Vi har haft en rigtig hyggelig, men travl weekend.
I dag stod den på motion for både Bruno og mig ... Bruno kørte en laaaang tur med en flok baghjulere på sin mtb, og jeg løb 13 km. Det gik rigtig godt! Baglår, knæ og skinneben var trætte, men godt tilpas ... ingenting gjorde ondt, og jeg følte mig rigtig godt tilpas og godt løbende, helt til det sidste. Kunne godt have snuppet et par km mere, hvis det skulle have været.
Jo ... jeg er tilbage på sporet igen rent løbemæssigt .. og det er dejligt.
Efter motion (og en weekendens aktiviteter ... først børnefødselsdag fredag, og derefter hyggeligt besøg fra min søster og svoger og deres datter Stine fra lørdag til søndag) faldt vi lidt om i sofaen og stenede ... eller, RESTITUEREDE, hedder det vist!
Vi restituerede så meget, at vi blev enige om at vi ikke gad lave aftensmad - og så var det vi bestemte os for at gå på Jensens Bøfhus, lige her 5 minutters gang væk.
Det er vist for længe siden vi har været derinde, for jeg havde LIDT glemt hvorfor de med jævne mellemrum er blevet streget fra vores liste over steder, vi gider at spise i Fredericia.
I aften mindede de os så grundigt om det, at jeg tvivler på at vi nogensinde sætter vores fødder der igen.
Jeg forventer ikke det store, når jeg går på Jensens. I min bog er det bøf-versionen af McDonalds ... hurtig mad med en ensartet standard. Jeg ved af erfaring, at jeg skal bestille bøffen rød, for så er der chance for at den ikke er stegt til uigenkaldelighed.
Men i aften gik alt bare galt :(
Det startede med, at de spurgte os: hvordan vil I have bøffen stegt? Og hvorfor spørger de, hvis de alligevel bare steger dem allesammen igennem????? For naturligvis kom både Brunos og mine bøffer stegt, så man med lidt god vilje kunne kalde dem svagt rosa. Og vi havde jo sagt RØD, da de spurgte.
Tilbage røg de, for de skal altså ikke slippe godt fra det der med
1) spørge hvordan bøffen skal steges
2) glemme alt om hvad man har svaret og servere alt næsten-gennemstegt
Så ventede vi rigtig, rigtig længe på at få vores bøffer igen.
Min var så rigtig fin, da den kom - rød og lækker. Brunos var medium (men han gad ikke brokke sig igen), og fuld af sener.
Vi spiste, og så ventede og ventede og ventede vi igen.
Ungerne ville gerne have dessert, men det var utroligt svært at komme i kontakt med tjeneren. Forstår egentlig ikke hvad de havde så travlt med, for der var ret tyndt besat, og så få var de altså ikke.
Da vi endelig fik bestilt 3 belgiske vafler med softice og en ta' selv softice, var der gået pænt længe. Bodil gik op for at tage softice ... og så løb maskinen tør.
Personalet fik den til at virke, og så fik Bodil en softice. Der gik nok et kvarter - mindst - så så vi dem komme ud med vores vafler, for at lægge softice på. Splat. så ville maskinen ikke.
Og i stedet for at give os besked, gav de sig til at makke med maskinen. I mellemtiden fik vi lunken kaffe der skulle være tilbehør til desserten. Christ. Vi ventede IGEN et kvarters tid - så tog jeg fat i en tjener og sagde, at vi gerne ville skippe vores dessert, for vi syntes faktisk ikke vi gad vente mere.
Så kom der en 3. tjener, og han lovede storsindet at fjerne de 3 belgiske vafler fra vores regning. Jeg bad ham lige om at fjerne Bodils ta'selv softice ... for man kan vel næppe kalde en forkølet, halvsmeltet gang softice for "all you can eat".
For det ikke skal være løgn, måtte vi høre tjeneren sige "det var jo ikke vores skyld" (who gives a damn??) og DEREFTER vente 10 minutter for at få lov til at betale.....
Normalt er jeg ret tempereret og høflig, men min grænse var ved at være nået. Da fjolset sagde "Hav en fortsat god aften", tænkte jeg at DET var da et point blank skud lige i foden, og jeg svarede muntert, at "fortsat" nok lige var så meget sagt...
TRE EN HALV TIME, tog det at indtage en hovedret, og VENTE VENTE VENTE ..... og på den forkerte side af 700 kr. Det er sq ikke engang billigt!
Næste gang går vi på Katias ... ingen tvivl om det!!
søndag, marts 22, 2009
fredag, marts 20, 2009
Hallo .. gad vide om her stadig er nogen?
Hvor har jeg været en sløv blogger.
Men der er nogen ting der tager energien i mit liv, og så er det jo bloggen, der hænger yderst.
Bare lige så i ved det ... jeg er her endnu. Lige i aften er jeg lukket inde i mit karnapværelse med min mand, min pc, en flaske god rødvin og lidt slik ... mens 20 unger på omkring 13 raserer mit hus :D
Ganske rigtigt .. Kristian fylder 13 på tirsdag, og han har sin klasse på besøg. Lige nu er jeg bare glad for at alle 28 ikke kom, for hvor søren skulle de have siddet og spist?
De har været nede og bowle, og så har de spist en uhyggelig mængde pizza, og rå mængder frikadeller og kartoffelsalat. De har spist is og guffet chips. De har indtaget mit gæsteværelse ... der sidder en flok tøser og leger S, P eller K. På Kristians værelse sidder han selv og et par stykker mere og ser Simpsons, og så sidder der en flok drenge i stuen. De har set Disney Sjov, og guderne må vide, hvad de laver nu.
Men de hygger sig. Og Kristian synes det er en fed fødselsdag. Og ingen har ødelagt noget, og ingen er kede af det.
Så er jeg sådan set tilfreds...
Men der er nogen ting der tager energien i mit liv, og så er det jo bloggen, der hænger yderst.
Bare lige så i ved det ... jeg er her endnu. Lige i aften er jeg lukket inde i mit karnapværelse med min mand, min pc, en flaske god rødvin og lidt slik ... mens 20 unger på omkring 13 raserer mit hus :D
Ganske rigtigt .. Kristian fylder 13 på tirsdag, og han har sin klasse på besøg. Lige nu er jeg bare glad for at alle 28 ikke kom, for hvor søren skulle de have siddet og spist?
De har været nede og bowle, og så har de spist en uhyggelig mængde pizza, og rå mængder frikadeller og kartoffelsalat. De har spist is og guffet chips. De har indtaget mit gæsteværelse ... der sidder en flok tøser og leger S, P eller K. På Kristians værelse sidder han selv og et par stykker mere og ser Simpsons, og så sidder der en flok drenge i stuen. De har set Disney Sjov, og guderne må vide, hvad de laver nu.
Men de hygger sig. Og Kristian synes det er en fed fødselsdag. Og ingen har ødelagt noget, og ingen er kede af det.
Så er jeg sådan set tilfreds...
torsdag, marts 12, 2009
Løbestatus...
Nåja ... og jeg løb jo lige 7 km igår, og det gik faktisk såååå godt. Jeg løb ikke ret hurtigt, men det var heller ikke meningen.
Har fået massage på baglåret idag, og så må jeg løbe igen ... regner med at snuppe 10 på lørdag :D og så kan jeg smutte lige så stille ind i mit løbeprogram igen...
Har fået massage på baglåret idag, og så må jeg løbe igen ... regner med at snuppe 10 på lørdag :D og så kan jeg smutte lige så stille ind i mit løbeprogram igen...
Smukke X-tøser
Normalt er jeg ikke tilhænger af at kalde voksne kvinder for "tøser" eller "piger". Men det er langt og tungt at sige "Kvinderne i X-tetten" eller noget i den stil - så mit kælenavn til dem ... eller os ... er "X-tøserne".
Nok også fordi vi hurtigt bliver lidt tøsede, når vi går igang ...
Nå, men ... Michala, vores talentfulde formand, har taget billeder af os, og hun er ved at bygge en flot hjemmeside op for X-tetten.
Kik ind på X-tetten.dk og se og hør mere om os!
Nok også fordi vi hurtigt bliver lidt tøsede, når vi går igang ...
Nå, men ... Michala, vores talentfulde formand, har taget billeder af os, og hun er ved at bygge en flot hjemmeside op for X-tetten.
Kik ind på X-tetten.dk og se og hør mere om os!
mandag, marts 09, 2009
En mild dom
Jeg var til fysioterapeut i morges, og heldigvis var dommen ikke særligt hård.
Jeg havde faktisk opført mig ligesom jeg skal ... for en gangs skyld :)
Mit baglårsproblem kommer af, at jeg har fået for meget fart på ... som i hastighed. Min kondition er blevet god, og mine muskler har ikke helt kunnet følge med. Jeg har ikke kunnet modstå fristelsen til at forsøge at slå min egen fartrekord HVER gang ... at bruge det der ekstra gear, der er vokset frem på mit løbe-dashboard.
Så min biceps femoris (stor muskel, der hæfter indvendigt på knæet og oppe i ballen) er overbelastet. Hvis jeg havde ignoreret den og var løbet videre, havde jeg risikeret en fibersprængning. Men jeg lyttede pænt, og løb forsigtigt, og med den hvile, jeg har fået, og noget massage, må jeg løbe en tur igen på onsdag - 7 forsigtige kilometer. Torsdag står den på lidt massage igen, og så løber jeg en tur igen fredag - igen 7. Hvis det stadig går godt, må jeg snuppe en 10'er søndag eller mandag.
Og så kan jeg ease ind i mit løbeprogram igen, lige så stille.
Jeg skal nok blive klar til maj, siger coach Lars. Og når han siger det, så tror jeg på ham.
Jeg havde faktisk opført mig ligesom jeg skal ... for en gangs skyld :)
Mit baglårsproblem kommer af, at jeg har fået for meget fart på ... som i hastighed. Min kondition er blevet god, og mine muskler har ikke helt kunnet følge med. Jeg har ikke kunnet modstå fristelsen til at forsøge at slå min egen fartrekord HVER gang ... at bruge det der ekstra gear, der er vokset frem på mit løbe-dashboard.
Så min biceps femoris (stor muskel, der hæfter indvendigt på knæet og oppe i ballen) er overbelastet. Hvis jeg havde ignoreret den og var løbet videre, havde jeg risikeret en fibersprængning. Men jeg lyttede pænt, og løb forsigtigt, og med den hvile, jeg har fået, og noget massage, må jeg løbe en tur igen på onsdag - 7 forsigtige kilometer. Torsdag står den på lidt massage igen, og så løber jeg en tur igen fredag - igen 7. Hvis det stadig går godt, må jeg snuppe en 10'er søndag eller mandag.
Og så kan jeg ease ind i mit løbeprogram igen, lige så stille.
Jeg skal nok blive klar til maj, siger coach Lars. Og når han siger det, så tror jeg på ham.
søndag, marts 08, 2009
Rejsedrømme
Kan godt være min løbekarriere ikke lige går så fantastisk lige nu.
Så er det godt at jeg kan se frem til nogle dejlige ferier her i 2009.
Bortset fra den kæreste-forlængede-getaway-smuttur til Barcelona, som min elskede og jeg har på planen her i foråret, har vi lige booket sommerferie. Kan I gætte hvor hen?
NIX - snydt! Vi skal IKKE til Provence i år!! Vi har nemlig lige booket en bådferie i England - en uge i Norfolk Broads.
Det bringer minder frem! I 1981 var jeg med mine 4 søskende (ja, okay, så ... mine 3 søskende og min næsten-bror, svoger Carsten) på bådferie i Norfolk Broads i den fantastiske båd Tideway II. Tideway II er dog for længst pensioneret, så vi har booket en lidt mere nutidig model.
Jeg mindes dog stadig turen i 1981, som stadig bringes op .. og historierne bliver ikke dårligere med årene. Der var bådshagen, som forsøgte at ombringe min bror Kim ved flere lejligheder (ved bl.a. at filtre sig ind i kystbevoksning og forsøge at hive ham overbord - og den knækkede vist også til sidst). Der var Kurt, der tiltede på Captains Chair, og den aften, hvor Carsten påstod, at motoren lå i den forkerte ende af båden (han havde sat sig på den modsatte side af bordet af hvad han plejede), der var "Doktordansen" som foregik en våd nat på bådens dæk, og det var vist også den aften jeg fik indtaget Pernod og Cola i mængder, som gjorde at jeg ikke drak cola i flere uger bagefter - og først er begyndt at drikke Pernod indenfor de sidste par år!
Men ikke mindst var der de smukke omgivelser, naturområder med skov og sivklædte bredder, småbitte åer og idylliske engelske landsbyer ... jeg har længtes tilbage til Norfolk Broads lige siden.
I 1999 var jeg på en kort visit - min daværende mand og vores børn ferierede i Sydengland, og han gav efter for mine lønlige bønner og gik med til at tage et smut forbi Norfolk. Der var vi på en 2-timers tur ude på the Broads, og det var præcist lige så smukt, lækkert og idyllisk som jeg huskede det. Selv så mange år efter.
Nu er der gået 28 år (WHAT!! Kan det passe!!!!) og nu vender jeg endelig tilbage. Sådan rigtigt.
Jeg glæder mig!!
Så er det godt at jeg kan se frem til nogle dejlige ferier her i 2009.
Bortset fra den kæreste-forlængede-getaway-smuttur til Barcelona, som min elskede og jeg har på planen her i foråret, har vi lige booket sommerferie. Kan I gætte hvor hen?
NIX - snydt! Vi skal IKKE til Provence i år!! Vi har nemlig lige booket en bådferie i England - en uge i Norfolk Broads.
Det bringer minder frem! I 1981 var jeg med mine 4 søskende (ja, okay, så ... mine 3 søskende og min næsten-bror, svoger Carsten) på bådferie i Norfolk Broads i den fantastiske båd Tideway II. Tideway II er dog for længst pensioneret, så vi har booket en lidt mere nutidig model.
Jeg mindes dog stadig turen i 1981, som stadig bringes op .. og historierne bliver ikke dårligere med årene. Der var bådshagen, som forsøgte at ombringe min bror Kim ved flere lejligheder (ved bl.a. at filtre sig ind i kystbevoksning og forsøge at hive ham overbord - og den knækkede vist også til sidst). Der var Kurt, der tiltede på Captains Chair, og den aften, hvor Carsten påstod, at motoren lå i den forkerte ende af båden (han havde sat sig på den modsatte side af bordet af hvad han plejede), der var "Doktordansen" som foregik en våd nat på bådens dæk, og det var vist også den aften jeg fik indtaget Pernod og Cola i mængder, som gjorde at jeg ikke drak cola i flere uger bagefter - og først er begyndt at drikke Pernod indenfor de sidste par år!
Men ikke mindst var der de smukke omgivelser, naturområder med skov og sivklædte bredder, småbitte åer og idylliske engelske landsbyer ... jeg har længtes tilbage til Norfolk Broads lige siden.
I 1999 var jeg på en kort visit - min daværende mand og vores børn ferierede i Sydengland, og han gav efter for mine lønlige bønner og gik med til at tage et smut forbi Norfolk. Der var vi på en 2-timers tur ude på the Broads, og det var præcist lige så smukt, lækkert og idyllisk som jeg huskede det. Selv så mange år efter.
Nu er der gået 28 år (WHAT!! Kan det passe!!!!) og nu vender jeg endelig tilbage. Sådan rigtigt.
Jeg glæder mig!!
onsdag, marts 04, 2009
Jeg fattes ord...
...så derfor vælter de ikke ud over min blog lige nu.
Jeg har passet lidt på mit højre baglår i denne uge ... min tirsdagstur skulle have været 10 km, men blev skåret ned til 7 i lunte-tempo pga. ømhed i baglår, balle og lænd.
Nu ser jeg tiden an til i morgen. Måske er benet løbeklar, måske ikke. Jeg har en massørtid - måske kan vores massør løsne lidt op for sagerne. Mandag har jeg tigget mig til en tid hos min ellers ret ombejlede fysioterapeut... hvis han ikke kan hjælpe mig, er der ingen der kan! Om ikke andet vil jeg bare gerne have at vide, om det er i orden at løbe, selvom ømheden er der.
Det ville være SÅ surt at blive skadet nu. Så jeg passer godt på mig selv og mit bentøj.
Jeg har passet lidt på mit højre baglår i denne uge ... min tirsdagstur skulle have været 10 km, men blev skåret ned til 7 i lunte-tempo pga. ømhed i baglår, balle og lænd.
Nu ser jeg tiden an til i morgen. Måske er benet løbeklar, måske ikke. Jeg har en massørtid - måske kan vores massør løsne lidt op for sagerne. Mandag har jeg tigget mig til en tid hos min ellers ret ombejlede fysioterapeut... hvis han ikke kan hjælpe mig, er der ingen der kan! Om ikke andet vil jeg bare gerne have at vide, om det er i orden at løbe, selvom ømheden er der.
Det ville være SÅ surt at blive skadet nu. Så jeg passer godt på mig selv og mit bentøj.
fredag, februar 27, 2009
Så hurtigt skifter årstiderne...
For 2 uger siden var det vinter, og jeg tog billeder af sne-idyller .. her er Bruno på vej på arbejde:
Når jeg kikkede ud af vinduet ved terrassen, var det dette her, der mødte mig:
....og nu er det forår ... det går hurtigt med de der årstider...
Når jeg kikkede ud af vinduet ved terrassen, var det dette her, der mødte mig:
....og nu er det forår ... det går hurtigt med de der årstider...
Hul på weekenden
Jeg har lige taget hul på weekenden.
Jeg har nemlig en fridag idag! Eller ... fri er så meget sagt. Jeg regner med at få gjort huset rent og løbet en lille tur på 12 km, og måske forberedt et par ting til den middag, vi har i morgen aften.
Vi skal have ledelsesgruppen med ægtefæller ud til en middag, for at fejre Brunos 50 års fødselsdag. Festen for familie og venner holder vi til sommer, har vi bestemt. Så vi bliver 8 mennesker, og der skal laves lækker mad, og sådan noget nyder man jo bedst når huset er rent, og man har forberedt mest muligt på forhånd.
Det er søde og hyggelige mennesker, så jeg glæder mig. Der er vist ikke nogen af dem, som har set vores hus før, og det glæder vi os da også til at vise frem :)
Lige nu ligger fredagen foran mig. Godtnok skal jeg have lavet en masse, men jeg har allerede klaret en maskinfuld vasketøj og stuen mangler kun en støvsuger for at være præsentabel.
God weekend til jer allesammen.
Jeg har nemlig en fridag idag! Eller ... fri er så meget sagt. Jeg regner med at få gjort huset rent og løbet en lille tur på 12 km, og måske forberedt et par ting til den middag, vi har i morgen aften.
Vi skal have ledelsesgruppen med ægtefæller ud til en middag, for at fejre Brunos 50 års fødselsdag. Festen for familie og venner holder vi til sommer, har vi bestemt. Så vi bliver 8 mennesker, og der skal laves lækker mad, og sådan noget nyder man jo bedst når huset er rent, og man har forberedt mest muligt på forhånd.
Det er søde og hyggelige mennesker, så jeg glæder mig. Der er vist ikke nogen af dem, som har set vores hus før, og det glæder vi os da også til at vise frem :)
Lige nu ligger fredagen foran mig. Godtnok skal jeg have lavet en masse, men jeg har allerede klaret en maskinfuld vasketøj og stuen mangler kun en støvsuger for at være præsentabel.
God weekend til jer allesammen.
onsdag, februar 25, 2009
Meep Meep!!
Igår løb jeg 7 km med en snithastighed på næsten 10,5 km/t ... whaaat?
Og der var ikke engang nogen efter mig.
Gad vide hvor hurtigt jeg løber en dag hvor jeg IKKE har tunge ben når jeg starter??
Og der var ikke engang nogen efter mig.
Gad vide hvor hurtigt jeg løber en dag hvor jeg IKKE har tunge ben når jeg starter??
mandag, februar 23, 2009
Det er lige rundt om hjørnet...
Er der andre end mig, der har opdaget det??
Det er ikke på grund af de der små blomster, der står og nikker i min baghave. Det er heller ikke fordi det allerede er lyst 7:30 om morgenen.
Det er luften. Den er blevet mildere, blødere. Med et strejf af lunhed. Og så er det fuglene, som har indtaget de stadig bladløse træer, hvor de synger (eller skræpper ... som det umusikalske bæst der sad i pæretræet i haven i morges) af karsken bælg.
Jeg kunne mærke det, da jeg gik hjem fra byen i dag. Folk smilede lidt mere, og det var lige som om der var lidt mere fjedren i mine skridt.
Det er forår lige straks ... det er lige om hjørnet!
Det er ikke på grund af de der små blomster, der står og nikker i min baghave. Det er heller ikke fordi det allerede er lyst 7:30 om morgenen.
Det er luften. Den er blevet mildere, blødere. Med et strejf af lunhed. Og så er det fuglene, som har indtaget de stadig bladløse træer, hvor de synger (eller skræpper ... som det umusikalske bæst der sad i pæretræet i haven i morges) af karsken bælg.
Jeg kunne mærke det, da jeg gik hjem fra byen i dag. Folk smilede lidt mere, og det var lige som om der var lidt mere fjedren i mine skridt.
Det er forår lige straks ... det er lige om hjørnet!
lørdag, februar 21, 2009
Lørdagsløbetur...
Hvor jeg dog ikke gad ud at løbe idag!!
Jeg havde 117 undskyldninger .... gjorde ryggen ikke lidt ondt? Var benene ikke lidt medtagne? Nej? Til sidst fik jeg trukket i løbetøjet ... simpelthen med den motivation at få løbeturen overstået idag, så jeg ikke behøvede løbe i morgen!
