torsdag, oktober 26, 2006

Mobning

"Her på vores skole accepterer vi ikke mobning," lyder det lidt selvtilfreds fra skolelæreren.

"Vi har en aktiv mobbepolitik, og der foregår kun et minimum af mobning her," kunne han eller hun også have sagt.

Det er ikke børnenes oplevelse. I nyhederne i dag kan man læse, at mindst 5 børn i hver klasse jævnligt oplever at være udsat for mobning.

Puha, hvor er det grimt. Vi som forældre, og skolerne, er nødt til at tage ansvar for det problem, og det skal være nu.

10 kommentarer:

Anonym sagde ...

Ja det er slemt. Jeg læste artiklen i morges og tænkte: Hvordan har min datter det egentlig i skolen (hun går i 2. klasse) - hvordan kommer hun til at klare sig når hun bliver ældre - bliver der også mobbet i hendes klasse, eller er det kun i de større klasser.
Jeg tror tonen i klassen er god, men de er jo også så små endnu. Deres lærer har meget fokus på trivsel og samarbejde, og de er ved at lave et lille stykke om at "man ikke må drille".
Men ellers - hvad gør man?

Anonym sagde ...

JA Bodil - hvad gør man ?
Jeg har også en datter i 2. klasse her er der en del problemer med drengene, men mest med larm og at de ikke hører efter - pigerne er MEGET søde ved hinanden. MEN i parallel klassen er der allerede STORE problemer med pigerne. I starten af 1. klasse blev et par af dem taget nede på tanken i færd med at fylde lommerne og nu går der ikke ET frikvarter UDEN at en af pigerne komme grædende ind fra gården ! PYHA jeg er glad for at min datter kom i den rigtig klasse (ser det ud til pt!)
Tror generelt at piger nok er værre end drenge til det med mobberiet - drengene er nok bedre til at "ordne" problemerne med en lille rask "slås" kamp.

Ja Liselotte - "her acceptere vi ikke mobning !" Det er nok svært at undgå, men godt at de har en klar politik omkring det. Det har vi heldigvis også på min datters skole, men hvem siger det hjælper ?

Lizelotte sagde ...

Hej Bodil, velkommen til.
Jeg har jo en datter - som hedder Bodil. Og hun er blevet drillet meget i skoler, som angiveligt "havde en aktiv mobbepolitik". Det er rigtig svært, for vi vil jo så gerne beskytte vores børn. Men det handler jo OGSÅ om at behandle vores børn og opdrage dem på måder, som gør, at de ikke bliver mobbere... det er måske det allervigtigste tiltag, der skal ske.

@yrsa - de kan ha' nok så meget en politik, men hvis den ikke hjælper, er den ikke implementeret ordentligt. Og jeg mener virkelig, at vi som forældre også skal være langt mere aktive og have mere kontakt med hinanden, end vi har...

Anonym sagde ...

Jeg er HELT enig. Nu er vi jo næsten kun lige startet med det skoleri, men min kære husbond er kontaktforældre (ud af 5) i klassen og vi prøver at arrangere forskellige tiltag så både vi og børnene lærer hinanden godt at kende (også i fritiden).
Har bla. holdt forældreaften for et årstid siden (stor success) men som altid var der nogle som holdt sig udenfor - og hvad er det lige man gør for at få ALLE med ?

Anonym sagde ...

Jeg har nogengange set noget, på forskellige arbejdspladser, som til forveksling lignede mobning. Det hedder bare ikke mobning, når man er voksen. Så hedder det, "at give hinanden noget røg" - men nogengange kan man se, at den der "får noget røg" ikke altid synes det er sjovt mere ...
Jeg har hørt, at den slags også kan foregå på et læreværelse ..!?

Anonym sagde ...

Yngste gik i en klasse hvor læreren proklamerede, at hun jo ikke vidste hvad de lavede udenfor timerne. Og der blev mobbet igennem. Pigerne var rædselsfulde ved hinanden. Jeg foreslog at der skulle hjælp til klassen allerede i 3. klasse. Men det mente de at de sagtens kunne klare selv. Og det kunne de ikke. Mobberiet forstatte og blev endda værre efterhånden som de blev ældre. Hun fik desværre lov til at sige fra, da vi ville flytte hende på privatskole. Og det har vi fortrudt mange gange. Først da hun kom på efterskole i 9. klasse oplevede hun hvordan det skulle være.

Godt at I flyttede Bodil!

Anonym sagde ...

Ella - hvor er det synd for din datter, og hvor var det ærgerligt at hun fik lov til at sige fra da I ville flytte skole. Pigeklikerne opstår så nemt - der er også en del klikedannelse i min datters klasse - og det startede faktisk allerede i børnehaveklassen...
Lizelotte - tænk at du har en datter der hedder det samme som jeg :-) Har virkelig været seriøst træt af mit navn, det er så gammeldags!!

Lizelotte sagde ...

@yrsa, jeg tror de forældre, som aldrig er med, mangler overskud - og det er jo ærgreligt, for måske er det dem der er mest behov for at få med til arrangementerne. Måske burde man ta' en snak med dem - men det er jo også svært, for hvem skulle det være, der tog den snak?

@helle - det kender jeg godt! Den der kniv ud af ærmet efterfulgt af "hydr, hydr, det var jo bare for sjov - men kvinder har bare ingen humor!" Kvinder kan sikkert også mobbe, på andre måder, men jeg har mest færdedes på mandearbejdspladser, så det er det, jeg kender bedst.

@Ella - vi er også glade for, at vi tog det skridt!

@Bodil, jamen det er jo et smukt navn :-) og alle, jeg har kendt, som hed Bodil, var dejlige mennesker ;-)

Lene sagde ...

Nu har jeg i et døgn ikke kunnet kommentere hod dig, så godt at det lykkes nu :-)
@Bodil, Bodil er et kønt navn, min lillesøster på 37 hedder det, hun har heller ikke kunnet lide det(det kunne jeg heller ikke da hun skulle døbes;-))
Liselotte, du har ret, uden os forældre kommer skolen aldrig fri af mobning,og nogle af de forældre, som deltager til møderne er jo vældige enige, indtil de går ud af rummet, så hellere de blev væk, så vidste man da, at de ikke var interesseret.
Den med barnets mening som Ella nævner, har vi også oplevet, vi måtte ikke handle, det var svært, men her var det kun en overgang, og i dag kan "barnet"ikke huske mobningen som mobning, måske fordi vi herhjemme talte meget om det, men det dur jo ikke, når det er længerevarende mobning.

Lizelotte sagde ...

Hej Lene, godt du kan være med igen :-)

Jeg kender voksne, som er mærket den dag i dag af mobning i skoletiden. En virkelig sød og dejlig kollega, bl.a., og en svoger, som oplevede sine skoleår som et helvede. Så det er ikke alle, som formår at ryste mobningen af sig efterfølgende.

Der var heldigvis ingen, der turde mobbe mig, da jeg var barn - jeg havde 3 meget beskyttende og skrækindjagende store ældre søskende ;-) det virkede nok ret forebyggende.