Årets sidste blogindlæg

Jeg lover det - nu skal jeg nok holde mund helt indtil næste år!

I dag har været en travl dag. Lasse - Brunos søn, og min bonus-søn - fylder nemlig 21 i dag (TIL LYKKE LASSE) - så han har været her til fødselsdags-brunch fra morgenen.

Og jeg skulle jo også nå en løbetur, inden vi pakker vores sager og kører nordpå til søster Conny og familien.

Mine nye løbesko er bare RIGTIG dejlige at løbe i! Tror måske mine gamle NB 1221 var mere flade end jeg troede, for med de nye er det som at løbe på en sky...



Ja okay - nogen let og hurtig løber er jeg jo ikke. Men i dag løb jeg min første 7 km tur i mit løbeprogram, og det gik helt vildt godt. 47 minutter tog det - og det lyder måske ikke af noget særligt, men med de tider jeg har løbet på det seneste er det faktisk ret godt.

Jeg har haft et par rigtig tunge dage, hvor benene ikke ville, og jeg blev meget forpustet, men idag gled det bare. Også selvom jeg blev overhalet af et par fyre - sådan af langbenet-gazelle-typen, men pyt med det, når de nu kommer forbi i løbetights ;)

Nu løber jeg ikke før engang i weekenden. Men sådan en løbetur som i dag får mig til at tro på, at der er en vej, som godt kan ende henne ved en gennemførelse af de 21,5 km om 4 måneder.

Farvel, 2008... en kavalkade (Del 2)

Juli 2008 stod i campingferiens tegn. For en gangs skyld i Provence.

Der var arbejde, for sådan er det, når man holder tidlig ferie, og så var der Tour de France - hvor vi heppede på Carlitos og glædede os over hans sejr.

Juli blev også måneden hvor jeg overgav mig og oprettede en profil på Facebook...

I august sendte jeg Bodil på efterskole i Højer, og Bruno til Østrig for at cykle over alperne.

Og sidst på måneden flyttede Andreas og Kristina til Aalborg, i første omgang i en campingvogn, fordi de havde fået lejlighed fra 1. oktober. Der blev vældig tomt i huset - for hen over sommeren havde vi boet 6 mennesker her, fordi Kristina havde job i Skærbæk og derfor boede her, og pludselig var der bare Bruno, Kristian og mig. Underligt - men dejligt med mindre vasketøj, madindkøb og rengøring...

I september var der travlt på jobbet - vi skulle sætte vores store omlægning af netbank i drift, og der var mange ting der lige skulle falde på plads. Selve premieren senere på måneden gik heldigvis helt fantastisk godt - så vi var glade.

September bød også på et sjovt og hyggeligt afdelingsseminar, hvor jeg både fik udlevet mine Schumacher-tendenser og lært at man IKKE skal true meget store fyre med at vende bunden i vejret på dem.

En anden mærkedag var vores vinklub-bestyrelsesaften, hvor jeg fik slået fast, at kvinder også kan blindsmage.

Og til syvende og sidst fik jeg i september hoppet på en nedadgående vægt-elevator - heldigvis.

Det mest mindeværdige ved oktober var den kuldegysende følelse jeg fik, da min elskede lappie lukkede mig ude ... oh rædsel! Heldigvis fik jeg assistance af min exmand, som er lidt af en haj til pc'er.

I november fik "Rosa" en ansigtsløftning - i form af nye vinduer. Det pyntede!

Det var også måneden, hvor jeg pludselig opdagede, at jeg kunne løbe igen, og at mine bukser var blevet for store - herligt!

Bodil kom hjem fra efterskole igen - det var bare slet ikke hende, da det kom til stykket. Vi fik hende ind på Egumvej Skole, hvor Kristian også går, og det har været en succes.

December - julemåned. Jeg tog en gammel kjole på min nye krop og tog til julefrokost. Det var sjovt - som sædvanlig!

Og så ødelagde jeg Brunos og min planlagte julegaveshopping-dag ved at kaste mit ansigt ned i badeværelsesgulvet. Det var træls - en hel feriedag brugt på skadestuen - øv.

Og så var jeg frisk nok til at melde mig til et halvmarathonløb, som jeg satser seriøst på at blive klar til ... mon ikke jeg når det?

Ja - og så blev min mor 75 år. Og så er der faktisk ikke sket så skrækkeligt meget mere i år - endnu :)

Godt nytår og god livsnydning i 2009!

Farvel, 2008... en kavalkade (Del 1)

Sidste år lavede jeg sidst i december en "2007-kavalkade". Det synes jeg var sjovt, så nu gør jeg det igen.

Et tilbageblik i punkter og links, over det år, som synger på sidste vers.