Selv iført langt skiundertøj, løbetights, løbetrøje og pulsmåler holdt det hårdt. Jeg trak tiden ved PC'en og skulle lige tjekke facebook og lave en alternativ, mudderfri rute. Til sidst gik den ikke længere. Jeg måtte have skoene på og afsted.
I samme øjeblik som min løbesko trådte ud på trappen, begyndte det at regne. Typisk...
De første 2 km var ren lidelse idag. Kroppen var tung, lungerne stive, benene ville ikke som jeg ville. Pulsen kom kun langsomt op i omdrejninger.
Så omkring 5 km opdagede jeg, at jeg løb uden at tænke over det, og smånynnede oppe i hovedet. Endelig varm - endelig inde i en god rytme. Tidsmæssigt var det heller ikke så slemt, som de første km. føltes. Jeg var måske 2 minutter bagud for min normale tid.
I stedet for at løbe op på volden fra Prangervej, løb jeg i dag videre ud mod kysten - op til Norgesgade, ned ad denne og på Fynsgade ud til sygehuset. Her tog jeg strandstien op til Lundingsvej, hvor jeg løb ad Fæstningsalleen og Hugo Mathiesensvej op til 6. julivej. Stadig var mine ben forbavsende gode, og pludselig var jeg så flyvende som en halvfed og halvgammel motionist nogensinde bliver det.
Jeg kunne mærke at det gik rigtig godt .... som jeg fulgte 6. julivej hele vejen ned til Nørrebrogade mærkede jeg efter om der stadig var lidt overskud, og jeg fandt faktisk kræfter til at gi' den gas det sidste stykke af 6. julivej og ned ad Fasanvej. Det fik mig hjem i samme tid som på min normale 10 km rute ... og det er godt, for den jeg løb idag var nærmere 10½.
Der er ingen tvivl om at mine sidste 5 km var væsentligt hurtigere end mine første, og det er jo forunderligt og mærkeligt.
Endnu mere mærkeligt er det, at jeg så udpræget nyder at løbe, når det regner. Jeg ved ikke hvad det er, men jeg har det SÅ dejligt med at løbe i regnvejr. Det er noget med luften som er blød og duftene som er anderledes, tror jeg.
Det blev en god tur i dag, og endnu bedre var det, at jeg var lige ved at kalde dette indlæg for "Søndagsløbetur" ... da jeg kom i tanker om at det kun er lørdag, og på den måde lige fik en dag forærende...
Jeg havde 117 undskyldninger .... gjorde ryggen ikke lidt ondt? Var benene ikke lidt medtagne? Nej? Til sidst fik jeg trukket i løbetøjet ... simpelthen med den motivation at få løbeturen overstået idag, så jeg ikke behøvede løbe i morgen!
Selv iført langt skiundertøj, løbetights, løbetrøje og pulsmåler holdt det hårdt. Jeg trak tiden ved PC'en og skulle lige tjekke facebook og lave en alternativ, mudderfri rute. Til sidst gik den ikke længere. Jeg måtte have skoene på og afsted.
I samme øjeblik som min løbesko trådte ud på trappen, begyndte det at regne. Typisk...
De første 2 km var ren lidelse idag. Kroppen var tung, lungerne stive, benene ville ikke som jeg ville. Pulsen kom kun langsomt op i omdrejninger.
Så omkring 5 km opdagede jeg, at jeg løb uden at tænke over det, og smånynnede oppe i hovedet. Endelig varm - endelig inde i en god rytme. Tidsmæssigt var det heller ikke så slemt, som de første km. føltes. Jeg var måske 2 minutter bagud for min normale tid.
I stedet for at løbe op på volden fra Prangervej, løb jeg i dag videre ud mod kysten - op til Norgesgade, ned ad denne og på Fynsgade ud til sygehuset. Her tog jeg strandstien op til Lundingsvej, hvor jeg løb ad Fæstningsalleen og Hugo Mathiesensvej op til 6. julivej. Stadig var mine ben forbavsende gode, og pludselig var jeg så flyvende som en halvfed og halvgammel motionist nogensinde bliver det.
Jeg kunne mærke at det gik rigtig godt .... som jeg fulgte 6. julivej hele vejen ned til Nørrebrogade mærkede jeg efter om der stadig var lidt overskud, og jeg fandt faktisk kræfter til at gi' den gas det sidste stykke af 6. julivej og ned ad Fasanvej. Det fik mig hjem i samme tid som på min normale 10 km rute ... og det er godt, for den jeg løb idag var nærmere 10½.
Der er ingen tvivl om at mine sidste 5 km var væsentligt hurtigere end mine første, og det er jo forunderligt og mærkeligt.
Endnu mere mærkeligt er det, at jeg så udpræget nyder at løbe, når det regner. Jeg ved ikke hvad det er, men jeg har det SÅ dejligt med at løbe i regnvejr. Det er noget med luften som er blød og duftene som er anderledes, tror jeg.
Det blev en god tur i dag, og endnu bedre var det, at jeg var lige ved at kalde dette indlæg for "Søndagsløbetur" ... da jeg kom i tanker om at det kun er lørdag, og på den måde lige fik en dag forærende...
Venner
Jeg har et princip omkring venskaber på Facebook.
Jeg er kun venner med nogen, jeg har et eller andet forhold til: gamle klassekammerater (hvis jeg vel at mærke kunne lide dem), studiekammerater, tidligere og nuværende kolleger (som jeg vel at mærke ville kunne navngive hvis jeg mødte dem på gangen) og naturligvis venner og bekendte fra alle andre steder i livet.
Nogen gange modtager jeg venneanmodninger fra folk, som jeg simpelthen ikke aner hvem er. Og så føler jeg mig altså lidt i et dilemma.
Hvis nu jeg BURDE kende dem ... hvis det nu var nogen, jeg engang havde hængt ud med, men som har skiftet navn (og måske også udseende hen over de 20 år der er gået)... så er det jo lidt flovt, at de har genkendt mig, men at jeg ikke har genkendt dem.
Tror også nogen gange, at dem jeg får venneanmodninger fra, er nogen, som læser min blog. Men hvis de hedder "Truntepigen" i mit kommentarspor, så ved jeg altså ikke hvem de er, når de anmoder om Facebook-venskab i deres eget navn.
Måske har de ikke engang kommenteret her inde - men har læst med. Det kan godt være, at det kan få nogen til at føle, at de kender mig ... men følelsen er ikke gensidig.
Engang fik jeg en anmodning fra en, som jeg simpelthen ikke vidste hvem var. Det viste sig at være en tidligere, kær chatveninde fra Ohio, som jeg egentlig godt vidste hed Cindy ... men hun havde skiftet efternavn, fordi hun var blevet gift, så jeg kunne ikke kende hende. En anden anmodning, som undrede mig dybt, viste sig at være exmanden til min veninde Robertas nabo .... han har nok set mig i Robertas venneliste og syntes jeg så venlig ud??
Forskellen på de to sidste anmodninger var, at den ene var inderligt velkommen, og den anden var totalt uinteressant.
For jeg har ikke lyst til at have Facebookvenner, som jeg ikke aner hvem er, ikke kender, og ikke har lyst til at lære at kende.
Jeg forstår bare ikke helt, hvad der får nogen til at sende en venskabsanmodning til andre, som de ikke kender - uden samtidig at skrive en besked om
a) hvor kender vi hinanden fra
b) at vi ikke kender hinanden - og en forklaring på hvorfor de synes, vi skal være venner.
Kan godt være jeg er selektiv, men det synes jeg, at man er nødt til at være. Ellers holder konceptet op med at give mening ... for mig, ihvertfald.
Jeg er kun venner med nogen, jeg har et eller andet forhold til: gamle klassekammerater (hvis jeg vel at mærke kunne lide dem), studiekammerater, tidligere og nuværende kolleger (som jeg vel at mærke ville kunne navngive hvis jeg mødte dem på gangen) og naturligvis venner og bekendte fra alle andre steder i livet.
Nogen gange modtager jeg venneanmodninger fra folk, som jeg simpelthen ikke aner hvem er. Og så føler jeg mig altså lidt i et dilemma.
Hvis nu jeg BURDE kende dem ... hvis det nu var nogen, jeg engang havde hængt ud med, men som har skiftet navn (og måske også udseende hen over de 20 år der er gået)... så er det jo lidt flovt, at de har genkendt mig, men at jeg ikke har genkendt dem.
Tror også nogen gange, at dem jeg får venneanmodninger fra, er nogen, som læser min blog. Men hvis de hedder "Truntepigen" i mit kommentarspor, så ved jeg altså ikke hvem de er, når de anmoder om Facebook-venskab i deres eget navn.
Måske har de ikke engang kommenteret her inde - men har læst med. Det kan godt være, at det kan få nogen til at føle, at de kender mig ... men følelsen er ikke gensidig.
Engang fik jeg en anmodning fra en, som jeg simpelthen ikke vidste hvem var. Det viste sig at være en tidligere, kær chatveninde fra Ohio, som jeg egentlig godt vidste hed Cindy ... men hun havde skiftet efternavn, fordi hun var blevet gift, så jeg kunne ikke kende hende. En anden anmodning, som undrede mig dybt, viste sig at være exmanden til min veninde Robertas nabo .... han har nok set mig i Robertas venneliste og syntes jeg så venlig ud??
Forskellen på de to sidste anmodninger var, at den ene var inderligt velkommen, og den anden var totalt uinteressant.
For jeg har ikke lyst til at have Facebookvenner, som jeg ikke aner hvem er, ikke kender, og ikke har lyst til at lære at kende.
Jeg forstår bare ikke helt, hvad der får nogen til at sende en venskabsanmodning til andre, som de ikke kender - uden samtidig at skrive en besked om
a) hvor kender vi hinanden fra
b) at vi ikke kender hinanden - og en forklaring på hvorfor de synes, vi skal være venner.
Kan godt være jeg er selektiv, men det synes jeg, at man er nødt til at være. Ellers holder konceptet op med at give mening ... for mig, ihvertfald.
torsdag, februar 19, 2009
Tanker før sengetid
Et af mine yndlingstidspunkter på dagen er, når jeg går i seng.
Som regel er klokken omkring 23 ... og ofte er den mere. For selvom jeg egentlig gerne vil have 7-8 timers søvn, bliver det sjældent til det. Vi kan ikke tage os sammen til at finde soveværelset - der skal slappes lidt af, der er ting der skal snakkes om, ting vi godt vil se på TV, og blogindlæg, der lige skal skrives....
Vi går altid sammen i seng. Eneste undtagelse er, hvis en af os er til fest eller på anden måde i byen. Men vi følges, vi børster tænder og småsludrer sammen, og vi går i seng på samme tid.
Det er meget sjældent, at vi læser i sengen om aftenen. Men i de godt 8 år vi har sovet sammen, kan jeg ikke huske en aften, hvor vi ikke som minimum har ligget og puttet lidt - Bruno med armen om mig, mit hoved på hans skulder. Der ligger vi hver aften. Nogen gange snakker vi lidt, andre gange ligger vi bare og nyder at mærke hinanden tæt på.
Men vi lægger os aldrig til at sove uden at have ligget sammen, der under dobbeltdynen, først. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville kunne sove ellers :)
Vi falder aldrig i den dybe nat-søvn på den måde. Måske døser vi hen - men vi sover bedst lidt mere adskilt, og tit sover vi ryg mod ryg.
Jeg tror dog tit, at vi, halvt i søvne, søger lidt sammen. Hvis jeg vågner af en træls drøm, putter jeg mig over til Bruno. Hvis jeg ikke kan sove, skal jeg helst lige have en hånd over til ham.
Og jeg er tit vågnet op midt om natten, hånd i hånd med Bruno. Jeg er ikke sikker på, at vi kan undvære hinanden.
Det skal vi heldigvis heller ikke.
Som regel er klokken omkring 23 ... og ofte er den mere. For selvom jeg egentlig gerne vil have 7-8 timers søvn, bliver det sjældent til det. Vi kan ikke tage os sammen til at finde soveværelset - der skal slappes lidt af, der er ting der skal snakkes om, ting vi godt vil se på TV, og blogindlæg, der lige skal skrives....
Vi går altid sammen i seng. Eneste undtagelse er, hvis en af os er til fest eller på anden måde i byen. Men vi følges, vi børster tænder og småsludrer sammen, og vi går i seng på samme tid.
Det er meget sjældent, at vi læser i sengen om aftenen. Men i de godt 8 år vi har sovet sammen, kan jeg ikke huske en aften, hvor vi ikke som minimum har ligget og puttet lidt - Bruno med armen om mig, mit hoved på hans skulder. Der ligger vi hver aften. Nogen gange snakker vi lidt, andre gange ligger vi bare og nyder at mærke hinanden tæt på.
Men vi lægger os aldrig til at sove uden at have ligget sammen, der under dobbeltdynen, først. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville kunne sove ellers :)
Vi falder aldrig i den dybe nat-søvn på den måde. Måske døser vi hen - men vi sover bedst lidt mere adskilt, og tit sover vi ryg mod ryg.
Jeg tror dog tit, at vi, halvt i søvne, søger lidt sammen. Hvis jeg vågner af en træls drøm, putter jeg mig over til Bruno. Hvis jeg ikke kan sove, skal jeg helst lige have en hånd over til ham.
Og jeg er tit vågnet op midt om natten, hånd i hånd med Bruno. Jeg er ikke sikker på, at vi kan undvære hinanden.
Det skal vi heldigvis heller ikke.
tirsdag, februar 17, 2009
Livsnyderen <3 iTunes!
Ja nu er blogger jo ikke så fancy. Men <3 kan med lidt god vilje godt ligne et hjerte ... især hvis man lægger hovedet på skrå.
Men nu det der iTunes ... damn, det er smart! Jeg har før haft MP3'ere, og jeg skulle nærmest hen og finde brugsanvisningen frem hver gang jeg skulle skifte musik på det.
iTunes er bare totalt nem at bruge. Intuitiv. Og så er der jo iTunes Store...
Kender du ikke det, at man havde den på vinyl, og man har ønsket sig den i lang tid på cd ... altså når man lige kommer i tanker om det. Men man får bare aldrig købt den, for den står ikke på supermarkedshylderne, og er heller ikke lige den du finder i Fona.
Eller du har hørt en sang, som du er blevet vild med. Bare en simpel popsang, eller en gammel slager, du har genopdaget. Resten af albummet er du ligeglad med. Men lige den her, den må du have.
iTunes Store er løsningen for mig ... f.eks. har jeg lige købt ELO Time, som er indbegrebet af min ungdom, på iTunes ... så nu kan jeg nyde den på iPod'en, og jeg har selvfølgelig også brændt den ud på cd, så jeg kan høre den på vores cd-afspiller.
Og enkeltnumrene koster 8 kr - så jeg har både Run DMC feat. Aerosmith med Walk This Way, Hej Matematiks Walkman og Madrugadas Majesty at my disposal...
Hvordan overlevede vi, dengang vi var nødt til at købe LP'er og CD'er??
Livsnyderen ... nu med elektronisk indkøbt musik. (For jeg har aldrig nogensinde stjålet musik på nettet)
Men nu det der iTunes ... damn, det er smart! Jeg har før haft MP3'ere, og jeg skulle nærmest hen og finde brugsanvisningen frem hver gang jeg skulle skifte musik på det.
iTunes er bare totalt nem at bruge. Intuitiv. Og så er der jo iTunes Store...
Kender du ikke det, at man havde den på vinyl, og man har ønsket sig den i lang tid på cd ... altså når man lige kommer i tanker om det. Men man får bare aldrig købt den, for den står ikke på supermarkedshylderne, og er heller ikke lige den du finder i Fona.
Eller du har hørt en sang, som du er blevet vild med. Bare en simpel popsang, eller en gammel slager, du har genopdaget. Resten af albummet er du ligeglad med. Men lige den her, den må du have.
iTunes Store er løsningen for mig ... f.eks. har jeg lige købt ELO Time, som er indbegrebet af min ungdom, på iTunes ... så nu kan jeg nyde den på iPod'en, og jeg har selvfølgelig også brændt den ud på cd, så jeg kan høre den på vores cd-afspiller.
Og enkeltnumrene koster 8 kr - så jeg har både Run DMC feat. Aerosmith med Walk This Way, Hej Matematiks Walkman og Madrugadas Majesty at my disposal...
Hvordan overlevede vi, dengang vi var nødt til at købe LP'er og CD'er??
Livsnyderen ... nu med elektronisk indkøbt musik. (For jeg har aldrig nogensinde stjålet musik på nettet)
Mudder, is, vand og ... mere mudder.
Nogenlunde sådan ser verden ud i dag, hvis man da vælger at løbe en lille tur i sin frokostpause ... rundt på Fredericia Voldanlæg.
Jeg havde glædet mig til en KORT tur ... kun 5 km ... for det er min restitutionsuge, hvor turene er lidt kortere, og det var lidt spændende hvor hurtigt jeg ville kunne løbe en femmer...
Da jeg drejede ind på stien ved volden, kunne jeg dog godt regne at det blev mere behændighedstræning end hastighed. Stien var nemlig dækket af sammentrampet sne, som var blevet til is ... med enkelte bare pletter, som domineredes af sort, sjasket mudder.
Is.
Vandpytter.
Vandpytter med is i bunden.
Mudder med is nede i.
Mudder som bare var fedtet.
...der var mange varianter! Så jeg løb forsigtigt, og ofte ude på de knap så jævne græskanter langs stierne. Og det gik da også fint indtil jeg var NÆSTEN af stien.
Der er nemlig lige et sted på de sidste 200 meter sti, hvor to stier krydser hinanden. Her står ofte vand, og idag var der vanddækket is en masse. Jeg løb op på græskanten, og gjorde klar til at sætte af for at hoppe over is-krydset.
...da min fod skred i det mudder, som græsset pt. vokser i og SJASK - så var mine sko, mine handsker, mine løbetights og min jakke smurt lækkert ind. Der lå livsnyderen med alle sine talenter, som en bedre Miss Piggy i mudderbad.
Der var heldigvis ingen der så det, jeg slog mig heldigvis ikke, og der var heldigvis kun kort hjem.
Mand jeg så godt ud.
Jeg havde glædet mig til en KORT tur ... kun 5 km ... for det er min restitutionsuge, hvor turene er lidt kortere, og det var lidt spændende hvor hurtigt jeg ville kunne løbe en femmer...
Da jeg drejede ind på stien ved volden, kunne jeg dog godt regne at det blev mere behændighedstræning end hastighed. Stien var nemlig dækket af sammentrampet sne, som var blevet til is ... med enkelte bare pletter, som domineredes af sort, sjasket mudder.
Is.
Vandpytter.
Vandpytter med is i bunden.
Mudder med is nede i.
Mudder som bare var fedtet.
...der var mange varianter! Så jeg løb forsigtigt, og ofte ude på de knap så jævne græskanter langs stierne. Og det gik da også fint indtil jeg var NÆSTEN af stien.
Der er nemlig lige et sted på de sidste 200 meter sti, hvor to stier krydser hinanden. Her står ofte vand, og idag var der vanddækket is en masse. Jeg løb op på græskanten, og gjorde klar til at sætte af for at hoppe over is-krydset.
...da min fod skred i det mudder, som græsset pt. vokser i og SJASK - så var mine sko, mine handsker, mine løbetights og min jakke smurt lækkert ind. Der lå livsnyderen med alle sine talenter, som en bedre Miss Piggy i mudderbad.
Der var heldigvis ingen der så det, jeg slog mig heldigvis ikke, og der var heldigvis kun kort hjem.
Mand jeg så godt ud.
søndag, februar 15, 2009
Dejlig weekend
Vi har haft en dejlig weekend - en perfekt afslutning på en dejlig uge i tosomhedens tegn.
Vores gæster kom heldigvis uden problemer frem til Fasanvej, og over de kærligt krydrede retter, som kom på bordet (rogan josh med hjemmebagt naan og ris-pilau med ærter, mandler, gurkemeje, kanel og rosiner - samt en indisk dessert med sukkerstegte bananer og safrankrydret yoghurt) gik snakken i alle mulig retninger.
De var dejlige gæster ... bloglands sensuelle barfodsdanser og hendes lige så dejlige mand. Og det bliver helt sikkert ikke sidste gang, vi bryder brød og fletter samtaler med dem. Skønne og dejlige mennesker er de - vi er heldige at vi har mødt dem.
Idag gik vi en lang lang tur og dovnede i sofaen til en film. Nu er Kristian kommet hjem (og Bodil har været her og fået mange kram) fra en dejlig skiferie... så tosomheden er forbi, men det gør heller ikke noget...
Det har været en skøn uge. Vi er godt ladet op.
Vores gæster kom heldigvis uden problemer frem til Fasanvej, og over de kærligt krydrede retter, som kom på bordet (rogan josh med hjemmebagt naan og ris-pilau med ærter, mandler, gurkemeje, kanel og rosiner - samt en indisk dessert med sukkerstegte bananer og safrankrydret yoghurt) gik snakken i alle mulig retninger.
De var dejlige gæster ... bloglands sensuelle barfodsdanser og hendes lige så dejlige mand. Og det bliver helt sikkert ikke sidste gang, vi bryder brød og fletter samtaler med dem. Skønne og dejlige mennesker er de - vi er heldige at vi har mødt dem.
Idag gik vi en lang lang tur og dovnede i sofaen til en film. Nu er Kristian kommet hjem (og Bodil har været her og fået mange kram) fra en dejlig skiferie... så tosomheden er forbi, men det gør heller ikke noget...
Det har været en skøn uge. Vi er godt ladet op.
fredag, februar 13, 2009
Sensuel mad
I morgen får vi besøg af nogle mennesker, som vi ikke har mødt før - ihvertfald ikke IRL. Det er en blogger og hendes mand, som besøger os (med mindre de sner totalt inde), og vi skal have nogen hyggelige, sjove og spændende timer sammen.
