Noget om alder

Man er klar over, at man nok ikke er helt purung længere når følgende sker:

• Bonussønnen har købt jakkesæt (JAKKESÆT?! Wow...)
• Sønnen har købt slips (IKKE med elastik i nakken)
• Man har ikke mindre end 3 svigerdøtre og en bette svigersøn.
• Husets næste runde fødselsdag (blandt de voksne) er 50 ... om 2 år... heldigvis IKKE mig...

Sikke mange erkendelser på den sidste uge i 2006... ;-)

Hvem er det nu, du ligner?

Den her test er da lidt sær. Jeg kan personligt ikke lige se den store lighed med de personer, jeg angiveligt skulle ligne.

Der var engang en fyr, der syntes jeg lignede Drew Barrimore. Tøhø...
Ellers har jeg mest fået skyld for at ligne min storebror, Kurt.

Hvad synes I?

Testresultat:



Kurt:

Der planlægges hos livsnyderen

Der er gang i planerne for resten af ferien.

I morgen, lørdag, har jeg lovet Andreas at vi skal have julemad. Flæskesteg og det hele, og naturligvis risalamande. Han savler, hver gang jeg snakker om det - tror nok, at han har fået mere fastfood end brun sovs i USA denne gang.

Søndag formiddag skal vi have brunch. Lasse fylder 19, og det skal fejres. Kristian, som ellers er hos sin far, kommer over for at være med til at fejre ham, og mine svigerforældre samt min svoger møder op.

Jeg er igang med planerne...



Nytårsaften ved vi ikke helt, hvad vi skal endnu. Den oprindelige plan var, at Carsten bedsteven skulle komme her - men siden det blev planlagt, har han fået kæreste på, og de vil gerne være sammen. Den skal vi lige have regnet ud i dag...

Visit i det nordjyske

Den 26-27. var vi på visit hos familien i Nordjylland. Den 26. var vi til julefrokost hos min søster og svoger, og den 27. var det min mors fødselsdag.



Vi var der stort set alle sammen, så vi var næsten 20 mennesker i hendes lille andelshus. Men det gik fint - der var siddepladser til alle, og snakken flød ubesværet og fredeligt.

Det var et par dejlige dage. Jeg nyder altid at se mine søskende og deres familier, ikke mindst når vi alle er samlet som i onsdags.

Næste år får vi rig mulighed for at mødes. Vi har ikke mindre end 3 konfirmationer hen over foråret, og min ældste bror bliver 50... så mon ikke vi ses! Min søster og jeg forsøger også at etablere påskefrokosten som en tradition - nu må vi se, om den bliver fortrængt af konfirmationerne i år.

Juleaftenstilbageblik

Fik set billeder fra julen i dag. Juledag GAD jeg bare ikke - jeg var stærkt doven. I dag gider jeg godt.

Juleaften laver jeg flæskesteg. Det er tradition i min familie, vi har dog tilføjet medisterpølse, for det elsker min svigerfar. I år var flæskestegen så tæt på perfekt, som den nogensinde kommer. Den stegte hele dagen i ovnen ved lige godt 100 grader, og til sidst fik den et svirp, som fik sværen til at boble op og blive sprød. Uhm...



Efter stegen var vi dødsens mætte.
Så vi besluttede at udsætte risalamanden til efter julesalmer og gaver.

Træet var meget fint, men de 5 personer vi var, kunne altså ikke nå helt rundt om det.



I år havde min svoger John sagt, at han ville tage mandelgave med. Den så meget mystisk ud - stor og sekskantet, og så vejede den næsten ingenting.



Jeg synes, jeg havde lavet en behersket skål risalamande, men vi kunne bare IKKE æde os frem til mandlen, så til sidst blev mandelgaven uddelt ved hjælp af 5 tændstikker - en af dem uden svovl (mandlen). Den endte jeg med.

Den mystiske pakke, om hvilken John havde sagt: "Det er noget, vi alle sammen kan bruge.", viste sig at indeholde et "gavekort" på et weekendophold i et sommerhus i 2007 - for hele familien, inkl. alle mine og Brunos børn. Det glæder vi os allerede til!

Jeg har fået herlige gaver i år. En af de bedste var fra Bruno.

Støvlerne i baggangen

Andreas har syntes, at det var LIDT dårlig timing, at han havde planlagt at rejse til USA i julen i år.

En uge inden han skulle afsted, var han i byen med nogen venner - og bagefter var han mærkeligt ukoncentreret, og havde dårlig appetit.

Årsagen, viste det sig, er af hunkøn.

I går aftes, da vi kom hjem fra Aalborg, stod der i baggangen et par nydelige, sorte støvler med en lille stilethæl. Ikke Andreas' normale præference i fodtøj.

Ejeren kom pænt ned og hilste på, og hun er sød.

I morges stod de der sørme endnu.... der kan man se.

Måske er det forskellen på at have sønner og døtre? Helle, som jo har døtre, beretter om overnattende biler. Her var det et par smarte damestøvler, vi kunne finde parkeret i baggangen...

Livsnyderen i familiens skød

Fysisk alder: 40 år og 8 måneder
Mental alder: ukendt . . .

Jo - jeg er hjemme hos min mor. Der er ikke andre steder, hvor jeg bare vælter ud af sengen, sætter mig til bordet og får kaffe og rundstykker serveret. Hvor jeg bare ser lidt forvirret ud, så når min mor at lokalisere det, der mangler på bordet, og hente det, inden jeg selv når så langt...

Jeg trøster mig med, at hun får samme service, når hun overnatter hos mig - og at det sker en del tiere end det modsatte.

I går holdt vi julefrokost hos min søster - det var hyggeligt, men puha, hvor får man meget at spise sådan en dag! I dag har min mor fødselsdag - og alle mine 3 søskende kommer her med deres familier til kaffe og til pizza bestilt udefra. Så bli'r der snakket! Højt og længe.

Det er den ene gang om året, hvor det normalt lykkes os at samles, og det er dejligt.

Hjemme har vi været uden internet. Strømmen røg i ½ time sidst på eftermiddagen den 25., og så har der ikke været forbindelse siden. Hvis den ikke er kommet af sig selv, når vi kommer hjem i aften, så må vi have ringet til TDC. Det er SÅ irriterende at være uden forbindelse til omverdenen!

Håber I andre nyder jeres juledage - lige så meget som livsnyderen gør.

Luddoven Livsnyder

Gaverne er i hus. Indtil videre ingen byttere her - ud over at jeg skal have en mindre model af den ring, Bruno har købt til mig.

Der er masser af rester i køleskabet fra i går, så i dag skal vi lave ... INGENTING...!

Det vildeste, jeg vil foretage mig, er at snøre løbeskoene og lunte en tur i det vintergrå i skoven.
Bagefter vil jeg tage et bad og klaske ud i sofaen foran tv'et, eller med en bog.

Juleaften var hyggelig og varm. Måske får I mere om den senere i dag ... hvis jeg gider...

Livsnyderen ønsker glædelig jul!

Juleaften er her lige straks.

Flæskestegen står og langtidssteger i ovnen ved 120 grader, jeg har fået min formiddagsspinning overstået, og nu vil jeg skifte tøj og blive klar til, at mine gæster kommer.

Kan I have en rigtig dejlig juleaften, med gås, and, kalkun, flæskesteg, eller hvad I forbinder med en ægte juleaften.

Livsnyderen som hjemmefrisør

Manden i huset bliver altid klippet i "Salon Saxkjær". Altså af mig.

Jeg er ellers ikke nogen stor tilhænger af hjemmeklip, selvom jeg er en fhv. øvet amatørfrisør.
Hjemmeklipninger er som regel noget med, at en mand pga. nærighed og dovenskab, lige tager hele bowlingkuglen med skægtrimmeren indstillet på 3 mm.

Og det er f***me ikke mange mænd, det klæder!

Nej, d'herrer - I ligner IKKE Bruce Willis. I ligner noget, der skulle ha' været ved frisøren.
Uheldige hovedfaconer kommer for en dag. Enkelthår stritter op - der lidt bagved det ene øre, hvor han ikke selv kan se. Let overvægtige kontormænd får fremhævet dobbelthagen.

