.
Hvor meget af skylden der lå i deres egen måde at tackle det på, synes jeg ikke helt, jeg kunne vurdere på det relativt spinkle grundlag. Så det lod jeg være med at lave helt endelige vurderinger på.

For hvor mange af os har ikke ind imellem reageret på en måde, som vi nødig ville se på TV, når vores unger har teet sig tosset? Har de fleste af os ikke engang imellem tænkt - og måske snerret - "møgunge!" af vores afkom? Jeg ved ihvertfald, at jeg ikke har været en perfekt, engleagtig overskudsmor i alle de 25 år, jeg har haft børn.

Jeg synes at det var modigt at de forældre at stå frem og stå ved de følelser, de har haft i processen. At det er en vigtig dokumentar, fordi vi er nødt til at sikre, at børn ikke unødvendigt rives væk fra deres biologiske forældre og bliver til handelsvarer i et rigt land. At adoptivforældre kan være sikre på, at de virkelig ER den bedste udvej for børn, som ellers skulle leve et kærlighedsløst liv i fattigdom på et børnehjem.

Og jeg synes faktisk det er hjertevarmende og smukt, at så mange danskere føler så varmt for Masho og hendes skæbne. Men at de måske skulle lade tvivlen komme hendes adoptivforældre til gode, og gå mere efter de rigtige skyldige i den sørgelige sag, som lige den adoption blev til.

Livsnyderen ser på den lyse side

Jeg savner stadig slet ikke køreturen til Silkeborg, selvom jeg slet ikke får hørt nok P1 nu om dage :)

Men oven på euforien over at være tilbage i Erritsø, kan jeg godt mærke at hverdagen melder sig. Mine nye opgaver er meget anderledes end dem, jeg løste sammen med teamet i min gamle afdeling.


Faktisk er det jeg arbejder med rimeligt spændende, men jeg savner at have det der fælles mål med en gruppe mennesker. Nu har jeg 1/2 ressource siddende i huset, ellers sidder de udviklere, som skal lave forandringerne, i et andet firma, som har til huse hhv. i Israel og USA.
Så mit job har et stort koordineringsindhold, og ikke så meget klassisk projektledelse. Det er spændende og udfordrende, men måske ikke tilfredsstillende på samme vis som det jeg lavede før.

Jeg håber at der kommer et rigtigt menneske-projekt til mig i løbet af 2013!

Heldigvis har jeg et dejligt netværk af gode mennesker omkring mig. 

Jeg nævner i flæng mangeårs-kollega-veninden, bonussønnen fra mit tidligere team, min rødhårede drenge-veninde, mine fine kontorkammerater (som bl.a. tæller en tidligere projektkollega og et par rare unge mennesker som jeg før har haft fornøjelsen af, fordi de var grænseflader til mit gamle projekt), de dygtige og søde mennesker i den afdeling, jeg er udlånt til, og alle de mange andre mennesker, som er med til at gøre min arbejdsdag lidt sjovere og bedre. 

Når tingene bliver lidt "blah!" er det de gode relationer, der giver et smil om munden og lyst til at møde om morgenen.

Tak for det, gode kolleger. Jeg gi'r en øl til julefrokosten :-)

Det forunderlige internet

Da jeg var 20 år gammel, var der ikke noget internet eller nogen mobiltelefoner. Som teenager havde jeg pennevenner - bl.a. i USA - og der gik altid mindst 3 uger fra man sendte et brev afsted til sin penneven, og indtil man fik svar tilbage.

Der var meget, meget langt til andre verdensdele.

Nu sender vi emails til vore venner på den anden side af jorden, og er vi online på samme tid, kan vi chatte eller snakke via Skype. Det er nemt at nå hinanden.

Vi tager internettet for givet, men engang imellem overrasker det mig stadig. 

For nogle dage siden "syntes jeg godt om" et billede på en europæisk FB-side for humanister, og pludselig lå der en venneanmodning fra en albansk pige. 
Normalt afviser jeg venneanmodninger fra folk jeg ikke ved, hvem er - men jeg blev lidt nysgerrig.

Så jeg accepterede og skrev - hvis vi skal være venner, må jeg vide hvem du er, og hvorfor du har anmodet om mit venskab.

Det viste sig at Anxhela er 21 og planlægger at tage en Master i Danmark. Og så ville hun gerne kende nogen her, så hun kunne høre lidt om landet.

Nu udveksler vi historier om os selv og vores lande, og det er sjovt og spændende.

Og det leder mig frem til en tanke, som af og til har strejfet mig.

Jeg tror, at internettet er den faktor, som på sigt kan fjerne krig og sult og ulighed i verden. For internettet giver os mulighed for - som Anxhela - at række ud og røre nogen, som bor langt væk.

Internettet gør det utroligt nemt at dele viden og ideer, og internettet gør det svært at holde information fra folk. Gør det sværere at undertrykke.
Frihed, demokrati og lighed har det med at smitte. Når man ser andre have de ting, vækker det ønsker om selv at få velstand og indflydelse på eget liv.

Verden er blevet mindre. Vi får sat ansigt på mennesker, som vi ellers aldrig ville have mødt (og måske heller aldrig møder IRL).

Og jo flere af os der kender nogen på kryds og tværs, jo sværere er det at promovere fjendebilleder.

Så ku' nogen ikke sætte noget heldækkende wifi op i Gaza?

Zumba revisited

Jeg har gået og taget tilløb.

Jeg har været inde på Dansk Fitness' side og kikket og meldt mig til, og fra igen. Det ene spinninghold efter det andet.

Egentlig har jeg ikke haft voldsom lyst. Jeg bliver træt af spinning, altså ikke sådan pyha-svedig-fysisk-træt (det gør jeg også, men det er jo godt), men trivielt-jeg-gider-ikke-træt.

Da jeg sad inde på tilmeldingssiden i forgårs havde jeg pludselig meldt mig til Zumba idag. Vupti. Jeg var tæt på at melde mig fra igen, men lod være.

Og jeg havde helt glemt det - glemt, hvor sjovt det er. Jeg kan stadig huske rigtig meget af det, og det føltes som en lille eftermiddagsfest, som endte med sved på panden og en god følelse i kroppen.

Kan godt være at jeg kunne melde mig til nogle ting, som jeg ville forbrænde flere kalorier på eller bygge flere muskler ved. Men der er sgutte meget motion  som bare går ud på at danse, ryste røv og ha' det sjovt. Det er det, jeg kalder "gratis motion" fordi det ikke føles som om man gør noget pligt-agtigt.

Bagefter sagde jeg til vores søde instruktør at jeg snart kommer igen. Til helvede med spinning. 

Jeg vil hellere ryste røv.

Nypuritanismens triumf del II

På morgenens rundsurfning gen-faldt jeg lige over historien med Martin Spang Olsens underbuksetur i haven.

Kort fortalt var denne ellers nydelige mands naboer blevet stødte over, at han gik ud i sin egen have i underbukser. For det var ulækkert at se på.

At Spang Olsen (pæn, velholdt mand) ligefrem skulle være ulækker at se på i underbukser, er ret overraskende. Og igen, kunne de ikke bare lade være med at glo ind i hans have, som han i øvrigt med fuld ret færdes i?

Altså, det er jo ikke som om han har stået på sin fortrappe og lavet helikopteren efter dem, som kom forbi, tænker jeg. 