Jeg kan egentlig godt lide at lave mad når jeg har tid til det, og det har jeg. Med en fridag idag, og lørdag oven i, bør det være til at overskue.
Oven i er jeg gået "the safe way" med en type mad, som jeg har prøvet at lave før - nemlig det indiske køkken.
Jeg elsker indisk mad! Der er kæmpe variation at hente, men uanset hvor du dykker ned i den indiske madkultur, finder du et orgie af smag ... skønne, subtile krydderier der kildrer dine smagsløg, fuldbringede smagspaletter som forfører og henrykker din gane - konsistenser og farver som er skabt til at hænge i din mund som et smukt minde i timevis.
Indisk mad er for mig det mest sensuelle og smukke køkken. Det er i sandhed sexet mad. Tilberedt omsorgsfuldt, kødretter der bobler i timer i saucer, som er skabt af de krydderier, du selv har svitset og malet i din krydderikværn. Sprødt duftende krydet brød. Ris, som du aldrig har fået det før - kogt med hel kanel og krydret med alverdens gode sager.
Jeg håber, vores gæster ikke bliver forhindret af at komme pga. sneen. Men hvis de gør, så holder vi vores eget sensuelle madorgie i garam masala, gurkemeje, kardemomme, safran og karry....
Jeg kan egentlig godt lide at lave mad når jeg har tid til det, og det har jeg. Med en fridag idag, og lørdag oven i, bør det være til at overskue.
Oven i er jeg gået "the safe way" med en type mad, som jeg har prøvet at lave før - nemlig det indiske køkken.
Jeg elsker indisk mad! Der er kæmpe variation at hente, men uanset hvor du dykker ned i den indiske madkultur, finder du et orgie af smag ... skønne, subtile krydderier der kildrer dine smagsløg, fuldbringede smagspaletter som forfører og henrykker din gane - konsistenser og farver som er skabt til at hænge i din mund som et smukt minde i timevis.
Indisk mad er for mig det mest sensuelle og smukke køkken. Det er i sandhed sexet mad. Tilberedt omsorgsfuldt, kødretter der bobler i timer i saucer, som er skabt af de krydderier, du selv har svitset og malet i din krydderikværn. Sprødt duftende krydet brød. Ris, som du aldrig har fået det før - kogt med hel kanel og krydret med alverdens gode sager.
Jeg håber, vores gæster ikke bliver forhindret af at komme pga. sneen. Men hvis de gør, så holder vi vores eget sensuelle madorgie i garam masala, gurkemeje, kardemomme, safran og karry....
torsdag, februar 12, 2009
Pigevenner
Jeg har ikke kontakt - sådan rigtigt - med de veninder, jeg voksede op sammen med. Der er heller ingen tilbage i min omgangskreds, som jeg har gået på gymnasiet med - og kammeraterne fra edb-skolen ser jeg primært på Facebook.
Sådan er mit liv - en konsekvens af, at jeg er flyttet mange gange, siden jeg var ung. Vokset op i Nordjylland, boet nogle år i Struer, gået i skole i Skive, boet i Aabenraa ... inden jeg slog rødder lige her, hvor Lillebælt er dyb og smal, og den lille by, som nu er min hjemby, ligger pænt ordnet med et gitterværk af parallelle gader indenfor de smukke, grønne voldområder.
Efterhånden har jeg boet her længe nok til at have venskaber, lige her i byen, som strækker sig mange år tilbage i tiden. Parvenner, venner som er mænd, og veninder. Pigevenner, om man vil.
Alle mine venner er vigtige dele af mit netværk. Jeg ved dog, at det nogen gange er fristende at glemme at pleje sine veninder - når man nu er i et parforhold. Så bliver det nemt sådan noget parvenneri, og det er ærgrerligt, når nogle af mine bedste og dybeste venskaber ER de der venindeforhold.
Så i år har mit nytårsforsæt været, at jeg ville give mine venskaber med andre kvinder bedre plads.
I tirsdags var jeg sammen med en af mine allerældste veninder. Lene og jeg har været venner siden 1991, hvor jg startede på Bankdata. I perioder har vi af forskellige årsager ikke snakket så meget sammen, men vi plejer altid at finde hinanden igen. Lene kan jeg snakke om ALT sammen med. Vi har det også skide skægt sammen, og kan regressere til omkring 16-års-alderen, f.eks. når vi udnævner "Bankdatas Bedste Bagdel". I det hele taget spænder vi over hele registret - fra de ting, der gør ondt og er rigtig svære at snakke om, og til totalt tøse-fniseri.
Klokken blev mange, og jeg var nødt til at ringe efter Bruno, fordi jeg havde fået for meget rødvin til at køre. Men hold op, hvor var det afsindig hyggeligt og dejligt - ren hårbalsam til sindets slidte spidser...
Det giver god mening at pleje sit kvinde-netværk, og der skal ikke gå meget længe, før Lene og jeg tøser den igen...
Sådan er mit liv - en konsekvens af, at jeg er flyttet mange gange, siden jeg var ung. Vokset op i Nordjylland, boet nogle år i Struer, gået i skole i Skive, boet i Aabenraa ... inden jeg slog rødder lige her, hvor Lillebælt er dyb og smal, og den lille by, som nu er min hjemby, ligger pænt ordnet med et gitterværk af parallelle gader indenfor de smukke, grønne voldområder.
Efterhånden har jeg boet her længe nok til at have venskaber, lige her i byen, som strækker sig mange år tilbage i tiden. Parvenner, venner som er mænd, og veninder. Pigevenner, om man vil.
Alle mine venner er vigtige dele af mit netværk. Jeg ved dog, at det nogen gange er fristende at glemme at pleje sine veninder - når man nu er i et parforhold. Så bliver det nemt sådan noget parvenneri, og det er ærgrerligt, når nogle af mine bedste og dybeste venskaber ER de der venindeforhold.
Så i år har mit nytårsforsæt været, at jeg ville give mine venskaber med andre kvinder bedre plads.
I tirsdags var jeg sammen med en af mine allerældste veninder. Lene og jeg har været venner siden 1991, hvor jg startede på Bankdata. I perioder har vi af forskellige årsager ikke snakket så meget sammen, men vi plejer altid at finde hinanden igen. Lene kan jeg snakke om ALT sammen med. Vi har det også skide skægt sammen, og kan regressere til omkring 16-års-alderen, f.eks. når vi udnævner "Bankdatas Bedste Bagdel". I det hele taget spænder vi over hele registret - fra de ting, der gør ondt og er rigtig svære at snakke om, og til totalt tøse-fniseri.
Klokken blev mange, og jeg var nødt til at ringe efter Bruno, fordi jeg havde fået for meget rødvin til at køre. Men hold op, hvor var det afsindig hyggeligt og dejligt - ren hårbalsam til sindets slidte spidser...
Det giver god mening at pleje sit kvinde-netværk, og der skal ikke gå meget længe, før Lene og jeg tøser den igen...
mandag, februar 09, 2009
Tid med kød på
Vi har haft en rigtig dejlig weekend.
Ingen børn, og kun en enkelt (hyggelig) aftale fredag aften.
Nem mad, frokost ude ... masser af tid til hinanden. Uhm.
Nu er det arbejdsuge igen. I morgen skal Bruno med Lasse på sygehuset - han skal have ordnet sine ben, for han har nogen kedelige åreknuder, som skal væk. Bagefter skal han "passes" hos os, for han må ikke være alene det første døgn.
For at drengene kan får noget kvali-tid (og fordi jeg har lyst), besøger jeg min gode veninde Lene tirsdag aften. Vi skal tøse-sladre og spise og drikke et enkelt glas (!) god rødvin.
Så er der mere kvalitetstid forude :) det bliver en dejlig uge.
Ingen børn, og kun en enkelt (hyggelig) aftale fredag aften.
Nem mad, frokost ude ... masser af tid til hinanden. Uhm.
Nu er det arbejdsuge igen. I morgen skal Bruno med Lasse på sygehuset - han skal have ordnet sine ben, for han har nogen kedelige åreknuder, som skal væk. Bagefter skal han "passes" hos os, for han må ikke være alene det første døgn.
For at drengene kan får noget kvali-tid (og fordi jeg har lyst), besøger jeg min gode veninde Lene tirsdag aften. Vi skal tøse-sladre og spise og drikke et enkelt glas (!) god rødvin.
Så er der mere kvalitetstid forude :) det bliver en dejlig uge.
torsdag, februar 05, 2009
Hold da op...
Jeg har været henne og blive vejet ved den rare vægtkonsulent-dame.
2 uger = 2,2 kg.
Hold da op! Har aldrig før kunnet tabe mere end 1 kg om ugen når jeg er under 75 kg.
Damn ... jeg er for lækker! ;)
2 uger = 2,2 kg.
Hold da op! Har aldrig før kunnet tabe mere end 1 kg om ugen når jeg er under 75 kg.
Damn ... jeg er for lækker! ;)
onsdag, februar 04, 2009
Ferie fra 16 til 8
Whoa ... stop ... jeg vil af!
Jeg synes det går lidt hurtigt lige nu ... dagene fiser forbi og er fyldt med alverdens ting.
Jeg sidder og tænker ... hvad var det jeg lavede mandag?? og det virker som om det var enormt længe siden.
Idag har været kompakt ... hjem fra arbejde, ud at handle, lave mad sammen med Bruno, spise-spise-spise, afsted til X-tetten-aften ... og nu er den dag nærmest gået.
I morgen bliver ikke meget bedre, for der skal vi til skolefest med Kristian ... pyha.
Men fredag... fredag siger jeg dig ... så skal ungerne med deres far på skiferie en hel uge. Altså, jeg elsker mine børn, men det er altså også dejligt at have børne-fri ... ferie hver dag fra 16 til 8, plejer vi at kalde det.
Vi trænger til noget alene-tid, og noget af tiden skal bruges til at planlægge. Vi har tanker om at tage afsted i Bededagene ... til Rom, Barcelona, Valencia ... et eller andet lækkert storby-sted ...
Når jeg husker hvor skøn en tur vi havde til Paris i foråret, får jeg kriller i maven, bare af at tænke på næste tur. Uhm.
Jeg synes det går lidt hurtigt lige nu ... dagene fiser forbi og er fyldt med alverdens ting.
Jeg sidder og tænker ... hvad var det jeg lavede mandag?? og det virker som om det var enormt længe siden.
Idag har været kompakt ... hjem fra arbejde, ud at handle, lave mad sammen med Bruno, spise-spise-spise, afsted til X-tetten-aften ... og nu er den dag nærmest gået.
I morgen bliver ikke meget bedre, for der skal vi til skolefest med Kristian ... pyha.
Men fredag... fredag siger jeg dig ... så skal ungerne med deres far på skiferie en hel uge. Altså, jeg elsker mine børn, men det er altså også dejligt at have børne-fri ... ferie hver dag fra 16 til 8, plejer vi at kalde det.
Vi trænger til noget alene-tid, og noget af tiden skal bruges til at planlægge. Vi har tanker om at tage afsted i Bededagene ... til Rom, Barcelona, Valencia ... et eller andet lækkert storby-sted ...
Når jeg husker hvor skøn en tur vi havde til Paris i foråret, får jeg kriller i maven, bare af at tænke på næste tur. Uhm.
søndag, februar 01, 2009
Welcome to my DARK side...
Livsnyderen har en mørk side ... meget mørk.
Jeg kom til at afsløre den overfor en kollega her for nylig, men jeg tror godt han kan lide mig alligevel ... han reagerede med mild undren, og et eller andet sted passer det måske heller ikke vildt godt med min easy-going natur, den her mørke side.
Den mørke side kommer bl.a. frem forbindelse med min træning. Den gør sig gældende i en nærmest analfixeret detaljefokusering, som ellers ikke præger min person. Der går skemaer i den ... i den grad ... især når der er et mål, jeg skal nå.
For det første har jeg et word-dokument - en tabel med 5 kolonner: Dato, planlagt km, km løbet, tid, kommentar.
Her har jeg nøje planlagt hvilke dage jeg skal løbe hvilket antal km - helt frem til 2. maj, hvor jeg gerne skulle gennemføre Lillebælt Halvmaraton. Men det stopper ikke der.
I iForms ruteplanner har jeg under min profil en række ruter opmålt - der er som regel ruter til en uges tid frem. Her kan jeg se hvilken rute, jeg kan vælge på et givent antal km - alt efter om jeg skal løbe en tur hjemmefra, eller om jeg skal løbe fra arbejde og hjem.
På motionsdagbogen.dk har jeg - under min dourun-profil - oprettet en motionsdagbog. Her registrerer jeg mine løbeture, med rute, hvilke sko jeg løber i, tid, gennemsnitspuls. Den beregner min snitfart osv for mig - og jeg kan kikke tilbage på løbetider mv. helt tilbage til 2003...
Så mine ture er registreret på km og mine ture på minutter og sekunder. Der er styr på det og system i det.
Hvad gør det for mig? Jo - når jeg laver det her, behøver jeg ikke bekymre mig for, om jeg nu når det antal km og den længde ture der skal til, for at kunne løbe 21,5 km. Og så tilfredsstiller det en sær lille indre bogholder, som godt kan lide at lave lister og tælle kolonner sammen :)
(At jeg også er en stor fan af mad- og aktivitetsplaner vil heller ikke komme bag på folk, der kender mig ... det sparer tid og bekymringer og hey! man kan jo bare lave om hvis det ikke lige passer den dag...)
Jeg kom til at afsløre den overfor en kollega her for nylig, men jeg tror godt han kan lide mig alligevel ... han reagerede med mild undren, og et eller andet sted passer det måske heller ikke vildt godt med min easy-going natur, den her mørke side.
Den mørke side kommer bl.a. frem forbindelse med min træning. Den gør sig gældende i en nærmest analfixeret detaljefokusering, som ellers ikke præger min person. Der går skemaer i den ... i den grad ... især når der er et mål, jeg skal nå.
For det første har jeg et word-dokument - en tabel med 5 kolonner: Dato, planlagt km, km løbet, tid, kommentar.
Her har jeg nøje planlagt hvilke dage jeg skal løbe hvilket antal km - helt frem til 2. maj, hvor jeg gerne skulle gennemføre Lillebælt Halvmaraton. Men det stopper ikke der.
I iForms ruteplanner har jeg under min profil en række ruter opmålt - der er som regel ruter til en uges tid frem. Her kan jeg se hvilken rute, jeg kan vælge på et givent antal km - alt efter om jeg skal løbe en tur hjemmefra, eller om jeg skal løbe fra arbejde og hjem.
På motionsdagbogen.dk har jeg - under min dourun-profil - oprettet en motionsdagbog. Her registrerer jeg mine løbeture, med rute, hvilke sko jeg løber i, tid, gennemsnitspuls. Den beregner min snitfart osv for mig - og jeg kan kikke tilbage på løbetider mv. helt tilbage til 2003...
Så mine ture er registreret på km og mine ture på minutter og sekunder. Der er styr på det og system i det.
Hvad gør det for mig? Jo - når jeg laver det her, behøver jeg ikke bekymre mig for, om jeg nu når det antal km og den længde ture der skal til, for at kunne løbe 21,5 km. Og så tilfredsstiller det en sær lille indre bogholder, som godt kan lide at lave lister og tælle kolonner sammen :)
(At jeg også er en stor fan af mad- og aktivitetsplaner vil heller ikke komme bag på folk, der kender mig ... det sparer tid og bekymringer og hey! man kan jo bare lave om hvis det ikke lige passer den dag...)
Stille søndagstur
Jeg lover det!! Jeg skal nok lade være med at skrive om løb HELE tiden ... det er jo næsten lige så kedeligt som at følge andre folks strikketøj maske for maske.
Så jeg har bestemt mig for at jeg hver weekend vil skrive et løbe-indlæg - og begrænse mig til det :)
Idag passerede jeg den magiske grænse ... min løbedistance blev to-cifret, for idag var min første 10 km løbetur i efterhånden 4 år. Og det betyder noget - om ikke andet, så mentalt for mig.
At det var pivende koldt, blæsende og at sneen i perioder piskede mit ansigt følelsesløst, tog ikke glæden ved dagens løbetur fra mig. Turen var bygget op som en forlængelse af 9 km turen fra sidste weekend: Op af Luthersvej, over Indre Ringvej og ned af Frants Hansens Alle. Ud af Egumvej, og ned af Vestre Ringvej ind mod byen igen. Gennem krydset med Vejlevej, og ned til Prangervej.
Da jeg drejede ind mod centrum af Prangervej, løb jeg frontalt ind i en mur af blæst. Puha. Turen ind til det sted, hvor Volden møder Prangervej, var HÅRD - mine ører var dybfrosne, og havde jeg haft hår i næsen, havde der hængt istapper i. Vinden piskede ind i ansigtet på mig, selvom jeg har kasket på, som skærmer for det værste. Pulsen var høj, og den blev ikke mindre høj af at forcere den lange trappe op til volden. Pyha.
Det blev faktisk først rigtig godt igen, da jeg kunne løbe af volden nede ved Kongens Port. Her kom jeg ud af den værste vind, og løb HJEMAD ... på ydersiden af voldgraven.
Det var lige der omkring min iPod valgte at gå i disco-mode: den smed Footloose på, og jeg fik samlet måsen op fra stien og kom nok op i fart til at følge rytmen. Smilende, mens jeg drømte salige drømme fra min ungdoms fester. Footloose kunne dog ikke holde hele vejen hjem ... så iPod'en valgte at give mig en dosis Earth Wind and Fire: Let's groove tonight. Det var inspirerende, selvom benene her begyndte at mærke trætheden. Det sidste stykke hjem løb jeg sammen med Nenas 99 luftballoner - og på det tidspunkt var jeg begyndt at overveje, om min lille spillefyr var gået i hak :)
Men godt hjem kom jeg, i en tid der var HELT i orden med mig - nemlig 1 time 6 minutter. Drømmer om at løbe 10'eren på en time, og der skal jeg nok også nå til. Det skal nok bare være en dag med lidt mindre kuling, tror jeg.
Det var rigtig dejligt at komme ud af løbetøjet og i et VARMT bad ... det er sq første gang jeg jeg har oplevet, at det varme vand, som ramte mine skuldre, blev afkølet så meget, at det føltes koldt, når det nåede ned omkring anklerne!
Nu sidder jeg og slapper af i sofaen med trofaste lappie på skødet ... benene er trætte men der er ikke noget der gør ondt. Det er blevet til 23 km i denne uge - næste uge står den på 25 km.
Er jeg meget mærkelig, når jeg allerede glæder mig til næste løbetur?
Så jeg har bestemt mig for at jeg hver weekend vil skrive et løbe-indlæg - og begrænse mig til det :)
Idag passerede jeg den magiske grænse ... min løbedistance blev to-cifret, for idag var min første 10 km løbetur i efterhånden 4 år. Og det betyder noget - om ikke andet, så mentalt for mig.
At det var pivende koldt, blæsende og at sneen i perioder piskede mit ansigt følelsesløst, tog ikke glæden ved dagens løbetur fra mig. Turen var bygget op som en forlængelse af 9 km turen fra sidste weekend: Op af Luthersvej, over Indre Ringvej og ned af Frants Hansens Alle. Ud af Egumvej, og ned af Vestre Ringvej ind mod byen igen. Gennem krydset med Vejlevej, og ned til Prangervej.
Da jeg drejede ind mod centrum af Prangervej, løb jeg frontalt ind i en mur af blæst. Puha. Turen ind til det sted, hvor Volden møder Prangervej, var HÅRD - mine ører var dybfrosne, og havde jeg haft hår i næsen, havde der hængt istapper i. Vinden piskede ind i ansigtet på mig, selvom jeg har kasket på, som skærmer for det værste. Pulsen var høj, og den blev ikke mindre høj af at forcere den lange trappe op til volden. Pyha.
Det blev faktisk først rigtig godt igen, da jeg kunne løbe af volden nede ved Kongens Port. Her kom jeg ud af den værste vind, og løb HJEMAD ... på ydersiden af voldgraven.
Det var lige der omkring min iPod valgte at gå i disco-mode: den smed Footloose på, og jeg fik samlet måsen op fra stien og kom nok op i fart til at følge rytmen. Smilende, mens jeg drømte salige drømme fra min ungdoms fester. Footloose kunne dog ikke holde hele vejen hjem ... så iPod'en valgte at give mig en dosis Earth Wind and Fire: Let's groove tonight. Det var inspirerende, selvom benene her begyndte at mærke trætheden. Det sidste stykke hjem løb jeg sammen med Nenas 99 luftballoner - og på det tidspunkt var jeg begyndt at overveje, om min lille spillefyr var gået i hak :)
Men godt hjem kom jeg, i en tid der var HELT i orden med mig - nemlig 1 time 6 minutter. Drømmer om at løbe 10'eren på en time, og der skal jeg nok også nå til. Det skal nok bare være en dag med lidt mindre kuling, tror jeg.
Det var rigtig dejligt at komme ud af løbetøjet og i et VARMT bad ... det er sq første gang jeg jeg har oplevet, at det varme vand, som ramte mine skuldre, blev afkølet så meget, at det føltes koldt, når det nåede ned omkring anklerne!
Nu sidder jeg og slapper af i sofaen med trofaste lappie på skødet ... benene er trætte men der er ikke noget der gør ondt. Det er blevet til 23 km i denne uge - næste uge står den på 25 km.
Er jeg meget mærkelig, når jeg allerede glæder mig til næste løbetur?
lørdag, januar 31, 2009
De hvide striber på vejen er et fodgængerfelt!
Det er forbavsende, så mange trafikanter - cyklister såvel som bilister - der tilsyneladende ikke er klar over, at brede, hvide striber på tværs af vejen, med et dertil hørende blåt fodgængerskilt - betyder, at man skal holde tilbage, hvis der er fodgængere, som ser ud som om de har til hensigt at krydse vejen.