Og hvad var 2008 så for et år? Jeg ved at jeg gik ind i det i Storvorde, tæt på Aalborg. Der var vi nemlig til nytårsaften hos min søster Conny og hendes familie. Der var god mad, rødvin og champagnetjuhej. Og måske er det en god måde at starte et år på, for noget af det allerførste der skete i 2008 var, at vi fik opfyldt et stort ønske.

Vi fik nemlig solgt vores hus i Snoghøj, og så så man Hr. og fru Livsnyder komme i omdrejninger for at finde det drømmehus, vi havde besluttet os for ikke at kikke alt for intensivt efter, før et salg var i hus.

Vi var indstillede på IKKE at gå på kompromis. Lejligheder til leje er lette at finde her i byen, og skulle vi mellemlande nogle måneder, var det ikke noget problem. Men jeg er sådan en heldig kartoffel - og allerede den første uge, hvor vi kikkede huse, fandt vi det helt rigtige.

Vi slog til med det samme, for prisen var rimelig og huset lige det, vi drømte om. OG så skulle tiden bare gå til den 15. marts, hvor vi skulle overtage huset.

I al hus-hurlumhej'et var vi lige ved at glemme, at vi skulle vinke farvel til Andreas og Kristina, som i starten af februar tog afsted på en 4½ måned lang tur til Costa Rica og USA.

Februar - og foråret i øvrigt - bød på en del kvaler med mine skuldre. Kedeligt. Heldigvis var det også Valentines Dag, som vi ellers ikke plejer at gøre en masse ud af. Det havde jeg dog gjort, idet jeg havde lavet hjerteformede rugbrødsmadder til Brunos madpakke - og tror I så han spiste sin mad den dag?? Næh!

I marts overtog vi - øre af lykke - vores hus! Det faldt sammen med påskeferien, og i 14 dage knoklede vi som vilde, for at nå mest muligt inden vi skulle flytte.

Og flytte gjorde vi - en af de sidste dage i marts. Det gik rimeligt godt, og heldigvis var det så længe siden jeg har flyttet sidst, at jeg havde glemt, hvor kaotisk det er.

Så min fødselsdag i år kunne jeg fejre - i fint vejr, naturligvis - på Fasanvej. Aftensmaden blev indtaget på Caffe Katia, og det var nok den middag, der cementerede Katias som "vores sted". Vi har været der temmelig mange gange siden... :)

En dum ting ved vores nye hus har vist sig at være trapperne. Gamle, slidte trappetrin - og lakerede tilligemed. Det kostede mig et grimt styrt i april, hvor jeg slog mig ganske meget.

Så vores første rigtige gæstebud, som var besøg af søs og svoger, blev en udfordring - men heldigvis var jeg ikke kommet værre afsted, end at vi kom lidt omkring og havde en enormt hyggelig weekend.

I maj blev vejret godt, og vi tog hul på havearbejdet. Vi fik puslet havemøbler købt til en noget større have ind på et lille område - og det gik meget godt.


Noget andet, som gik godt, var X-tettens medvirken i JRs Big Bands opsætning af Duke Ellingtons Sacred Concerts - vi optrådte for 2. gang, i Christianskirken i Fredericia.

Maj gik også med en del spekulationer for mit vedkommende, hvor jeg i flere omgange filosoferede over det at blive ældre. Og alder i øvrigt.

I det hele taget må det have været en noget filosofisk periode, for jeg gav også mit bud på, hvad der gør en mand sexet.

Og i den lettere kategori sprang jeg ud som skyllemiddelshamstrer. Jeg kan som bonusoplysning informere om, at jeg I DAG har brugt den sidste rest af mine mange flasker...

I starten af juni besøgte jeg, sammen med Bruno, Byernes By ... Paris. Jeg har hørt byen besunget så meget, at jeg egentlig ikke havde de store forventninger, men det ER et vidunderligt, romantisk sted. Og vi havde en skøn tur.

Juni bragte også Andreas hjem igen. Det var skønt! Arbejdsmæssigt var det også en stor måned, som kulminerede med en meget vellykket test af et stort stykke arbejde.

Og så gik Livsnyderen på ferie - så bloggen blev ferielukket!

Resten af 2008 følger - i del 2!

Et rundt hjørne

Min mor rundede de 75 i forgårs.

Egentlig ville hun ikke holde fest. "Det er jo ikke noget at fejre, at man bliver gammel," sagde hun, men hun må alligevel være kommet i tanker om, at alternativet var værre, for ihvertfald var vi en pæn flok samlet på Sejlflod Hotel for at fejre hende.



Conny og jeg havde forberedt et lille indslag. Vi plejer jo at skrive sange, og det havde vi sådan set også gjort denne gang. Det vil sige ... Conny var klart hjernen bag vores indslag, for hun havde fået ideen og skrev hele sangen på nær et enkelt vers.



