Det er en travl uge, som næsten er færdig nu.
Mandag bød på en tur til Aabenraa, hvor jeg besøgte Sydbanks hovedsæde. Jeg havde et møde, som gik rigtig godt, selvom den stakkels quinde, jeg holdt møde med, var sløj, som så mange andre er for tiden. På vejen hjem kørte jeg ind igennem Aabenraa, og genkendte med glæde mange steder, fra dengang jeg boede dernede.
Jeg boede i Aabenraa, og arbejdede i Sydbanks IT-afdeling fra 1990 til midt i 1991. Det var ikke så længe, men det er rart at komme derned og møde gamle kolleger, og gense byen.
Mandag aften holdt
cykelklubben generalforsamling.
Bruno og jeg var mødt op, som vi plejer - Bruno havde en del indlæg, for han sidder i flere udvalg. Jeg selv var med på en lytter, for jeg har viklet mig ud af de udvalg, jeg har været viklet ind i. Men hyggeligt er det jo, at møde kammeraterne derovre.
Der var ikke de store overraskelser, men levende debat, og klokken blev efter 22, inden vi var hjemme.
Tirsdag var Bruno og jeg ude at spinne, og Bodil kreerede aftensmad - spaghetti og kødsovs. Det var dejligt at komme hjem til færdiglavet mad!
Onsdag tog Bruno til Tyskland, hvor han skulle besøge flere leverandører. Dagen blev et helvede af udsving og logistiske problemer. Mit mavesyreniveau var næsten uoverskueligt, inden madpakkerne var smurt og min røv ramte lædersofaen. Øv. Næste onsdag, hvor Bruno igen ikke er hjemme, skal bare planlægges meget bedre.
Torsdag havde vi et informationsmøde om nogen vigtige systemændringer, og stort set alle vores pengeinstitutter var mødt op. Da vores store mødelokaler i huset var booket op, holdt vi mødet i Middelfart, på
Hotel Sixtus. Jeg har ikke været der før - kun udenfor - og det viste sig at være et pænt og meget hyggeligt sted.
Der var kælet for maden - vi fik en lækker, italiensk buffet til frokost - og om eftermiddagen var der fine kager - jeg var dog så mæt, at jeg nøjedes med at tage billeder af de gode sager...
Hotellet ligger LIGE ned til Lillebælt! Ærgreligt, at vejret var så regn-og-rusk, som det var i torsdags, for på terrassen havde det været dejligt at trække lidt frisk luft - hvis ikke regnen slog ind i ansigtet så snart man stak næsen ud ...
Torsdag aften kom Bruno hjem - heldigvis nåede han hjem inden sengetid, det var dejligt!
Fredag kørte vi en tur op til min mor. Jeg skulle give hende de kalenderpakker, som har forårsaget megen julestemning omkring mig! Vi blev der og spiste, Bruno, Bodil og jeg, og så kørte Bruno og jeg selv hjem. Bodil greb chancen og besøgte sin kusine Stine.
Vi havde det hyggeligt hos mor, og Conny og Carsten kom forbi og hjalp med at kvæle lidt rødvin.
Lørdag stod på rengøring på
Bodils skole. Jeg skulle være der kl. 9, så fik vi rundstykker og kaffe og gik til arbejdet. Det gav varmen, tillige med ømme knæ og røde fingre. Men rent, det blev der.
Til frokost kom Lasse og Michelle. Bruno havde lavet en lækker frokost, som vi hyggede os over.
Om aftenen skulle jeg til julefrokost med
mit arbejde. Det foregik på
Trinity lige her ude i Snoghøj. Dejligt - det betyder, at jeg kan gå hjem, hvis jeg ikke gider vente til at festen officielt er slut.
Det var en hyggelig og god aften med masser af snak og rå mængder dans, men ikke så meget snaps ... jeg elsker snaps, men jeg gider ikke effekten. Så jeg bed dem over i MANGE små bidder! Kl. 1.30 gik jeg hjem til Bruno - det var dejligt at kravle under en varm dobbeltdyne og ligge i arm.
I formiddag kørte vi til Århus, hvor vi skulle hente Bodil. Conny og Carsten udstillede nemlig Cujo, deres Cairn terrier-hvalp, på en udstilling der. Pigerne havde hygget sig, og Cujo fik en fin vurdering (SL = særdeles lovende), så de var glade.
Næste uge bliver ikke mindre travl og hektisk... og Bruno skal afsted igen, heldigvis for sidste gang i år. Han skal til messe 3 dage i Tyskland. Suk. Han har godtnok været meget væk i år, men han har jo også været på firmaets lederuddannelse, som er 2x14 dage, oven i det almindelige rejseri.
Oven i det hele har stakkels
Christina fået kyssesyge. Så hun må ikke besøge Mette, før generne fra halsen er væk. :-(
Lad os håbe, de snart er det, så hun kan se sin kæreste igen!