Jeg færdes meget som fodgænger, både fordi jeg bor tæt ved byen og det derfor er nemt og hurtigt at gå til butikkerne, men også som løber er man vel at regne som en art fodgænger.
Og det er godtnok tit, at bilister og cyklister gør ubehagelige tilnærmelser, når jeg krydser et af de stribede felter. Bilisterne tror tilsyneladende, at hvis de insisterer på at køre frem, så skal fodgængerne holde tilbage - og cyklisterne har åbenbart ikke et gear som er lavt nok, for det er simpelthen for hårdt at tage farten af cyklen og holde tilbage for en fodgænger... eller bare tage farten nok af, til at man som fodgænger kan nå over.
Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har løftet en sigende finger eller en "stop"-hånd til en bilist - cyklistern plejer jeg at fortælle "Her er en fodgængerovergang - det betyder du skal holde tilbage for mig" med så venlig en stemme som mulig.
Jeg tror de synes jeg er røv-irriterende, men det er bare ærgrerligt. Jeg har ikke spor lyst til at blive fræset ned af hverken cyklister eller biler.
Noget af det værste jeg har oplevet, var engang jeg selv sad bag rattet. Jeg kom til et fodgængerfelt på en befærdet indfaldsvej i en by, jeg engang boede i - og da der stod et par børn, holdt jeg tilbage, som man jo skal. Børnene var heldigvis ikke nået ret langt ud i feltet - da en lastbil kom hamrende bagfra, overhalede mig, og fræsede over fodgængerfeltet.
Hvis jeg havde været lidt kortere tid til at komme mig over chokket var jeg kørt efter det vanvittige menneske og havde slået tænderne ned i halsen på ham.
Hvad tænker sådan en bilist på?
Jeg færdes meget som fodgænger, både fordi jeg bor tæt ved byen og det derfor er nemt og hurtigt at gå til butikkerne, men også som løber er man vel at regne som en art fodgænger.
Og det er godtnok tit, at bilister og cyklister gør ubehagelige tilnærmelser, når jeg krydser et af de stribede felter. Bilisterne tror tilsyneladende, at hvis de insisterer på at køre frem, så skal fodgængerne holde tilbage - og cyklisterne har åbenbart ikke et gear som er lavt nok, for det er simpelthen for hårdt at tage farten af cyklen og holde tilbage for en fodgænger... eller bare tage farten nok af, til at man som fodgænger kan nå over.
Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har løftet en sigende finger eller en "stop"-hånd til en bilist - cyklistern plejer jeg at fortælle "Her er en fodgængerovergang - det betyder du skal holde tilbage for mig" med så venlig en stemme som mulig.
Jeg tror de synes jeg er røv-irriterende, men det er bare ærgrerligt. Jeg har ikke spor lyst til at blive fræset ned af hverken cyklister eller biler.
Noget af det værste jeg har oplevet, var engang jeg selv sad bag rattet. Jeg kom til et fodgængerfelt på en befærdet indfaldsvej i en by, jeg engang boede i - og da der stod et par børn, holdt jeg tilbage, som man jo skal. Børnene var heldigvis ikke nået ret langt ud i feltet - da en lastbil kom hamrende bagfra, overhalede mig, og fræsede over fodgængerfeltet.
Hvis jeg havde været lidt kortere tid til at komme mig over chokket var jeg kørt efter det vanvittige menneske og havde slået tænderne ned i halsen på ham.
Hvad tænker sådan en bilist på?
onsdag, januar 28, 2009
Håndboldbetragtninger
Vi ser håndbold her i huset. Fed sport - spændende og actionfyldt.
Og 14 lækre, hærdebrede, veltrænede mænd i shorts og tshirts er jo heller ikke sådan at kimse ad.
Jeg læser i dag på tv2, at Lars Jørgensen har problemer med baglåret.
Måske skulle man ofre sig, og tilbyde at tage ned og assistere holdets massør - der må da være masser af muskler der kunne trænge til noget massage... hvad gør man ikke for fædrelandet...
Og 14 lækre, hærdebrede, veltrænede mænd i shorts og tshirts er jo heller ikke sådan at kimse ad.
Jeg læser i dag på tv2, at Lars Jørgensen har problemer med baglåret.
Måske skulle man ofre sig, og tilbyde at tage ned og assistere holdets massør - der må da være masser af muskler der kunne trænge til noget massage... hvad gør man ikke for fædrelandet...
tirsdag, januar 27, 2009
Løbefix
Mmmmm jeg har fået mit løbefix i dag!
For anden gang i træk har jeg fået præcis det, der holder mig gående når jeg starter med at løbe efter en pause. Det, der får mig til at fortsætte, når benene er tunge og lungerne truer med at komme ovenud.
Nemlig mit løbefix. Den der fornemmelse, når det er ubesværet. Når benene løber afsted med mig, mens mit hoved sorterer dagens indtryk og rydder op på hylderne. Hvor jeg kan fortabe mig i tanker om alt og intet, og samtidig nyde at min krop arbejder - om ikke som en toptunet maskine, så ihvertfald som en god, støt dieselmotor, der trækker stabilt der ud af.
Jeg skulle løbe 6 km idag, og jeg havde en løberute (tidligere tegnet op og målt via iForms ruteplanner) i hovedet. På et tidspunkt måtte jeg konstatere, at det enten ikke var min 6K rute, eller også løb jeg ualmindelig langsomt. For var det 6K skulle jeg næsten være hjemme hvis jeg løb min normale tid, og det var jeg ikke.
Så da jeg kom ind, tjekkede jeg lige ... og det viste sig at det var min 7K rute, jeg havde løbet. Så passede tiden bedre ... den var faktisk god.
Men allerbedst er den fornemmelse, jeg har i kroppen nu. Lige dele træt og salig.
For anden gang i træk har jeg fået præcis det, der holder mig gående når jeg starter med at løbe efter en pause. Det, der får mig til at fortsætte, når benene er tunge og lungerne truer med at komme ovenud.
Nemlig mit løbefix. Den der fornemmelse, når det er ubesværet. Når benene løber afsted med mig, mens mit hoved sorterer dagens indtryk og rydder op på hylderne. Hvor jeg kan fortabe mig i tanker om alt og intet, og samtidig nyde at min krop arbejder - om ikke som en toptunet maskine, så ihvertfald som en god, støt dieselmotor, der trækker stabilt der ud af.
Jeg skulle løbe 6 km idag, og jeg havde en løberute (tidligere tegnet op og målt via iForms ruteplanner) i hovedet. På et tidspunkt måtte jeg konstatere, at det enten ikke var min 6K rute, eller også løb jeg ualmindelig langsomt. For var det 6K skulle jeg næsten være hjemme hvis jeg løb min normale tid, og det var jeg ikke.
Så da jeg kom ind, tjekkede jeg lige ... og det viste sig at det var min 7K rute, jeg havde løbet. Så passede tiden bedre ... den var faktisk god.
Men allerbedst er den fornemmelse, jeg har i kroppen nu. Lige dele træt og salig.
søndag, januar 25, 2009
Flere af den slags, tak!
Vi har haft en super dejlig weekend.
Det lyder måske ondt ... men vi havde sådan glædet os, for i denne weekend skulle vi ikke noget, og vi havde "børnefri". Engang imellem er det rart med sådan en weekend, hvor kalenderen har ubeskrevne blade.
Og vi har bare haft det SÅ dejligt!
Fredag slappede vi bare rigtig meget af ... nem mad, lidt tv og masser af hyggesnak i sofaen. Lørdag sov vi længe, og da vi endelig stod op kørte vi til Århus, hvor vi gik tur i gågaden og kikkede butikker - og jeg gik en lillebitte smule shop-amok i Sallings undertøjsafdeling (det var nødvendigt - de havde udsalg - jeg havde simpelthen ikke råd til ikke at spare de penge).
Efter en god frokost vendte vi næsen hjemad. På vejen var vi lige forbi Skanderborg, hvor Bruno skulle hjælpe Carsten med et par småting i hans og Elses nye hus. Og da vi kom hjem stod den på lidt nem aftensmad og selv- og hinandenforkælelse.
Idag har vi været lidt mere aktive. Vi har begge fået noget motion, og så har vi ordnet lidt husligt. Men i det tempo, vi havde lyst til.
Hvor er det vitaminer for sjælen, det at have rigtig god tid. Og mulighed for at gøre hvad man har lyst til ... om det så er at lave nem mad og daske rundt i joggingtøj.
Herlig weekend - flere af den slags, tak!
Det lyder måske ondt ... men vi havde sådan glædet os, for i denne weekend skulle vi ikke noget, og vi havde "børnefri". Engang imellem er det rart med sådan en weekend, hvor kalenderen har ubeskrevne blade.
Og vi har bare haft det SÅ dejligt!
Fredag slappede vi bare rigtig meget af ... nem mad, lidt tv og masser af hyggesnak i sofaen. Lørdag sov vi længe, og da vi endelig stod op kørte vi til Århus, hvor vi gik tur i gågaden og kikkede butikker - og jeg gik en lillebitte smule shop-amok i Sallings undertøjsafdeling (det var nødvendigt - de havde udsalg - jeg havde simpelthen ikke råd til ikke at spare de penge).
Efter en god frokost vendte vi næsen hjemad. På vejen var vi lige forbi Skanderborg, hvor Bruno skulle hjælpe Carsten med et par småting i hans og Elses nye hus. Og da vi kom hjem stod den på lidt nem aftensmad og selv- og hinandenforkælelse.
Idag har vi været lidt mere aktive. Vi har begge fået noget motion, og så har vi ordnet lidt husligt. Men i det tempo, vi havde lyst til.
Hvor er det vitaminer for sjælen, det at have rigtig god tid. Og mulighed for at gøre hvad man har lyst til ... om det så er at lave nem mad og daske rundt i joggingtøj.
Herlig weekend - flere af den slags, tak!
Wohoo!
Jeg har været lidt tung i måsen på de løbeture, jeg har været ude på, efter jeg er kommet over min influenza.
I torsdags, hvor jeg løb 7 km, gik det rimeligt, selvom de første par km. var tunge. Min puls var lidt lavere end på de første par ture, og det er et godt tegn.
Idag stod der 9 km på programmet, og når overskriften er "Wohoo!" er det naturligvis fordi det bare gik godt. Ikke hysterisk hurtigt ... de 9100 m blev løbet på godt 59 minutter ... men løbeturen var dejligt ubesværet. Det var faktisk først på de sidste 800 meter, hvor jeg kunne mærke at benene begyndte at blive trætte.
Jeg så med vilje ikke på mit pulsur det sidste stykke - jeg havde bestemt at en time og 5 minutter ville være okay, men ville ikke presse urimeligt på det sidste stykke. Så jeg blev glad, da jeg ikke havde taget mere end godt 59 min. Det var sq okay!
Især fordi der bare var LØBEGLÆDE ud over det hele. Og fordi vejret faktisk var dejligt - det hverken blæste eller regnede, luften var faktisk en anelse mild - og da jeg løb af Prangervej, over den bro, der krydser banelegemet, sad der et par fugle og sang i de store træer ved siden af banen.
Lige nu kan jeg næsten ikke vente på min næste løbetur :) det bliver på tirsdag - mon ikke jeg løber hjem fra arbejde?
Næste lange tur er i næste weekend. Det er lidt en milepæl, for der skal jeg løbe 10 km - og det er både et fint rundt tal, og en kilometermæssig fordobling af de ture, jeg løb hen over efteråret.
I torsdags, hvor jeg løb 7 km, gik det rimeligt, selvom de første par km. var tunge. Min puls var lidt lavere end på de første par ture, og det er et godt tegn.
Idag stod der 9 km på programmet, og når overskriften er "Wohoo!" er det naturligvis fordi det bare gik godt. Ikke hysterisk hurtigt ... de 9100 m blev løbet på godt 59 minutter ... men løbeturen var dejligt ubesværet. Det var faktisk først på de sidste 800 meter, hvor jeg kunne mærke at benene begyndte at blive trætte.
Jeg så med vilje ikke på mit pulsur det sidste stykke - jeg havde bestemt at en time og 5 minutter ville være okay, men ville ikke presse urimeligt på det sidste stykke. Så jeg blev glad, da jeg ikke havde taget mere end godt 59 min. Det var sq okay!
Især fordi der bare var LØBEGLÆDE ud over det hele. Og fordi vejret faktisk var dejligt - det hverken blæste eller regnede, luften var faktisk en anelse mild - og da jeg løb af Prangervej, over den bro, der krydser banelegemet, sad der et par fugle og sang i de store træer ved siden af banen.
Lige nu kan jeg næsten ikke vente på min næste løbetur :) det bliver på tirsdag - mon ikke jeg løber hjem fra arbejde?
Næste lange tur er i næste weekend. Det er lidt en milepæl, for der skal jeg løbe 10 km - og det er både et fint rundt tal, og en kilometermæssig fordobling af de ture, jeg løb hen over efteråret.
torsdag, januar 22, 2009
Seriøst stilbrud
Igår var jeg til et heldagsarrangement med mit firma. Hele biksen - alle ca. 500 medarbejdere - blev over 4 dage inviteret i Dronning Margrethe Hallen til peptalk, information og en afsluttende middag med oksehøjreb og hele molevitten.
Maden var sådan set i orden. Jeg ville have foretrukket mit kød lidt mindre gennemstegt (sådan som ca. halvdelen af bordet fik), men ellers smagte det fint. Den chilenske cabernet sauvignon, som blev budt rundt, smagte faktisk også helt fornuftigt.
Min kæde hoppede af da tjeneren (en trind dame i 50'erne) kom rundt anden gang med vinen ... hun gik glad rundt med en Raimat, som er en ganske antagelig spansk vin, og pjaskede det lystigt i glassene ... lige ned oven i de halve glas chilensk cabernet, som vi intetanende gæster endnu ikke havde nået at drikke.
Jeg var faktisk rystet. Det er da amatøragtigt på et højere plan - for vinene var altså ikke så dårlige, at det var lige meget!!
Gad vide hvad man lærte på tjenerskolen der for en tredive år siden?
Maden var sådan set i orden. Jeg ville have foretrukket mit kød lidt mindre gennemstegt (sådan som ca. halvdelen af bordet fik), men ellers smagte det fint. Den chilenske cabernet sauvignon, som blev budt rundt, smagte faktisk også helt fornuftigt.
Min kæde hoppede af da tjeneren (en trind dame i 50'erne) kom rundt anden gang med vinen ... hun gik glad rundt med en Raimat, som er en ganske antagelig spansk vin, og pjaskede det lystigt i glassene ... lige ned oven i de halve glas chilensk cabernet, som vi intetanende gæster endnu ikke havde nået at drikke.
Jeg var faktisk rystet. Det er da amatøragtigt på et højere plan - for vinene var altså ikke så dårlige, at det var lige meget!!
Gad vide hvad man lærte på tjenerskolen der for en tredive år siden?
søndag, januar 18, 2009
Et halvt århundrede
Det lyder af en del, men Bruno har rundet det halve århundrede. Da vi flyttede sammen, var det hans 42 års fødselsdag, vi fejrede - og når jeg ser på billeder fra dengang, kan jeg oprigtigt talt ikke se, at han har ændret sig særligt meget. Måske er tindingerne blevet lidt højere, men ellers ser han ud som han gjorde dengang.
Vi fejrede ham igår - alle vores børn var samlet, mine tre og Brunos to, og nogle kærester var det også blevet til. Min mor havde benyttet sig af, at Andreas ville agere chauffør, og Brunos forældre kom med hans bror.
Så vi var 13 til bords, men det lagde ikke nogen dæmper på stemningen. Fødselaren kunne ikke klage over gaveregnen, men man må tænke, at han er lidt fordrukken, når man ser gavebordet...
Det var en rigtig hyggelig dag, og jeg sov RIGTIG godt inat ... dammit jeg var træt ...
Vi fejrede ham igår - alle vores børn var samlet, mine tre og Brunos to, og nogle kærester var det også blevet til. Min mor havde benyttet sig af, at Andreas ville agere chauffør, og Brunos forældre kom med hans bror.
Så vi var 13 til bords, men det lagde ikke nogen dæmper på stemningen. Fødselaren kunne ikke klage over gaveregnen, men man må tænke, at han er lidt fordrukken, når man ser gavebordet...
Det var en rigtig hyggelig dag, og jeg sov RIGTIG godt inat ... dammit jeg var træt ...
Forventningens glæde ...
...er altid den største, siger man.
Nogen gange kan den vendes om - så siger man f.eks. at den sværeste del af en løbetur er turen fra sofaen og ud til løbeskoene.
Sådan var det IHVERTFALD idag!! Det regnede og regnede og regnede ... og i mit løbeprogram stod der HÅRDNAKKET ... HVER gang jeg åbnede det ... at jeg skulle løbe 8 km.
Helt urimeligt og uretfærdigt. Når nu det var søndag, vi havde gæster igår, og jeg ikke rigtig gad....
MEN afsted kom jeg, for jeg vidste at jeg ville rå-ærgre mig, hvis jeg ikke overholdt min aftale med mig selv af lutter magelighed.
Så jeg iførte mig:
* korte løbetights
* lange løbetights
* varme løbesokker
* skiundertrøje
* svedtrøje med windbreaker
* løbetshirt
* tynd løbejakke
* grim kasket med "Brunox" skrevet på
* iPod med højteknologisk regnsikring
og begav mig ud i elementerne.
Jeg var våd og meget tilfreds med mig selv, da jeg kom hjem igen. Og uendeligt glad for at den varme bruser er opfundet.
Men det var slet ikke slemt at løbe i regnvejret - for faktisk kan jeg godt lide at løbe, når det regner, så jeg fatter ikke jeg skulle overtale mig selv så længe.
Tror dog, at jeg snart skal have købt mig et løbearmbånd med plads til min iPod, selvom jeg har løst problemet med at den ikke må blive for våd.
Selvom man godt kan skrue op og ned osv igennem plasticposen, ser det jo ikke særlig smart ud.
Nogen gange kan den vendes om - så siger man f.eks. at den sværeste del af en løbetur er turen fra sofaen og ud til løbeskoene.
Sådan var det IHVERTFALD idag!! Det regnede og regnede og regnede ... og i mit løbeprogram stod der HÅRDNAKKET ... HVER gang jeg åbnede det ... at jeg skulle løbe 8 km.
Helt urimeligt og uretfærdigt. Når nu det var søndag, vi havde gæster igår, og jeg ikke rigtig gad....
MEN afsted kom jeg, for jeg vidste at jeg ville rå-ærgre mig, hvis jeg ikke overholdt min aftale med mig selv af lutter magelighed.
Så jeg iførte mig:
* korte løbetights
* lange løbetights
* varme løbesokker
* skiundertrøje
* svedtrøje med windbreaker
* løbetshirt
* tynd løbejakke
* grim kasket med "Brunox" skrevet på
* iPod med højteknologisk regnsikring
og begav mig ud i elementerne.
Jeg var våd og meget tilfreds med mig selv, da jeg kom hjem igen. Og uendeligt glad for at den varme bruser er opfundet.
Men det var slet ikke slemt at løbe i regnvejret - for faktisk kan jeg godt lide at løbe, når det regner, så jeg fatter ikke jeg skulle overtale mig selv så længe.
Tror dog, at jeg snart skal have købt mig et løbearmbånd med plads til min iPod, selvom jeg har løst problemet med at den ikke må blive for våd.
Selvom man godt kan skrue op og ned osv igennem plasticposen, ser det jo ikke særlig smart ud.
fredag, januar 16, 2009
Overfladekækhed
Jeg har en kollega, som altid har en kvik bemærkning i ærmet-
Han virker altid glad, og ser altid frisk ud.
Igår sagde hans Facebookstatus noget andet, og da jeg snakkede med ham, gav han udtryk for, at man jo nogen gange godt kan være mere glad på overfladen end man er inden i.
Joh, sagde jeg så - det kendte jeg godt. "Jeg er dronningen af overfladekækhed," tror jeg nok, jeg fik sagt.
Og det kan der være noget om. For når jeg går på job, pakker jeg om muligt sorger og bekymringer langt ned bagerst i min personlighed, og lader kollegerne se den sædvanlige glade Livsnyder-Liselotte.
Det er der meget praktisk ved, og mange gode grunde til. Jeg orker personligt ikke at involvere gud og hvermand i mine bekymringer, så jeg forbeholder mig ret til at gemme dem til de mennesker, jeg er lidt tættere på.
Så når kollegaen og jeg går på job med overfladekækheden stramt spændt ud, så gør vi sådan set ikke noget forkert. Bare vi husker på, at der skal være plads til at lukke dem om bagved, som vi har brug for, til at hjælpe os videre og give os støtte.
Den må nemlig ikke slutte alt for tæt, sådan en.
Han virker altid glad, og ser altid frisk ud.
Igår sagde hans Facebookstatus noget andet, og da jeg snakkede med ham, gav han udtryk for, at man jo nogen gange godt kan være mere glad på overfladen end man er inden i.
Joh, sagde jeg så - det kendte jeg godt. "Jeg er dronningen af overfladekækhed," tror jeg nok, jeg fik sagt.
Og det kan der være noget om. For når jeg går på job, pakker jeg om muligt sorger og bekymringer langt ned bagerst i min personlighed, og lader kollegerne se den sædvanlige glade Livsnyder-Liselotte.
Det er der meget praktisk ved, og mange gode grunde til. Jeg orker personligt ikke at involvere gud og hvermand i mine bekymringer, så jeg forbeholder mig ret til at gemme dem til de mennesker, jeg er lidt tættere på.
Så når kollegaen og jeg går på job med overfladekækheden stramt spændt ud, så gør vi sådan set ikke noget forkert. Bare vi husker på, at der skal være plads til at lukke dem om bagved, som vi har brug for, til at hjælpe os videre og give os støtte.