Det, der var nyt, var at vi selv sang den. Alene, akkompagneret af min guitar, som ellers har stået ustemt og støvet i et hjørne af stuen i laaaaang tid.

Sangen gik på Leonard Cohens "Halleluja" - og den var faktisk rimeligt god :) selvom det lyder lidt blasfemisk.

Det var en fin fest - god mad, alle hyggede sig, og det bedste var, at hver gang jeg så på min mor, så hun helt enormt glad ud (pånær lige på det billede ovenfor -- hun var vist lige lidt rørt der, fordi hendes døtre sang for hende).

Engle i Femina (nu med skeptiker!)

Engang for længe siden blev jeg opflammet i arrigskab af et "tema" i Femina, som handlede af behandling af chok. Jeg synes, de havde behandlet emnet useriøst, og at de råt åd diverse alternative behandlinger, uden at stille spor spørgsmålstegn ved, om noget særdeles u-videnskabeligt som tankefeltterapi reelt er noget, der virker.

Derfor skrev jeg et læserbrev til dem, dengang i 2006. Jeg fik også svar fra dem - og de havde da læst, hvad jeg skrev, kunne jeg se.

Nu er jeg ikke fast læser af Femina (langt fra, faktisk) - da jeg faktisk ikke læser så forfærdeligt mange dameblade. Jeg køber dem dog af og til - især når der er gratis dvd-film med :)

Det var tilfældet i sidste uge, hvor filmen Tara Road fulgte med Femina. Jeg snuppede bladet fra hylden ... og først da jeg kom hjem læste jeg gysende, at Ugens Tema var ..... Engle....

Jow jow, de lagde da også ud med den forudsigelige let lalleglade engletro kvinde sidst i 30'erne, som simpelthen havde været synsk fra barnsben og til sidst havde "givet efter" for alle de der engle, som stod i nakken af hinanden for at snakke med hende - need I say more?

Næste indlægsholder var en kunsthistoriker som havde specialiseret sig i engle - interessant nok - men mit hjerte blev først RIGTIG varmt og blødt, da jeg som tredje og sidste engle-tematiker så gode, gamle Mogens Jacobsen - som er tidligere psykiatrisk overlæge og en god skeptiker. Han har bl.a. gjort et stort arbejde for at oplyse om og modarbejde erhvervsastrologi, og er i sagens natur en mand med begge ben plantet solidt et godt stykke længere nede end det astrale plan.

Har Femina lyttet til mig, måske? Jeg synes det var et fint og facetteret tema, hvor de vitterlig KOM hele vejen rundt. Det eneste, der ville have været bedre, var hvis de havde valgt en af de unge, kvindelige skeptikere, der også findes derude - - jeg synes Mogens Jacobsen er god, men måske vil han være for nem at afskrive som en "sur gammel mand", for dem der ønsker at tro på engle, auraer og tankefeltterapi.

Men HEP-HEY til Femina! Jeg overvejer faktisk at skrive en rose-mail til dem!

Glædelig jul til alle...

Julehygge er mange ting.

Igår var det et slag Bezzerwizzer mellem Bruno, Andreas og jeg selv. Der blev fightet - mest mellem Bruno og jeg, for man drager urimeligt meget fordel af at være 40+ i forhold til Andreas, som kun er 21.

Der blev grinet - ikke mindst af Bruno, som til spørgsmålet om hvem hovedpersonerne i DR-udsendelsen "Fredagsbio" var, grublede længe, og kom frem til at det måtte være Jacob Stegelmann og Claus Hagen Pedersen.... spørg lige om Andreas og jeg hulkede af grin!

Det endte med at Bruno vandt - så kunne han gå glad i seng :)

I dag består julehyggen i tykke, hjemmestrikkede strømper, et lille stykke dynetæppe over maven, og lige om lidt i strygetøj og tv, og et lille glas rødvin.

I køkkenet hæver dej til boller. Der er kun Bruno og jeg hjemme til aftensmad, så det bliver nok af den nemme slags.

Jeg har ingen julestress, for julemaden står min svigermor for i morgen. Suk ... livet er godt ....

God Service - kan være mange ting :)

I dag vandrede jeg ind til byen for at ordne en sidste julegave.

På vejen så jeg et skilt i vinduet på den butik, hvor jeg havde købt det mega-dyre D&G undertøj, som min yndige datter i år skulle jule-begaves med: ALT UNDERTØJ 50% stod der.

Følte jeg mig snydt? Blev jeg knotten? Gæt selv!!