Hvad kan jeg sige - det er grimt.



Trods det har jeg klippet temmelig mange hoveder gennem tiden.
Det startede, da mine ældre brødre gik på seminarium i Skive, og ikke havde særligt mange penge. Derfor mente de godt, at lillesøster ku' slippes løs på manken med mors bedste køkkensaks.

I starten var resultatet i den grad derefter. Men hen ad vejen lærte jeg et og andet, og blev i stand til at lave en hæderlig herreklipning.

Senere i mit liv har jeg klippet:

• min Moster Ann, da hun til sidst var så dårlig, at hun havde svært ved at komme til frisøren - og det var altså med tungen lige i munden, for hun var en meget pernitten dame med pagehår - som ikke lige er det nemmeste. Men det gik faktisk ret godt.
• min søsters børneflok - mon der er nogen af dem, jeg ikke har klippet?
• min søster selv, når hun lige trængte til en hurtig klipning
• min svoger - men han er gået over til ovennævnte metode, og det klæder faktisk heller ikke ham....
• en af min søsters kolleger - en enkelt gang (ikke fordi hun var utilfreds :-)
• mine egne børn
• min exmand
• og nu klipper jeg så Bruno...

Da Bruno og jeg flyttede sammen, svor jeg ellers, at jeg IKKE ville klippe ham! Han har en kraftig manke, som han med jævne mellemrum fik trimmet hos frisøren i Bramdrupdam. Det tog rundt regnet 10 minutter og kostede dengang - i 2001 - 220 kr.

Det syntes Bruno var LIDT meget, og fra en kollega havde han hørt om en etnisk frisør, som tog 70 kr. for en klipning. "Salonen" lå nede i Kolding, hvor Bruno arbejder, og det mente han skulle prøves.

Ifølge Bruno var det en lidt pudsig oplevelse. Frisøren spurgte ikke om noget (ikke et eneste "hvordan vil du ha' pandehåret" eller "skal det være kort i nakken") - næ, det var lige på og hårdt. Han kunne sikkert kun én frisure. Og den fik Bruno.

Når sandheden skal frem, var klipningen sikkert ok. Men frisuren var altså lige lovlig tidlig 80'er. Jeg kikkede på ham, og så sagde jeg de ulyksalige ord: "Det kan jeg f***me gøre bedre!"

Det fik jeg lov til at bevise. Vi indkøbte en kvalitetshårtrimmer, og så klippede jeg Bruno. Resultatet lignede i overbevisende grad det, der plejede at komme ud af 10-minutters-og-220-kroners-besøgene i Bramdrupdam. Så det...

Hårtrimmeren har tjent sig ind mange gange siden. Og Bruno kan godt lide, at han ikke behøver tage til frisøren. Han plejer at blære sig med, at "han betaler med sex" og at "han må tage på frisøren mens han bliver klippet".

Jeg klipper ikke mine børn. De går til frisøren. Jeg er nemlig bedst til den korte herrefrisure, som Bruno har, selvom de da godt kan få en studsning i en snæver vending. Jeg selv går naturligvis også til frisøren - omkring 3 gange om året. Jeg kunne nemlig aldrig drømme om at lægge lokkerne i hænderne på en amatør....

Firmajulegaver

I mit firma får vi julegave som fortjent.

Vi har nemlig nogen driftsmål, som skal overholdes. Hver måned gøres det op, om vi har nået den oppetid, vi har som mål, og om der ikke er for mange nedbrud på systemerne, eller for mange overskridelser af svartiderne.

De måneder, det lykkes, sætter ledelsen en flaske vin i et skab, som hænger på gangen tæt ved kantinen. Ved årets udgang er det antallet af flasker i skabet, som afgør, hvor mange flasker, vi får i julegave.

I år havde vi 10 flasker i skabet. Vores ledelse ville os det dog godt, så vi har rent faktisk fået 12 flasker - heriblandt også hvidvin, champagne og portvin til julechokoladen.

Det er en herlig ting at kunne tage med hjem!

Brunos firma er meget mindre, og gør noget helt andet ud af julegaverne.
I god tid inden jul har de kunnet vælge mellem forskellige julegaver. Bruno kommer som regel hjem og rådfører sig med overkommandoen (mig) om valget. I år blev det til en dejlig pakke, som indeholdt en thebrygger fra Menu, biscotti og italiensk dessertvin, et par stearinlys og en nuttet træengel.



Og så falder der jo også diverse ting af, fra kontakter og leverandører, da Bruno har et udadvendt job. I år er det blevet til nogen håndklæder og en flaske julesnaps.

Det er en pudsig tradition, det med firmajulegaver. Men jeg synes også, det er sjovt og spændende og motiverende. Jeg bliver ihvertfald glad - og plejer også at huske at sige tak, næste gang jeg ser vores direktør på gangen... :-)

Næsten klar ...

Indtil videre har vi haft en dejlig, hyggelig, langsom, ustresset 23. december.

Normalt har vi åndssvagt travlt - fordi vi plejer at holde lillejuleaften med Lasse og Christina.
Men i år er det mere stille og roligt...

Der var tid til en langsom morgen, hvor Kristian kunne hygge lidt med sit tv, inden vi spiste morgenmad, og han i ro og mag kom i tøjet og fik fundet de ting, han skulle have med over til sin far. Hen på formiddagen fulgte jeg ham derover (der er vel 50 meter fra vores indkørsel til deres), og vi ønskede god jul, og aftalte, at Kristian kommer en tur den 31. december, for at fejre Lasses fødselsdag sammen med os - vi holder en lille brunch.

Resten af dagen er gået med, at jeg har sladret i telefon, mens jeg kogte risengrød til alamande, og Bodil og jeg har fået de sidste pakkespilsting på plads. Vi lavede en lille indkøbstur med dette formål, og fik pakket pakkespilstingene ind.

Lige nu bobler rødkålen over stille blus. Jeg koger som regel efter "God mad - let at lave" - opskriften, og det bliver altid vellykket. Opskriften lyder på "et lille rødkålshoved på 1 kg", men jeg har nu aldrig været ude for et rødkålshoved, som var ret meget under 2 kg! Denne gang står der 2½ kg rødkål og simrer dernede, det dufter herligt...



Juletræet kom ind igår og blev pyntet af to ivrige nisser.



I morgen kommer vores gæster om eftermiddagen. Vi skal have hjemmelavet glögg og spille pakkespil til den helt store guldmedalje. Glöggekstrakten har trukket dejligt længe.



Måske putter jeg rosinerne i i aften. Så kan de blive tykke og sprittede og gode.

Bodil går over til sin far omkring spisetid, for at fejre jul der. Hun kommer hjem igen og sover - og mon ikke hun vil forlange at få en enkelt gave, inden hun går i seng??

Det skal nok blive en dejlig juleaften, sammen med dejlige mennesker.

Juletid er ... motionstid?

På en eller anden bizar måde er det lykkes mig, midt i denne søde og usunde juletid, at få gang i motionen.

Det er nok en erkendelse af, hvor akut, jeg har brug for det - fysisk, ja, men især på det mentale plan. Det er ikke tilfældigt, at man i ved diverse psykiske lidelser bruger motion som en del af behandlingen. Altså - ikke at jeg er psykisk syg, men jeg har da godt kunnet mærke, at der har været mange stressende faktorer i mit liv det seneste år.

Endorfiner sparker røv.

Jeg mener det.

Jeg kan mærke, at mit fysiske og psykiske overskud vokser, når jeg holder mig fysisk i gang. I denne uge er det faktisk gået rigtig godt - hvis vi ser 7 dage tilbage, kan jeg mønstre følgende:

Søndag: 5 km løb
Tirsdag: en rask times spinning
Torsdag: 5 km løb
I dag: en time spinning igen.

Og jeg har planer om, at min juleaftensformiddag skal indeholde en gang julespinning også - og mon ikke det bliver til en løbetur engang snart igen? Skoene kan lide mig for tiden :-)

Alt dette blot fordi jeg er så glad for at være i gang - at jeg er nødt til at prale lidt ...
;-)

Juleplaner

Hurra! Bodil er bedre for hver dag!