Den må nemlig ikke slutte alt for tæt, sådan en.
mandag, januar 12, 2009
Så bliver det hverdag igen..
...for i morgen tager jeg på arbejde.
Jeg nåede lige præcis på arbejde NÆSTEN en hel dag sidste mandag, inden jeg gik hjem og gik ned med influenza. Men nu er jeg ved at være klar til at gå på arbejde igen ... jeg savner mine kolleger, og jeg er ved at være desperat for at opleve noget andet end det indvendige af mit hus..
Jeg tog en lille test idag... gik ned til grønthandleren og tilbage igen, og selv med støvregn og det hele, hostede jeg faktisk ikke særligt meget. Rigtig dejligt!
Mine løbesko står og snerrer ude i skoreolen. De vil ud og løbe ... men det kommer altså lige til at vente et par dage, til den der hoste-helt-ud-i-tæerne er væk igen.
Jeg er stadig hæs som en krage, jeg snotter og skræpper, og jeg tror ikke der vil komme NOGET som helst smukt ud af munden på mig på onsdag, når det er X-tet-aften. Men skidt med det. Jeg er ved at være rask.
Og det skulle jeg jo også gerne være .. for på torsdag runder min elskede "the big five-oh", og så skal han jo FEJRES... jeg garanterer ikke for kvaliteten af fødselsdagssangen, men pyt ... det er tanken, der tæller.
I weekenden kommer størstedelen af vores børn og deres kærester hjem og fejrer det ... men rigtig fest holder vi først til sommer, når miljøet i haven er lidt mere mildt og tilgivende...
Jeg nåede lige præcis på arbejde NÆSTEN en hel dag sidste mandag, inden jeg gik hjem og gik ned med influenza. Men nu er jeg ved at være klar til at gå på arbejde igen ... jeg savner mine kolleger, og jeg er ved at være desperat for at opleve noget andet end det indvendige af mit hus..
Jeg tog en lille test idag... gik ned til grønthandleren og tilbage igen, og selv med støvregn og det hele, hostede jeg faktisk ikke særligt meget. Rigtig dejligt!
Mine løbesko står og snerrer ude i skoreolen. De vil ud og løbe ... men det kommer altså lige til at vente et par dage, til den der hoste-helt-ud-i-tæerne er væk igen.
Jeg er stadig hæs som en krage, jeg snotter og skræpper, og jeg tror ikke der vil komme NOGET som helst smukt ud af munden på mig på onsdag, når det er X-tet-aften. Men skidt med det. Jeg er ved at være rask.
Og det skulle jeg jo også gerne være .. for på torsdag runder min elskede "the big five-oh", og så skal han jo FEJRES... jeg garanterer ikke for kvaliteten af fødselsdagssangen, men pyt ... det er tanken, der tæller.
I weekenden kommer størstedelen af vores børn og deres kærester hjem og fejrer det ... men rigtig fest holder vi først til sommer, når miljøet i haven er lidt mere mildt og tilgivende...
lørdag, januar 10, 2009
Moderat my ass! :(
Jeg skrev igår noget om "moderat bedring".
Det tager jeg lige i mig igen.
Vagtlægen har nemlig kikket og lyttet på mig idag, og han siger at jeg har lungebetændelse. Det kan man jo ikke ligefrem kalde moderat bedring, vel? :(
Det tager jeg lige i mig igen.
Vagtlægen har nemlig kikket og lyttet på mig idag, og han siger at jeg har lungebetændelse. Det kan man jo ikke ligefrem kalde moderat bedring, vel? :(
fredag, januar 09, 2009
Moderat bedring på vej...
Bruno er på arbejde igen, så normaliteten truer det livsnyderske hjem.
Jeg er dog stadig på langs - men i dag følte jeg for første gang, at jeg havde det lidt bedre end dagen for inden. Heldigt - for dagen bød på lidt udfordringer.
For det første har vores logerende - min kollega og gode veninde Hanne - overtaget vores influenzavirus. Og da jeg nu var lidt friskere, syntes jeg godt jeg kunne pylre lidt om hende.
Lidt over middag ringede de så fra skolen. Kristian havde fået bank af 3 andre drenge. De røg på ham, totalt uden grund, da han ville passere dem, og skubbede ham ind i en dør, og slog ham. En af dem slog ham hårdt nok i baghovedet med knytnæve til at han har fået en bule i baghovedet. Jeg gik over og hentede ham på skolen, han var ret ked af det og rystet. Der var flere vidner der bekræfter, at Kristian bare gik forbi dem.
Skolen har haft fat i de tre drenge. Jeg fik også fornøjelsen af at hilse på en af dem fik fortalt ham at jeg OVERHOVEDET ikke synes det var okay, det de havde haft gang i. Efterfølgende har inspektøren haft ringet. De har kontaktet forældrene, og drengene har fået en alvorlig opsang.
Kristian er okay nu. Han fik et par panodiler og så så vi en film. Han siger selv han er okay med at skulle i skole på mandag.
Jeg er faktisk også ret tryg ved den måde skolen har håndteret det på. Jeg blev meget ked af det og vred, men det er en hel anden oplevelse, den måde Egumvejens Skole håndterer det på, end vi var vant til ude i Erritsø. Det bliver taget alvorligt, og der bliver grebet ind - med det samme!
Jeg er meget stolt af min søn. Han er udstyret med et heftigt temperament, som han tidligere har bøvlet med, men i dag blev han godt nok rasende - men i stedet for at reagere ved at flyve i flæsket på drengene, smed han bagefter sit bordtennisbat ned i jorden, så det gik i stykker. Jeg synes det var flot - er ikke sikker på jeg selv kunne have reageret på den måde da jeg var 12. Bedre at smide battet i jorden end at stikke en af de angribende drenge en med det. Uanset hvor fristende det var, og hvor meget de havde fortjent det.
Måske brændte jeg for meget energi af på situationen. Ihvertfald er jeg helt slap i aften, og har hovedpine og lidt feber. Men det har været en langt bedre dag, helbredsmæssigt, end jeg har oplevet i denne uge.
Så mon ikke det går den rigtige vej?
Jeg er dog stadig på langs - men i dag følte jeg for første gang, at jeg havde det lidt bedre end dagen for inden. Heldigt - for dagen bød på lidt udfordringer.
For det første har vores logerende - min kollega og gode veninde Hanne - overtaget vores influenzavirus. Og da jeg nu var lidt friskere, syntes jeg godt jeg kunne pylre lidt om hende.
Lidt over middag ringede de så fra skolen. Kristian havde fået bank af 3 andre drenge. De røg på ham, totalt uden grund, da han ville passere dem, og skubbede ham ind i en dør, og slog ham. En af dem slog ham hårdt nok i baghovedet med knytnæve til at han har fået en bule i baghovedet. Jeg gik over og hentede ham på skolen, han var ret ked af det og rystet. Der var flere vidner der bekræfter, at Kristian bare gik forbi dem.
Skolen har haft fat i de tre drenge. Jeg fik også fornøjelsen af at hilse på en af dem fik fortalt ham at jeg OVERHOVEDET ikke synes det var okay, det de havde haft gang i. Efterfølgende har inspektøren haft ringet. De har kontaktet forældrene, og drengene har fået en alvorlig opsang.
Kristian er okay nu. Han fik et par panodiler og så så vi en film. Han siger selv han er okay med at skulle i skole på mandag.
Jeg er faktisk også ret tryg ved den måde skolen har håndteret det på. Jeg blev meget ked af det og vred, men det er en hel anden oplevelse, den måde Egumvejens Skole håndterer det på, end vi var vant til ude i Erritsø. Det bliver taget alvorligt, og der bliver grebet ind - med det samme!
Jeg er meget stolt af min søn. Han er udstyret med et heftigt temperament, som han tidligere har bøvlet med, men i dag blev han godt nok rasende - men i stedet for at reagere ved at flyve i flæsket på drengene, smed han bagefter sit bordtennisbat ned i jorden, så det gik i stykker. Jeg synes det var flot - er ikke sikker på jeg selv kunne have reageret på den måde da jeg var 12. Bedre at smide battet i jorden end at stikke en af de angribende drenge en med det. Uanset hvor fristende det var, og hvor meget de havde fortjent det.
Måske brændte jeg for meget energi af på situationen. Ihvertfald er jeg helt slap i aften, og har hovedpine og lidt feber. Men det har været en langt bedre dag, helbredsmæssigt, end jeg har oplevet i denne uge.
Så mon ikke det går den rigtige vej?
tirsdag, januar 06, 2009
søndag, januar 04, 2009
Et rart punkt at "hakke af"
Nogen af jer ved, at jeg synger med en vokalgruppe - X-tetten. Mest for sjov og spas, og hyggeligt har vi det også.
For efterhånden en del år siden fik vi at vide af kommunen, at hvis vi fortsat ville bruge Lillebæltskolens lokaler til vores øveaftner, måtte vi være en "rigtig" forening - med vedtægter og generalforsamling og den slags.
Og vupti-dupti - så var jeg pludselig blevet pengekasseansvarlig - altså kasserer - i foreningen X-tetten.
Det betyder, at jeg hvert år skal præsentere noget, der ligner et regnskab, til vores generalforsamling. Det virker lidt fjollet ... for vi har ikke det store cashflow i foreningen - det er nærmest en kaffekasse. Der kommer penge ind fra kontingent fra de 7 medlemmer, som der pt. er. Der kommer af og til en sjat penge fra et arrangement. Og ud igen går de - til fester, og til vederlag til vores dirigent Lone, som gør et herkulisk arbejde. . . både med at holde styr på os til tider uregerlige og fjantede X-tøser, og med at forberede opvarmning, arrangementer og meget andet.
Men mange penge taler vi altså ikke om. Så hvert år udskyder jeg denne irriterende og overflødig-agtige opgave til sidste øjeblik .. der er faktisk ofte gået måneder EFTER generalforsamlingen, inden jeg har taget mig sammen.
Men ikke i år! Jeg har lige afsluttet regnskabet, og det var jo faktisk ikke så slemt. Herregud. Jeg ved også, at der aldrig er et øje, der vil gå det efter i sømmene, for de fleste synes det er dybt uinteressant og stoler på mig.
Det er bare et job, der skal gøres, og nu er det gjort - heldigvis!
For efterhånden en del år siden fik vi at vide af kommunen, at hvis vi fortsat ville bruge Lillebæltskolens lokaler til vores øveaftner, måtte vi være en "rigtig" forening - med vedtægter og generalforsamling og den slags.
Og vupti-dupti - så var jeg pludselig blevet pengekasseansvarlig - altså kasserer - i foreningen X-tetten.
Det betyder, at jeg hvert år skal præsentere noget, der ligner et regnskab, til vores generalforsamling. Det virker lidt fjollet ... for vi har ikke det store cashflow i foreningen - det er nærmest en kaffekasse. Der kommer penge ind fra kontingent fra de 7 medlemmer, som der pt. er. Der kommer af og til en sjat penge fra et arrangement. Og ud igen går de - til fester, og til vederlag til vores dirigent Lone, som gør et herkulisk arbejde. . . både med at holde styr på os til tider uregerlige og fjantede X-tøser, og med at forberede opvarmning, arrangementer og meget andet.
Men mange penge taler vi altså ikke om. Så hvert år udskyder jeg denne irriterende og overflødig-agtige opgave til sidste øjeblik .. der er faktisk ofte gået måneder EFTER generalforsamlingen, inden jeg har taget mig sammen.
Men ikke i år! Jeg har lige afsluttet regnskabet, og det var jo faktisk ikke så slemt. Herregud. Jeg ved også, at der aldrig er et øje, der vil gå det efter i sømmene, for de fleste synes det er dybt uinteressant og stoler på mig.
Det er bare et job, der skal gøres, og nu er det gjort - heldigvis!
lørdag, januar 03, 2009
Livsnyderens legetøj
Min julegave fra min mor var i år penge - - egentlig til en ny mobiltelefon, men da jeg ikke helt ved hvad for en, jeg vil have, endte jeg med at købe sådan en her:
Den skal underholde mig på de løbeture, jeg skal ud på i løbet af foråret - og som kommer til at blive længere og længere som ugerne går. Jeg glæder mig til at fylde min iPod med fed musik :)
Den skal underholde mig på de løbeture, jeg skal ud på i løbet af foråret - og som kommer til at blive længere og længere som ugerne går. Jeg glæder mig til at fylde min iPod med fed musik :)
Bøllebank til røver
Dagens bedste historie er denne her, hvor en røver valgte den forkerte kvinde at true.
Hun blev sur og pandede manden et par solide knytnæveslag. Så han stak af.
Sej kvinde ... og i øvrigt på alder med yours truly. Don't mess with self confident ladies!
Jeg ved godt, at det nogen gange er klogest at gøre som en overfaldsmand siger. Men andre gange kan man altså også komme rigtig langt med ikke at opføre sig pænt og offer-agtigt, som den århusianske kvinde i historien her.
You go girl!
Hun blev sur og pandede manden et par solide knytnæveslag. Så han stak af.
Sej kvinde ... og i øvrigt på alder med yours truly. Don't mess with self confident ladies!
Jeg ved godt, at det nogen gange er klogest at gøre som en overfaldsmand siger. Men andre gange kan man altså også komme rigtig langt med ikke at opføre sig pænt og offer-agtigt, som den århusianske kvinde i historien her.
You go girl!
torsdag, januar 01, 2009
En slatten start på et nyt år...
Der var ellers planlagt party.
Men først ringede søsters veninde og hendes kæreste. Hun var blevet syg, og måtte melde afbud ... for hun kunne ikke forlade sit toilet ... eller noget i den stil.
På vej op i bilen fik jeg hovedpine. Noget jeg ellers ikke ret tit døjer med! Og den ville ikke gå væk ... den fik panodiler og den fik iprener, og jeg sad nærmest og spyttede i rødvinen, for lyst til at drikke havde jeg ikke. Efter maden fik Bruno ondt i maven ... og det blev til dårlig mave :(
Jeg havde det dårligt nok til at jeg var nede og ligge på min seng en times tid omkring kl. 22. Og Bruno klarede lige midnat, hvor han skålede i en lillebitte smule Bruchetta, før han gik i seng.
Så alt i alt var vi ret kedeligt selskab. Min hovedpine lettede faktisk lidt efter midnat - men den gik ikke væk før i formiddag. Bruno var heldigvis bedre i morges.
I dag er vi matte - det er normalt for 1. januar - men det har ikke noget at gøre med overdreven indtagelse af alkohol :)
Det er lige før jeg ville ønske at det var derfor :S
Men vi kom da sikkert ind i 2009! Håber at alle I andre også gjorde det - og gerne havde det LIDT sjovere end os...
PS: Vi har aftalt med Conny og Carsten, at vi tager revance næste gang de kommer her ned - - og det skal ikke vare længe!
Men først ringede søsters veninde og hendes kæreste. Hun var blevet syg, og måtte melde afbud ... for hun kunne ikke forlade sit toilet ... eller noget i den stil.
På vej op i bilen fik jeg hovedpine. Noget jeg ellers ikke ret tit døjer med! Og den ville ikke gå væk ... den fik panodiler og den fik iprener, og jeg sad nærmest og spyttede i rødvinen, for lyst til at drikke havde jeg ikke. Efter maden fik Bruno ondt i maven ... og det blev til dårlig mave :(
Jeg havde det dårligt nok til at jeg var nede og ligge på min seng en times tid omkring kl. 22. Og Bruno klarede lige midnat, hvor han skålede i en lillebitte smule Bruchetta, før han gik i seng.
Så alt i alt var vi ret kedeligt selskab. Min hovedpine lettede faktisk lidt efter midnat - men den gik ikke væk før i formiddag. Bruno var heldigvis bedre i morges.
I dag er vi matte - det er normalt for 1. januar - men det har ikke noget at gøre med overdreven indtagelse af alkohol :)
Det er lige før jeg ville ønske at det var derfor :S
Men vi kom da sikkert ind i 2009! Håber at alle I andre også gjorde det - og gerne havde det LIDT sjovere end os...
PS: Vi har aftalt med Conny og Carsten, at vi tager revance næste gang de kommer her ned - - og det skal ikke vare længe!
onsdag, december 31, 2008
Årets sidste blogindlæg
Jeg lover det - nu skal jeg nok holde mund helt indtil næste år!
I dag har været en travl dag. Lasse - Brunos søn, og min bonus-søn - fylder nemlig 21 i dag (TIL LYKKE LASSE) - så han har været her til fødselsdags-brunch fra morgenen.
Og jeg skulle jo også nå en løbetur, inden vi pakker vores sager og kører nordpå til søster Conny og familien.
Mine nye løbesko er bare RIGTIG dejlige at løbe i! Tror måske mine gamle NB 1221 var mere flade end jeg troede, for med de nye er det som at løbe på en sky...
Ja okay - nogen let og hurtig løber er jeg jo ikke. Men i dag løb jeg min første 7 km tur i mit løbeprogram, og det gik helt vildt godt. 47 minutter tog det - og det lyder måske ikke af noget særligt, men med de tider jeg har løbet på det seneste er det faktisk ret godt.
Jeg har haft et par rigtig tunge dage, hvor benene ikke ville, og jeg blev meget forpustet, men idag gled det bare. Også selvom jeg blev overhalet af et par fyre - sådan af langbenet-gazelle-typen, men pyt med det, når de nu kommer forbi i løbetights ;)
Nu løber jeg ikke før engang i weekenden. Men sådan en løbetur som i dag får mig til at tro på, at der er en vej, som godt kan ende henne ved en gennemførelse af de 21,5 km om 4 måneder.
I dag har været en travl dag. Lasse - Brunos søn, og min bonus-søn - fylder nemlig 21 i dag (TIL LYKKE LASSE) - så han har været her til fødselsdags-brunch fra morgenen.
Og jeg skulle jo også nå en løbetur, inden vi pakker vores sager og kører nordpå til søster Conny og familien.
Mine nye løbesko er bare RIGTIG dejlige at løbe i! Tror måske mine gamle NB 1221 var mere flade end jeg troede, for med de nye er det som at løbe på en sky...
Ja okay - nogen let og hurtig løber er jeg jo ikke. Men i dag løb jeg min første 7 km tur i mit løbeprogram, og det gik helt vildt godt. 47 minutter tog det - og det lyder måske ikke af noget særligt, men med de tider jeg har løbet på det seneste er det faktisk ret godt.
Jeg har haft et par rigtig tunge dage, hvor benene ikke ville, og jeg blev meget forpustet, men idag gled det bare. Også selvom jeg blev overhalet af et par fyre - sådan af langbenet-gazelle-typen, men pyt med det, når de nu kommer forbi i løbetights ;)
Nu løber jeg ikke før engang i weekenden. Men sådan en løbetur som i dag får mig til at tro på, at der er en vej, som godt kan ende henne ved en gennemførelse af de 21,5 km om 4 måneder.
tirsdag, december 30, 2008
Farvel, 2008... en kavalkade (Del 2)
Juli 2008 stod i campingferiens tegn. For en gangs skyld i Provence.
Der var arbejde, for sådan er det, når man holder tidlig ferie, og så var der Tour de France - hvor vi heppede på Carlitos og glædede os over hans sejr.
Juli blev også måneden hvor jeg overgav mig og oprettede en profil på Facebook...
I august sendte jeg Bodil på efterskole i Højer, og Bruno til Østrig for at cykle over alperne.
Og sidst på måneden flyttede Andreas og Kristina til Aalborg, i første omgang i en campingvogn, fordi de havde fået lejlighed fra 1. oktober. Der blev vældig tomt i huset - for hen over sommeren havde vi boet 6 mennesker her, fordi Kristina havde job i Skærbæk og derfor boede her, og pludselig var der bare Bruno, Kristian og mig. Underligt - men dejligt med mindre vasketøj, madindkøb og rengøring...
I september var der travlt på jobbet - vi skulle sætte vores store omlægning af netbank i drift, og der var mange ting der lige skulle falde på plads. Selve premieren senere på måneden gik heldigvis helt fantastisk godt - så vi var glade.
September bød også på et sjovt og hyggeligt afdelingsseminar, hvor jeg både fik udlevet mine Schumacher-tendenser og lært at man IKKE skal true meget store fyre med at vende bunden i vejret på dem.
En anden mærkedag var vores vinklub-bestyrelsesaften, hvor jeg fik slået fast, at kvinder også kan blindsmage.
Og til syvende og sidst fik jeg i september hoppet på en nedadgående vægt-elevator - heldigvis.
Det mest mindeværdige ved oktober var den kuldegysende følelse jeg fik, da min elskede lappie lukkede mig ude ... oh rædsel! Heldigvis fik jeg assistance af min exmand, som er lidt af en haj til pc'er.
I november fik "Rosa" en ansigtsløftning - i form af nye vinduer. Det pyntede!
Det var også måneden, hvor jeg pludselig opdagede, at jeg kunne løbe igen, og at mine bukser var blevet for store - herligt!
Bodil kom hjem fra efterskole igen - det var bare slet ikke hende, da det kom til stykket. Vi fik hende ind på Egumvej Skole, hvor Kristian også går, og det har været en succes.
December - julemåned. Jeg tog en gammel kjole på min nye krop og tog til julefrokost. Det var sjovt - som sædvanlig!
Og så ødelagde jeg Brunos og min planlagte julegaveshopping-dag ved at kaste mit ansigt ned i badeværelsesgulvet. Det var træls - en hel feriedag brugt på skadestuen - øv.
Og så var jeg frisk nok til at melde mig til et halvmarathonløb, som jeg satser seriøst på at blive klar til ... mon ikke jeg når det?
Ja - og så blev min mor 75 år. Og så er der faktisk ikke sket så skrækkeligt meget mere i år - endnu :)
Godt nytår og god livsnydning i 2009!