På vej tilbage fra mit ærinde gik jeg derfor ind og fortalte, at jeg for en uge siden havde givet fuld pris for sættet, som nu pludselig var faldet med 50% - og spurgte, om jeg ved fremvisning af undertøj og bon kunne få tilgodeseddel eller pengene tilbage?

"Du kommer bare med bon'en, så får du halvdelen af pengene igen," sagde pigen bag disken - og der var da heller ikke nogen slinger i valsen, da jeg et par timer senere kom ind og havde det omtalte stykke papir med. Oven i købet undskyldte hun, at de havde sat sættet ned, og sagde, at de ikke for en uge siden vidste, at de ville sætte det ned .. om det passer ved jeg ikke, men det var da et pænt træk.

Det kalder jeg god service.

Senere i dag skulle jeg smutte mine unger og alt deres pikpak ud til deres far, som bor 7 km herfra. Fik stavlet unger og gaver og baggage i bilen, og så kørte vi.

Ca. 1 km herfra fik jeg øje på vores nabo, som kørte ved siden af os og viftede med arme og ben, mens han pegede på bagenden af vores bil. "Jeg tror bagsmækken står åben," sagde jeg til Bodil, og så holdt vi ind.

Men det gjorde den ikke. Så jeg kikkede nærmere - og så viste det sig at mit højre baghjul var fladt som en pandekage. Øvs. Bruno var naturligvis på arbejde, og tror I jeg ved hvordan man skifter et hjul? Jooh teoretisk, men jeg ville sq ikke turde putte min unger i den bil, når jeg skulle køre prøvetur...

Så vi ringede til børnenes far, som i løbet af 10 minutter stod inde hos os - og han vidste godt hvordan man skifter hjul. I mellemtiden var naboen også dukket op - han havde haft et haste-ærinde, men da det var overstået var de kørt tilbage for at hjælpe.

Så lige pludselig havde jeg masser af hjælp - det kalder jeg også rigtig god service :)

Det viste sig at der ikke var ret meget luft i mit reservehjul, så vi listede til den nærmeste tank, hvor min rare ex hjalp med at få lidt mere luft i den - og så læssede vi ungerne i hans bil og sagde glædelig jul til hinanden.

Når Bruno kommer hjem, får han overdraget logistikken med at få lappet mit baghjul - han er nemlig også en særdeles serviceminded mand! OG behøver jeg at sige - at han altid yder den fineste service?

I aften står den på min livret: NEM MAD! Vi har nemlig rester fra igår. Denne gode service kan jeg dog primært takke mig selv for :)

God service ... øøøøh JUL, allesammen!

Den kæphøje Livsnyder

På det seneste har en af mine kolleger via elektroniske nyheder agiteret meget for deltagelse i Lillebælt Halvmarathon.

Sidste år deltog rigtig mange fra Bankdata. Men 20 kms løb?? Det er jo langt! For nogle år siden ... i 2005 ... havde jeg faktisk bestemt mig for at løbe en halvmarathon, men samme år kørte jeg også Tøserunden, og det endte med at 3 løbeture og 2 cykelture hver uge blev for meget for mig, rent tidsmæssigt.

Så jeg nåede ikke halvmarathon'en inden jeg blev 40, men det lever jeg nu fint med.
Og jeg har ikke planlagt nogensinde at skulle løbe sådan en, for jeg kan godt lide at løbe, men har ikke noget behov for at løbe "organiseret" eller deltage i løb.

Så stor var min undren, da jeg i torsdags pludselig fandt mig selv i færd med at afsende en mail til bemeldte kollega, med tilmelding til nævnte løb!

Det startede naturligvis med at min kollega Lene - hende der fik mig med hen til vægtkonsulenterne - skrev til mig, at hun ville melde sig til. Jeg spurgte, om hun havde løbet så langt før. Det havde hun ikke. Men hun ville løbe den her halvmarathon til maj alligevel.

Pludselig hørte jeg mig selv tænke: Når Lene kan, så kan jeg vel også. Og vores sidste fælles projekt gik jo super godt.

Så nu har jeg skal jeg løbe halvmarathon til maj. Og som bekendt begynder enhver rejse med det første skridt, så i formiddag løb jeg 5 km. Det tog ca. 32 minutter, så det var jo ikke så tosset, taget i betragtning at jeg ikke har løbet overhovedet de sidste 2 uger.

Jeg er optimist. Og jeg skal have mig et par nye løbesko til januarudsalget.

Juleglad - eller nærmest lykkelig

Min mave er fuld af glade julebobler.

Og jeg har ikke engang drukket den flaske Bruschetta jeg fik i julegave af Bankdata.

Jeg er bare så åndssvagt glad - og så tæt på at være lykkelig, som man kan blive, når man er en kynisk voksen chica som mig ... (og det er pænt lykkelig, hvis du vil vide det).