I dag har hun rent faktisk spist aftensmad - og i øvrigt interesseret sig så meget for sit udseende, at jeg har hørt en sætning, jeg ikke har hørt længe "Mor - jeg nasser lige din mascara!"

Så nu kan jeg begynde at tænke lidt i juleplaner ... dejligt. Før stod de på hold, for ingenting kunne planlægges sikkert, når vi ikke vidste, hvor længe hun ville ligge brak.

Juleaften holder vi hjemme. Kristian skal over til sin far hele ferien. Bodil skal derover juleaften, men kommer her hjem og sover. På besøg kommer Brunos bror John, og mine svigerforældre. Andreas er jo i USA og kommer ikke hjem før mellem jul og nytår.
Jeg skal ha' kogt risengrød til risalamande, og kogt rødkål. Stegen tager jeg op i morgen - den skal stege fra middag juleaftensdag ved 120 grader - og så får den et skrald til sidst, så sværen kan boble op!

2. juledag skal vi til Aalborg! Vi skal holde lidt julefrokost sammen med min søde søster Conny og hendes familie, og den 27. har min mor fødselsdag - så den ta'r vi også med. Måske kører vi hjem den 27. om aftenen, og måske bliver vi hængende til den 28.

Det er dejligt, at vi kommer afsted. Sidste år skulle jeg arbejde mellem jul og nytår, så der kunne jeg ikke komme op og fejre min mor.

Normalt samles hele familien hos hende den 27., til kaffe om eftermiddagen, og så bestiller vi som regel pizza på den lokale til aftensmad. Jeg glæder mig allerede!

Til interesserede indbrudstyve: Andreas kommer altså hjem og passer på huset ... synd! ;-)

Før-jul

I de 6 år Bruno og jeg har boet sammen, har vi altid fejret før-jul med Lasse og Christina - hans børn, som nu er 19 (næsten) og 24 år.

I år skal de til Fuerteventura i julen med deres mor, og de tager afsted i nat - så vi har haft følgende program:

• Hyggesnak
• Store oksemørbradbøffer og hvad dertil hører
• Risalamande (dog uden mandelgave til Christinas fortrydelse)
• Gavebytning og slåen mave i sofaen

Nu er de taget afsted igen - der skal nuppes et par timer, inden flyveren letter.

Det var hyggeligt som altid! Og PUHA hvor er jeg mæt (jeg ÆLSKER risalamande...)!!

Livsnyderen går shop-amok!

....eller .... shop-amok er måske så meget sagt, men det er sq en god overskrift, ikke??

Nej - jeg faldt over denne kop i en butik, jeg besøgte i dag ... og jeg var nødt til at have den.
Det forståes vel!



Damn! En livsnyder-kop!!

Livsnyderen om reflektion

Reflektion ifølge Wikipedia:
Menneskelig selv-reflektion er den evne, mennesker har til at se ind i sig selv, samt viljen til at lære mere om egen fundamentale natur, betydning og essens. (frit oversat af livsnyderen)

For nylig har jeg haft en kommentartrådsdialog ovre hos Pernille , hvor vi har snakket om det, at reflektere over livet, og hvordan det påvirker et menneskes udvikling.

Pernille har - så vidt jeg kan vurdere hende på hendes blog - den udmærkede egenskab, at hun reflekterer over de mønstre, hun ser i sit liv. Hun tænker: "Hov - denne her ubehagelige situation har jeg været i før - hvad er det for nogen handlinger og mekanismer i mig, der bringer mig i denne situation?"

Kort sagt: hun reflekterer. Hun analyserer sig selv - og hun kommer nogen gange i tvivl om hun reflekterer for meget.


Jeg møder ind imellem mennesker, som sidder fast i de samme mønstre, og gentager de samme fejl igen og igen. Ofte er de utilfredse, men de er ikke særligt bevidste om hvorfor.
Så vidt jeg kan se, mangler disse mennesker enten evnen eller modet til at reflektere over deres liv. De samme ting rammer dem, igen og igen, og de formår ikke at gøre noget ved det.

Jeg håber for dem, at det gør mindre ondt på dem, end på en Pernille - fordi de reflekterer mindre. Men jeg ved det ikke. Nogen lever hele deres liv på den måde, og ofte får omgivelserne, omstændighederne, samfundet skylden for deres manglende lykke og held.


Modsat kan reflektion også gøre ondt. At finde ud af, at jeg gør noget helt forkert - noget uhensigtsmæssigt. At jeg er nødt til at ændre mig, ændre vilkårene for mit liv. At jeg i årevis har afskåret mig selv fra at forbedre mig på et givent punkt. Det er svært, og det napper. Får man mange "åbenbaringer" over kort tid, kan det være svært at håndtere - og uoverskueligt.

Men resultatet er, at jeg bliver oplyst. Jeg tænker over, hvordan jeg kan agere anderledes, og jeg udvikler mig.


Personlig udvikling er en forslidt frase, som dækker over noget ganske vidunderligt.
Da jeg var i 20'erne, var jeg grundlæggende meget usikker på, om jeg slog til, om jeg i det hele taget var et værdifuldt menneske. Om jeg var okay.

Nogen må have syntes, at jeg var det. Jeg blev ihvertfald opfordret til at stille op som tillidsmand, da jeg var 29, og det betød, at jeg gennemgik Finansforbundets tillidsmandsuddannelse. Det ændrede mit liv - radikalt. Jeg lærte at reflektere systematisk. Og jeg kom til den erkendelse, at jeg var okay. Jeg holdt op med at komme med undskyldninger for, at jeg var den, jeg var.

Mit udsyn på verden blev ændret, og mit overskud mangedoblet. Processen var lang, og den gjorde nogen gange ondt. Den er for så vidt stadig i gang, og jeg tror ikke den holder op, før jeg har trukket mit sidste åndedrag.


En ting er helt sikkert. Hvis jeg føler, at jeg har behov for at kradse i et mentalt sår, vil jeg aldrig lade angsten for, hvad jeg finder, holde mig tilbage. Heller ikke selvom det gør ondt.

Moar ... jeg keder mig...

Jo - bedringen etablerer sig i disse dage.

Ovenstående sætning har jeg hørt fra Bodil et par gange i dag. For er der noget værre, end at være slap og træt og småfebril, men alligevel være kvik nok til, at man keder sig?

Det er efterhånden længe siden, jeg har læst for Bodil, men nu er vi gået i gang med alle Narnia-bøgerne. Til vores begges store fryd - jeg har aldrig læst dem før, og det er jo en fantastisk fortælling. Vi er i gang med Troldmandens Nevø, hvor Narnia bliver skabt af Aslans sang, og hvor heksen ved et tilfælde kommer til.

Jeg elsker sproget og rytmen i historien, og Bodil har ikke særligt svært ved at lokke mig til at læse et par kapitler :-)


Igår aftes var banebrydende.
For første gang i en uge, var Bodils aftentemperatur under 40 - faktisk var hun "nede" på 39.1. I aften er den kun godt 38, og hun har ikke taget piller siden tidligt i morges. Halsen gør ikke nær så rædsomt ondt mere, og den slemme lugt, der kom fra belægninger i hendes hals, er stort set væk.

Hun er slap som en karklud og har stadig meget behov for hjælp, pleje og omsorg, men det går den rigtige vej!

Hvor er jeg glad. Det er ikke til at holde ud, når ens børn har ondt.

Julepynt VI

Denne kokette engel har kun boet hos os et års tid - så vidt jeg husker.

Det er Bodil, som har kreeret hende i fritidsklubben, og jeg var heldig at jeg nåede at sikre mig hende, da klubben holdt julemarked.



Hun er dejlig. Fra det orangefarvede hår til det rødkindede smil.

Jo - der er bedring...

Godtnok røg feberen også op over 40 i går, men i dag har Bodil haft det så godt, som jeg ikke har set hende have det i over en uge.