Personligt kan jeg godt lide at være i min have, når solen skinner - og jeg er ikke altid iført heldækkende burka, selvom jeg er bagbo til en etage-ejendom.
Hvis jeg lægger mig nederst i haven, bag hegnet om min have-terrasse, så skal man være ualmindeligt determineret for at belure mig.

Og det er ikke fordi jeg lider af frygtelig angst for at nogen skal få et glimt af mine let tyngdekraftramte 46-årige ynder, men fordi jeg ikke ønsker at støde nogen.

Men skulle en nabo komme til at se hud i min baghave, så tænker jeg nok at de overlever.

For præcis som i amme-sagen, så har man jo altid den frihed at man kan kikke den anden vej.

Så skal vi ikke bare blive enige om, at det er det vi gør?

PS: Hr. Spang Olsen måtte da godt bo ved siden af mig - også i underbukser.

Nypuritanismens triumf

"Pak så de hængebryster væk!" Det er et af de virkeligt kvalificerede indlæg i den debat, der pt. verserer omkring hvorvidt det er i orden at amme sine børn offentligt.

Siden jeg var ung og havde spædbørn, er bryster tilsyneladende blevet anstødelige og væmmelige. Ihvertfald når de bruges til det formål, som de fra naturens hånd egentlig er beregnet til: nemlig at give næring til spædbørn.

Ihvertfald føler nogen sig stærkt generet, hvis en mor skulle finde på at lægge sit barn til på en café eller restaurant. Det er jo decideret ULÆKKERT at se et spædbarn spise på den måde, som naturen har bestemt det! Føj! Hvad ligner det at vise at bryster kan være andet end silikonepumpede seksualobjekter?

På den anden side er det nok ikke bare det, som det handler om. For jeg har også hørt, at man nu om dage bliver nidstirret af de omkringliggende, hvis man smider toppen på stranden.

Hvor kom den der ny-puritanisme fra? Er det en eller anden ekstrem reaktion på omkringknalderiet i diverse realityshows, Linse Kesslers junger pumpet op på samtlige glittede blades ikke-helt-forreste sider (ja, så er hun jo heller ikke lækrere, vel?) og den der seksualisering af samfundet som vi hele tiden hører om?

Ja, jeg fatter det ikke. For jeg er fra en tid hvor det var normalt, at underdelen af bikinien var væsentligt mere forvasket end overdelen. Hvilket passede mig fint, for indtil jeg var 10-12 år brugte jeg egentlig mest mine storebrødres aflagte badebukser, så overgangen var ikke så voldsom.

Og som 4. barn i en stor familie med et meget lille sommerhus, var overdreven fysisk blufærdighed altså heller ikke lige på menuen.

Så at en ammende mor i et hjørne af en café pludselig er stødende, væmmelig, appetitødelæggende og forfærdelig efterlader mig stærkt måbende.

Jeg tænker lidt, at ham den sure, som kommenterer i artiklen, som jeg linker til ovenfor, vel bare kunne lade være med at glo på den ammende mors bryster.

Så skal vi ikke bare blive enige om, at det er det vi gør?

På den anden side...

Det er gået rigtig godt med vores store konvertering i weekenden. Men det kan du læse om i aviserne, hvis du altså søger.

Jeg har arbejdet en del timer, men der er mange, som har arbejdet meget mere. Mine dygtige kolleger har udvist en utrolig vilje til at komme de problemer, som uværgerligt kommer efter sådan en manøvre, til livs. Jeg er stolt af at arbejde et sted, hvor der er så megen dedikation og vilje og holdånd - for det er der.

Det er rigtig dejligt at være godt på den anden side - og jeg glæder mig til at arbejdslivet normaliseres helt. 

Nu er vi i grønt beredskab - og det er snart weekend, en arbejdsfri en af slagsen :)

Det glæder jeg mig til.

Næsten som juleaften!

Idag er der officielt sagt "Gi' den gas!" til at sætte gang i den konvertering, som gerne skal resultere i, at vi søndag kan lukke vores netbank op for Jyske Banks kunder.

I morgen aften lukker Jyske Bank deres systemer ned. Jeg er sikker på, at det ikke bliver uden vemod, for mange af medarbejderne har lagt hjerte og kræfter i de systemer, og der er for så vidt ikke det mindste i vejen med dem. Men de får ikke meget tid til at dvæle over det - for foran os venter en spændende weekend med masser af arbejde.

Konti, posteringer, renteoplysninger, kundedata, og tusindvis af andre oplysninger, skal trækkes ud af Jyske Banks systemer, og hældes ned i de helt rigtige huller i vores. Det er et stort puslespil, som har krævet mange mandetimer, og som er testet mange gange. Vi har haft testkonverteringer og prøvekonverteringer, hvor vi har prøvekørt processen.

Når oplysningerne er kørt ind engang lørdag aften, kommer der en masse mennesker og tester, at det ser rigtigt ud. Og når det er kontrolleret, kommer der en ny flok, som skal teste, at systemerne opfører sig som de skal med de nye data.

Forhåbentlig bliver alting meldt godkendt og klar i løbet af søndag, for efter planen lukker vi Jyske Banks netbankkunder ind kl. 15.

Mandag morgen møder en hel masse medarbejdere ind, og skal bruge de nye systemer, de har fået. Forud for mandag har rigtig mange af dem været på uddannelse, men der er også medarbejdere fra vores andre pengeinstitutter ude i filialerne for at hjælpe de nye samarbejdspartnere i fællesskabet godt igang.

Mandag er hotlines i banken og hos os bemandet fra 5 - 20.00. Jeg har trukket den tidlige tjans og skal møde kl. 5, men så kan jeg glæde mig over at jeg allerede har fri kl. 18.00 :-)

Vi er rustet til tænderne for at kunne hjælpe vores nye, store bank med spørgsmål og problemer, der kunne opstå den første tid.

Det er bare så spændende! Vi har arbejdet for og ventet på denne weekend så længe, og nu er den her ENDELIG!!

....og idag havde jeg sidste dag i Silkeborg. Det var lidt underligt og vemodigt og dejligt på en gang. 

Musiknæring

Det ville være forkert, hvis jeg udråbte mig selv til musikjunkie.

Jeg kan nemlig sagtens løbe, arbejde og sågar køre i bil uden at der kører musik i baggrunden.

Faktisk motionerer jeg sjældent til musik. Hvis jeg løber, synes jeg det er rart at høre fugle såvel som trafikken omkring mig. 

Hvis jeg arbejder, er der ofte nogen omkring mig, som kan have brug for at kontakte mig, så jeg bruger kun musikken hvis det er strengt nødvendigt - som en slags "enecelle" hvor jeg er sværere at kontakte, hvis jeg skal koncentrere mig om noget.

Når jeg kører bil, hører jeg ofte taleradio - P1 eller 24/7. Helst P1, faktisk. Eller lydbøger. Men af og til hører jeg musik. Meget, meget sjældent radio - faktisk er min telefon oftest leverandør af det, der kommer ud af højttalerne.

Jeg hører også musik når jeg laver mad - alene, altså, for Bruno synes tit at mit musik er "støj". Spotify er en herlig kilde til ny og gammel musik.

Siden jeg fik min første blokfløjte har jeg også i et eller andet omfang været musik-udøver. Jeg spiller lidt guitar, og så synger jeg jo. Stemmen er mit førsteinstrument, det er der ingen tvivl om.