Der var arbejde, for sådan er det, når man holder tidlig ferie, og så var der Tour de France - hvor vi heppede på Carlitos og glædede os over hans sejr.
Juli blev også måneden hvor jeg overgav mig og oprettede en profil på Facebook...
I august sendte jeg Bodil på efterskole i Højer, og Bruno til Østrig for at cykle over alperne.
Og sidst på måneden flyttede Andreas og Kristina til Aalborg, i første omgang i en campingvogn, fordi de havde fået lejlighed fra 1. oktober. Der blev vældig tomt i huset - for hen over sommeren havde vi boet 6 mennesker her, fordi Kristina havde job i Skærbæk og derfor boede her, og pludselig var der bare Bruno, Kristian og mig. Underligt - men dejligt med mindre vasketøj, madindkøb og rengøring...
I september var der travlt på jobbet - vi skulle sætte vores store omlægning af netbank i drift, og der var mange ting der lige skulle falde på plads. Selve premieren senere på måneden gik heldigvis helt fantastisk godt - så vi var glade.
September bød også på et sjovt og hyggeligt afdelingsseminar, hvor jeg både fik udlevet mine Schumacher-tendenser og lært at man IKKE skal true meget store fyre med at vende bunden i vejret på dem.
En anden mærkedag var vores vinklub-bestyrelsesaften, hvor jeg fik slået fast, at kvinder også kan blindsmage.
Og til syvende og sidst fik jeg i september hoppet på en nedadgående vægt-elevator - heldigvis.
Det mest mindeværdige ved oktober var den kuldegysende følelse jeg fik, da min elskede lappie lukkede mig ude ... oh rædsel! Heldigvis fik jeg assistance af min exmand, som er lidt af en haj til pc'er.
I november fik "Rosa" en ansigtsløftning - i form af nye vinduer. Det pyntede!
Det var også måneden, hvor jeg pludselig opdagede, at jeg kunne løbe igen, og at mine bukser var blevet for store - herligt!
Bodil kom hjem fra efterskole igen - det var bare slet ikke hende, da det kom til stykket. Vi fik hende ind på Egumvej Skole, hvor Kristian også går, og det har været en succes.
December - julemåned. Jeg tog en gammel kjole på min nye krop og tog til julefrokost. Det var sjovt - som sædvanlig!
Og så ødelagde jeg Brunos og min planlagte julegaveshopping-dag ved at kaste mit ansigt ned i badeværelsesgulvet. Det var træls - en hel feriedag brugt på skadestuen - øv.
Og så var jeg frisk nok til at melde mig til et halvmarathonløb, som jeg satser seriøst på at blive klar til ... mon ikke jeg når det?
Ja - og så blev min mor 75 år. Og så er der faktisk ikke sket så skrækkeligt meget mere i år - endnu :)
Godt nytår og god livsnydning i 2009!
Farvel, 2008... en kavalkade (Del 1)
Sidste år lavede jeg sidst i december en "2007-kavalkade". Det synes jeg var sjovt, så nu gør jeg det igen.
Et tilbageblik i punkter og links, over det år, som synger på sidste vers.
Og hvad var 2008 så for et år? Jeg ved at jeg gik ind i det i Storvorde, tæt på Aalborg. Der var vi nemlig til nytårsaften hos min søster Conny og hendes familie. Der var god mad, rødvin og champagnetjuhej. Og måske er det en god måde at starte et år på, for noget af det allerførste der skete i 2008 var, at vi fik opfyldt et stort ønske.
Vi fik nemlig solgt vores hus i Snoghøj, og så så man Hr. og fru Livsnyder komme i omdrejninger for at finde det drømmehus, vi havde besluttet os for ikke at kikke alt for intensivt efter, før et salg var i hus.
Vi var indstillede på IKKE at gå på kompromis. Lejligheder til leje er lette at finde her i byen, og skulle vi mellemlande nogle måneder, var det ikke noget problem. Men jeg er sådan en heldig kartoffel - og allerede den første uge, hvor vi kikkede huse, fandt vi det helt rigtige.
Vi slog til med det samme, for prisen var rimelig og huset lige det, vi drømte om. OG så skulle tiden bare gå til den 15. marts, hvor vi skulle overtage huset.
I al hus-hurlumhej'et var vi lige ved at glemme, at vi skulle vinke farvel til Andreas og Kristina, som i starten af februar tog afsted på en 4½ måned lang tur til Costa Rica og USA.
Februar - og foråret i øvrigt - bød på en del kvaler med mine skuldre. Kedeligt. Heldigvis var det også Valentines Dag, som vi ellers ikke plejer at gøre en masse ud af. Det havde jeg dog gjort, idet jeg havde lavet hjerteformede rugbrødsmadder til Brunos madpakke - og tror I så han spiste sin mad den dag?? Næh!
I marts overtog vi - øre af lykke - vores hus! Det faldt sammen med påskeferien, og i 14 dage knoklede vi som vilde, for at nå mest muligt inden vi skulle flytte.
Og flytte gjorde vi - en af de sidste dage i marts. Det gik rimeligt godt, og heldigvis var det så længe siden jeg har flyttet sidst, at jeg havde glemt, hvor kaotisk det er.
Så min fødselsdag i år kunne jeg fejre - i fint vejr, naturligvis - på Fasanvej. Aftensmaden blev indtaget på Caffe Katia, og det var nok den middag, der cementerede Katias som "vores sted". Vi har været der temmelig mange gange siden... :)
En dum ting ved vores nye hus har vist sig at være trapperne. Gamle, slidte trappetrin - og lakerede tilligemed. Det kostede mig et grimt styrt i april, hvor jeg slog mig ganske meget.
Så vores første rigtige gæstebud, som var besøg af søs og svoger, blev en udfordring - men heldigvis var jeg ikke kommet værre afsted, end at vi kom lidt omkring og havde en enormt hyggelig weekend.
I maj blev vejret godt, og vi tog hul på havearbejdet. Vi fik puslet havemøbler købt til en noget større have ind på et lille område - og det gik meget godt.
Noget andet, som gik godt, var X-tettens medvirken i JRs Big Bands opsætning af Duke Ellingtons Sacred Concerts - vi optrådte for 2. gang, i Christianskirken i Fredericia.
Maj gik også med en del spekulationer for mit vedkommende, hvor jeg i flere omgange filosoferede over det at blive ældre. Og alder i øvrigt.
I det hele taget må det have været en noget filosofisk periode, for jeg gav også mit bud på, hvad der gør en mand sexet.
Og i den lettere kategori sprang jeg ud som skyllemiddelshamstrer. Jeg kan som bonusoplysning informere om, at jeg I DAG har brugt den sidste rest af mine mange flasker...
I starten af juni besøgte jeg, sammen med Bruno, Byernes By ... Paris. Jeg har hørt byen besunget så meget, at jeg egentlig ikke havde de store forventninger, men det ER et vidunderligt, romantisk sted. Og vi havde en skøn tur.
Juni bragte også Andreas hjem igen. Det var skønt! Arbejdsmæssigt var det også en stor måned, som kulminerede med en meget vellykket test af et stort stykke arbejde.
Og så gik Livsnyderen på ferie - så bloggen blev ferielukket!
Resten af 2008 følger - i del 2!
Et tilbageblik i punkter og links, over det år, som synger på sidste vers.
Og hvad var 2008 så for et år? Jeg ved at jeg gik ind i det i Storvorde, tæt på Aalborg. Der var vi nemlig til nytårsaften hos min søster Conny og hendes familie. Der var god mad, rødvin og champagnetjuhej. Og måske er det en god måde at starte et år på, for noget af det allerførste der skete i 2008 var, at vi fik opfyldt et stort ønske.
Vi fik nemlig solgt vores hus i Snoghøj, og så så man Hr. og fru Livsnyder komme i omdrejninger for at finde det drømmehus, vi havde besluttet os for ikke at kikke alt for intensivt efter, før et salg var i hus.
Vi var indstillede på IKKE at gå på kompromis. Lejligheder til leje er lette at finde her i byen, og skulle vi mellemlande nogle måneder, var det ikke noget problem. Men jeg er sådan en heldig kartoffel - og allerede den første uge, hvor vi kikkede huse, fandt vi det helt rigtige.
Vi slog til med det samme, for prisen var rimelig og huset lige det, vi drømte om. OG så skulle tiden bare gå til den 15. marts, hvor vi skulle overtage huset.
I al hus-hurlumhej'et var vi lige ved at glemme, at vi skulle vinke farvel til Andreas og Kristina, som i starten af februar tog afsted på en 4½ måned lang tur til Costa Rica og USA.
Februar - og foråret i øvrigt - bød på en del kvaler med mine skuldre. Kedeligt. Heldigvis var det også Valentines Dag, som vi ellers ikke plejer at gøre en masse ud af. Det havde jeg dog gjort, idet jeg havde lavet hjerteformede rugbrødsmadder til Brunos madpakke - og tror I så han spiste sin mad den dag?? Næh!
I marts overtog vi - øre af lykke - vores hus! Det faldt sammen med påskeferien, og i 14 dage knoklede vi som vilde, for at nå mest muligt inden vi skulle flytte.
Og flytte gjorde vi - en af de sidste dage i marts. Det gik rimeligt godt, og heldigvis var det så længe siden jeg har flyttet sidst, at jeg havde glemt, hvor kaotisk det er.
Så min fødselsdag i år kunne jeg fejre - i fint vejr, naturligvis - på Fasanvej. Aftensmaden blev indtaget på Caffe Katia, og det var nok den middag, der cementerede Katias som "vores sted". Vi har været der temmelig mange gange siden... :)
En dum ting ved vores nye hus har vist sig at være trapperne. Gamle, slidte trappetrin - og lakerede tilligemed. Det kostede mig et grimt styrt i april, hvor jeg slog mig ganske meget.
Så vores første rigtige gæstebud, som var besøg af søs og svoger, blev en udfordring - men heldigvis var jeg ikke kommet værre afsted, end at vi kom lidt omkring og havde en enormt hyggelig weekend.
I maj blev vejret godt, og vi tog hul på havearbejdet. Vi fik puslet havemøbler købt til en noget større have ind på et lille område - og det gik meget godt.
Noget andet, som gik godt, var X-tettens medvirken i JRs Big Bands opsætning af Duke Ellingtons Sacred Concerts - vi optrådte for 2. gang, i Christianskirken i Fredericia.
Maj gik også med en del spekulationer for mit vedkommende, hvor jeg i flere omgange filosoferede over det at blive ældre. Og alder i øvrigt.
I det hele taget må det have været en noget filosofisk periode, for jeg gav også mit bud på, hvad der gør en mand sexet.
Og i den lettere kategori sprang jeg ud som skyllemiddelshamstrer. Jeg kan som bonusoplysning informere om, at jeg I DAG har brugt den sidste rest af mine mange flasker...
I starten af juni besøgte jeg, sammen med Bruno, Byernes By ... Paris. Jeg har hørt byen besunget så meget, at jeg egentlig ikke havde de store forventninger, men det ER et vidunderligt, romantisk sted. Og vi havde en skøn tur.
Juni bragte også Andreas hjem igen. Det var skønt! Arbejdsmæssigt var det også en stor måned, som kulminerede med en meget vellykket test af et stort stykke arbejde.
Og så gik Livsnyderen på ferie - så bloggen blev ferielukket!
Resten af 2008 følger - i del 2!
mandag, december 29, 2008
Et rundt hjørne
Min mor rundede de 75 i forgårs.
Egentlig ville hun ikke holde fest. "Det er jo ikke noget at fejre, at man bliver gammel," sagde hun, men hun må alligevel være kommet i tanker om, at alternativet var værre, for ihvertfald var vi en pæn flok samlet på Sejlflod Hotel for at fejre hende.
Conny og jeg havde forberedt et lille indslag. Vi plejer jo at skrive sange, og det havde vi sådan set også gjort denne gang. Det vil sige ... Conny var klart hjernen bag vores indslag, for hun havde fået ideen og skrev hele sangen på nær et enkelt vers.
Det, der var nyt, var at vi selv sang den. Alene, akkompagneret af min guitar, som ellers har stået ustemt og støvet i et hjørne af stuen i laaaaang tid.
Sangen gik på Leonard Cohens "Halleluja" - og den var faktisk rimeligt god :) selvom det lyder lidt blasfemisk.
Det var en fin fest - god mad, alle hyggede sig, og det bedste var, at hver gang jeg så på min mor, så hun helt enormt glad ud (pånær lige på det billede ovenfor -- hun var vist lige lidt rørt der, fordi hendes døtre sang for hende).
Egentlig ville hun ikke holde fest. "Det er jo ikke noget at fejre, at man bliver gammel," sagde hun, men hun må alligevel være kommet i tanker om, at alternativet var værre, for ihvertfald var vi en pæn flok samlet på Sejlflod Hotel for at fejre hende.
Conny og jeg havde forberedt et lille indslag. Vi plejer jo at skrive sange, og det havde vi sådan set også gjort denne gang. Det vil sige ... Conny var klart hjernen bag vores indslag, for hun havde fået ideen og skrev hele sangen på nær et enkelt vers.
Det, der var nyt, var at vi selv sang den. Alene, akkompagneret af min guitar, som ellers har stået ustemt og støvet i et hjørne af stuen i laaaaang tid.
Sangen gik på Leonard Cohens "Halleluja" - og den var faktisk rimeligt god :) selvom det lyder lidt blasfemisk.
Det var en fin fest - god mad, alle hyggede sig, og det bedste var, at hver gang jeg så på min mor, så hun helt enormt glad ud (pånær lige på det billede ovenfor -- hun var vist lige lidt rørt der, fordi hendes døtre sang for hende).
søndag, december 28, 2008
Engle i Femina (nu med skeptiker!)
Engang for længe siden blev jeg opflammet i arrigskab af et "tema" i Femina, som handlede af behandling af chok. Jeg synes, de havde behandlet emnet useriøst, og at de råt åd diverse alternative behandlinger, uden at stille spor spørgsmålstegn ved, om noget særdeles u-videnskabeligt som tankefeltterapi reelt er noget, der virker.
Derfor skrev jeg et læserbrev til dem, dengang i 2006. Jeg fik også svar fra dem - og de havde da læst, hvad jeg skrev, kunne jeg se.
Nu er jeg ikke fast læser af Femina (langt fra, faktisk) - da jeg faktisk ikke læser så forfærdeligt mange dameblade. Jeg køber dem dog af og til - især når der er gratis dvd-film med :)
Det var tilfældet i sidste uge, hvor filmen Tara Road fulgte med Femina. Jeg snuppede bladet fra hylden ... og først da jeg kom hjem læste jeg gysende, at Ugens Tema var ..... Engle....
Jow jow, de lagde da også ud med den forudsigelige let lalleglade engletro kvinde sidst i 30'erne, som simpelthen havde været synsk fra barnsben og til sidst havde "givet efter" for alle de der engle, som stod i nakken af hinanden for at snakke med hende - need I say more?
Næste indlægsholder var en kunsthistoriker som havde specialiseret sig i engle - interessant nok - men mit hjerte blev først RIGTIG varmt og blødt, da jeg som tredje og sidste engle-tematiker så gode, gamle Mogens Jacobsen - som er tidligere psykiatrisk overlæge og en god skeptiker. Han har bl.a. gjort et stort arbejde for at oplyse om og modarbejde erhvervsastrologi, og er i sagens natur en mand med begge ben plantet solidt et godt stykke længere nede end det astrale plan.
Har Femina lyttet til mig, måske? Jeg synes det var et fint og facetteret tema, hvor de vitterlig KOM hele vejen rundt. Det eneste, der ville have været bedre, var hvis de havde valgt en af de unge, kvindelige skeptikere, der også findes derude - - jeg synes Mogens Jacobsen er god, men måske vil han være for nem at afskrive som en "sur gammel mand", for dem der ønsker at tro på engle, auraer og tankefeltterapi.
Men HEP-HEY til Femina! Jeg overvejer faktisk at skrive en rose-mail til dem!
Derfor skrev jeg et læserbrev til dem, dengang i 2006. Jeg fik også svar fra dem - og de havde da læst, hvad jeg skrev, kunne jeg se.
Nu er jeg ikke fast læser af Femina (langt fra, faktisk) - da jeg faktisk ikke læser så forfærdeligt mange dameblade. Jeg køber dem dog af og til - især når der er gratis dvd-film med :)
Det var tilfældet i sidste uge, hvor filmen Tara Road fulgte med Femina. Jeg snuppede bladet fra hylden ... og først da jeg kom hjem læste jeg gysende, at Ugens Tema var ..... Engle....
Jow jow, de lagde da også ud med den forudsigelige let lalleglade engletro kvinde sidst i 30'erne, som simpelthen havde været synsk fra barnsben og til sidst havde "givet efter" for alle de der engle, som stod i nakken af hinanden for at snakke med hende - need I say more?
Næste indlægsholder var en kunsthistoriker som havde specialiseret sig i engle - interessant nok - men mit hjerte blev først RIGTIG varmt og blødt, da jeg som tredje og sidste engle-tematiker så gode, gamle Mogens Jacobsen - som er tidligere psykiatrisk overlæge og en god skeptiker. Han har bl.a. gjort et stort arbejde for at oplyse om og modarbejde erhvervsastrologi, og er i sagens natur en mand med begge ben plantet solidt et godt stykke længere nede end det astrale plan.
Har Femina lyttet til mig, måske? Jeg synes det var et fint og facetteret tema, hvor de vitterlig KOM hele vejen rundt. Det eneste, der ville have været bedre, var hvis de havde valgt en af de unge, kvindelige skeptikere, der også findes derude - - jeg synes Mogens Jacobsen er god, men måske vil han være for nem at afskrive som en "sur gammel mand", for dem der ønsker at tro på engle, auraer og tankefeltterapi.
Men HEP-HEY til Femina! Jeg overvejer faktisk at skrive en rose-mail til dem!
tirsdag, december 23, 2008
Glædelig jul til alle...
Julehygge er mange ting.
Igår var det et slag Bezzerwizzer mellem Bruno, Andreas og jeg selv. Der blev fightet - mest mellem Bruno og jeg, for man drager urimeligt meget fordel af at være 40+ i forhold til Andreas, som kun er 21.
Der blev grinet - ikke mindst af Bruno, som til spørgsmålet om hvem hovedpersonerne i DR-udsendelsen "Fredagsbio" var, grublede længe, og kom frem til at det måtte være Jacob Stegelmann og Claus Hagen Pedersen.... spørg lige om Andreas og jeg hulkede af grin!
Det endte med at Bruno vandt - så kunne han gå glad i seng :)
I dag består julehyggen i tykke, hjemmestrikkede strømper, et lille stykke dynetæppe over maven, og lige om lidt i strygetøj og tv, og et lille glas rødvin.
I køkkenet hæver dej til boller. Der er kun Bruno og jeg hjemme til aftensmad, så det bliver nok af den nemme slags.
Jeg har ingen julestress, for julemaden står min svigermor for i morgen. Suk ... livet er godt ....
Igår var det et slag Bezzerwizzer mellem Bruno, Andreas og jeg selv. Der blev fightet - mest mellem Bruno og jeg, for man drager urimeligt meget fordel af at være 40+ i forhold til Andreas, som kun er 21.
Der blev grinet - ikke mindst af Bruno, som til spørgsmålet om hvem hovedpersonerne i DR-udsendelsen "Fredagsbio" var, grublede længe, og kom frem til at det måtte være Jacob Stegelmann og Claus Hagen Pedersen.... spørg lige om Andreas og jeg hulkede af grin!
Det endte med at Bruno vandt - så kunne han gå glad i seng :)
I dag består julehyggen i tykke, hjemmestrikkede strømper, et lille stykke dynetæppe over maven, og lige om lidt i strygetøj og tv, og et lille glas rødvin.
I køkkenet hæver dej til boller. Der er kun Bruno og jeg hjemme til aftensmad, så det bliver nok af den nemme slags.
Jeg har ingen julestress, for julemaden står min svigermor for i morgen. Suk ... livet er godt ....
mandag, december 22, 2008
God Service - kan være mange ting :)
I dag vandrede jeg ind til byen for at ordne en sidste julegave.
På vejen så jeg et skilt i vinduet på den butik, hvor jeg havde købt det mega-dyre D&G undertøj, som min yndige datter i år skulle jule-begaves med: ALT UNDERTØJ 50% stod der.
Følte jeg mig snydt? Blev jeg knotten? Gæt selv!!
På vej tilbage fra mit ærinde gik jeg derfor ind og fortalte, at jeg for en uge siden havde givet fuld pris for sættet, som nu pludselig var faldet med 50% - og spurgte, om jeg ved fremvisning af undertøj og bon kunne få tilgodeseddel eller pengene tilbage?
"Du kommer bare med bon'en, så får du halvdelen af pengene igen," sagde pigen bag disken - og der var da heller ikke nogen slinger i valsen, da jeg et par timer senere kom ind og havde det omtalte stykke papir med. Oven i købet undskyldte hun, at de havde sat sættet ned, og sagde, at de ikke for en uge siden vidste, at de ville sætte det ned .. om det passer ved jeg ikke, men det var da et pænt træk.
Det kalder jeg god service.
Senere i dag skulle jeg smutte mine unger og alt deres pikpak ud til deres far, som bor 7 km herfra. Fik stavlet unger og gaver og baggage i bilen, og så kørte vi.
Ca. 1 km herfra fik jeg øje på vores nabo, som kørte ved siden af os og viftede med arme og ben, mens han pegede på bagenden af vores bil. "Jeg tror bagsmækken står åben," sagde jeg til Bodil, og så holdt vi ind.
Men det gjorde den ikke. Så jeg kikkede nærmere - og så viste det sig at mit højre baghjul var fladt som en pandekage. Øvs. Bruno var naturligvis på arbejde, og tror I jeg ved hvordan man skifter et hjul? Jooh teoretisk, men jeg ville sq ikke turde putte min unger i den bil, når jeg skulle køre prøvetur...