Omkring middag var det lige som om det vendte lidt. Hun ville gerne snakke lidt. Og da Kristian kom hjem, sad de to med hver deres hamster i Bodils seng og hyggede sig.
Så spiste Bodil faktisk 4 kyllingenuggets og det meste af en cheeseburger, som har ligget i køleskabet siden i lørdags - hun var sulten!!

For li'som at toppe det af, kom hun lidt senere nedenunder - selv!! - og bad mig hjælpe hende i bad. Bagefter spillede vi ludo, jeg har læst Narnia for hende - men nu er hun også træt og har brug for at hvile sig.

Jeg krydser fingre, og håber at det fortsætter med at gå den rigtige vej...

Livsnyderen filosoferer om motion...

I mange år var jeg ikke en, der dyrkede organiseret motion. Det sås på min vægt, og min fysiske form var naturligvis alt andet end fantastisk.

I 2002 tog jeg skeen i den anden hånd, og siden har motion i et eller andet omfang været en del af mit liv. Jeg har løbet, spinnet, styrketræne og cyklet, og jeg har sporadisk forsøgt mig med de forskellige typer gymnastikhold, som udbydes i mit lokale fitnesscenter.

2006 har ikke været det bedste motionsår. Der har været andre ting, som har optaget mig og taget min tid, men lidt er jo som bekendt bedre end ingenting.

I den seneste uges tid har jeg forsøgt at få facon på min træning igen. Primært ved at genoptage mine løbeture, og ved at bruge vores hjemmetræner. I dag sprang jeg - efter et par forsigtige lunteture først på ugen for at starte mine ben lidt op - i løbeskoene og løb for første gang i længere tid den 5 km rute, jeg har løbet utroligt mange gange siden jeg første gang iførte mig et par løbesko i 2002. Det gik rigtig godt, og jeg måtte lægge bånd på mig selv for ikke at løbe hurtigere ... men "easy does it", ved jeg af erfaringen, når skoene har stået på hylden nogen tid. Det er en god regel for at undgå skinnebensbetændelse eller overbelastede knæ.

For et par år siden løb jeg omtrent 25-30 km hver uge. Der var 8-10 km ikke noget særligt. Dum var jeg, at jeg blev for ivrig og løb sur i det - bogstaveligt talt ;-)

Jeg elsker at lave skemaer, hvor jeg planlægger mit løb - og det kan være godt for at undgå overtræning, men også slemt, hvis man i travle perioder får presset for meget løbetræning ind - for så bliver det et nederlag, når skemaet ikke bliver overholdt.

Sidenhen har jeg bestemt, at jeg kun vil træne for sjov. Det skal være fornøjelsen, der driver det. Og er det ikke forunderligt - sådan en løbetur som den, jeg løb i dag, forbruger jo meget mere energi, end hvis jeg havde ligget den tilsvarende tid på sofaen. Men alligevel er jeg langt mere energisk og glad efter en løbetur, end hvis jeg havde ligget med dynetæppet på sofaen og set Dr. Phil.

Det skal være det - glæden ved at løbe, fornemmelsen af, at hovedet er gjort hovedrent, og at kroppen arbejder uden protester, der driver mig. Det skal være den forårsdag på raceren, hvor luften pludselig dufter af muld og forår og kroppen arbejder som en velsmurt (om ikke særlig hurtig ;-) maskine. Løbeturen i skoven, hvor jeg når op af den stejle bakke, og uden det store besvær kan løbe videre. Det skal være fornemmelsen af at bo i en veltrænet krop, som ikke har unødvendigt fedt hængende alle de forkerte steder.

Jeg gider ikke melde mig til store, opreklamerede løb, for at kunne fremvise et trofæ. Jeg vil ikke cykle eller løbe for at være bedre end nogen. Jeg vil bare blive bedre i forhold til mig selv, og være tilfreds, når jeg når det niveau, som jeg kan mærke er passende.

For foruden det faktum, at jeg er pænere og bedre tilfreds med mig selv, når jeg er veltrimmet, kan jeg også mærke den mentale bonus, jeg opnår ved at være veltrænet og fit. Overfor den står selvleden, når bukserne strammer, og kroppen ikke gider det, den gjorde med glæde førhen - og savnet af det kick, motion giver mig. Al det stresshormon, jeg får brændt af.

Denne gang vil jeg holde ved. Fortsætte, til formen er der igen, og bygge på. Nyde fornemmelsen. Ikke lade mig præstationsstresse.

Jeg har sagt det før, og jeg er sikker på, at det bliver svært, for det er jo en prioritering hver gang. Løbetur eller et slag kort med ungerne? En spinningsession eller lidt sofatid? En tur på raceren, eller et indhug i vasketøjsbunken?

Men jeg vil. Og gode tips modtages med kyshånd.

Julepynt V

Jeg har to yndige Sia-engle, som vist er beregnet til at hænge på et juletræ.



Mine englebasser har dog fundet en alternativ plads, hvor jeg kan nyde dem hele december.
Jeg har nok haft dem i 10 år - og efter min mor flyttede i rækkehus, og jeg arvede min mormors toiletmøbel efter hende, har de to engle hængt på hver sin side af det midterste spejl.

De er noget af det julepynt, jeg har sværest ved at pakke væk, når nytårsaften nærmer sig. De er nemlig bare så søde.

Lidt bedring at spore?

Bodil har det stadig ret dårligt. I går nåede hun igen op over 40 i feber, men i dag har hun til gengæld ikke været nævneværdigt varm.

Smerterne i halsen og ørerne er hårde ved hende. Oven i har hun meget slim i halsen, som hun hoster op. Pillerne kan slet ikke holde hende smertefrie, men de tager toppen og gør hende søvnig, så hun kan sove fra noget af det.

I dag har hun til været nedenunder lidt. Hun har siddet i sofaen sammen med mig, og set "The way we were" med Streisand og Redford - med lyden næsten helt skruet ned. Det er første gang i dagevis, at hun har forladt sin seng andet end for at gå på toilettet. Det er også første gang siden i torsdags, at hun har kunnet holde ud at se lidt tv.

Hvis du spørger hende selv, er der ingen bedring. Hun er nærmest døden nær. Jeg kan godt forstå hende, men udefra kan jeg se de tegn på bedring, jeg nævner. Hvis feberen i aften holder sig under 40, vil jeg være forsigtigt optimistisk...

Bruno og Kristian har udnyttet at butikkerne er åbne i dag - de har været en tur inde i byen og shoppe lidt! Det er dejligt, at der sker lidt for Kristian også. Nu har han en kammerat på besøg - de er forment adgang til Kristians PC fordi den står ovenpå, hvor Bodils værelse også er, men så hygger de sig med andre ting. Lige nu har de været ude ved Bodils kaniner for at fodre og gi' lidt omsorg.

Bodil er lige kommet i seng igen. Jeg har skiftet sengetøj og luftet ud derinde, og sat frisk vand frem. Nu skal hun have lidt helende ro.

Før og nu - Pernilles meme om at blogge...

Lige nu er der ro her, så nu angriber jeg Pernilles meme om at blogge...

Da jeg startede med at blogge, overvejede jeg først længe. Der var nogen ting, jeg skulle beslutte.

Skal jeg være anonym?
Det bestemte jeg ret hurtigt, at jeg ikke ville. Jeg er ikke særligt hemmelighedsfuld, og at skulle gøre mig umage for at sløre, hvem jeg var, virkede som et urimeligt stort arbejde. I øvrigt havde jeg en klar fornemmelse af, at jeg kun ville skrive ting, som jeg kunne stå ved, på min blog.

Frekvens...
En af mine overvejelser var, om jeg kunne skrive nok til at holde en blog levende. Men jeg havde jo sat mig for, at bloggens primære mål var, at give min mor et lille vindue til vores liv her - 200 km fra hvor hun bor. Jeg havde ikke surfet andre blogs nok til at forestille mig, at mit helt almindelige liv og mine helt almindelige meninger kunne interessere andre end familie og venner ... men man bliver jo overrasket... :-)
Med målet om, at bloggen var min mors kikhul, var jeg ikke så nervøs for frekvensen.