Hvorfor? Spørger du måske. Well, der er nok at vælge imellem.

1) Alle mine unger er samlet under mit tag.
2) Vi skal hygge og have mini-jul i aften.
3) Jeg har været i Aalborg igår, og fik sagt glædelig jul til min mor.
4) Jeg er lige der, hvor jeg allerhelst vil være - sammen med dem, jeg allerhelst ville være sammen med.
5) Jeg føler mig endelig helt ovenpå fysisk igen

...og sådan kunne jeg godt blive ved.

Men allermest, så har jeg bare fred i sjælen og i hjertet. Lige nu er jeg lykkelig. Føler mig elsket. Min verden balancerer perfekt lige nu.

Jeg har tænkt mig at nyde hvert sekund af det.

Friskhedsstatus

For første gang i denne uge sidder jeg efter kl. 19 om aftenen og føler mig rimeligt frisk. Ellers har jeg hængt lidt i bremsen ... følt mig halv-influenza-ramt, øm i halsen, tung i hovedet og slap.

I aften er jeg stadig en anelse øm i halsen, men ellers er jeg friskere end jeg har været i en uge.

Det er dejligt - at jeg er mig selv igen :-)

Mås på piedestal

"High heels put your ass on a pedestal - where it belongs!"

Citatet har jeg fået fra Lupo, i en kommentar til mit indlæg om mine nye drømmesko.

Og måske VAR det mine hæle - som idag var høje, om end på den lidt mere moderate måde end mine nye Irish Pumps fra Bianco kan præstere - som ganske enkelt anbragte min mås i klaskehøjde tidligere på dagen.

Her op til jul står Vinklubben for at indhente nogle gode tilbud til alle vores kolleger - og i dag var dagen, hvor vi hev vinkasser af paller og pakkede ud og sorterede.

Jeg stod med min (i dagens anledning) skindklædte bagdel lige op i luften, mens jeg var ved at lukke en vinkasse op, da et højt "KLASK!" lød - jo, det var en dristig herrehånd lige på Livsnyderens mås.

Der findes enkelte af mine kolleger, som kan finde på den slags, men den mest nærliggende - ja hun ligger hjemme med influenza. Så jeg så mig undrende omkring, og kunne konstatere, at synderen var en af de rapkæftede gutter, jeg til daglig deler bygning med. Men han plejer altså ikke at gå og klaske mig bagi.

Hans forklaring lød vist noget i retning af, at jeg nærmest bad om det - når jeg stod der med skindbuksemåsen i vejret. Men måske var det i virkeligheden hælene på mine brune kunstlæderstøvler (også fra Bianco) som anbragte min røv på den der piedestal?

Hvem ved .... ihvertfald heldigt for gutten, at jeg er over 40 og at den slags dermed falder ind under "personalegoder". ;)

Man skal ikke kaste med ... sko...

To indlæg i træk handler om sko!

Men det her er på en lidt anden måde. For som alle andre i verden - stort set - har jeg også set videoklippet, hvor en irakisk journalist smider sine sko efter George Bush.

Jeg er ikke nogen fan af den snart afgående amerikanske præsident. Jeg synes han er en uhyggelig fætter - højreorienteret, fundamentalistisk kristen og gennemsyret af de dårligste aspekter af den amerikanske kultur.

Og selvom en lillebitte barnlig del af mig udstøder et fnis, når jeg ser fjolset dukke sig for flyvende sko, så ændrer det ikke på følgende:

DET ER FANDME (undskyld mit sprog) IKKE I ORDEN AT KASTE SKO, MALING, ÆG ELLER ANDRE TING PÅ DEMOKRATISK VALGTE POLITIKERE!!

Det er i mine øjne et angreb på demokratiet - og ligesom jeg synes at det barnagtige og forkastelige malingsangreb på vores nuværende statsminister Anders Fogh Rasmussen var dumt og uværdigt, synes jeg også, at dette skokastnings-stunt bør straffes.

I et demokrati må man nemlig godt mene, hvad man vil, og hvis et flertal af vælgerne står bag en, skal man have lov til at udføre sit politiske arbejde uden frygt for at blive korporligt angrebet.

Jeg vil til enhver tid forbeholde mig ret til at angribe Hr. Rasmussen såvel som Hr. Bush verbalt for deres politiske holdninger (som jeg ikke deler), men korporlige angreb er angreb på demokratiet, som er det dyrebareste, vigtigste og helligste vores samfund har.

Så selvom et ufrivilligt fnis KAN undslippe mig når George W. må dukke sig for journalistens sure sutter, må jeg på det kraftigste understrege: DET ER IKKE I ORDEN MED MIG!