Så mit forhold til musikken er mangeårigt, dybt og følelsesladet. Også selvom jeg ofte har brug for at der bare er stille, der hvor jeg er.

Musik gør noget ved mennesker - det påvirker os og kan hjælpe os videre, når vi sidder fast i noget.

Når jeg har været allerlængst nede, har musikken trøstet mig. Da vinteren var mørkest og hårdest og mit humør længst nede, midt i vinteren mellem 2010 og 2011, var det Agnes Obel og Mads Langer der trøstede mig. 
Hvis en dag har været stresset og frustrerende, spiller jeg Pink eller Linkin Park så højt at mine ører næsten bløder, og hvis jeg er glad og bare skal underholdes, lader jeg telefonen scramble mellem de mange og MEGET forskellige sange på min telefon.

Scramblefunktionen finder nogen gange musik frem, som jeg lidt havde glemt. I denne uge er ugens "fund" My Chemical Romance - for nylig gik der totalt Carpark North i den. 

Og selvfølgelig medførte sommerens Leonard Cohen koncert, at jeg hørte Famous Blue Raincoat og Alexandra Leaving - og så var jeg jo nødt til at købe Adam Cohens album "Like a Man" også. 
Cohen Jr. kan anbefales - hans stemme minder om farmands, og genren er lidt derhen efter, men han har et glimt i øjet og en skæv vinkel, som adskiller sig fra Leonard Cohens unge desperate år. For en Cohen-feinschmecher er det også sjovt at høre de mange referencer til faderens sange.

Jeg bytter tit musikhints med mine sønner. Det resulterer i at jeg af og til hører dubstep og "nu metal" - noget af det er skide godt, og selv når jeg ikke bliver fanget, tror jeg det er vigtigt ind imellem at høre noget HELT andet end det man plejer - smagen og ørerne bliver dovne, hvis man ikke udfordrer dem lidt.

Kort sagt kan jeg ikke forestille mig en hverdag uden musik, et liv uden de stemninger, musikken giver.

Og så er det bare lidt sjovere at lave mad, hvis man kan gøre det med et par dansetrin blandet i.

På vej i seng siger jeg lige...

Egentlig burde jeg ligge i min seng nu. I morgen skal jeg nemlig til Silkeborg for næstsidste gang, og så plejer jeg jo at stå lidt tidligt op.

Men vi er næsten lige kommet hjem fra en dejlig weekend i Lille Rosa, som sluttede med middagsmad hos min søde mor i Storvorde. Hun laver stadig superlækker mad, selvom hun undervejs fortæller adskillige gange at hun ikke kan finde ud af det mere.

Lidt spontant endte det med at min Aalborg-residerende søn og svigerdatter også dukkede op, og der var mad nok - og hjertevarme.

Det har bare været den smukkeste efterårsweekend. Lørdag gik jeg hele vejen fra vores sommerhus, og ind til den by, som ligger 10-11 km. længere nordpå ad kysten. Det tog nogle timer, men det var nu ingen sag i gode vandrestøvler og med den smukkeste natur omkring sig. 

Farverne lige nu er utrolige. De brændte farver på træer og græs og bevoksningen på strandengen, og ud over havet og himlen et spil af blå, lilla og lyserøde nuancer. Der var næsten vindstille, og jakken endte med at hænge om livet, fordi der var så lunt.

Jeg fik hilst på nogle andre sommerhusejere, nusset en ko, skræmt et par kalve og småsludret med en mand, som hjalp mig med at finde Nordsøstien igen. Jeg fik tjekket, at åen, som jeg har sejlet gummibåd og fisket i som barn, var der endnu, og at min søsters sommerhus stod fredeligt lige der hvor det plejer at stå.

Og så stødte Bruno til i slutbyen, hvor vi fik lækre fisk til frokost på havnen. Jeg fik et lift hjem til sommerhuset, og så var der kaffe på kanden og en lækkerlur på sofaen.

Så bliver livet ikke meget bedre.

Søndags-standby

Jeg er på standby idag.

Og det er ikke fordi jeg står i et hjørne med en rød lampe, der blinker.

Nej, jeg har rådighedsvagt, og har haft det siden kl. 8 i morges. På mit arbejde er de nemlig igang med 3. prøvekonvertering - generalprøven på det store klimaks den 13-14. oktober, hvor vi I VIRKELIGHEDEN kører alle Jyske Banks oplysninger ind i vores systemer.

Jeg er en del af beredskabet. Det vil sige, jeg og mit team skal træde til, hvis der i de afsluttende kontroller opstår problemer, som skyldes de ændringer vi har lavet til systemerne for at få dem til at passe til vores nye, store bank.

Sidst - til 2. prøvekonvertering - var vi mødt ind. Og eftersom der ikke skete en bjælde, blev det lavet om til at vi skulle have vagt UDEN at møde ind.

Indtil videre har jeg ikke hørt en lyd. Jeg går ellers rundt med skarpladt og nyopladet telefon i lommen, men den er stille som en mus. Den har fulgt mig ned i vaskekælderen og ud i haven, og mens jeg sad ude i en stol i solen og tjente penge mens jeg læste "Fifty Shades Freed".

Det er godt, at der ikke sker noget - jeg håber, at det betyder at alt triller som det skal - men det er også lidt underligt sådan at være på standby. Jeg har lyst til at logge på for at se hvordan det går, men vi må helst ikke belaste vores fjernopkobling unødigt.

Så jeg tøjler min nysgerrighed og regner med at intet nyt er godt nyt.

Kl. 22 i aften er min rådighedsvagt slut, og så er jeg ikke standby længere.

Før den rigtige konvertering - det bliver så spændende, at det næsten ikke er til at holde ud :-)

En sur gammel rødstrømpe taler ud

På Facebook florerer for tiden et "sjovt" billede, som hedder "Verdens korteste eventyr".

I sin enkelhed går det sådan her:

"Der var engang en ung mand, som spurgte en ung pige: Vil du gifte dig med mig?
Den unge pige svarede "Nej".

Og den unge mand levede herefter lykkeligt og kørte motorcykel, tog på fiske- og jagtture, spillede en masse golf, drak øl og whisky og havde penge i banken, lod toiletsædet være oppe og pruttede når han havde lyst.

Slut."

Suk, suk, suk.

Jeg bliver så træt når jeg læser den slags, for det er hverken kreativt, sjovt eller originalt. Jeg har det nemlig sådan, at hvis en vits er kreativ, sjov og original, må den godt være sexistisk (mod det ene eller det andet køn), racistisk eller andet der slutter på -tisk. For så er den jo SJOV, og så er der jo en pointe med den.

Trætheden bliver ikke mindre af at det er en cementering af den der trend med at parforholdet er en magtkamp, hvor kvinderne altid har overtaget over de stakkels, stakkels mænd.

En ting er, at det er ynkeligt, når mænd sætter sig op som ofre, der ikke selv formår at tage magten i deres eget liv og sætte præg på det parforhold, som man må formode at de frivilligt er gået ind i, og som de som sådan har ca. 50% af ansvaret for. 

Men jeg bliver da også lidt træt af at blive puttet i sådan en kasse der har klistermærket "Beregnende-og-sjovheds-dræbende-pengegrisk-kælling" solidt klasket på forsiden - - for er det sandheden, at kvinder KUN tænker på at få en mand i sine garn, så hun kan suge alle hans penge ud af ham, forbyde ham at have det sjovt og mentalt kastrere ham?

