Farvel til 2009 (Kavalkaden)

Her sidder jeg med morgenkaffen. Huset er stille, for Bruno er ude at cykle champagnetur med Baghjulet, og alle andre end mig sover.

Bodil har sendt kæresten med bussen, og så gik hun i slumreland igen.

Jeg har lige læst morgenavisen, og den handler ikke overraskende om året der gik, og det nye der kommer. Og så kom jeg jo i tanker om, at jeg de sidste par år har haft en NYTÅRSKAVALKADE - for de dovne læsere, der kun gider læse resumeet af Livsnyderens år.

Nåmen - det startede faktisk rigtig skidt. Nytårsaften, som vi skulle tilbringe hos min søster og svoger, var både Bruno og jeg skidt tilpas - mig med hovedpine, og Bruno med maveonde! Så det var ikke meget løgn, da jeg skrev at starten på det nye år 2009 var lidt slatten...

Det fortsatte lidt i samme baner, for i starten af 2009 - ja, jeg nåede vist dårligt at starte på job efter ferien - lagde vi os allesammen med influenza. Bruno, Bodil, Kristian, mig selv og vores hus-gæst Hanne. Puha! Jeg snuppede lige en lungebetændelse oven i, for en god ordens skyld.

Heldigvis blev jeg rask igen - for jeg havde et stramt løbeprogram. Vintermånederne i 2009 stod nemlig i løbets tegn, for jeg havde meldt mig til Lillebælt Halvmaraton 2009, så der skulle jo trænes! Og intet var overladt til tilfældighederne - som jeg afslørede i en blogpost om mine mørke sider...

Medio januar kunne vi også fejre min dejlige mands runde fødselsdag. Tænk, det snart er et år siden....
I februar fik vi besøg af Bloglands skønne barfodsdanser, og hendes mand, Stationsforstanderen. Vi lavede lækker indisk mad og snakkede den halve nat - det var herligt! Siden har vi set dem nogle gange, og de er en dejlig tilføjelse til vores vennekreds.

Sidst i februar kan man spore, at jeg i 2009 havde MASSER af energi. Måske var det løbeturen - men 23. februar mente jeg, at foråret var på vej. Jeg håber, det kommer lige så tidligt i år - så er det jo lige om lidt :-)

Få dage senere fik vi dog et ordentligt pudder sne ... så sådan kan man jo komme galt afsted :-)

I marts kom vi i for-ferie-stemning, og bookede sommerferie. Sådan har man jo glæde af en ferie flere gange ... både når man udvælger den, og når man senere holder den! Det var højst nostalgisk at kikke feriekataloger for bådferier på Norfolk Broads ... :)

Sidst i marts fejrede vi Kristians 13 års fødselsdag. Han havde klassen på besøg, og det gik SÅ fint :-). Og som om løberiet ikke var nok, så forfulgte jeg en gammel drøm, og begyndte at gå til mavedans. Jeg hænger stadig ved - og fortsætter her til februar. Bodil er faldet fra, men jeg nyder det rigtig meget!

I april blev det rigtigt forår. Og jeg kan kun finde et eneste indlæg for måneden, så jeg må have været en rigtig slem blogger.

Maj blev banebrydende for mig. Jeg gennemførte det halvmaraton, jeg havde trænet til hele vinteren, og jeg var glad og stolt! Men også brugt og slidt, og træt af at mit liv drejede sig omkring mine løbeskemaer - jeg trængte til at løbe af ren lyst. Det var dejligt at kunne gøre dette igen.

Måske var det fordi jeg havde lidt mere tid i overskud, at jeg i maj spekulerede lidt over, hvor naturlig det er naturligt at være. Der må jo være grænser for, hvad man kan forvente af naturlighed af en pæn ældre dame som mig, der er nået i reservedelsalderen ... ;-)

Omkring skiftet mellem maj og juni tog Bruno og jeg på en dejlig kærestetur til Barcelona. Vi nøde lækre tapas, lunt vejr og de smukke omgivelser inderligt. Tempoet på sådan en tur er vi gode til at ramme ... vi vil hellere slentre ned af en befærdet gade, sidde på en bænk og se på mennesker, eller trave en tur i en park, end at halse fra museum til museum, eller fra seværdighed til seværdighed. Så vi lavede vores egen blanding af turistoplevelser og kærestehygge. Vi vil gerne tilbage til Barcelona - det er en skøn by!

Juni bød også på en chance for mig rent jobmæssigt - min afdelingsleder tilbød mig en tjans som projektleder, og jeg behøvede ingen betænkningstid for at takke ja. Faktisk kunne jeg slet ikke vente på at komme igang :-D

Det var også i juni jeg konstaterede, at det er heldigt, at jeg ikke var nødt til at spille golf for at komme fremad i verden. Jeg kunne faktisk konstatere, at golf er noget af det kedeligste jeg nogensinde har prøvet. Og nej, det får ikke en chance til. Jeg mangler ikke ligefrem ting at bruge tiden på, så jeg vælger at gøre ting, jeg umiddelbart synes er sjove og spændende.

Sidst men ikke mindst, fejrede vi Brunos fødseldag i haven. Det var en herlig dag, hvor alle var glade og i hopla. Bruno syntes han havde en perfekt fest - så det var præcis, som det skulle være.