Shoes and the livsnyder

Måske har jeg set for meget Sex and the City.

Indtil for ikke så frygteligt mange år siden havde jeg vitterlig ikke noget forhold til sko. Et par vinterstøvler, et par sneakers, et par sorte pumps, et par brune pumps ... noget i den stil, så var mit behov dækket.

Men det sniger sig ind på mig, tror jeg. Jeg kan virkelig få lyst til et par lækre, nye sko - senest var de det sorte tango-sko, som jeg pt. har danset mig igennem 2 julefrokoster i, som bare MÅTTE med hjem.

I sidste uge købte jeg så et damemagasin - sådan et måneds-et af slagsen. Henslængt i min sofa bladrede jeg mig dovent igennem det. Og så ramte den mig. Forelskelse ... ved første øjekast. Heftigt, verdensomstyrtende begær besatte min krop. Jeg så nemlig dem her:



....suk! Enhver fornuft forlod mig. Det her var de perfekte sko til jeans - - skoene jeg MÅTTE eje!! Så jeg bevægede mig hastigt ned i min lokale Bianco-butik - og så viste det sig, at de slet ikke har skoene hjemme. Til gengæld gav de mig et varenr. og telefonnr. til hovedsædet.

Bevæbnet med det ringede jeg næste dag i åbningstiden - og fik den nedslående besked: Mine sko står i Kalundborg og i Lyngby. Hm. Nå.

Det tænkte jeg over et par timer. Så ringede jeg til Kalundborg og fik dem til at sende mig et par i den størrelse, jeg plejer at bruge. Jeg mener - - de her sko er MUST-HAVE's... og oven i ikke særligt dyre.

Så nu går jeg og venter på posten. Når mine nye sko kommer, vil jeg sove med dem på om natten.

Men hvad sker der for mig?? Sådan et forhold har jeg altså aldrig haft til sko før...!


(Livsnyderen alias Samantha Jones)

Det bliver jo nok jul alligevel

Åååååh ... jeg har sovet i nat ... dejligt!

Til gengæld føltes mit ansigt som om det var vokset til dobbelt størrelse, da jeg vågnede i morges. Det er det heldigvis ikke ... helt ... men en hel nat uden smertestillende kunne godt mærkes.

Oven i går jeg og døjer lidt med effekterne af den stivkrampe/difteri-vaccination jeg fik i fredags. Sygeplejersken advarede om, at den kunne give ømhed der, hvor den blev givet, samt lette influenza-symptomer. Og det tror jeg på. Hele min højre skulder er øm som en byld, og jeg kan næsten ikke løfte højre arm op i skulderhøjde. Tillige med har jeg haft ondt i halsen, småfeber og har nyst og snottet hele dagen igår.

Kort sagt er jeg nærmest lidt ynkelig :)
Vi skulle have været i byen igår, og besøge et hold cykel-venner (dvs - manden er en af Brunos cykelvenner) som vi har været sammen med en enkelt gang før. Vi aflyste - egentlig mest fordi jeg ikke helt vidste om jeg kunne tygge normal mad. Og godt det samme. Jeg kan sagtens tygge nu, men igår aftes var jeg godtnok ikke mange sure sild værd. Jeg havde feber og var træt som et helt alderdomshjem.

Nå - nok om det. Jeg har jo faktisk været heldig, for jeg har ikke brækket noget, og det kunne være gået meget værre. Men hvor jeg hader at se den der misfarvede gris i spejlet, som møder mig, når jeg er på badeværelset. Bruno siger, at jeg "bliver smuk igen" - og insisterer endda på at han stadig synes jeg er helt vildt dejlig. Nogen gange spekulerer jeg over, hvad pokker jeg har gjort for at fortjene ham :)

I dag vil jeg tage den med ro og passe på mig selv. Tror der er masser af madrester i køleskabet, så vi ikke behøver lave mad. Og så vil jeg forsøge at fortrænge, at jeg skal på arbejde i morgen ... er efterhånden lidt bange for, at alverdens sminke ikke kan gøre mig bare NOGENLUNDE præsentabel.

Tror jeg vil gå en lille tur ud i luften. Kold luft lyder som en fantastisk ide, på mit ømme ansigt.

Træt livsnyder

Puha jeg er træt.

Vågnede ved 4 tiden i morges, og havde ondt i ansigtet. Det tog et par timer at falde i søvn igen (og et par Idotyl'er), og selvfølgelig kunne jeg ikke sove længe i morges.

Så det bliver ikke sent i aften, det garanterer jeg.

Vi har fået indhentet en del af det forsømte i dag, Bruno og jeg - efter en formiddagstur til Ikea (vi bliver ved med at slæbe møbler hjem...) var vi nede i byen og fik ordnet størstedelen af vores gaver. Det var dejligt!