Og jo, jo, jo, jo, jo, jeg VED jo godt at det er "for sjov". Og at jeg er en kedelig party-pooper.

Men det ER jo ikke sjovt. Det er sexistisk agression kamufleret som en vittighed. Og det er næsten lige så sexistisk mod mændene (for de fleste af de dejlige, kloge og spændende mænd jeg kender, har sq for meget nosser til at lade sig "tæmme" på den ovenfor beskrevne måde) som det er mod os kvinder (der jo ret beset også er en slags mennesker, og som sådan lige så forskellige som mennesker er flest).

For det er ikke lige meget hvad vi griner af. Jo mere sådan en "sjov sandhed" bliver gentaget, jo mere cementerer vi nogle åndssvage myter om mennesker baseret på deres køn.

Så kald mig en gammel sur rødstrømpe, som bare får for lidt sex.
Bare jeg må fnise, når du gør det.
For jeg har jo ret.

I slutningen af en dejlig weekend

Så sidder man her i slutningen af en rigtig dejlig weekend. Vejret har været godt, især idag, hvor solen har skinnet ned på mig og min søde mand, som har arbejdet flittigt i haven.

Der er blevet friseret græsplæne og luget bede og svitset ukrudt, og det sidste rabarber er blevet høstet (og forvandlet til en laber kage). Og så tænker jeg - gad vide om det her er den sidste tur i haven i år? Gad vide om der bliver flere frokoster på terrassen, og nydetid i haven uden jakke?

Og så blev jeg lidt trist, for jeg kunne jo godt se de rødgule farver i pæretræet. Og jeg har jo lagt mærke til, at dagene er blevet kortere.

Men på den anden side. Så hader jeg virkelig havearbejde. INTENSIVT!
Vi har verdens mindste have - virkelig! Græsplanen er ikke stort mere end et frimærke, og der er kun 2 bede. Alligevel vokser den til i hønsetarm og mælkebøtter, for jeg er meget bedre til at finde et hyggeligt hjørne med en bog i en havestol, end jeg er til at knokle rundt og luge.

Så jeg har faktisk truet med at hyre en havemand - det eneste, der har holdt mig tilbage er risikoen for, at staklen ville grine sig en gang akut brok til, når han så den lillebitte have. Men jeg gider det godtnok bare ikke.

Det har hjulpet, at vi har anskaffet en ukrudtsbrænder, for min yndlingshadeopgave er at luge mellem fliser. Men stadig ... GAAAB!

Så det er klart den lyse side af efterår: ikke så meget havearbejde!
Og jeg ved, at det bliver forår igen.

Livsnyderens flow-dag

Jeg har bare haft sådan en mega dejlig dag idag.

Måske startede det i virkeligheden med, at idag var begyndelsen på min arbejdsmæssige tilbagevenden til Erritsø. For det var det. Fra denne uge af vil jeg være at finde 2 dage om ugen på Teknikervej. 

Jeg har fået en plads i Betalingsformidlingsafdelingen, som egentlig ikke er den afdeling jeg skal være i fremadrettet - men jeg er udlånt til at løbe et par opgaver i mål der i første omgang.

Så idag startede jeg som føl (eller .. måske egentlig som "halvgammel hoppe") for en kollega (ja ... det vil sige, han er ikke ansat i firmaet men hyret ind som ekstern konsulent, men han har været her så længe at det mere føles kollegialt), hvis projekt jeg skal overtage, når hans kontrakt udløber 31.10.

Jeg fik stoppet en frygtelig masse viden i hovedet (gad vide om det hele stadig er der imorgen?) og nød i mit stille sind alle de "Hej-hvad-laver-du-her"-hilsner jeg mødte, når jeg gik ud og hentede kaffe.

Og det er jo ikke fordi jeg ikke har været glad for at være i Silkeborg. Søde kolleger, fine forhold, og en lidt dyr beliggenhed midt i en lækker gågade (dyr, når man kommer til at vandre en tur ned af gaden i sin frokostpause). Men føler mig bare som den fortabte søn (eller datter), som er vendt hjem, når jeg går rundt i de velkendte lokaler på Teknikervej.

En ekstra bonus er den ekstra nattesøvn. Og morgenmaden sammen med Bruno og Kristian kimser jeg heller ikke af.

Og de nye opgaver ser spændende ud! Jeg er så klar på det!!

Oven i tog jeg forbi centret på vej hjem. Min nye rutine er: køre ud til centret lige fra arbejde, løbe en tur, styrketræne skuldre/ryg/arme. Og jeg havde en af de dage hvor det var rart at løbe. Jeg ved af erfaring at de bliver flere og flere jo mere jeg holder fast i 3 ugentlige ture, så selvom ulysten stikker hovedet frem ind imellem, får den ikke lov!

Nu sidder jeg mæt og glad i sofaen, selv strygetøjet har jeg fået has på.

Hvad faen kan man egentlig ønske sig mere, sådan en tirsdag aften.

Så til søs...!

Ind imellem er vi så heldige på mit arbejde, at vi bliver færdige med et projekt, og får lov til at holde et sjovt og spændende afslutningskalas.

Og i juni måned igangsatte vi en temmelig stor bunke kodeændringer - mange af dem bliver godtnok først taget i brug her om en måneds tid, når Jyske Bank kommer ind i vores systemer, men projektet er faktisk slut, og vi er videre til andre opgaver.

Jeg havde ikke lige nogen gode ideer, så jeg efterlyste forslag - - og der var en af gutterne, der havde en god ide. Han blev straks udskrevet til en lille tomands-komite, og så var vi igang med at planlægge.

Og i går var vi afsted: 10 mand som skulle ud på de vilde vover. Dagens udflugt gik nemlig til Middelfart, hvor vi fordelt på to både skulle sejle matchrace hos Match Racing Denmark.

Fire timer hvor vi først øvede os i i det hele taget at få skuden til at sejle fremad - derefter stod den på konkurrence! Det var bare herresjovt - jeg har aldrig forestillet mig at jeg ville synes det var sjovt at sejle, men det var bare en fest.

I dag kan jeg godt mærke de der timer i halv skovskiderstilling ovre ved forsejlet, mens jeg rykkede i snore sammen med gutterne. Der er dømt ømme muller i arme, skuldre, baglår og baller. 

Men hvis nogen mangler en gast ... så er jeg frisk, vil jeg lige sige :-)

Tilbage til Erritsø ... om ikke så længe!

Hvis det er rigtigt at gamle mennesker altid synes, at tiden går helt vildt hurtigt ... så er jeg skisme nok ved at komme op i årene.

For hvad sker der lige for at der kun er 40 dage, eller noget i den stil, til den der K-dag (den store konvertering af Jyske Bank ind i vores systemer)?? Det er jo bare lige et par dage siden Slamberten og jeg satte kursen mod Silkeborg i vintermørket.

Men ... Slamberten er jo skiftet ud, og der er lige pludselig gået godt og vel 1,5 år - faktisk nærmere 2.

Mit fremtidige job er på plads, mere eller mindre, og jeg er godt tilfreds ... selvom jeg allerede er lånt ud til en anden afdeling for en tid :o) Jeg er så småt i gang med et par opgaver, og dermed begynder jeg at lukke lige så stille ned for mine aktiviteter i Silkeborg. 