Så vi ringede til børnenes far, som i løbet af 10 minutter stod inde hos os - og han vidste godt hvordan man skifter hjul. I mellemtiden var naboen også dukket op - han havde haft et haste-ærinde, men da det var overstået var de kørt tilbage for at hjælpe.
Så lige pludselig havde jeg masser af hjælp - det kalder jeg også rigtig god service :)
Det viste sig at der ikke var ret meget luft i mit reservehjul, så vi listede til den nærmeste tank, hvor min rare ex hjalp med at få lidt mere luft i den - og så læssede vi ungerne i hans bil og sagde glædelig jul til hinanden.
Når Bruno kommer hjem, får han overdraget logistikken med at få lappet mit baghjul - han er nemlig også en særdeles serviceminded mand! OG behøver jeg at sige - at han altid yder den fineste service?
I aften står den på min livret: NEM MAD! Vi har nemlig rester fra igår. Denne gode service kan jeg dog primært takke mig selv for :)
God service ... øøøøh JUL, allesammen!
På vejen så jeg et skilt i vinduet på den butik, hvor jeg havde købt det mega-dyre D&G undertøj, som min yndige datter i år skulle jule-begaves med: ALT UNDERTØJ 50% stod der.
Følte jeg mig snydt? Blev jeg knotten? Gæt selv!!
På vej tilbage fra mit ærinde gik jeg derfor ind og fortalte, at jeg for en uge siden havde givet fuld pris for sættet, som nu pludselig var faldet med 50% - og spurgte, om jeg ved fremvisning af undertøj og bon kunne få tilgodeseddel eller pengene tilbage?
"Du kommer bare med bon'en, så får du halvdelen af pengene igen," sagde pigen bag disken - og der var da heller ikke nogen slinger i valsen, da jeg et par timer senere kom ind og havde det omtalte stykke papir med. Oven i købet undskyldte hun, at de havde sat sættet ned, og sagde, at de ikke for en uge siden vidste, at de ville sætte det ned .. om det passer ved jeg ikke, men det var da et pænt træk.
Det kalder jeg god service.
Senere i dag skulle jeg smutte mine unger og alt deres pikpak ud til deres far, som bor 7 km herfra. Fik stavlet unger og gaver og baggage i bilen, og så kørte vi.
Ca. 1 km herfra fik jeg øje på vores nabo, som kørte ved siden af os og viftede med arme og ben, mens han pegede på bagenden af vores bil. "Jeg tror bagsmækken står åben," sagde jeg til Bodil, og så holdt vi ind.
Men det gjorde den ikke. Så jeg kikkede nærmere - og så viste det sig at mit højre baghjul var fladt som en pandekage. Øvs. Bruno var naturligvis på arbejde, og tror I jeg ved hvordan man skifter et hjul? Jooh teoretisk, men jeg ville sq ikke turde putte min unger i den bil, når jeg skulle køre prøvetur...
Så vi ringede til børnenes far, som i løbet af 10 minutter stod inde hos os - og han vidste godt hvordan man skifter hjul. I mellemtiden var naboen også dukket op - han havde haft et haste-ærinde, men da det var overstået var de kørt tilbage for at hjælpe.
Så lige pludselig havde jeg masser af hjælp - det kalder jeg også rigtig god service :)
Det viste sig at der ikke var ret meget luft i mit reservehjul, så vi listede til den nærmeste tank, hvor min rare ex hjalp med at få lidt mere luft i den - og så læssede vi ungerne i hans bil og sagde glædelig jul til hinanden.
Når Bruno kommer hjem, får han overdraget logistikken med at få lappet mit baghjul - han er nemlig også en særdeles serviceminded mand! OG behøver jeg at sige - at han altid yder den fineste service?
I aften står den på min livret: NEM MAD! Vi har nemlig rester fra igår. Denne gode service kan jeg dog primært takke mig selv for :)
God service ... øøøøh JUL, allesammen!
Den kæphøje Livsnyder
På det seneste har en af mine kolleger via elektroniske nyheder agiteret meget for deltagelse i Lillebælt Halvmarathon.
Sidste år deltog rigtig mange fra Bankdata. Men 20 kms løb?? Det er jo langt! For nogle år siden ... i 2005 ... havde jeg faktisk bestemt mig for at løbe en halvmarathon, men samme år kørte jeg også Tøserunden, og det endte med at 3 løbeture og 2 cykelture hver uge blev for meget for mig, rent tidsmæssigt.
Så jeg nåede ikke halvmarathon'en inden jeg blev 40, men det lever jeg nu fint med.
Og jeg har ikke planlagt nogensinde at skulle løbe sådan en, for jeg kan godt lide at løbe, men har ikke noget behov for at løbe "organiseret" eller deltage i løb.
Så stor var min undren, da jeg i torsdags pludselig fandt mig selv i færd med at afsende en mail til bemeldte kollega, med tilmelding til nævnte løb!
Det startede naturligvis med at min kollega Lene - hende der fik mig med hen til vægtkonsulenterne - skrev til mig, at hun ville melde sig til. Jeg spurgte, om hun havde løbet så langt før. Det havde hun ikke. Men hun ville løbe den her halvmarathon til maj alligevel.
Pludselig hørte jeg mig selv tænke: Når Lene kan, så kan jeg vel også. Og vores sidste fælles projekt gik jo super godt.
Så nu har jeg skal jeg løbe halvmarathon til maj. Og som bekendt begynder enhver rejse med det første skridt, så i formiddag løb jeg 5 km. Det tog ca. 32 minutter, så det var jo ikke så tosset, taget i betragtning at jeg ikke har løbet overhovedet de sidste 2 uger.
Jeg er optimist. Og jeg skal have mig et par nye løbesko til januarudsalget.
Sidste år deltog rigtig mange fra Bankdata. Men 20 kms løb?? Det er jo langt! For nogle år siden ... i 2005 ... havde jeg faktisk bestemt mig for at løbe en halvmarathon, men samme år kørte jeg også Tøserunden, og det endte med at 3 løbeture og 2 cykelture hver uge blev for meget for mig, rent tidsmæssigt.
Så jeg nåede ikke halvmarathon'en inden jeg blev 40, men det lever jeg nu fint med.
Og jeg har ikke planlagt nogensinde at skulle løbe sådan en, for jeg kan godt lide at løbe, men har ikke noget behov for at løbe "organiseret" eller deltage i løb.
Så stor var min undren, da jeg i torsdags pludselig fandt mig selv i færd med at afsende en mail til bemeldte kollega, med tilmelding til nævnte løb!
Det startede naturligvis med at min kollega Lene - hende der fik mig med hen til vægtkonsulenterne - skrev til mig, at hun ville melde sig til. Jeg spurgte, om hun havde løbet så langt før. Det havde hun ikke. Men hun ville løbe den her halvmarathon til maj alligevel.
Pludselig hørte jeg mig selv tænke: Når Lene kan, så kan jeg vel også. Og vores sidste fælles projekt gik jo super godt.
Så nu har jeg skal jeg løbe halvmarathon til maj. Og som bekendt begynder enhver rejse med det første skridt, så i formiddag løb jeg 5 km. Det tog ca. 32 minutter, så det var jo ikke så tosset, taget i betragtning at jeg ikke har løbet overhovedet de sidste 2 uger.
Jeg er optimist. Og jeg skal have mig et par nye løbesko til januarudsalget.
søndag, december 21, 2008
Juleglad - eller nærmest lykkelig
Min mave er fuld af glade julebobler.
Og jeg har ikke engang drukket den flaske Bruschetta jeg fik i julegave af Bankdata.
Jeg er bare så åndssvagt glad - og så tæt på at være lykkelig, som man kan blive, når man er en kynisk voksen chica som mig ... (og det er pænt lykkelig, hvis du vil vide det).
Hvorfor? Spørger du måske. Well, der er nok at vælge imellem.
1) Alle mine unger er samlet under mit tag.
2) Vi skal hygge og have mini-jul i aften.
3) Jeg har været i Aalborg igår, og fik sagt glædelig jul til min mor.
4) Jeg er lige der, hvor jeg allerhelst vil være - sammen med dem, jeg allerhelst ville være sammen med.
5) Jeg føler mig endelig helt ovenpå fysisk igen
...og sådan kunne jeg godt blive ved.
Men allermest, så har jeg bare fred i sjælen og i hjertet. Lige nu er jeg lykkelig. Føler mig elsket. Min verden balancerer perfekt lige nu.
Jeg har tænkt mig at nyde hvert sekund af det.
Og jeg har ikke engang drukket den flaske Bruschetta jeg fik i julegave af Bankdata.
Jeg er bare så åndssvagt glad - og så tæt på at være lykkelig, som man kan blive, når man er en kynisk voksen chica som mig ... (og det er pænt lykkelig, hvis du vil vide det).
Hvorfor? Spørger du måske. Well, der er nok at vælge imellem.
1) Alle mine unger er samlet under mit tag.
2) Vi skal hygge og have mini-jul i aften.
3) Jeg har været i Aalborg igår, og fik sagt glædelig jul til min mor.
4) Jeg er lige der, hvor jeg allerhelst vil være - sammen med dem, jeg allerhelst ville være sammen med.
5) Jeg føler mig endelig helt ovenpå fysisk igen
...og sådan kunne jeg godt blive ved.
Men allermest, så har jeg bare fred i sjælen og i hjertet. Lige nu er jeg lykkelig. Føler mig elsket. Min verden balancerer perfekt lige nu.
Jeg har tænkt mig at nyde hvert sekund af det.
torsdag, december 18, 2008
Friskhedsstatus
For første gang i denne uge sidder jeg efter kl. 19 om aftenen og føler mig rimeligt frisk. Ellers har jeg hængt lidt i bremsen ... følt mig halv-influenza-ramt, øm i halsen, tung i hovedet og slap.
I aften er jeg stadig en anelse øm i halsen, men ellers er jeg friskere end jeg har været i en uge.
Det er dejligt - at jeg er mig selv igen :-)
I aften er jeg stadig en anelse øm i halsen, men ellers er jeg friskere end jeg har været i en uge.
Det er dejligt - at jeg er mig selv igen :-)
onsdag, december 17, 2008
Mås på piedestal
"High heels put your ass on a pedestal - where it belongs!"
Citatet har jeg fået fra Lupo, i en kommentar til mit indlæg om mine nye drømmesko.
Og måske VAR det mine hæle - som idag var høje, om end på den lidt mere moderate måde end mine nye Irish Pumps fra Bianco kan præstere - som ganske enkelt anbragte min mås i klaskehøjde tidligere på dagen.
Her op til jul står Vinklubben for at indhente nogle gode tilbud til alle vores kolleger - og i dag var dagen, hvor vi hev vinkasser af paller og pakkede ud og sorterede.
Jeg stod med min (i dagens anledning) skindklædte bagdel lige op i luften, mens jeg var ved at lukke en vinkasse op, da et højt "KLASK!" lød - jo, det var en dristig herrehånd lige på Livsnyderens mås.
Der findes enkelte af mine kolleger, som kan finde på den slags, men den mest nærliggende - ja hun ligger hjemme med influenza. Så jeg så mig undrende omkring, og kunne konstatere, at synderen var en af de rapkæftede gutter, jeg til daglig deler bygning med. Men han plejer altså ikke at gå og klaske mig bagi.
Hans forklaring lød vist noget i retning af, at jeg nærmest bad om det - når jeg stod der med skindbuksemåsen i vejret. Men måske var det i virkeligheden hælene på mine brune kunstlæderstøvler (også fra Bianco) som anbragte min røv på den der piedestal?
Hvem ved .... ihvertfald heldigt for gutten, at jeg er over 40 og at den slags dermed falder ind under "personalegoder". ;)
Citatet har jeg fået fra Lupo, i en kommentar til mit indlæg om mine nye drømmesko.
Og måske VAR det mine hæle - som idag var høje, om end på den lidt mere moderate måde end mine nye Irish Pumps fra Bianco kan præstere - som ganske enkelt anbragte min mås i klaskehøjde tidligere på dagen.
Her op til jul står Vinklubben for at indhente nogle gode tilbud til alle vores kolleger - og i dag var dagen, hvor vi hev vinkasser af paller og pakkede ud og sorterede.
Jeg stod med min (i dagens anledning) skindklædte bagdel lige op i luften, mens jeg var ved at lukke en vinkasse op, da et højt "KLASK!" lød - jo, det var en dristig herrehånd lige på Livsnyderens mås.
Der findes enkelte af mine kolleger, som kan finde på den slags, men den mest nærliggende - ja hun ligger hjemme med influenza. Så jeg så mig undrende omkring, og kunne konstatere, at synderen var en af de rapkæftede gutter, jeg til daglig deler bygning med. Men han plejer altså ikke at gå og klaske mig bagi.
Hans forklaring lød vist noget i retning af, at jeg nærmest bad om det - når jeg stod der med skindbuksemåsen i vejret. Men måske var det i virkeligheden hælene på mine brune kunstlæderstøvler (også fra Bianco) som anbragte min røv på den der piedestal?
Hvem ved .... ihvertfald heldigt for gutten, at jeg er over 40 og at den slags dermed falder ind under "personalegoder". ;)
Man skal ikke kaste med ... sko...
To indlæg i træk handler om sko!
Men det her er på en lidt anden måde. For som alle andre i verden - stort set - har jeg også set videoklippet, hvor en irakisk journalist smider sine sko efter George Bush.
Jeg er ikke nogen fan af den snart afgående amerikanske præsident. Jeg synes han er en uhyggelig fætter - højreorienteret, fundamentalistisk kristen og gennemsyret af de dårligste aspekter af den amerikanske kultur.
Og selvom en lillebitte barnlig del af mig udstøder et fnis, når jeg ser fjolset dukke sig for flyvende sko, så ændrer det ikke på følgende:
DET ER FANDME (undskyld mit sprog) IKKE I ORDEN AT KASTE SKO, MALING, ÆG ELLER ANDRE TING PÅ DEMOKRATISK VALGTE POLITIKERE!!
Det er i mine øjne et angreb på demokratiet - og ligesom jeg synes at det barnagtige og forkastelige malingsangreb på vores nuværende statsminister Anders Fogh Rasmussen var dumt og uværdigt, synes jeg også, at dette skokastnings-stunt bør straffes.
I et demokrati må man nemlig godt mene, hvad man vil, og hvis et flertal af vælgerne står bag en, skal man have lov til at udføre sit politiske arbejde uden frygt for at blive korporligt angrebet.
Jeg vil til enhver tid forbeholde mig ret til at angribe Hr. Rasmussen såvel som Hr. Bush verbalt for deres politiske holdninger (som jeg ikke deler), men korporlige angreb er angreb på demokratiet, som er det dyrebareste, vigtigste og helligste vores samfund har.
Så selvom et ufrivilligt fnis KAN undslippe mig når George W. må dukke sig for journalistens sure sutter, må jeg på det kraftigste understrege: DET ER IKKE I ORDEN MED MIG!
Men det her er på en lidt anden måde. For som alle andre i verden - stort set - har jeg også set videoklippet, hvor en irakisk journalist smider sine sko efter George Bush.
Jeg er ikke nogen fan af den snart afgående amerikanske præsident. Jeg synes han er en uhyggelig fætter - højreorienteret, fundamentalistisk kristen og gennemsyret af de dårligste aspekter af den amerikanske kultur.
Og selvom en lillebitte barnlig del af mig udstøder et fnis, når jeg ser fjolset dukke sig for flyvende sko, så ændrer det ikke på følgende:
DET ER FANDME (undskyld mit sprog) IKKE I ORDEN AT KASTE SKO, MALING, ÆG ELLER ANDRE TING PÅ DEMOKRATISK VALGTE POLITIKERE!!
Det er i mine øjne et angreb på demokratiet - og ligesom jeg synes at det barnagtige og forkastelige malingsangreb på vores nuværende statsminister Anders Fogh Rasmussen var dumt og uværdigt, synes jeg også, at dette skokastnings-stunt bør straffes.
I et demokrati må man nemlig godt mene, hvad man vil, og hvis et flertal af vælgerne står bag en, skal man have lov til at udføre sit politiske arbejde uden frygt for at blive korporligt angrebet.
Jeg vil til enhver tid forbeholde mig ret til at angribe Hr. Rasmussen såvel som Hr. Bush verbalt for deres politiske holdninger (som jeg ikke deler), men korporlige angreb er angreb på demokratiet, som er det dyrebareste, vigtigste og helligste vores samfund har.
Så selvom et ufrivilligt fnis KAN undslippe mig når George W. må dukke sig for journalistens sure sutter, må jeg på det kraftigste understrege: DET ER IKKE I ORDEN MED MIG!
tirsdag, december 16, 2008
Shoes and the livsnyder
Måske har jeg set for meget Sex and the City.
Indtil for ikke så frygteligt mange år siden havde jeg vitterlig ikke noget forhold til sko. Et par vinterstøvler, et par sneakers, et par sorte pumps, et par brune pumps ... noget i den stil, så var mit behov dækket.
Men det sniger sig ind på mig, tror jeg. Jeg kan virkelig få lyst til et par lækre, nye sko - senest var de det sorte tango-sko, som jeg pt. har danset mig igennem 2 julefrokoster i, som bare MÅTTE med hjem.
I sidste uge købte jeg så et damemagasin - sådan et måneds-et af slagsen. Henslængt i min sofa bladrede jeg mig dovent igennem det. Og så ramte den mig. Forelskelse ... ved første øjekast. Heftigt, verdensomstyrtende begær besatte min krop. Jeg så nemlig dem her:
....suk! Enhver fornuft forlod mig. Det her var de perfekte sko til jeans - - skoene jeg MÅTTE eje!! Så jeg bevægede mig hastigt ned i min lokale Bianco-butik - og så viste det sig, at de slet ikke har skoene hjemme. Til gengæld gav de mig et varenr. og telefonnr. til hovedsædet.
Bevæbnet med det ringede jeg næste dag i åbningstiden - og fik den nedslående besked: Mine sko står i Kalundborg og i Lyngby. Hm. Nå.
Det tænkte jeg over et par timer. Så ringede jeg til Kalundborg og fik dem til at sende mig et par i den størrelse, jeg plejer at bruge. Jeg mener - - de her sko er MUST-HAVE's... og oven i ikke særligt dyre.
Så nu går jeg og venter på posten. Når mine nye sko kommer, vil jeg sove med dem på om natten.
Men hvad sker der for mig?? Sådan et forhold har jeg altså aldrig haft til sko før...!
(Livsnyderen alias Samantha Jones)
Indtil for ikke så frygteligt mange år siden havde jeg vitterlig ikke noget forhold til sko. Et par vinterstøvler, et par sneakers, et par sorte pumps, et par brune pumps ... noget i den stil, så var mit behov dækket.
Men det sniger sig ind på mig, tror jeg. Jeg kan virkelig få lyst til et par lækre, nye sko - senest var de det sorte tango-sko, som jeg pt. har danset mig igennem 2 julefrokoster i, som bare MÅTTE med hjem.
I sidste uge købte jeg så et damemagasin - sådan et måneds-et af slagsen. Henslængt i min sofa bladrede jeg mig dovent igennem det. Og så ramte den mig. Forelskelse ... ved første øjekast. Heftigt, verdensomstyrtende begær besatte min krop. Jeg så nemlig dem her:
....suk! Enhver fornuft forlod mig. Det her var de perfekte sko til jeans - - skoene jeg MÅTTE eje!! Så jeg bevægede mig hastigt ned i min lokale Bianco-butik - og så viste det sig, at de slet ikke har skoene hjemme. Til gengæld gav de mig et varenr. og telefonnr. til hovedsædet.
Bevæbnet med det ringede jeg næste dag i åbningstiden - og fik den nedslående besked: Mine sko står i Kalundborg og i Lyngby. Hm. Nå.
Det tænkte jeg over et par timer. Så ringede jeg til Kalundborg og fik dem til at sende mig et par i den størrelse, jeg plejer at bruge. Jeg mener - - de her sko er MUST-HAVE's... og oven i ikke særligt dyre.
Så nu går jeg og venter på posten. Når mine nye sko kommer, vil jeg sove med dem på om natten.
Men hvad sker der for mig?? Sådan et forhold har jeg altså aldrig haft til sko før...!
(Livsnyderen alias Samantha Jones)
søndag, december 14, 2008
Det bliver jo nok jul alligevel
Åååååh ... jeg har sovet i nat ... dejligt!
Til gengæld føltes mit ansigt som om det var vokset til dobbelt størrelse, da jeg vågnede i morges. Det er det heldigvis ikke ... helt ... men en hel nat uden smertestillende kunne godt mærkes.
Oven i går jeg og døjer lidt med effekterne af den stivkrampe/difteri-vaccination jeg fik i fredags. Sygeplejersken advarede om, at den kunne give ømhed der, hvor den blev givet, samt lette influenza-symptomer. Og det tror jeg på. Hele min højre skulder er øm som en byld, og jeg kan næsten ikke løfte højre arm op i skulderhøjde. Tillige med har jeg haft ondt i halsen, småfeber og har nyst og snottet hele dagen igår.
Kort sagt er jeg nærmest lidt ynkelig :)
Vi skulle have været i byen igår, og besøge et hold cykel-venner (dvs - manden er en af Brunos cykelvenner) som vi har været sammen med en enkelt gang før. Vi aflyste - egentlig mest fordi jeg ikke helt vidste om jeg kunne tygge normal mad. Og godt det samme. Jeg kan sagtens tygge nu, men igår aftes var jeg godtnok ikke mange sure sild værd. Jeg havde feber og var træt som et helt alderdomshjem.