I morgen får vi stort set ordnet resten - butikkerne har åbent hele dagen.

Lige nu camperer jeg i en lænestol - fra køkkenet kommer liflige dufte! Vi har nemlig en "logerende" for tiden. En veninde, som er ved at blive skilt, gør brug af vores gæsteværelse, og i aften har hun tilbudt at kokkerere. Det dufter indisk-inspireret, og er der noget, jeg er vild med, er det indisk mad. Nam nam! Og så helt uden arbejde fra min side...

I dag har jeg været glad for, at nogen har opfundet DÆKSTIFTEN - den er min ven! Jeg har nemlig fået et smukt blåt øje, men med lidt concealer ligner jeg knap så meget en stakkels voldsramt hustru. Hvis man ikke kender mig, kan man jo godt overse, at min næse er dobbelt bredde og mine kinder en del større end de plejer at være :(

Jeg ser IKKE frem til at komme på arbejde mandag - - det kommer sq til at kræve et større forberedende makeup-arbejde end normalt (en streg eyeliner og lidt mascara).

Hej flisegulv!

Jeg har sådan en fejlagtig ledningsføring oppe i hovedet. Den fungerer på den her måde:

Livsnyderens bevidsthed er til stede. Livsnyderens hjerne modtager af en eller anden grund smerteimpulser fra et sted i kroppen, som er over middel styrke.

Livsnyderens bevidsthed - den kujon - tænker "Shit - det her gider jeg ikke!" og så slukker den lyset.

Kort efter rammer Livsnyderens ret bevidstløse krop gulvet, fordi bevidstheden er skredet.

Jeg var til vinsmagning igår aftes, og det var rigtig hyggeligt. Jeg fik godt med rødvin, men ikke kritisk meget - der er grænser for, hvad man indtager, når man som bestyrelsesmedlem fiser rundt og servicerer medlemmerne. Og så ringede Kristian og var ked af det, fordi han havde ondt i maven, og vi kom derfor også lidt tidligere hjem.

Da Kristian var puttet spiste jeg noget pizza. Det var nemlig ikke blevet til SÅ meget aftensmad. Men efter en times tid blev min mave underlig, og jeg måtte ud og kaste op - mærkeligt, synes jeg, for så meget havde jeg altså ikke drukket - jeg kaster EKSTREMT sjældent op pga. for meget alkohol.

Men vi gik i seng og sov. Kl. 4 vågnede jeg. Jeg skulle tisse, og tænkte, at det nok også ville være smart at tage et par panodiler for en sikkerhedsskyld. Men da jeg sad på toilettet fik jeg meget, meget ondt i maven - og det næste jeg husker, er at min seng var så hård og lyset var tændt ... eller ... nej, jeg lå sq på badeværelsesgulvet og blødte fra næsen - og havde ret ondt i min hage. Kort sagt - min bevidsthed havde valgt at chicken out.

Jeg fik mig stablet på benene igen og søgte mod min seng. Og jeg nåede at få vækket Bruno, så han faktisk afbødede faldet lidt, da jeg besvimede igen. :(

For at gøre en lang historie kort - lykkedes det mig at slå næsen endnu mere, da jeg i morges (EFTER Bruno var gået nedenunder) følte at jeg var i stand til at klare mig selv igen - og derfor stod op, gik ind til Kristian og skræmte livet af ham ved at besvime der inde også. Flot!

Nå - så da jeg lidt op på morgenen blev i stand til at have hovedet opad uden at besvime, måtte vi jo så på skadestuen, for jeg kunne ikke bide sammen, og min næse så ... alternativ ud. Efter 5 timers ventetid fik jeg at vide, at jeg ikke havde brækket noget eller slået noget af led. Undersøgelsen tog 10 minutter i alt, tror jeg. Og så var den dag faktisk gået.

Jeg ville godtnok hellere have været ude og købe julegaver sammen med Bruno. Men min søde mand var naturligvis ved min side på skadestuen - han passer godt på mig.

Og han kan jo så glæde sig over
1) at der ikke var nogen der tjekkede hans knoer for skrammer eller stillede nærgående spørgsmål
2) at han har en meget farverig kone lige nu. Og det bliver sikkert kun bedre de næste par dage.

Dans er godt for ryggen

Kan konstatere, at min ryg er bedre end den har været i månedsvis.

Måske skulle jeg bare i byen og danse noget mere?

Festsild

Jeg spiser ikke sild.