På torsdag skal vi have projektafslutning .. og det bliver lidt underligt og vemodigt, for om få uger spredes teamet for alle vinde. Det er lidt mærkeligt. For det har jo været nogle gode år, vi har arbejdet sammen, synes jeg, og det er trygt og velkendt.

Men jeg tror det bliver rigtig godt. Det er sundt (om end lidt angstprovokerende) at blive smidt ud i noget nyt, og ind imellem tænker jeg, at jeg nok godt kunne have fundet på at søge videre uanset, bare for at prøve noget andet.

Jeg glæder mig til at få mine morgener tilbage. Til at møde kl. 8 i Erritsø, i stedet for kl. 8 i Silkeborg. Til at spise morgenmad sammen med Bruno og Kristian - og til at kunne cykle på arbejde igen :-)

En ven jeg aldrig mødte

Idag har jeg kondoleret datteren til en ven, jeg aldrig mødte.

Jeg vidste godt det stod skidt til med Thomas, og at det var et spørgsmål om tid nu - men alligevel var det trist læsning, den statusopdatering hans datter satte op i hans navn: at Thomas var sovet ind.

Jeg "mødte" Thomas i 2010. Han var læser af min blog (selvom den allerede dengang var lidt hensygnende), og selvom han aldrig kommenterede, skrev han til mig en dag på Facebook og fortalte mig, at han syntes godt om mine indlæg.

Vi blev Facebookvenner, og jeg fandt ud af at Thomas var på alder med mig - måske et par år ældre, fraskilt med et par voksne børn, at hans passion var at spille musik, og at han boede smukt i Stockholms skærgård.

Jeg fandt også ud af at Thomas var alvorligt syg. Han havde cancer, og ind imellem var det skidt - men så blev det bedre igen, og så kom der billeder af smukke, klare morgener over skærgården og af hans bil og hans guitar og hvad der nu ellers fyldte.

Ind imellem skrev vi lidt sammen. Skriverierne og hans facebook-liv gav et billede af et generøst og positivt menneske med en stor kærlighed til sine venner, til rockmusik og til livet generelt.

De seneste par måneder ved jeg har været slemme. Facebookopdateringerne var sparsomme, og de få der var, fortalte om angst og sygdom og cancer, som havde spredt sig.

I morges kom så den statusopdatering på Thomas' profil. Hans datter skrev at han er gået bort, kampen mod kræften tabt.

Jeg blev trist og berørt, og syntes egentlig, at det var lidt underligt. For jeg har jo aldrig mødt Thomas. Men vi har udvekslet tanker og hilsner og sjove kommentarer, og på sin vis var han en ven. Så jo - idag får jeg våde øjne, når jeg tænker på Thomas. Jeg kom aldrig til Stockholm mens tid var (for så ville jeg have arrangeret at drikke en kop kaffe med ham), og jeg fik aldrig hilst på ham i den rigtige verden. 

Det gør ikke så meget, er jeg kommet frem til. Vi var venner alligevel. Ikke tætte venner, men jeg nød at følge hans liv, og han mit. Jeg kommer til at savne hans tilstedeværelse på nettet.

Thomas er væk - men han lever videre i de utroligt mange mennesker, som jeg kan se holdt af ham, og i hjerterne på hans familie og nære venner. Jeg kendte ham og kendte ham ikke - men jeg ville ønske, han havde slået kræften og stadig var her.

Sære internet, som lader os røre andres liv, og kende og ikke kende på samme tid.

Ferier du ikke vil hjem fra...

Sådan lyder et slogan fra en kendt dansk rejseudbyder.

Og sådan var min sommerferie faktisk i år. Ligesom en hel masse af de weekender, jeg har haft hen over sommeren, og det skyldes Lille Rosa.

Bruno og jeg har igennem de sidste 3-4-5 år ind imellem snakket om hvorvidt det mon var en ide for os at købe sommerhus. Eller om vi skulle købe en campingvogn. Eller om vi bare skulle tage på charterferier.

Vi kunne ihvertfald mærke, at Campletten var blevet lidt for ukomfortabel for os - vi ville gerne et niveau op i komfort.

I flere omgange var vi på sommerhus-oseture rundt omkring i Danmark, men det var jo en stor ting at anskaffe sådan et, så det blev syltet - kunne vi være sikre på, at det virkelig var noget for os?

I foråret poppede det pludselig op igen. Og pludselig havde vi fundet det rigtige område, og så var vi lige pludselige ejere af et sommerhus.

54 m2 ret uspoleret 70'er stil - komplet med gule køkkenlåger og orange bordplade - på en rigtig stor og meget smuk naturgrund. 5 minutters gang til vandet - ikke en bred sandstrand, men en smuk strandeng, hvor der vokser strandmalurt og evighedsblomster, og hvor lærkerne hænger og synger af hjertens lyst hele sommeren i skarp konkurrence med violinspillende græshopper.

Der er langt til den nærmeste landevej, og det giver en salig ro. Sommerhuset ligger i en gammel plantage, omgivet af høje fyrre, hvor egern står for underholdningen, når du sidder på terrassen. Om natten er der MØRKT - for der er også temmelig langt til en rigtig by.

Hen over sommeren har vi brugt en del kræfter på at forbedre og smukkesere huset - og vi er bare rigtig, rigtig glade for, at vi kastede os ud i sommerhuseventyret. Når vi kommer derop, kan jeg mærke, at min puls falder ... duften af skovbund, farverne i skoven, roen, fuglene ...

Jeg er utroligt glad for mit liv, og jeg elsker hvor jeg bor (mit skønne hus her i Fredericia, midt i alting) - men oppe i Lille Rosa (som naturligvis hedder sådan, fordi vores Fredericia-hus hedder Rosa) har vi fået noget så banalt som et vaskeægte fristed. Det er ren terapi at sidde på terrassen med morgenkaffe, mens to egern jagter hinanden i de høje fyrretræer. Og en løbetur på stierne, ned mellem de andre sommerhuse og ned langs vandet, går bare lidt lettere.

Kort sagt: når det er søndag aften, og tid til at køre hjem, har jeg lyst til at blive.
Og midt i en travl hverdag kan jeg godt få et øjeblik, hvor jeg tænker på hvor dejligt det ville være at være deroppe mellem fyrretræerne, lige NU - og så glæder jeg mig til næste gang, vi kan slippe væk.

Og sådan har vi det faktisk begge to. Vi er solgt til det lille sommerhus, vi har købt.

Livsnyderens sure ven

For noget tid siden fortalte jeg om min nye hus-ven, Sure Kurt. Som startede sit liv i en orangefarvet bakelitskål, som en blanding af vand og mel, hvor gæren selv fandt ned.


Han blev fodret og puslet om, og var med til dannelsen af op til flere dejlige rugbrød, men en dag, hvor jeg tog ham frem fra køkkenbordet for at tjekke ham, var der mug på toppen af ham!!!


Nogen påstår at man bare kan fjerne det, men IKKE i Fru Hausgaards køkken!


Så Kurt - salig være hans sure sjæl, hvis han havde en - røg ud i vasken.