Så blev det juli og rigtig sommer. Mine to yngste tog på ferie hos deres far, og Andreas kom hjem for at jobbe på Coca Cola. Der var godt vejr, og vi havde ferie hver dag fra 16 til 8. Skønt! Lige bortset fra den dag, jeg valgte at sole mig au naturel, og fik besøg af en glad rørlægger i baghaven.
Der blev virkelig hygget igennem, og drukket fredagsøl med kolleger, der endte med sam-grill i vores have.

Og før vi fik set os om, var det sommerferietid, og der skulle pakkes og gøres ved. Først oplevede vi Norfolk Broads fra vandsiden og derefter var vi i London nogle dage. Dejlig tur!!

Så var det jo august, og pludselig var det job igen. Jeg flyttede kontor, og vupti ... så var jeg projektleder.

August bragte også tiåret for min fars død. Det er mærkeligt, at det er så længe siden han var blandt os, og jeg savner ham stadig nogen gange. Til februar ville han være blevet 80.

Sådan et indlæg er også med til at vise, at det ikke bare er hygge, eftermiddagskaffe og familieidyl det hele. Nogen gange ser jeg på min blog og tænker ... det er ALT for PÆNT .... og så kommer der sådan nogle indlæg her. For naturligvis har 2009 også budt på ting der var svære og triste og kantede og grimme.

Ofte vedrører de bare også andre i min familie end mig selv, og derfor bliver de i privatsfæren. Denne blog er nemlig nok personlig - men det private, det skal I kende mig "rigtigt" for at vide noget om.

Selvom september mest bød på arbejde, var der da også en enkelt kæresteweekend på programmet - ikke med rejser til eksotiske steder, bare en hyggelig alene-en af slagsen med ham, jeg elsker højst.

I oktober vendte jeg tilbage til mit gamle træningscenter. Jeg satte mine fødder derude første gang i 2001, hvor det hed "Aktiv fritid", og nu er jeg tilbage igen, efter en pause andetsteds.

Skønt bloggen her som nævnt mest er en hygge-hverdags-blog, bærer den ind imellem også præg af, at indehaveren er sprængfyldt med meninger om alt muligt. Det kom også frem i et indlæg om integrationsdebatten, som jeg skrev en dag, hvor jeg bare havde det up-to-here.

Måneden bød også på ferie-fra-16-til-8, hvor Andreas kom hjem og hyggede. Jeg var igen ude med riven, og øste livsvisdom ud - denne gang omkring hvad din holdning til livet betyder for din livskvalitet. Faktisk var jeg stopfuld af ord i oktober - lige fra indlægget om kommunalpolitikertræthed og til den lille sjove historie om min cykelven.

I november filosoferede jeg lidt over hvordan andre ser dig, kontra dit eget selvbillede. Årsagen var en gymnasieveninde, som jeg skriver lidt sammen med - genfundet via Facebook. Jeg gik også i tidligt julemode - for jeg havde jo afsat 10 dage i december til at besøge min hjerteveninde og sjælesøster Roberta i USA. Så skulle jeg jo tidligt igang!

Som måneden lakkede mod enden, blev jeg grebet af rejsefeber! Jeg har jo ikke rejst så langt alene siden jeg var purung. Og meget har ændret sig siden.

Pludselig var det december, og jeg var ... hmmm ... klar? Afsted til julefrokost kom jeg lørdag aften, og jeg havde det forrygende skægt. Jeg drak dog ikke sååå meget - for jeg vidste at søndag var store rejsedag. Og jeg ringede efter Bruno omkring midnat - for der ville jeg gerne hjem.

Turen til USA var forrygende. Jeg gider ikke linke til alle de indlæg jeg skrev - du kan selv læse dem her under december måned. Det var fedt at se New York. Det var skønt at gense Roberta, og vi fandt tonen på 2 sekunder. Det var herligt at få et indblik i hendes hverdag i Torrington, at møde hendes mand og hendes venner. Fint at være tilbage i USA på godt og ondt.

Men til sidst - specielt efter en uges tid - savnede jeg Bruno så det gjorde ondt. Det gjorde det lettere at sige farvel og tage hjem - at jeg vidste, at jeg ved min endestation ville blive modtaget af Brunos varme favn. Jeg kan slet, slet ikke undvære ham, så det var fantastisk dejligt at komme hjem og få verdens længste kram af ham.

Og her er jeg så. Hjemme igen. Ved enden af et år, som mest har været godt.
På parforholdssiden er vi klart kommet styrket ud af 2009. På jobsiden har der været udvikling og gode oplevelser. Familien hænger sammen, børnene har det godt. Bodil skal til fest i aften - noget hun ellers har nægtet at deltage i, fordi hun er meget imod at andre drikker alkohol. Så vi hepper for, at det bliver godt.

Der er kommet nye venner ind i vores liv i år, flere hold. Annie og Finn, som vi har mødt via blogland, og Kim (som er Brunos cykelven) og hans kone Alice. To dejlige par, som vi har haft det sjovt og hyggeligt med.

På bundlinjen er der sorte tal på alle fronter, når man gør regnskabet for 2009 op.

Godt nytår - vi er klar til 2010.