Og jeg plejer at bruge undskyldningen: Man er jo ikke kannibal. ;)

Til gengæld kan jeg rigtig godt lide snaps, og den kombination har lagt bunden til mange ukontrollerede branderter til julefrokoster - hehe...
Så galt gik det ikke igår, men det var som altid rigtig sjovt. Vi var trætte, da vi skulle hjemad med bussen, så jeg væltede hjem i seng ... og varmede mine kolde lår på Bruno :)

Her er min veninde Lene og jeg selv efter indtagelse af hvid gløgg her hos mig - klar til at indtage Hotel Munkebjerg.

Så skal der festes!

I aften skal jeg til julefrokost. Som faste læsere måske kan huske, er jeg en stor fan af mit firmas julefrokost.

Det er årets fest-højdepunkt, og jeg er helt sikker på at det bliver helt vildt sjovt.

En god veninde kommer herind, og så skal vi have noget (tyndt!) lys gløgg og hygge lidt, inden bussen kører nede fra banegården. Der er kun 5 min. gang derned, men hvis ikke vejret bliver bedre, har søde Bruno lovet at køre os derned.

I det hele taget er han en dejlig overbærende mand. Han bliver hverken sur eller jaloux, og han rækker bare armen ud og finder sig pænt i at blive sprit-åndet på af en lettere overrislet og ofte temmelig kærlig Livsnyder, som har haft en forrygende aften og nu vil ligge i arm med sin søde mand (som regel også RIGTIG dejligt når man lige har været ude at gå i decembernatten i små sko, nylonstrømper og kjole).

Han rynker heller ikke bryn over, at jeg snorker uvanligt længe i morgen tidlig, og ikke ligefrem opfører mig som en hvid tornado eller noget i den stil :)

Han bliver heller ikke sur, hvis Lene og jeg finder på, at vi lige skal en tur ned og ha en enkelt godnatøl. I det hele taget er han yderst overbærende overfor, at jeg er lidt af en festabe ... og det er jo dejligt.

Det skal nok blive sjovt i aften.

Landet!

Jeg er landet i sofaen - lige nu.

Damn jeg er træt. Har været til træning - det var ikke den store lyst, der var til stede, men jeg har lovet mig selv, at det skal være 2 gange om ugen. Jeg har bestemt mig for, at jeg vil gøre det for mig selv - for min krop, så den har en chance for at holde 20 år mere på arbejdsmarkedet.

Hvis jeg ikke træner, risikerer jeg at ødelægge mine skuldre og mine arme. Men med træning kan jeg rette op på de skader, PC-arbejdet gør.

Det er ikke fordi jeg ikke har de bedste arbejdsforhold - for de bliver ikke meget bedre. Jeg har haft hæve-sænkebord i årevis, har en supergod stol, har jævnligt mulighed for at få besøg af sådan en BST-ting, der kan fortælle om jeg sidder rigtigt, jeg har mousetrapper og varieret arbejde - arbejde ved PC'en veksler med møder og meget andet. Mangler jeg noget, kan jeg garanteret få det.

Men stillesiddende arbejde er ikke det, vi er lavet til. Så det er vigtigt selv at tage ansvar for at passe på sin krop, så den kan holde til det. Det kan ikke hjælpe noget at fise hjem og lande på sofaen, og så brokke sig over alle de skader, arbejdet giver.

Så jeg kom afsted idag - fordi jeg er inde for det lange seje træk, når det gælder træningen. Men sjovt var det bestemt ikke :(

Min lænd gør ondt for tiden. Så mine maveøvelser på bold hoppede jeg over, for de gjorde ondt - og mine elastik-skulderøvelser drillede mig også. Og da jeg kom på nordic-walkeren for en gang cardio til sidst, var mine ben meget, meget slatne ... de kunne mærke, at jeg har øget vægten i begge benmaskiner til et punkt, hvor jeg VIRKELIG skal arbejde for sagen.

Det er ligesom om problemerne er vandret fra mine skuldre (som jeg ikke pt mærker til) og ned i min lænd. Heldigvis har jeg en tid hos fysioterapeuten mandag den 15. december - og mon ikke han har et bud?

Ondt i ryggen bliver jeg sur af. Og det gider jeg ikke være.

Vi har mavepine.

Bodil og mig.

Vi er temmelig spændt på hvordan det går i morgen, når Bodil starter i sin nye klasse.

Jeg håber så meget på, at det bliver godt - men hvorfor skulle det ikke det.

Ellers har jeg haft mavepine, fordi der kun udbydes kodimagnyler ude på mit arbejde - de andre bliver altid spist først, og dem, der tager de sidste, glemmer at bestille nye. Og når jeg så kommer med ondt i ryggen og skal have en pille så løbeturen hjem bliver til at holde ud, er der kun kodierne.

Løbeturen gik heldigvis fint, med kodi-hjælp, og mavepinen forsvandt da jeg spiste en banan og nogle pebernødder :)