Heldigvis havde han inden denne hændelse fået en unge!! Mini-kurt --- som nu boede hos Bodil.  Mini-kurt var i mellemtiden kommet til at fylde omkring en liters penge, så hele mini var han ikke.
Derfor delte vi ham i to, og nu lever Kurt II her i mit hus. Denne gang i mit køleskab, så han ikke bliver muggen. Det fungerer også rigtig fint.


Idag tog jeg Kurt II, eller Kurt Junior som han også hedder, frem for at fodre ham. Imens informerede jeg løbende Bruno:


"Kurt ser glad ud - jeg tror han er godt tilfreds med at stå i køleskabet...... jeg tror godt han kan spise det her mel, selvom der er mere end 1 dl..... aj, han er så fin, se alle de glade bobler...."


Bruno tror jeg er lidt skør, fordi jeg snakker med Kurt, og om ham, som om han har en personlighed. Det er også lidt fjollet.


Men er det ikke okay, så længe jeg ikke påstår, at han svarer??

Livsnyderføde i uge 7

Så blev det uge 7, og skolerne her i området har vinterferie. Kristian er dampet af med sin far - de skal stå på ski. Bodil nyder nok at have eget hus ude hos sin far, tror jeg - og bil oven i. Hun kørte dem nemlig til lufthavnen i lørdags. Jeg håber de får en fantastisk uge.


Vi har benyttet chancen til at sætte masser af ting på menuen, som Kristian ikke er så vild med - bladselleri og bønner og den slags :-)


Lørdag -
fik vi en curry med kikærter, squash og aubergine. Sammen med fik vi parathas, som er små, grove pandebrød.


Søndag - 
stod den på chili sin carne med polenta og rodfrugtchips.


Mandag - 
skal vi have en suppe som hedder "Spicy dal and carrot soup". Dal er røde linser, og krydderierne er indiske.


Tirsdag -
skal vi nyde en spinatlasagne fra "Vegetarisk vellyst" og dertil en sprød salat.


Onsdag - 
står den på rester. Vi har en god rest chili sin carne fra i aften, som vi kan spise.


Torsdag -
skal vi have hjemmelavede baked beans, med spejlæg og brød. Næsten morgenmad om aftenen :-)


Fredag - 
står den på kikærtepandekager med kartoffel-/spinatmasala og raita.


Jo .... det er vegetarmad over hele linjen. Fordi vi kan :-)


Hvem ved, måske nupper vi en stor, svedig oksemørbradbøf på lørdag!


Noget jeg ikke forstår er - hvorfor spises der ikke mere polenta her i Danmark?? Det smager bare fantastisk, og det er nemhedsmæssigt på højde med at lave pose-kartoffelmos! Gid jeg havde kendt til polenta da mine unger var små - det er bare den fedeste tilbehørs-shortcut! Noget, vi snart skal prøve er at koge polenta, lade det køle af, skære det i stykker og grille det på en pande - det ser superlækkert ud!


En anden ting jeg bare er tosset med, er kikærter. OM NOM NOM - i hummus, gryderetter og supper - det er superlækkert!


I lørdags var vi på shoppetur i Fred Asia House - vores lokale tamilerbiks. Vi købte stort ind af linser, bønner, kikærtemel, krydderier og andre spændende sager. Hvad angår linser og bønner er udvalget større end i Føtex, og prisen er den samme ... for dobbelt så meget. Altså halv pris, til ære for de regne-udfordrede.


Jeg elsker at handle i Fred Asia - de har så mange sjove ting på hylderne, og indehaverne er bare søde og smilende og hjælpsomme. Du kan købe alt ... ris i store sække, frisk okra, sjove små madlavningsbananer, parykker, indiske film på dvd, taletidskort til telefoner, tørrede makreller og andre sære og spændende ting.


Bare duften i butikken gør mig glad :)


Heldigvis glemte jeg at købe ghee og paneer ost, så jeg skal snart derind igen :-)

Livsnydertorsdag

Når torsdag aften oprinder i den Livsnyderske husstand, kan jeg mærke en særlig stemning brede sig i min krop.


Det er ikke weekend, men næsten.


For hvis det overhovedet er muligt, arbejder jeg hjemme fredag. Helst uden møder, så jeg kan blive i mit hjemmekontor og arbejde i ro, mag og joggingbukser.


Eller ... det er faktisk ikke så tit jeg rent faktisk tilbringer hele min fredag med hængerøv og løse knæ, men ihvertfald i en tilstand af afslappethed i tøjet, og som regel uden mascara og andet facadearbejde. Og så har jeg arbejdsro. Der er tit en række opgaver, jeg har gemt til fredagen - opgaver, som kræver lidt fordybelse og fokus. Og så de ting, jeg ikke lige når de første dage i ugen.


Helt uforstyrret er jeg dog ikke. Min arbejdstelefon er stillet om til min mobil, men jeg bliver sjældent kimet ned på arbejde. Jeg læser naturligvis emails, og gutterne (og gut-inden) i teamet kan nå mig via Sametime, som er et messenger-lignende chatværktøj.


Har jeg RIGTIG travlt, kan jeg sætte min status på chatten til "Må ikke forstyrres". Og nogen gange får jeg da også nået alt det, jeg havde planlagt og mere til. Andre gange tænker jeg hvor søren den fredag blev af - for så var der lige en fejlrapport jeg skulle grave i, et nyopdukket problem jeg skulle tage stilling til, og et møde der skulle arrangeres.


Min fredag er ihvertfald rigtig meget anderledes end ugens første fire arbejdsdage. Der er jo også den der smag af snarlig weekend i luften, for uanset hvor højt jeg elsker mit job, så elsker jeg min fritid endnu højere. Og jeg mærker altså allerede den der for-weekend-glæde torsdag aften, for jeg ved jeg ikke behøver holde så stramt på min sengetid.


For jeg kan nemlig sove LÆNGE fredag morgen - helt til 6.30 - og jeg skal ikke stå op alene i det mørke hus, gå ned og lave min kaffe og tage min morgen-ostemad med ud i bilen og køre mod Silkeborg, efter at have låst hoveddøren ind til min sovende mand og søn.
Tværtimod skal jeg stå op sammen med min mand - som ofte vækker mig med et kærligt morgenkram - og spise morgenmad og drikke kaffe, mens jeg sludrer med ham og med min nyopstandne, lidt søvnige men yderst sociale og fremkommelige teenagesøn. Vi nyder alle at jeg er hjemme fredag morgen.


De tidlige morgener er prisen jeg betaler for at kunne være hjemme til normal tid om eftermiddagen, og jeg gør det jo gerne. Der er ingen der brokker sig - hverken mig, Bruno eller Kristian - men hvor er det hyggeligt med det morgenbord, som vi har holdt fast i så mange år.


Imorgen er en god fredag - helt uden møder. Måske kan jeg endda lave den en lille smule kort, og holde tidligt fyraften.


Lige nu vil jeg bare nyde at det er torsdag aften!

Livsnyderen går gadget-tosset

Jeg har helt glemt at fortælle, at jeg fik bagt et forrygende lækkert rugbrød af min surdej.


Surdejen har i øvrigt fået navnet Sure-Kurt. Nok egentlig mest fordi der er "u" i Kurt, for min yndlings-Kurt i øvrigt er min storebror - og han hverken bobler, gærer eller er en slatten surdej. 