Personlig vs. privat
Hos Liselotte havde jeg været inde og nærlæse gode tips til dem, der starter med at blogge. Noget af det, jeg i høj grad tog til mig var: at have en skillelinie mellem Personlig og Privat.
Hver gang jeg trykker på "publish" knappen, tænker jeg på, at naboer, kolleger, venner, fjender, familie, chefen, børnene og deres kammerater osv kan være gæster på min blog.

En anden ting var min families privatsfære. Mine børn har ikke valgt, at jeg skal blogge, og skal ikke udstilles uheldigt på min blog. Så deres intimsfære var jeg fra starten meget bevidst om ikke at udstille. Til at starte med var jeg meget i tvivl om, om det var ok at poste billeder af dem. Det besluttede jeg mig dog for, at jeg havde det godt nok med - og det er deres mormor vist glad for :-) Men der gik nogen tid, inden jeg gjorde det.

Mit parforhold nævnes på min blog. Ingen faste læsere kan være i tvivl om, at jeg er vild med min Bruno. Men også der, kære læsere, er ting, I ikke får at vide. Der er historier, I aldrig får på bloggen - ting, jeg måske ikke ville tøve over at tale om over en kop kaffe, men som jeg ikke synes egner sig til at udstille på en offentligt tilgængelig internetside.

De ting, jeg ikke havde forestillet mig er følgende:

Læsere - jeg er blevet overrasket over, at der var fremmede, der havde lyst til at læse med - men det er dejligt. Mange af de fremmede er blevet faste, rare gæster, og enkelte har jeg endda mødt IRL. Der er knyttet ven- og bekendtskaber, og jeg har fået et forum, jeg kan vende mine indfald og tanker i.

Overraskelser - via min blog har jeg "mødt" min grandkusine, samt fået kontakt til en kær veninde, som jeg mistede kontakten til for år tilbage.

Bagdele - har jeg stort set ikke oplevet - ihvertfald ikke på egen krop. Jeg har ikke fortrudt et indlæg, og har ikke været udsat for ubehageligheder. Kun en enkelt upassende kommentar er det blevet til, og den var nem at slette. Jeg har set andre blive lagt for had af sære personager, som tilsyneladende ikke har alverdens liv selv, og som derfor fikserer sig på andre bloggere, som de åbenbart misunder det overskud og den livsglæde, de selv mangler. Mig har det ikke ramt endnu (7-9-13...) - men det er nok en af fordelene ved kun at have ca 100 hits om dagen ;-)

Jeg tror, at min gode oplevelse med at blogge i bund og grund kommer fra, at jeg er blevet rådet godt og har tænkt mig om, inden jeg startede. Jeg har (måske lidt fejt) ikke blandet mig i for mange hundeslagsmål, og altid tænkt over det, jeg skrev.

Jeg er her ikke for at være kontroversiel. Jeg er ikke en særligt kontroversiel person. Jeg er ikke en politblogger. Det gør livet let for mig. Alt, hvad jeg skriver kan og skal jeg stå ved med mit fulde navn og hvem jeg er. Et opslag i krak kan give dig min adresse og mit telefonnummer.

Det er den måde, jeg har valgt at blogge på. Nogen vil kalde mig stokrose- eller hausfraublogger, eller trække på skulderen af mig, fordi min blog ikke er politisk eller kæmper for en sag - og det betyder ikke, at JEG er apolitisk, vil jeg godt understrege. Kald mig, hvad I vil. Det er min holdning, at synes man ikke om Dorte, Peter eller Sofies blog, så er der så mange andre steder, man kan vælge at læse.

Take me or leave me, ku' jeg sige. Men kan du li' hvad du læser, så kom gerne igen.

På den anden side ...

... er der absolut intet kognitivt og kreativt i hovedet på mig, når jeg som i nat har sovet i små bidder og alt for lidt.

Bodil havde 40.5 i feber i går aftes og har været meget utilpas i nat. Så jeg har tilbragt det meste af natten på en gæsteseng i hendes værelse. Meget af tiden med den ene hånd oppe hendes seng.

F*** jeg er ukvik!! Andreas skal afsted om ikke så længe - han tager til USA på juleferie og kommer hjem den 27. Han gider ikke rigtigt - har lige læst om sikkerhedsrestriktionerne til USA, og er irriteret over at han INGENTING må have med i håndbagagen.

Bruno er ved at gøre klar til at tage på juletur på mtb - har lige set på hjemmesiden, at der er et yndigt billede af ham, Helle (med nissehue) og mig (med rensdyrgevir) selv fra sidste år. Der var vejret koldt og vinterhvidt - i dag er det vådt og blæsende.

Godt jeg ikke skal med ... :-)

Når Bruno kommer hjem, vil jeg have en lur på sofaen! Det truer jeg altid med, men jeg ved af erfaringen, at når jeg først er oppe og vågen og i gang, så går den værste træthed væk.

Jeg håber meget på, at Bodil snart kommer i bedring. Det er så synd for hende - hun har så ondt og er så utilpas.

Blogindlæg kommer vrimlende...

...synger Livsnyderen på melodien til "Sneflokke kommer vrimlende".

Der har ellers været lidt stille oppe i mit hoved. Indlæggene har haft karakter af statusrapporter. Sådan går det lige nu.

Det er også fint nok, for denne blogs hovedformål er jo faktisk at holde min mor opdateret på familiens ve og vel samt gøren og laden. Men jeg kan også godt lide, når der kommer indlæg - og de kommer li'som ingen steder fra - som giver lidt genlyd på den ene eller anden måde.

Rundt omkring fra kommer de nu - ideerne til ting, jeg gerne vil skrive om. Som Pernilles meme om blogning, som slet ikke var ment som et meme. Og den snak jeg har haft om samme Pernille, om at reflektere på livet, om hvordan det gør ondt og godt på samme tid.

Indlæggene står i kø, måske fordi mit liv lige nu er fokuseret på det ganske simple: at sørge for, at Bodil har det bedst muligt. Det er så enkelt og grundlæggende, det beslaglægger ikke den kreative og kognitive del af min hjerne, og med alle disse praktiske gøremål er mit hoved "ude af brug" og åbent for gode ideer...

Nu mangler jeg bare tiden....

Julepynt IV

Sig goddag til mine sten-nisser.



I december bor de her - på min trappe til 1. sal. To af nisserne har tilhørt min moster Ann.
Moster Ann hed egentlig Ragnhild, men min ældste fætter kunne ikke udtale "Ragnhild" - og sådan blev hun til moster Ann.

Min moster var lidt ældre end min mor, og de to var meget tæt. Af forskellige årsager giftede min moster sig aldrig. De sidste mange år af sit liv levede hun i en dejlig ejerlejlighed i Vejgaard, og hun arbejdede som sekretær for borgmesteren i Terndrup udenfor Aalborg. Hun var, ligesom min mor, et vidunder til at holde styr på løse ender, og derfor en fantastisk person at have på et kontor.

Der ud over var hun en fantastisk moster. Alle hendes niecer og nevøer var stensikre på, at de var den særligt foretrukne - for hun formåede at strø kærlighed ud over os med kærlig hånd.
Jeg husker så mange episoder, hvor min moster spillede en særlig rolle.

Der var en fastelavn, hvor min mor og far var andetsteds - Moster Ann passede os, selvom vi nu nok kunne have passet os selv. Vi slog katten af tønden (en skotøjsæske) i køkkenet på Engtoften, og Moster Ann insisterede på, at hun var klædt ud - som sekretær. Jeg husker hende på strømpefødder i nylonstrømperne, med rødmalede negle, mens hun slog (ikke for hårdt) på skotøjsæsken (for hun ville jo ikke selv vinde ;-)

Jeg husker hende også fra mange hyggelige besøg i det sommerhus, min mor og far havde i Øster Hurup (og som min søster og svoger nu ejer).

Nisserne ovenfor bor fra januar til november i en gammel skotøjsæske, hvor der også er blevet plads til den/de nisser, som var min mors. På skotøjsæsken sidder et klistermærke med min mosters sirlige håndskrift - den fortæller, hvad der i sin tid var i æsken - da den blev brugt til julepyntopbevaring. Jeg vil tro, at min mor ved, hvilke(n) nisse der var min mosters - måske vil du kommentere det her, mor??