Nå - nok om det. Jeg har jo faktisk været heldig, for jeg har ikke brækket noget, og det kunne være gået meget værre. Men hvor jeg hader at se den der misfarvede gris i spejlet, som møder mig, når jeg er på badeværelset. Bruno siger, at jeg "bliver smuk igen" - og insisterer endda på at han stadig synes jeg er helt vildt dejlig. Nogen gange spekulerer jeg over, hvad pokker jeg har gjort for at fortjene ham :)
I dag vil jeg tage den med ro og passe på mig selv. Tror der er masser af madrester i køleskabet, så vi ikke behøver lave mad. Og så vil jeg forsøge at fortrænge, at jeg skal på arbejde i morgen ... er efterhånden lidt bange for, at alverdens sminke ikke kan gøre mig bare NOGENLUNDE præsentabel.
Tror jeg vil gå en lille tur ud i luften. Kold luft lyder som en fantastisk ide, på mit ømme ansigt.
Til gengæld føltes mit ansigt som om det var vokset til dobbelt størrelse, da jeg vågnede i morges. Det er det heldigvis ikke ... helt ... men en hel nat uden smertestillende kunne godt mærkes.
Oven i går jeg og døjer lidt med effekterne af den stivkrampe/difteri-vaccination jeg fik i fredags. Sygeplejersken advarede om, at den kunne give ømhed der, hvor den blev givet, samt lette influenza-symptomer. Og det tror jeg på. Hele min højre skulder er øm som en byld, og jeg kan næsten ikke løfte højre arm op i skulderhøjde. Tillige med har jeg haft ondt i halsen, småfeber og har nyst og snottet hele dagen igår.
Kort sagt er jeg nærmest lidt ynkelig :)
Vi skulle have været i byen igår, og besøge et hold cykel-venner (dvs - manden er en af Brunos cykelvenner) som vi har været sammen med en enkelt gang før. Vi aflyste - egentlig mest fordi jeg ikke helt vidste om jeg kunne tygge normal mad. Og godt det samme. Jeg kan sagtens tygge nu, men igår aftes var jeg godtnok ikke mange sure sild værd. Jeg havde feber og var træt som et helt alderdomshjem.
Nå - nok om det. Jeg har jo faktisk været heldig, for jeg har ikke brækket noget, og det kunne være gået meget værre. Men hvor jeg hader at se den der misfarvede gris i spejlet, som møder mig, når jeg er på badeværelset. Bruno siger, at jeg "bliver smuk igen" - og insisterer endda på at han stadig synes jeg er helt vildt dejlig. Nogen gange spekulerer jeg over, hvad pokker jeg har gjort for at fortjene ham :)
I dag vil jeg tage den med ro og passe på mig selv. Tror der er masser af madrester i køleskabet, så vi ikke behøver lave mad. Og så vil jeg forsøge at fortrænge, at jeg skal på arbejde i morgen ... er efterhånden lidt bange for, at alverdens sminke ikke kan gøre mig bare NOGENLUNDE præsentabel.
Tror jeg vil gå en lille tur ud i luften. Kold luft lyder som en fantastisk ide, på mit ømme ansigt.
lørdag, december 13, 2008
Træt livsnyder
Puha jeg er træt.
Vågnede ved 4 tiden i morges, og havde ondt i ansigtet. Det tog et par timer at falde i søvn igen (og et par Idotyl'er), og selvfølgelig kunne jeg ikke sove længe i morges.
Så det bliver ikke sent i aften, det garanterer jeg.
Vi har fået indhentet en del af det forsømte i dag, Bruno og jeg - efter en formiddagstur til Ikea (vi bliver ved med at slæbe møbler hjem...) var vi nede i byen og fik ordnet størstedelen af vores gaver. Det var dejligt!
I morgen får vi stort set ordnet resten - butikkerne har åbent hele dagen.
Lige nu camperer jeg i en lænestol - fra køkkenet kommer liflige dufte! Vi har nemlig en "logerende" for tiden. En veninde, som er ved at blive skilt, gør brug af vores gæsteværelse, og i aften har hun tilbudt at kokkerere. Det dufter indisk-inspireret, og er der noget, jeg er vild med, er det indisk mad. Nam nam! Og så helt uden arbejde fra min side...
I dag har jeg været glad for, at nogen har opfundet DÆKSTIFTEN - den er min ven! Jeg har nemlig fået et smukt blåt øje, men med lidt concealer ligner jeg knap så meget en stakkels voldsramt hustru. Hvis man ikke kender mig, kan man jo godt overse, at min næse er dobbelt bredde og mine kinder en del større end de plejer at være :(
Jeg ser IKKE frem til at komme på arbejde mandag - - det kommer sq til at kræve et større forberedende makeup-arbejde end normalt (en streg eyeliner og lidt mascara).
Vågnede ved 4 tiden i morges, og havde ondt i ansigtet. Det tog et par timer at falde i søvn igen (og et par Idotyl'er), og selvfølgelig kunne jeg ikke sove længe i morges.
Så det bliver ikke sent i aften, det garanterer jeg.
Vi har fået indhentet en del af det forsømte i dag, Bruno og jeg - efter en formiddagstur til Ikea (vi bliver ved med at slæbe møbler hjem...) var vi nede i byen og fik ordnet størstedelen af vores gaver. Det var dejligt!
I morgen får vi stort set ordnet resten - butikkerne har åbent hele dagen.
Lige nu camperer jeg i en lænestol - fra køkkenet kommer liflige dufte! Vi har nemlig en "logerende" for tiden. En veninde, som er ved at blive skilt, gør brug af vores gæsteværelse, og i aften har hun tilbudt at kokkerere. Det dufter indisk-inspireret, og er der noget, jeg er vild med, er det indisk mad. Nam nam! Og så helt uden arbejde fra min side...
I dag har jeg været glad for, at nogen har opfundet DÆKSTIFTEN - den er min ven! Jeg har nemlig fået et smukt blåt øje, men med lidt concealer ligner jeg knap så meget en stakkels voldsramt hustru. Hvis man ikke kender mig, kan man jo godt overse, at min næse er dobbelt bredde og mine kinder en del større end de plejer at være :(
Jeg ser IKKE frem til at komme på arbejde mandag - - det kommer sq til at kræve et større forberedende makeup-arbejde end normalt (en streg eyeliner og lidt mascara).
fredag, december 12, 2008
Hej flisegulv!
Jeg har sådan en fejlagtig ledningsføring oppe i hovedet. Den fungerer på den her måde:
Livsnyderens bevidsthed er til stede. Livsnyderens hjerne modtager af en eller anden grund smerteimpulser fra et sted i kroppen, som er over middel styrke.
Livsnyderens bevidsthed - den kujon - tænker "Shit - det her gider jeg ikke!" og så slukker den lyset.
Kort efter rammer Livsnyderens ret bevidstløse krop gulvet, fordi bevidstheden er skredet.
Jeg var til vinsmagning igår aftes, og det var rigtig hyggeligt. Jeg fik godt med rødvin, men ikke kritisk meget - der er grænser for, hvad man indtager, når man som bestyrelsesmedlem fiser rundt og servicerer medlemmerne. Og så ringede Kristian og var ked af det, fordi han havde ondt i maven, og vi kom derfor også lidt tidligere hjem.
Da Kristian var puttet spiste jeg noget pizza. Det var nemlig ikke blevet til SÅ meget aftensmad. Men efter en times tid blev min mave underlig, og jeg måtte ud og kaste op - mærkeligt, synes jeg, for så meget havde jeg altså ikke drukket - jeg kaster EKSTREMT sjældent op pga. for meget alkohol.
Men vi gik i seng og sov. Kl. 4 vågnede jeg. Jeg skulle tisse, og tænkte, at det nok også ville være smart at tage et par panodiler for en sikkerhedsskyld. Men da jeg sad på toilettet fik jeg meget, meget ondt i maven - og det næste jeg husker, er at min seng var så hård og lyset var tændt ... eller ... nej, jeg lå sq på badeværelsesgulvet og blødte fra næsen - og havde ret ondt i min hage. Kort sagt - min bevidsthed havde valgt at chicken out.
Jeg fik mig stablet på benene igen og søgte mod min seng. Og jeg nåede at få vækket Bruno, så han faktisk afbødede faldet lidt, da jeg besvimede igen. :(
For at gøre en lang historie kort - lykkedes det mig at slå næsen endnu mere, da jeg i morges (EFTER Bruno var gået nedenunder) følte at jeg var i stand til at klare mig selv igen - og derfor stod op, gik ind til Kristian og skræmte livet af ham ved at besvime der inde også. Flot!
Nå - så da jeg lidt op på morgenen blev i stand til at have hovedet opad uden at besvime, måtte vi jo så på skadestuen, for jeg kunne ikke bide sammen, og min næse så ... alternativ ud. Efter 5 timers ventetid fik jeg at vide, at jeg ikke havde brækket noget eller slået noget af led. Undersøgelsen tog 10 minutter i alt, tror jeg. Og så var den dag faktisk gået.
Jeg ville godtnok hellere have været ude og købe julegaver sammen med Bruno. Men min søde mand var naturligvis ved min side på skadestuen - han passer godt på mig.
Og han kan jo så glæde sig over
1) at der ikke var nogen der tjekkede hans knoer for skrammer eller stillede nærgående spørgsmål
2) at han har en meget farverig kone lige nu. Og det bliver sikkert kun bedre de næste par dage.
Livsnyderens bevidsthed er til stede. Livsnyderens hjerne modtager af en eller anden grund smerteimpulser fra et sted i kroppen, som er over middel styrke.
Livsnyderens bevidsthed - den kujon - tænker "Shit - det her gider jeg ikke!" og så slukker den lyset.
Kort efter rammer Livsnyderens ret bevidstløse krop gulvet, fordi bevidstheden er skredet.
Jeg var til vinsmagning igår aftes, og det var rigtig hyggeligt. Jeg fik godt med rødvin, men ikke kritisk meget - der er grænser for, hvad man indtager, når man som bestyrelsesmedlem fiser rundt og servicerer medlemmerne. Og så ringede Kristian og var ked af det, fordi han havde ondt i maven, og vi kom derfor også lidt tidligere hjem.
Da Kristian var puttet spiste jeg noget pizza. Det var nemlig ikke blevet til SÅ meget aftensmad. Men efter en times tid blev min mave underlig, og jeg måtte ud og kaste op - mærkeligt, synes jeg, for så meget havde jeg altså ikke drukket - jeg kaster EKSTREMT sjældent op pga. for meget alkohol.
Men vi gik i seng og sov. Kl. 4 vågnede jeg. Jeg skulle tisse, og tænkte, at det nok også ville være smart at tage et par panodiler for en sikkerhedsskyld. Men da jeg sad på toilettet fik jeg meget, meget ondt i maven - og det næste jeg husker, er at min seng var så hård og lyset var tændt ... eller ... nej, jeg lå sq på badeværelsesgulvet og blødte fra næsen - og havde ret ondt i min hage. Kort sagt - min bevidsthed havde valgt at chicken out.
Jeg fik mig stablet på benene igen og søgte mod min seng. Og jeg nåede at få vækket Bruno, så han faktisk afbødede faldet lidt, da jeg besvimede igen. :(
For at gøre en lang historie kort - lykkedes det mig at slå næsen endnu mere, da jeg i morges (EFTER Bruno var gået nedenunder) følte at jeg var i stand til at klare mig selv igen - og derfor stod op, gik ind til Kristian og skræmte livet af ham ved at besvime der inde også. Flot!
Nå - så da jeg lidt op på morgenen blev i stand til at have hovedet opad uden at besvime, måtte vi jo så på skadestuen, for jeg kunne ikke bide sammen, og min næse så ... alternativ ud. Efter 5 timers ventetid fik jeg at vide, at jeg ikke havde brækket noget eller slået noget af led. Undersøgelsen tog 10 minutter i alt, tror jeg. Og så var den dag faktisk gået.
Jeg ville godtnok hellere have været ude og købe julegaver sammen med Bruno. Men min søde mand var naturligvis ved min side på skadestuen - han passer godt på mig.
Og han kan jo så glæde sig over
1) at der ikke var nogen der tjekkede hans knoer for skrammer eller stillede nærgående spørgsmål
2) at han har en meget farverig kone lige nu. Og det bliver sikkert kun bedre de næste par dage.
søndag, december 07, 2008
Dans er godt for ryggen
Kan konstatere, at min ryg er bedre end den har været i månedsvis.
Måske skulle jeg bare i byen og danse noget mere?
Måske skulle jeg bare i byen og danse noget mere?
Festsild
Jeg spiser ikke sild.
Og jeg plejer at bruge undskyldningen: Man er jo ikke kannibal. ;)
Til gengæld kan jeg rigtig godt lide snaps, og den kombination har lagt bunden til mange ukontrollerede branderter til julefrokoster - hehe...
Så galt gik det ikke igår, men det var som altid rigtig sjovt. Vi var trætte, da vi skulle hjemad med bussen, så jeg væltede hjem i seng ... og varmede mine kolde lår på Bruno :)
Her er min veninde Lene og jeg selv efter indtagelse af hvid gløgg her hos mig - klar til at indtage Hotel Munkebjerg.
Og jeg plejer at bruge undskyldningen: Man er jo ikke kannibal. ;)
Til gengæld kan jeg rigtig godt lide snaps, og den kombination har lagt bunden til mange ukontrollerede branderter til julefrokoster - hehe...
Så galt gik det ikke igår, men det var som altid rigtig sjovt. Vi var trætte, da vi skulle hjemad med bussen, så jeg væltede hjem i seng ... og varmede mine kolde lår på Bruno :)
Her er min veninde Lene og jeg selv efter indtagelse af hvid gløgg her hos mig - klar til at indtage Hotel Munkebjerg.
lørdag, december 06, 2008
Så skal der festes!
I aften skal jeg til julefrokost. Som faste læsere måske kan huske, er jeg en stor fan af mit firmas julefrokost.
Det er årets fest-højdepunkt, og jeg er helt sikker på at det bliver helt vildt sjovt.
En god veninde kommer herind, og så skal vi have noget (tyndt!) lys gløgg og hygge lidt, inden bussen kører nede fra banegården. Der er kun 5 min. gang derned, men hvis ikke vejret bliver bedre, har søde Bruno lovet at køre os derned.
I det hele taget er han en dejlig overbærende mand. Han bliver hverken sur eller jaloux, og han rækker bare armen ud og finder sig pænt i at blive sprit-åndet på af en lettere overrislet og ofte temmelig kærlig Livsnyder, som har haft en forrygende aften og nu vil ligge i arm med sin søde mand (som regel også RIGTIG dejligt når man lige har været ude at gå i decembernatten i små sko, nylonstrømper og kjole).
Han rynker heller ikke bryn over, at jeg snorker uvanligt længe i morgen tidlig, og ikke ligefrem opfører mig som en hvid tornado eller noget i den stil :)
Han bliver heller ikke sur, hvis Lene og jeg finder på, at vi lige skal en tur ned og ha en enkelt godnatøl. I det hele taget er han yderst overbærende overfor, at jeg er lidt af en festabe ... og det er jo dejligt.
Det skal nok blive sjovt i aften.
Det er årets fest-højdepunkt, og jeg er helt sikker på at det bliver helt vildt sjovt.
En god veninde kommer herind, og så skal vi have noget (tyndt!) lys gløgg og hygge lidt, inden bussen kører nede fra banegården. Der er kun 5 min. gang derned, men hvis ikke vejret bliver bedre, har søde Bruno lovet at køre os derned.
I det hele taget er han en dejlig overbærende mand. Han bliver hverken sur eller jaloux, og han rækker bare armen ud og finder sig pænt i at blive sprit-åndet på af en lettere overrislet og ofte temmelig kærlig Livsnyder, som har haft en forrygende aften og nu vil ligge i arm med sin søde mand (som regel også RIGTIG dejligt når man lige har været ude at gå i decembernatten i små sko, nylonstrømper og kjole).
Han rynker heller ikke bryn over, at jeg snorker uvanligt længe i morgen tidlig, og ikke ligefrem opfører mig som en hvid tornado eller noget i den stil :)
Han bliver heller ikke sur, hvis Lene og jeg finder på, at vi lige skal en tur ned og ha en enkelt godnatøl. I det hele taget er han yderst overbærende overfor, at jeg er lidt af en festabe ... og det er jo dejligt.
Det skal nok blive sjovt i aften.
onsdag, december 03, 2008
Landet!
Jeg er landet i sofaen - lige nu.
Damn jeg er træt. Har været til træning - det var ikke den store lyst, der var til stede, men jeg har lovet mig selv, at det skal være 2 gange om ugen. Jeg har bestemt mig for, at jeg vil gøre det for mig selv - for min krop, så den har en chance for at holde 20 år mere på arbejdsmarkedet.
Hvis jeg ikke træner, risikerer jeg at ødelægge mine skuldre og mine arme. Men med træning kan jeg rette op på de skader, PC-arbejdet gør.
Det er ikke fordi jeg ikke har de bedste arbejdsforhold - for de bliver ikke meget bedre. Jeg har haft hæve-sænkebord i årevis, har en supergod stol, har jævnligt mulighed for at få besøg af sådan en BST-ting, der kan fortælle om jeg sidder rigtigt, jeg har mousetrapper og varieret arbejde - arbejde ved PC'en veksler med møder og meget andet. Mangler jeg noget, kan jeg garanteret få det.
Men stillesiddende arbejde er ikke det, vi er lavet til. Så det er vigtigt selv at tage ansvar for at passe på sin krop, så den kan holde til det. Det kan ikke hjælpe noget at fise hjem og lande på sofaen, og så brokke sig over alle de skader, arbejdet giver.
Så jeg kom afsted idag - fordi jeg er inde for det lange seje træk, når det gælder træningen. Men sjovt var det bestemt ikke :(
Min lænd gør ondt for tiden. Så mine maveøvelser på bold hoppede jeg over, for de gjorde ondt - og mine elastik-skulderøvelser drillede mig også. Og da jeg kom på nordic-walkeren for en gang cardio til sidst, var mine ben meget, meget slatne ... de kunne mærke, at jeg har øget vægten i begge benmaskiner til et punkt, hvor jeg VIRKELIG skal arbejde for sagen.
Det er ligesom om problemerne er vandret fra mine skuldre (som jeg ikke pt mærker til) og ned i min lænd. Heldigvis har jeg en tid hos fysioterapeuten mandag den 15. december - og mon ikke han har et bud?
Ondt i ryggen bliver jeg sur af. Og det gider jeg ikke være.
Damn jeg er træt. Har været til træning - det var ikke den store lyst, der var til stede, men jeg har lovet mig selv, at det skal være 2 gange om ugen. Jeg har bestemt mig for, at jeg vil gøre det for mig selv - for min krop, så den har en chance for at holde 20 år mere på arbejdsmarkedet.
Hvis jeg ikke træner, risikerer jeg at ødelægge mine skuldre og mine arme. Men med træning kan jeg rette op på de skader, PC-arbejdet gør.
Det er ikke fordi jeg ikke har de bedste arbejdsforhold - for de bliver ikke meget bedre. Jeg har haft hæve-sænkebord i årevis, har en supergod stol, har jævnligt mulighed for at få besøg af sådan en BST-ting, der kan fortælle om jeg sidder rigtigt, jeg har mousetrapper og varieret arbejde - arbejde ved PC'en veksler med møder og meget andet. Mangler jeg noget, kan jeg garanteret få det.
Men stillesiddende arbejde er ikke det, vi er lavet til. Så det er vigtigt selv at tage ansvar for at passe på sin krop, så den kan holde til det. Det kan ikke hjælpe noget at fise hjem og lande på sofaen, og så brokke sig over alle de skader, arbejdet giver.
Så jeg kom afsted idag - fordi jeg er inde for det lange seje træk, når det gælder træningen. Men sjovt var det bestemt ikke :(
Min lænd gør ondt for tiden. Så mine maveøvelser på bold hoppede jeg over, for de gjorde ondt - og mine elastik-skulderøvelser drillede mig også. Og da jeg kom på nordic-walkeren for en gang cardio til sidst, var mine ben meget, meget slatne ... de kunne mærke, at jeg har øget vægten i begge benmaskiner til et punkt, hvor jeg VIRKELIG skal arbejde for sagen.
Det er ligesom om problemerne er vandret fra mine skuldre (som jeg ikke pt mærker til) og ned i min lænd. Heldigvis har jeg en tid hos fysioterapeuten mandag den 15. december - og mon ikke han har et bud?
Ondt i ryggen bliver jeg sur af. Og det gider jeg ikke være.
mandag, december 01, 2008
Vi har mavepine.
Bodil og mig.
Vi er temmelig spændt på hvordan det går i morgen, når Bodil starter i sin nye klasse.
Jeg håber så meget på, at det bliver godt - men hvorfor skulle det ikke det.
Ellers har jeg haft mavepine, fordi der kun udbydes kodimagnyler ude på mit arbejde - de andre bliver altid spist først, og dem, der tager de sidste, glemmer at bestille nye. Og når jeg så kommer med ondt i ryggen og skal have en pille så løbeturen hjem bliver til at holde ud, er der kun kodierne.
Løbeturen gik heldigvis fint, med kodi-hjælp, og mavepinen forsvandt da jeg spiste en banan og nogle pebernødder :)
Vi er temmelig spændt på hvordan det går i morgen, når Bodil starter i sin nye klasse.
Jeg håber så meget på, at det bliver godt - men hvorfor skulle det ikke det.
Ellers har jeg haft mavepine, fordi der kun udbydes kodimagnyler ude på mit arbejde - de andre bliver altid spist først, og dem, der tager de sidste, glemmer at bestille nye. Og når jeg så kommer med ondt i ryggen og skal have en pille så løbeturen hjem bliver til at holde ud, er der kun kodierne.
Løbeturen gik heldigvis fint, med kodi-hjælp, og mavepinen forsvandt da jeg spiste en banan og nogle pebernødder :)
Abonner på:
Opslag (Atom)