Sure-Kurt fik en unge idag. Han blev delt i to, og Lille-Kurt kom i en creme fraiche bøtte, for han skulle med Bodil hjem - hun kunne godt lide mit rugbrød, og besluttede sig for at bage et hjemme ved sin far. Hun har fået nøje instrukser om hvordan Lille-Kurt skal passes, for han skal være LIDT større før hun kan tage 4 dl af ham til et rugbrød.


Jeg håber Bodil skynder sig at putte ham i en skål, for jeg tror han hopper ovenud af creme fraiche bøtten, hvis ikke han får noget større at bo i.


Nu skal Sure-Kurt fodres nogle dage, så han er stor nok til at bage af sidst på ugen. Måske har jeg til den tid endda fået den fine nye røremaskine, som Bruno og jeg har bestilt - vores vildeste køkkenmaskine er en stavblender, og vi har længe snakket om at anskaffe en ordentlig røremaskine. Både til at røre dej og til at snitte og hakke. Jeg havde engang en foooooooooodprocessor (næsten som Gertruds, tror jeg), men den døde for snart mange år siden. Vi fik aldrig anskaffet en afløser, for vi var enige om at vi ville have en rigtig køkkenmaskine, som også kan røre og alt muligt andet.


Den nye fine maskine kan man købe alverdens tilbehør til. Alt lige fra kødhakker til pastamaskine. Og det er en kraftfuld fyr med 1500W motor, så mon ikke vi har køkkenmaskine til et par dage? 

Livsnyderens madplan - uge 6

Så blev det igen weekend - og tid til en ny madplan.


Lørdag skulle vi egentlig have haft den gode, gamle enebærgryde fra Karoline, men da vi valgte at bruge eftermiddagen på en tur til Tyskland, blev det lavet om til en omgang hjemmelavede burgere.


Jeg fik bagt nogle meget fine boller af den sidste sjat hvedemel, noget hvid hvede, en squis speltmel der kun var en anelse over sidste salgsdato, og så lidt rugmel ... jeg havde ikke lige fået købt mel ind!


Søndag:
I aften stod den på Grøntsagsbitchens brogede hverdagstærte fra Vegetarisk Vellyst-bogen.


Mandag:
Gule ærter med karry - en indisk inspireret sat.


Tirsdag:
Kikærtefrikadeller med polenta og Ajvar (sådan en grøntsags-ting) - fra min Rent Vegetarisk-bog.


Onsdag:
En rest kødsovs fra fryseren. Jeg skal synge koncert med X-tetten og Bruno skal til foredrag, så der skal spises tidligt, og det må godt gå lidt hurtigt :-)


Torsdag:
Fiskedag - Bruno køber ind på dagen.


Fredag - - hvem ved. Måske går vi ud og spiser, Bruno og mig. Det er nemlig kun os der er hjemme.


Så ugen er på skinner. Jeg er lige nu ved at koge de gule ærter til i morgen. De simrer lystigt i køkkenet.


Det har været en hyggelig, dejlig weekend med fred og ro og ikke for meget om ørerne. Men føj, hvor har det dog været koldt!! Jeg håber den kommende uge byder på lidt varmere vejr - i morges havde jeg nær aldrig fået garageporten åben - jeg skulle ud at spinne - den havde slået sig lidt i kulden, og da den er vind og skæv i forvejen, sad den altså fast. En tur ind gennem bagdøren til garagen og en solid omgang ninja-spark fik den til at give sig.


Heldigvis har vi bestilt en fin ny garageport . . . med automatik og det hele! Den skal sættes på til foråret, når det bliver lidt lunere, så skal jeg ikke bøvle med det næste vinter.


Bruno har været så flittig idag - han har sat reol op i vores spisekammer i kælderen, så vores lager af dåser og vin og toiletpapir og mange andre ting kan stå fint og godt og velorganiseret. Det er dejligt, at tingene er til at finde.


God uge til jer allesammen!

Livsnyderen i sneen

Hold da op, det er koldt idag!


Sydjylland er pudret hvidt af fin pulversne, og solen har store dele af dagen skinnet smukt over Fredericias røde tegltage. Det ligner et postkort, men for syv sytten, det er koldt at komme ud i.


Det er lykkedes mig ikke at komme ud at køre bil idag - trafikmeldingerne oplyste om kaos på gader og stræder, fordi lastbiler skred ud og hvad har vi.


Jeg arbejder hjemme om fredagen - heldigvis. Og det ene møde, der ellers var planlagt i Erritsø, blev aflyst. Så den lille hvide bil har holdt trygt og godt i garagen, bag den skæve port.


Idag har jeg også forvandlet min boblende husven - eller det halve af den - til et dejligt, duftende rugbrød fuldt af kerner. Det smagte virkeligt lækkert - for jeg var jo nødt til lige at tage en prøve-skive!


Jeg slap dog ikke helt for at komme ud. Bodil og jeg har været en tur nede i byen. Hun manglede pludselig et par varme støvler, og egentlig er det jo også det helt rigtige tidspunkt at købe dem på, nu hvor alle butikker har store 50 og 70% skilte hængende :-)


Men kors hvor vi godt nok syntes det var koldt!!


Heldigvis skal vi ikke det vilde idag. Vi er dog nok nødt til at gå udenfor igen i aften - vi skal ned på teatret og høre Tim Christensen spille :-)


Det klarer vi nok også lige :-)

Livsnyderens sultne husven

Vi har fået en ny beboer på matriklen. 


En doven fyr, som bare bliver hvor man sætter ham, men som skal fodres grundigt og nusles og pusles om.


Til gengæld for al den omsorg, regner jeg med at få noget tilbage. Det, jeg gerne vil have, er at han bobler lidt, og begynder at lugte lidt syrligt.


Sådan en husven lyder måske ikke rar - men han gør jo bare det, en surdej skal.


For han er en våd surdej - startet op af mel og vand og ikke andet, og så skal min kærlige omsorg og daglige fodring og omrøring gerne resultere i, at en venligsindet gærkultur eller to flytter ind. 


Så nej - det har intet med utroskab at gøre, når jeg snuser interesseret til denne her lille fyr, som sidder i sin blå plastskål på mit køkkenbord.


Jeg satser bare på lidt syrlighed og lidt bobler, så jeg kan bage et rugbrød :-)

Livsnyderens madplan uge 5

På Facebook skrev jeg glad og tilfreds igår, at nu var der lagt madplan for næste uge, og købt ind til det, vi skulle spise.


Bruno og jeg er begyndt at sætte os sammen om lørdagen og lave madplan - og så køber vi ind lørdag eftermiddag, så der maksimalt skal købes et brød, lidt mælk, måske et par tomater i løbet af ugen. Dejligt overskueligt og billigt, og man slipper for at stå og glo fortabt ned i køledisken kl. 16.30 og forsøge at finde på noget hurtigt, spændende og sundt man kan lave til aftensmad (det lykkes i øvrigt sjældent at møde alle de kriterier).


En enkelt spurgte efter vores ugeplan - til inspiration. Jeg havde egentlig sat mig til tasterne for at sende den til hende, men tænkte: Jeg skriver den ind på bloggen. Når jeg laver et blogindlæg, kan alle mine Facebookvenner se det som en NetworkedBlogs-post, og så kan evt. nysgerrige jo bare bide til bolle.