Min moster Ann har været væk i mange år. Hun døde, da Andreas var ganske lille - jeg tror, det var i 1988. Hun blev offer for den arvelige lungesygdom, som krævede flere af min mors søskende, men som vi heldigvis har fået "avlet ud" af familien i min mors gren af den.

Hver jul finder jeg skotøjsæsken med hendes håndskrift frem - og tænker på hende, mens jeg placerer sten-nisserne på deres rette plads.

Små oplevelser har også ret!

En udsovet livsnyder melder sig nu på banen! De nye piller, Bodil får mod smerterne, viser sig at være ganske effektive - dejligt!

Men det er ikke meget, jeg kommer ud i disse dage - så man må tage oplevelserne, hvor de melder sig. I går var "DAGENS CLOU", at jeg fik lov at køre på apoteket efter medicin til Bodil. Det var nu heller ikke så ringe.



Apoteket, jeg plejer at bruge, ligger ved Axeltorv i Fredericia. Der er mange smukke, gamle bygninger der omkring. Axelhus, som ses ovenfor, er en af dem. Velholdt og køn er den.
På Axeltorv er der onsdag og lørdag formiddag grønttorv. Resten af ugen er det en parkeringsplads i smukke omgivelser.

Axeltorv apotek er meget gammelt. Indvendig ses det ikke så meget - der er et smukt stukloft, som dog skæmmes af, at man har valgt en belysningsløsning, som indebærer masser af halogenspots og stålwirer, som disse sidder på. Ikke kønt.
Men det gamle skilt er smukt!



Også når man forlader pladsen Axeltorv, er der statelige bygninger. Man bliver mindet om, at Fredericia er en gammel, agtværdig by. Og skønt byen i mange år har haft et uretfærdigt ry for at være en beskidt og kedelig industriby, er den i disse år ved at kaste dette image af sig.



Efter 15½ år i byen, føler jeg mig vældig hjemme her. Fredericia er blevet min by.

En lang blæsevejrsnat

Det har været en lang nat her.

Et tøsebarn med heftig ørepine, og en lægevagt som bare ville hælde smertestillende på.
Jeg har tilbragt natten ("sovet" ville være en overdrivelse) på en madras på Bodils værelse - heldigt, at jeg rydede op deroppe for hende i går!! - og en trøstende hånd oppe i Bodils seng.

Stakkels tøs.

Nu har jeg heldigvis talt med vores egen læge. Han vil have os videre til ørelægen, som jeg har meget fine erfaringer med, fra dengang Kristian var et lille "ørebarn", og fra dengang jeg selv døjede meget med bihulerne.

Og der er bedre smertelindring på vej ... måske bliver der så meget ro på, at jeg kan snuppe en time på sofaen, mens der er noget teenageapellerende på TV...

Julepynt III

Her i huset er det ikke rigtigt jul, hvis ikke vi har en mistelten - og gerne flere.

Misteltenen er en af de hyggelige traditioner, som er kommet fra England - og jeg har som voksen taget den til mig med kyshånd.



Kristian kan flere gange på en dag sige: "Mor - jeg kom altså til at stå under misteltenen lige før!" - og så er der jo kontant afregning.

Jeg har været så lumsk at anbringe en mistelten, så den hænger over vores trappe til 1. sal. Så jeg er jo nødt til at stå på lur og kysse Andreas, når han kommer nedenunder. Han siger "Yyyyrrch" og skærer ansigt, men han stritter faktisk ikke imod - han kan godt lide det! :o)

Heldigvis behøver jeg dog ikke at lege Gertrud Sand og stille mig hen og råbe "Oluuuuf - a står lige under æ mistelteeeeen" - Bruno kan heldigvis godt finde ud af at kysse mig uden hjælp fra den lille stedsegrønne...

Min plads i søskendeflokken

Jeg har taget en test på, hvad nummer jeg er i søskendeflokken, ud fra min opførsel.

You are likely a first born.

You Are Likely a First Born

At your darkest moments, you feel guilty. At work and school, you do best when you're researching. When you love someone, you tend to agree with them often. In friendship, you are considerate and compromising. Your ideal careers are: business, research, counseling, promotion, and speaking. You will leave your mark on the world with discoveries, new information, and teaching people to dream.

The Birth Order Predictor

Html'en er dårlig - så linken ovenfor dur ikke - men du kan finde The Birth Order Predictor her...

Men det passer nu ikke så godt - for jeg er nr. 4 i søskendeflokken. Måske er det fordi jeg lidt en efternøler, med mine 5½ år op til min nærmeste søster...?

En god arbejdsplads...

...er en fantastisk ting.

Jeg var nede på mit arbejde her til morgen. Jeg ville høre, om jeg kunne få en ordning af en slags, så vi kunne få puslespillet omkring pasning af Bodil til at gå op.

Personalechefen hev overenskomsten frem og sagde: Her er sådan en fin gummiparagraf.
Den handler om pasning af børn, når man kommer hjem fra sygehuset med dem. Men den passer vist også fint på jer.

Mig: Skal jeg have noget skriftligt fra lægen?
Personalechefen: Nej, det er vist ikke nødvendigt.

Og så har jeg altså 2 ugers orlov med løn til at passe Bodil her hjemme. Luft.

Jeg gik bagefter til min afdelingsleder, for at fortælle ham om personalechefens løsning. I forlængelse heraf - for at mildne det faktum, at jeg lige er væk 2 uger i den travleste tid - mumlede jeg noget om at logge lidt på hjemmefra og rydde op i min postkasse.

Afdelingsleder: Det gør du altså bare ikke. Du holder fri og tager dig af din datter.

Tjah - hvis ikke jeg havde været så snottet, ku' jeg have kysset ham. Den her løsning tager en vægt af mine skuldre og stressklumpen ud af min mave.

Julepynt II

Som tidligere nævnt, har meget af mit julepynt en historie.

Da jeg var 16 år gammel, og gik i 2g., havde jeg en meget sød kæreste, som hed Ole.
Selvom Ole ikke havde forfærdeligt mange penge, lavede han en pakkekalender til mig i december. Der var mange forskellige ting i den - the, et sødt krus (som nu bor i min søsters sommerhus), chokolade - og så de her nisser, som hans mor havde strikket.



Jeg holder stadig meget af dem, selvom det aldrig blev Ole og mig.
Vi skiltes ½ års tid senere, for jeg var ikke klar til at binde mig så fast, som han havde lyst til.

For nogen år siden stødte jeg på ham, og det viste sig, at han er gift og har et par dejlige døtre. Han bor stadig i Aalborg - det var rart at se, at han havde det godt.

Jeg mindes ham dog som en god og dejlig del af min ungdom, og nisserne minder mig om ham - og om alle de gange, jeg har holdt jul sammen med dem.

Hønemor

Bruno siger nogen gange, at jeg er en hønemor.

Han siger det kærligt, men jeg tror han mener det lidt. Men er vi ikke allesammen lidt hønede engang imellem? Bruno er også en hønefar nogen gange ... det ved jeg.

I går var det dog ikke lutter høneri, da jeg ringede efter vagtlægen sent om aftenen. Bodil havde haft det nogenlunde hele dagen, men til aften skød temperaturen op i nærheden af de 40, og hun havde ondt alle steder, samt lidt problemer med vejrtrækningen.

For at udelukke, at der kunne være andet på spil end kyssesygen, syntes jeg, at vi var nødt til at få en læge til at kikke til hende.

Hun var slap nok til, at Bruno bar hende ned af trappen, selvom hun vejer på den gode side af 50 kg. Vi lagde hende i vores seng, så det var nemmere for vagtlægen, end at skulle sparke sig gennem rodet på hendes værelse.

Vagtlægen så på hende, og undersøgte hende grundigt. Heldigvis var der ikke noget i vejen, vi behøvede at være nervøse over. Men vi skal observere hende.

Blodprøven fik vi svar på i dag. Den er positiv for kyssesyge, og Bodils organer er påvirkede. Derfor skal vi til læge igen om en uge og have nye blodprøver taget. Indtil da skal hun observeres. Hun må ikke være alene hjemme.

I dag har jeg taget barnets første sygedag. Andreas har lovet at passe hende i noget omfang, men han tager afsted til USA, hvor han skal holde jul, om en uge.

Så jeg stoler på min arbejdsplads samarbejdsvilje, så jeg kan klare det med hjemmearbejde osv. Bruno har nogen tidspressede opgaver på arbejde, og han kan ikke arbejde hjemmefra på samme måde. Nu må vi se, hvordan vi får det til at hænge sammen...

Livsnyderen kammer over i jul

I går fik vi lavet havregrynskonfekt - det er noget nær en hellig tradition i husstanden.
Min mormor lavede havregrynskonfekt efter samme opskrift, da jeg var barn, og op gennem min opvækst lavede min mor det af flere kilo havregryn hver december.

Jeg elskede det - og det gør jeg stadig. Faktisk vil jeg den dag i dag hellere have en havregrynskugle end marcipankonfekt. Mine unger elsker det også, og det er jo en herlig undskyldning for at producere en god portion her til jul.



Der bliver fortalt historier, når vi laver havregrynskonfekt - de samme hvert år. Hvis ikke jeg fortæller dem af mig selv, spørger ungerne: hvordan var det nu, mor?

Der er historien om dengang, jeg var omkring 4 år gammel og fik tildelt en "pølse", som jeg skulle lave konfekt af. Det kom der vist omkring 2 stykker konfekt ud af, og en ordentlig mavepine.

Der er historien om dengang - en jul, mens mine forældre boede i Harridslev udenfor Randers - hvor jeg har været omkring samme alder, og alene hjemme med mine 3 ældre søskende. Der var gummidyrskamp (gummidyr var en slags viskelæderfigurer, som mine søskende samlede på - og kastede med), og efterfølgende var der forhindringsløb rundt i huset. Og så blev der smidt himmelspjæt med lillesøster, ned i mors og fars senge. Men ak, det var ikke en rigtig dobbeltseng, men derimod to sammenskubbede enkeltsenge, og lillesøster ramte midten af sengen, og fik luften slået ud. Da den kom tilbage, høl jeg som en stukken gris, og de ældre søskende fik den geniale ide at fodre mig med havregrynskonfekt. Det har garanteret virket.



Der er historien om dengang moster Conny ikke kunne få sukkeret til at hænge på kuglerne til at begynde med. Så fandt hun ud af, at hvis hun slikkede i håndfladerne...

Jeg skal også altid fortælle om, hvordan vi legede "Tarzan ruller pebernødder", når vi lavede pebernødder eller havregrynskugler. Det gik i sin enkelhed ud på, at vi sagde "Tarzan ruller pebernødder" med barsk stemme, mens vi masede hænderne sammen om den sagesløse klump. Resultatet grinede vi så af - en deform pebernød eller konfektkugle... jaja... der skulle ikke meget til...



Det er altid en hyggestund, og resultatet bliver som regel lige som det plejer - godt.

Her kommer opskriften.

Havregrynskonfekt

500 g blød margarine
1 kg havregryn
200 g kakao
800 g sukker
12 spsk stærk kaffe
8 tsk mandelessens

De bløde dele blandes, og margarine i tynde skiver, mandelessens og kaffe æltes i.
Det samles til en nogenlunde ensartet masse (tilsæt om nødvendigt lidt mere kaffe).

Rul massen til pølser, som skæres op og rulles i kugler.
Tril dem i kokosmel, perlesukker eller alm. sukker.
Lad stå køligt et døgns tid og put i dåser.

Opbevares helst køligt - men ikke i køleskab.

Nisser på spil

Der er nisser på spil i mit hus.

Street-nisser, som pjatter over aftensmaden, med håndtegn og det hele...


Og helt almindelige pjatte-nisser...

Julepynt

Vi fik i fredags langt om længe virkelig pyntet til jul.

Der blev gjort rent, og kasserne blev taget frem. Fra dybet kom al vores julepynt - nyt og gammelt imellem hinanden, noget håndlavet og andet købt. Og meget af det med en historie.



Denne uro har jeg haft i flere år, end jeg tør tænke på.
Den er så gammel, at den er en kalendergave, fra dengang jeg boede hjemme hos min mor og far. Jeg havde et hjerte flettet af strå, som hver morgen i december indeholdt lidt slik eller en ting.

Engang - og det er vel omkring 30 år siden - var det denne uro, der lå fint pakket ind i mit hjerte. Siden har den været oppe hvert år - først på mit værelse derhjemme, sidenhen i alle de hjem, jeg har boet i - skiftende lejligheder i Struer, hvor jeg boede i de år, hvor Andreas' far og jeg boede samme (vi nåede at bo 3 steder!), på kollegieværelset i Skive, i min lejlighed i Aabenraa, og i det hus, jeg boede i, før jeg flyttede her hen, hvor jeg bor nu.

De sidste mange steder har den altid hængt i ledningen til køkkenlampen. Så den hænger over spisebordet.

Det gør den også i år.

Den er måske ikke noget særligt, og den er helt sikkert hverken moderne eller stilren, men hver gang jeg ser på den, tænker jeg på min barndoms december, og hvordan mine kalenderpakker hver dag var en kilde til spænding og glade bobler i maven...

Jeg har et kondital...

...og det er garanteret IKKE på seksogfirs-en-halv, ligesom i den gamle dansktopsang.

Nok snarere omkring 6½, for det har ikke gået særligt godt med at få trænet i vinter.

Nu har jeg dog fået en undskyldning mindre - for Bruno har købt og opsat en hjemmetræner.
Det er sådan en sag, man spænder sin cykel på, og så tænder man for radioen, og joller der ud af.
Pt. kan jeg samtidig betragte familiens tøj danse lystigt i tørretumbler og vaskemaskine, men planen er at få et gammelt tv derud. Til almindelig adspredelse.

Cykelen, som er spændt fast i aggregatet, er Brunos gamle racer. Jeg kan lige præcis nå styret, men det fungerer faktisk fint alligevel.

Haves: sygt barn

Bodil har været syg en uges tid - godt og vel.

I fredags gik vi til læge - jeg kunne ikke lide, at hun ikke fik det bedre, og at hendes ansigt var så hævet, at hun nærmest så lidt koreansk ud omkring øjnene....

Lægen var rimeligt sikker. Diagnosen hedder kyssesyge - mononukleose - det er han næsten sikker på, men en indsendt blodprøve vil give os resultatet på mandag.

Øv øv øv. Stakkels Bodil...

Tak info!

Når nogen siger noget, som Bodil gerne ville have været foruden at høre, siger hun "Tak info".

Sådan havde jeg lyst til at sige i dag.

Kære pæne familiefædrelignende personer, som stod bag mig i supermarkedskøen i dag. Det kan godt være, at I kendte en, som havde været på stedet, da de fire unge mennesker ved Give kørte galt og blev slået ihjel.

Jeg mener så, at vedkommende burde have haft anstændighed nok til ikke at fodre jer med alle de bloddryppende detaljer - har falckreddere ikke tavshedspligt?? - og I burde have haft anstændighed nok til ikke at stå og tale højt og larmende om det i en supermarkedskø.

"De var lavet til småkød," sagde den ene af jer (åbenbart den, der havde den spændende kilde), og herefter fulgte en række detaljer, som jeg forsøgte at lade være med at høre. Og som jeg ikke vil gengive.

For mig var det rigeligt tragisk, at fire familier mistede sønner og døtre, brødre og søstre.
Tak info.

Så er det næsten weekend...

Jeg har haft en luxus-uge.

Tirsdag holdt jeg fri pga. juleshopping, og i morgen holder jeg IGEN en fridag.

I aften skal jeg nemlig til jule-vinsmagning på Bankdata! Det er efterhånden en tradition, at vi deltager, og gennem flere år har vi praktiseret at holde fri dagen efter.