Måske vil jeg lave det til et ugentligt tilbagevendende punkt herinde - hvem ved :-)


Her kommer den ihvertfald:


Mandag:
Bolognaise (rest fra fryseren) med squashstrimler, gulerodssalat og broccoli samt pasta


Tirsdag:
Rodfrugtbøffer med ovnkartofler og salat


Onsdag:
Risotto med champignon, ærter og majs (og måske kylling)


Torsdag:
Tomatsuppe med pasta og bradepandebrød


Fredag:
Fiskedag (Bruno køber ind på dagen - tilbehøret afhænger af fisken).


Der er ingen plan for igår - for der var vi i byen. Der er heller ingen plan for idag - ikke fordi vi skal springe maden over, men fordi vi besøger min søde svigermor og Bent, og der skal vi nok blive fodret af.
Vi har alle ingredienser i hus, pånær til fredagsmenuen. Bruno er familiens fiskekok - sådan er det bare.


God uge 5 - og velbekomme derude.

Livsnyderens træningscykler

Da jeg startede med at lave bodypump i sensommeren, var jeg helt sikker på at jeg ihvertfald ikke gad spinne.


Jeg har spinnet stort set hver vinter de sidste 8-10 år - lige undtaget det år (2007/2008) hvor jeg brugte vinteren til at komme i løbe-form til Middelfart Halvmaraton. Som regel er jeg tændt i oktober, hvor jeg normalt begynder på det, og når så forårssolen begynder at kikke frem, hænger spinningen mig langt ud af halsen, og jeg er klar til at lave noget helt andet - og helst udendørs.


Ingen tvivl om at udendørs motion står højt på hitlisten. Allerhelst vil jeg løbe mig en tur, og det var også løbet, jeg tog fat på igen, da en stædig albue-overbelastning satte mig ud af spillet på bodypump-holdet.
Det gik faktisk også ret godt, det der løb.


Men da jeg efter jul begyndte at løbe 5 km ture på asfalt, fordi de "bløde" stier ikke er oplyst, og det var mørkt når jeg nåede hjem, løb jeg lige i armene på en skinnebensbetændelse. Øv, øv, øv.


Så nu er jeg - af nød - tilbage på spinningcyklen. Den er ikke såå god ved albuen, men med lidt omtanke går det. Jeg bliver sindssyg når jeg ikke får brændt lidt krudt af!! :D


Og til min overraskelse nyder jeg spinningen. Der er gået tilpas længe til at det er sjovt igen :-)


På den måde er jeg nu kommet hele vejen rundt i min træningscyklus :-)


Ude på arbejde er der en kollega, der for sjov (håber jeg) kalder mig fitness-dronningen. Det er ikke ret klædeligt - jeg får billeder af Jane Fonda og firser-hår og store benvarmere. Men måske er det i virkeligheden lidt suspekt at kunne lide at dyrke motion? Det kan jeg ihvertfald - og jeg er også nødt til det, for ellers kan jeg ikke holde til mit stillesiddende arbejdsliv, har jeg for længst fundet ud af. Jeg får ondt i skuldre og ryg, for ikke at nævne at jeg bliver flæsket som en slagtegris - så det er ganske heldigt at jeg godt kan lide at røre mig.


Der var engang en fysioterapeut som så lidt bekymret på mig og sagde, at jeg jo i virkeligheden ikke var skabt til at sidde på kontor - men at jeg skulle ha' været skovhugger eller sådan noget :-) Det synes jeg ikke lød ret feminint, men inden jeg nåede at protestere sagde han også, at jeg nok ikke skulle tage min BMI ALT for bogstaveligt - "Du har til enhver tid omkring 5 kg. muskler mere på kroppen end gennemsnitskvinden," sagde den rare mand.


Så nu kan jeg trøste mig med, at når jeg ikke kan tvinge mit BMI under 22, så er det bare fordi muskler vejer mere end fedt :o)


Og når alt andet fejler, så hopper jeg på et par høje sko eller støvler - - det er fantastisk for mit BMI.
Og for mit ego :o)

Livsnyderen rapporterer fra en fredszone

Det har været en toplækker weekend, selv efter livsnyder-standard.


Jeg vil ikke plage jer med detaljerne, bare sige, at der har været 

• hyggeligt besøg af dejlige venner
• lækker frokost på stam-cafeen
• afslapning
• tosomhed
• endda en enkelt løbetur

inde over.


Fredag fik jeg endda monteret en Parrot i min bil, som skal gøre det muligt for mig at snakke i telefon - helt lovligt - mens jeg kører. Der ud over kan den lille gøje også lade min telefon og spille musik fra telefon (eller iPod) ud igennem radioen. Tror det bliver et lækkert lille kæledyr at ha' i bilen! Gøjen er en julegave fra min søde og gavmilde mand, som var træt af at høre om mine kvaler med diverse halvdårlige løsninger - jeg var selv for nærig til at købe den gode, rigtige (og lidt dyre) løsning.


Jeg bliver nok nødt til at prøve den imorgen, når jeg kører til eller fra arbejde!


I formiddags burde jeg nok egentlig have lagt et par arbejdstimer, men jeg endte med at mene, jeg trængte til at holde fri. Så det gjorde jeg. Så må jeg bare knokle lidt mere imorgen.


Så det blev en søndag med fred og ro, og en løbetur i lys og tørvejr! Sikke en luksus.


Dagens sure opgave var at aflyse de førstkommende bookninger, jeg har lavet i fitness-centeret. Jeg har overbelastet mit albueled, men håber hele tiden at det nok er klar lige om lidt igen. Lægen gav mig en gang gigtpiller, men de virkede ikke ud over den periode, jeg tog dem... æv!
Heldigvis duer mine ben, så jeg benytter styrketræningspausen til at få godt gang i mit løb igen. Det er drønhårdt og jeg løber langsomt, men det er noget, jeg kan gøre noget ved.


Vi forsøger også at leve lidt sundt. Så der er ikke noget kage-guf og chokolade og chips her på matriklen. Jeg satser også lidt på at vores vegetar-indslag i kosten vejer i den rigtige retning. Det holder nemlig stadig ved, og vi er rigtig glade for den gode variation, det giver i kosten. Hvis jeg ser tilbage på den seneste uge, har vi faktisk spist vegetarisk 4 dage ud af 7 - og af de tre tilbageværende dage har vi fået fisk en af dagene!


Mellem jul og nytår købte jeg en ny veggie-kogebog - Vegetarisk Vellyst. I fredags testede vi den - vi serverede Chili sin Carne for vores gæster, og det var faktisk et hit. Der er masser af andre sjove og spændende opskrifter i bogen, som jeg er klar til at teste.


Oven i er vi kommet igang med at lave kostplan en uge frem af gangen. Det er SÅ dejligt - især når vi får planlagt det som i denne uge, hvor vi lavede planen lørdag og købte alt det ind, vi overhovedet kunne til ugen. Så er det sq nemt. Og planen er naturligvis tilpasset de ting, vi skal i løbet af ugen. Det er helt vildt så meget nemmere livet er, når man ikke skal være opfindsom på kommando, og ikke skal fare rundt og glo fortvivlet ned i køledisken 16.30 om eftermiddagen flere gange om ugen.


Jeg har nået et punkt i mit liv, hvor jeg bare er nødt til at opfinde systemer, som kan gøre livet lettere ... ellers tilter jeg.


En anden ting, jeg også er nødt til - er at få min nattesøvn. Så det her snikke-snakke indlæg bliver ikke længere.


Hav en god uge derude - og godnat.