Der er nemlig dejlig rødvin, og lækker dessertvin - i stride strømme. Akkompagneret af belgisk chokolade og hjemmebagte kransekagesnitter, så ikke en mund er tør, og så enhver vægtvogter med respekt for sig selv løber skrigende bort.

Jeg glæder mig - til en dejlig aften med hyggelige kolleger og ikke mindst med manden i mit liv.

Mission accomplished

Jeg ved godt, at jeg udsætter mig selv for risikoen for at blive hadet af julestressede medborgere, som stormuftien af Jerusalem hader Muhammed-tegningerne.

Jeg er færdig med at købe julegaver.

Det eneste, jeg mangler at købe, er gaven til min mand, og det er jo ren fornøjelse.

Vi shoppede igennem idag, og var færdig ved 15-tiden.
Det føles rigtig rart!!

Livsnyderen til grin

I går til afdelingsseminaret, havde jeg en lidt bizar oplevelse.

Ovenpå vores dag om stresshåndtering, kom Thomas Flindt på besøg. Han er coach og latterinstruktør, og vi skulle grine. Af absolut ingenting.

Først introducerede han konceptet - latter er sundt, afstressende osv. Og så skulle vi ud på gulvet og grine.

Nøj, hvor var jeg forbeholden - helt ned i maven.
"Hvordan skal jeg kunne le - jeg er tættere på at være ked af det end glad," tænkte jeg.

"If you can't make it, fake it", var Thomas' parole - for hvis man griner falsk, kommer den ægte latter boblende af sig selv.

Og det gjorde den. Vi grinede af hinanden og os selv, i over ½ time. Bizart. Og jeg ved ikke helt hvad jeg synes om det. Men på en måde udrensende og afstressende - det må jeg indrømme...





Selv efter seancen var ovre, var det lidt svært at holde op med at grine...

Reach out

Jeg har haft en stump af en Tina Dickow sang til at spille i hovedet:

"It's all I ever dreamed off
It's all I'd ever hope to touch whenever I reach out"

Den kom til mig i morges, da jeg vågnede op, ved siden af Bruno.
Jeg kunne godtnok ikke forestille mig noget bedre at række ud og røre ved, end ham.

Livsnyderen er træt...

Pyha ... i dag har jeg været til afdelingsseminar hele dagen. Vi har snakket om stress og stresshåndtering, og det har været følelsesladet og spændende - og lidt hårdt.

I nat sov jeg ikke så forfærdeligt meget. Hostede meget og vågnede af det. Hovedet fyldt med snot.

Så da jeg kom hjem i aften for en halv time siden - efter god middag inkl. rødvin, var jeg godt træt.

I morgen har jeg heldigvis fri. Hvis jeg spørger Bruno pænt, står han nok op og får ungerne afsted - eller rettere, får Kristian afsted, for Bodil har feber og er ikke særligt frisk. Så kan jeg sove liiiidt længere. Kunne godt bruge lidt søvn...

Vi skal købe julegaver i morgen. Det plejer vi at hygge os med.

Livsnyderen på date!

I fredags var jeg på date med mit livs udkårne!

Vi fejrede egentlig ikke noget, før vi under middagen kom i tanker om, at vi rent faktisk havde boet sammen i 6 år den dag... men det er ikke noget, vi plejer at fejre, så vi havde egentlig begge glemt det...

Der var heldigvis meget støj, der hvor vi spiste (en italiensk restaurant i Middelfart), så ingen kunne høre mig hoste og pudse næse undervejs. Men det var hyggeligt og dejligt, og god mad.

Bagefter tog vi i Panorama i Middelfart, for at se den nye James Bond - Casino Royale. Jeg må sige - jeg er overbevist. Manden har talent. Han er den Bond siden Sean Connery, som bedst har kunnet forene det rå og det sofistikerede - og så er han jo altså øjenguf, også i badebukser....

Og filmen ... den var også rigtig god. Mange twists undervejs, og hele tiden var bolden i spil.
Filmen starter med en jagt ... ikke en biljagt, men til fods. James Bond jagter en fyr hen over en byggeplads, og der går totalt parkour running i den. Fed fed jagt.

Mads M. er rigtig klam, og Jesper C. rendyrket ond - og hvorfor er det lige, alle de rigtig slemme skurke er danskere i den her film??

Fin underholdning - er du til James Bond, skal den ses....

Julen sniger sig ind...

Vi har ikke fået fundet julepynten frem endnu - eller "Den store kas' med juuulepynt," som Bruno plejer at sige med sin bedste Gertrud Sand-stemme...

Alligevel begynder der at se julet ud her. Et par nyindkøb, samt de dekorationer, vi lavede i torsdags, skaber begyndende julestemning.

Her er Bodils dekoration. Den står smukt i stuen, lige ved siden af hendes lerfigur. Hun har poterne godt skruet på.



Kristian startede lidt famlende ud. Jeg bed mig i læben, og holdt min mund. Heldigvis, for han kom helt selv frem til følgende flotte resultat - det eneste, jeg hjalp med, var sløjfen...



Bodil lavede også vores kalenderlysdekoration. Jeg ville nok ikke ha' valgt kassen at lave dekorationen i, men nydeligt er det da blevet:



Jeg brugte hele aftenen på at binde og dekorere advendtskransen. Kransen er bundet med forskelligt grønt - kun lidt af det er gran. Vores instruktør foreslog en alternativ anbringelse af lysene, for at give plads til en "minidekoration" på den ene side. Det skulle prøves...



Så nu er vi klar til at tænde lys ....

I snavsetøjskurven

Der er mange eftertænksomme poster rundt om på de blogs, jeg læser. Der er blevet tændt mange lys for Liselottes Alexander.

Liselotte selv skriver i dag en post om den lange dag, hun er i gang med, og de lige så lange dage, der ligger foran hende. Hun skriver om, hvordan Alexander stadig er tilstede på en eller anden måde, hvordan hun hele tiden støder på ting, som får ham til at synes så nær - og dog forfærdeligt fjern.

Især ramte det mig i hjertekulen, hvordan hun fandt en trøje af Alexanders i snavsetøjskurven - og om sengetøjet, der stadig dufter af ham.

Jeg husker en septemberdag, hvor det kun var et urimeligt held, at min Andreas ikke blev slået ihjel, da han med alt for høj fart kørte ind i en højresvingende bil på sin scooter. Jeg husker, hvordan jeg senere den dag stod og tog vasketøj ind fra tørresnoren, og hvordan jeg fik fat i et par af Andreas' jeans.

Hvordan det pludselig slog mig, at jeg var et hjerteslag fra at have stået med min døde søns bukser.

Livet er så skrøbeligt.
Og når børn dør først, er det bare forkert.

Cirkulation

Jeg er så småt i cirkulation igen.

I går aftes besluttede jeg, at nu kunne det være nok! Jeg gad ikke være syg længere.
Så jeg tog afsted med ungerne til det juleværkstedsarrangement, vi har meldt os til for længe siden.

Det var lutter smukke sager, vi fik lavet - billeder følger.
Adventskrans og kalenderlys, og et par fine dekorationer med spindelsvævslys i.

I morges tændte vi kalenderlyset, og jeg åd et par piller og tog på job.
Omkring kl. 11 gad de andre ikke se på mig mere med mine kleenex og babynumsecreme på min hudløse næse. Men de fik mig ikke til at gå hjem før kl. 12.
Der havde jeg også nået at rydde op i de mails, der lå fra ugen - så nogenlunde, ihvertfald.
Så åd jeg et par piller til, og tog hjem igen.

Jeg har været logget på et par gange, og svaret på et par mails. Ellers har jeg siddet i et tæppe nede i stuen og hygget mig. Og det kunne jeg, nu hvor jeg vidste, at der ikke lå en masse mails, og ventede på at blive besvaret.

Om lidt kommer min elskede hjem. Vi skal i bif i aften, og se den nye James Bond. Og vi skal flette fingre i mørket, og stjæle et kys der på bagerste række. Håber ikke, jeg bliver smidt ud pga for meget hosten, snøften og pudsen næse.

Han elsker mig heldigvis, selvom min næse er rød.